RUSLAND MELLEM FORTID OG FREMTID

På 80-års dagen for den revolutionære omvæltning i Rusland - den 7. november 1997 - vil gamle og nostalgiske kommunister vandre i demonstration i Moskva med portrætter af Lenin og Stalin. I deres slidte tøj og med halvtomme maver vil de true med knyttede næver og spytte i retning af de nyriges dyre Volvo'er og Mercedes'er, som stryger forbi.

TIDLIGERE HAVDE DE GODT VEJR til paraderne. Militære "skyfjernere" fløj over indfaldsvejene til hovedstaden og hældte kulsyre eller ioniseret sølv ud over skyerne, så der faldt regn alle andre steder end i Moskva. Den slags forventer man ikke længere af regeringen. Den forbereder sig på en anden vis til jubilæet. På lukkede militære områder omkring hovedstaden indøves soldater og milits i måder til at sprede den "røde hob" på. Kreml er i de seneste uger blevet foruroliget over rygter, der taler om ekstremistiske provokationer i forbindelse med kommunisternes processioner og møder den 7. november.

Det nye Rusland på ukendt kurs
Selv om de seneste meningsmålinger viser, at der er mange utilfredse i landet, så er der meget få, som ønsker sig kommunismen tilbage. Man har fået nok af kommunisternes bedrageriske løfter, og opbygningen af kapitalismen sker for fuldt tryk. Reformpolitikere og bankfolk er centrale figurer i medierne. Den unge generation mener, at retfærdigheden omsider er sket fyldest, men samfundsforskerne har endnu ikke fundet definitioner på, hvad det er, som forgår netop nu. Præsidenten spørger retorisk: hvilket Rusland er det, vi bygger op? Situationen i landet virker igen revolutionær: mentaliteten, de økonomiske relationer, menneskenes livsværdier og orienteringer - alt ændrer sig radikalt. Problemerne i dagens Rusland har paralleller i fortiden, og med en hårdnakket stædighed nægter de at forsvinde.

Tidligere reformforsøg
Allerede ved århundredets begyndelse anede datidens mennesker, at det russiske statsskib var ved at synke. Trods to store statsmænds indsats - Sergej Witte og Pjotr Stolypin - lykkedes det ikke at modernisere landet og redde monarkiet. Den fremsynede Witte fik overtalt tsaren, Nikolaj 2., til at acceptere en ny forfatning og indføre et parlament - Statsdumaen. Hans efterfølger Stolypin prøvede at skabe tilnærmelse mellem statsapparatet og førende liberale og borgerlige grupper. Hans landbrugsreformer så en overgang ud til at få bugt med det århundredgamle problem om ejendomsretten til jorden og dens fordeling. Men Stolypin myrdedes af en socialrevolutionær anarkist, og dette århundredes mest lovende reformforsøg i Rusland glippede.

I 1906 åbnedes Statsdumaen. Et afgørende skridt var tilsyneladende taget hen imod tilpasning af det russiske monarki til moderne, europæiske forhold. Men Rusland kom aldrig til at kende andet end en "skinparlamentarisme". Næppe var Dumaen åbnet, før den blev opløst af den af tsaren udpegede regering. Og sådan gik det flere gange: Dumaen blev indkaldt for så igen at blive opløst. Nikolaj 2. ønskede ikke at afgive ét gran af sin ubegrænsede magt og endte med at tabe alt.

Tsarstyret bryder sammen
Op til revolutionen i 1917 var der over 80 partier i landet. Manglen på politisk og parlamentarisk erfaring, hangen til intriger og personlige stridigheder mellem de ledende politikere gjorde den politiske situation uoverskuelig. Kløften mellem tsaren og det russiske samfund blev dybere og dybere. Ingen ville gå på kompromis, det gale politiske spil gik videre, forude foregøglede liberale og borgerlige politikere sig et nyt og frit Rusland uden en reaktionær og undertrykkende tsarmagt.

Selv om en gruppe førende russiske intellektuelle i en profetisk bog, Milepæle, fra 1909, havde advaret om farerne ved et forfald af de traditionelle politiske institutioner, så var det de færreste, der havde fantasi nok til at forestille sig, at massearrestationer, summariske henrettelser og et næsten enerådende hemmeligt politi inden for kort tid skulle komme til at høre til dagens orden.

I begyndelsen af 1917 var støtten til tsarens regering praktisk taget forsvundet. Uroligheder brød ud i Petrograd i februar på grund af manglen på brød, og myndighederne mistede hurtigt kontrollen med situationen i hovedstaden. Et kendt sted i tsarens dagbog fra den 2. marts lyder: "Overalt forræderi, fejhed, bedrag!". Nikolaj abdicerede, og magten tilfaldt den såkaldt provisoriske regering, domineret af borgerlige politikere. Den russiske februarrevolution var en realitet, og i nogle måneder eksisterede der i landet et nyt regime, som ud fra Skt. lovede lighed og frihed til alle Ruslands folkeslag.

De første ugers almindelige eufori, da Rusland var et af de politisk set mest frie lande i verden, gik hurtigt over til at blive en forbitret kamp mellem partierne. I stedet for demokratiske reformer, bredte uroligheder og kaos sig, mens en enorm organisme faldt fra hinanden - den russiske statsdannelse. De nye magthavere var på ingen måde forberedte til at styre det mægtige land, og uundgåeligt fik anarkiet stadig mere fodfæste.

