HVIDE NÆTTER I SKT. PETERSBORG

Lad være med at tro på alle de dårlige rygter om Skt. Petersborg, det er nødvendigt med egne øjne at se "verdens mest fantastiske by", som Dostojevskij kaldte den. Med sommerens og med de hvide nætters komme er Skt. Petersborg særlig smuk. Som regel er vejret godt på denne tid af året, og både unge og gamle nyder solen, varmen og lyset. Skal man give et godt råd, så lad være med at gå for tidligt i seng. De hvide nætter i Skt. Petersborg er en forunderlig oplevelse.

Vil du vide mere om DEN BEDSTE GUIDE TIL SKT. PETERSBORG,

så klik på billedet!

DET SPØGELSESAGTIGE LYS i den nordiske nats blunden forlener byen med et uvirkelighedens skær. Skyggerne forsvinder, og det synes, som om byens sten og vand udstråler lys. Da er det, de forgyldte kupler, de prægtige paladser, de ophejsede broer, triumfbuerne, hestene, løverne og sfinkserne i marmor og bronze flettes sammen som til et uforligneligt drømmesyn, der kun kan opleves her ved Nevaens bredder.

I de hvide nætters tid er gadelygterne slukkede, byen sparer på elektriciteten. Og det er velsagtens et af de få eksempler på, at der spares. Russerne er ikke vant til at udvise økonomisk sans. Natten igennem brænder lysene i opgangene. Vandet strømmer ud af hanerne, uden at nogen bekymrer sig om det. Radiatorerne slås fra én gang om året i hele byen og på én gang. Russerne er berømte for deres endeløse ordgyderi i telefonen. Det er skikke, overtaget fra sovjettiden, da de offentlige ydelser var praktisk taget gratis.

Selv om gadelygterne er slukkede under de hvide nætter, er det muligt at beundre byens mange mindesmærker og læse forklaringerne i guiden, så lyst er det. Naturligvis er der dem, der mener, at det er farligt at færdes sent ude i byen. Men det er ikke mere farligt end i andre storbyer, selv om det selvfølgelig aldrig er nogen skade til at være forsigtig.

Turisternes Skt. Petersborg
Ifølge oplysninger fra UNESCO indtager Skt. Petersborg 8.-pladsen i verden på listen over byer, der øver stærkest tiltrækning på turisterne. Her finder vi nogle af verdens største og rigeste museer og en rad af udstillinger, som rækker fra gammelrussiske ikoner til moderne avangardekunst. Slotte med imponerende parkanlæg, heriblandt en sjælden perle og et af de foretrukne mål for turisterne: Petrodvorets (Peterhof) med hundredvis af fontæner.

Museerne, der nu er uden sovjetisk overvågning og indblanding, åbner i disse år for første gang deres magasiner for offentligheden og kan fremvise glemte malerier og andre kunstgenstande, samt en stribe af historisk interessante dokumenter. Hvad angår underholdning, så findes der noget for enhver smag: højklassisk ballet, koncerter med klassisk musik, rock og jazz, varieté. Skt. Petersborg er et mekka for alle slags musikelskere.

Nordens Venedig
Man kan tage en tur i motorbåd og sejle ad de stille, solbeskinnede kanaler og floder. Når båden sejler ind under en af de mere end 300