De røde til magten
Den 3. april vendte Lenin tilbage til Petrograd efter årtiers emigration. De sydende skarer af bevæbnede mennesker overraskede ham. I sine taler rundt om i byen opfordrede han arbejderne til at gribe magten. Utopisk og fanatisk, med en iskold vilje og en kolossal fasthed i sine overbevisninger viste han sig bedre end nogen anden i stand til at drage fordel af den oprørske situation i hovedstaden. Overalt mærkedes virkningerne af den katastrofale militære udvikling, opløsningen af disciplinen blandt soldaterne, den økonomiske krise og brødmanglen. Der var seks måneder tilbage til den bolsjevistiske revolution, men de borgerlige russiske politikere tog endnu ikke Lenin og bolsjevikkerne alvorligt.

Arbejderanarkiet bredte sig. Blandt de fattige og dårligt uddannede masser fandt kommunisternes ideer mange tilhængere. I én ting havde Lenin desværre ret: arbejderne havde intet at tabe. Da bolsjevikkerne greb magten den 7. november 1917, efter at have lovet jorden til bønderne og fabrikkerne til arbejderne, viste det sig, at den kommunistiske idé: "at enhver har ret til fremmed ejendom", havde øvet en magisk indflydelse på befolkningens forarmede lag.

Det russiske borgerskab betalte en høj pris for sin politiske umodenhed, splidagtighed og ubeslutsomhed. Den frygtelige pris er indeholdt i dette slogan af Lenin: "Vi ødelægger borgerskabet som klasse". Vi må ikke glemme, at denne klasse omfattede millioner af mennesker og heriblandt eliten af den russiske intelligens.

Et af de første ofre for den proletariske lovløshed var tsarfamilien. Allerede under den provisoriske regering - i begyndelsen af marts - var den blevet berøvet sin frihed. Den provisoriske regering bestemte, at tsaren, tsaritsaen og deres børn skulle forvises til Sibirien, først til Tobolsk, så til Jekaterinburg. Her myrdedes de af bolsjevikkerne i juli 1918 i kælderen i en lokal ingeniørs hus.

Dette var blot begyndelsen på det tragiske eksperiment med Ruslands befolkninger.

Udsoningen
Der er nu gået otte årtier siden de begivenheder, der har fascineret så mange intellektuelle i Vesten, godt puttede og i sikkerhed af "bondeslagteren" Stalins uhyrligheder og andre af kommunismens forbrydelser.

De røde stjerner på Kreml erstattes af den dobbelthovede ørn. Fra magasiner og arkiver hentes der glemte dokumenter frem. De nye russiske magthavere tager, undertiden noget kluntet, skridt til udsoning med efterkommerne efter de gamle, tidligere så forhadte, "hvide" emigranter. Det store flertal af russere er klar over, at monarkiet ikke vender tilbage, men det er alligevel på mode.

At sårene fra fortiden har svært ved at heles, ses blandt andet af, at man endnu ikke er blevet enige om hverken Lenins eventuelle fjernelse fra mausoleet på den Røde Plads og begravelse i Skt. Petersborg, eller om, hvad man skal stille op med de jordiske rester af tsarfamilien, fundet i de senere år ved Jekaterinburg. Skal de også vende tilbage til Skt. Petersborg, til Peter-Pauls-fæstningen, tsarfamiliens traditionelle gravplads, eller skal de forblive i Jekaterinburg?

Det realpolitiske spil
"Den elsker, elsker blod, den russiske jord", har den store russiske digter Anna Akhmatova engang skrevet, og sandt er det, at intet andet folk har haft en så tragisk skæbne som det russiske.

Vesten følger bekymret udviklingen i det store land. Hvad vil der ske efter Jeltsin? Et forståeligt spørgsmål om et land, hvor den politiske fører som oftest er systemet. Allerhelst ser man, at Rusland kommer til at ligne Vesten mest muligt - det er det, man forstår ved demokratiske og økonomiske fremskridt. Med alle midler søger man at styre den svage russiske regering og gøre Rusland og russiske politikere følgagtige gennem vestlig økonomisk hjælp.

En hel generation af unge udsættes for en mere eller mindre systematisk amerikanisering, det sikre resultat er orienteringsløshed og generationskløft. Alt dette er måske forståelig realpolitik set fra Vesten, Ruslands svaghed er efter manges mening ikke noget problem, det er løsningen.

Hverken Februar- eller Oktobererevolutionen for 80 år siden overvandt Ruslands egne, virkelige, dybe problemer, og det, der kræves i dag, er for en stor del de samme ting som dengang: en jordreform, der sikrer, at landet kan brødføde sig selv, skabelsen af en produktiv middelklasse, orienteret mod økonomisk vækst og teknologisk fornyelse og en omfattende reform af landets lovgrundlag, således at lovene passer til landets behov og håndhæves af et effektivt retsvæsen. Reformer, som Rusland kun selv kan gennemføre og på kommunismens ruiner.

Hvordan fremtidens russiske politikere vil klare disse vanskeligheder, kan ingen sige i dag.

Den nuværende ukontrollerede kapitalisme med talrige forgreninger til statsapparatet og kriminelle grupperinger giver endnu intet sikkert fingerpeg om, hvilken retning Rusland bevæger sig i, men vi kan med sikkerhed sige, at af disse problemers løsning - af en sådan virkelig revolution - afhænger Ruslands skæbne og sammen med den, verdens.

S. W.,1997, offentliggjort i Århus Stiftstidende den 26. oktober 1997.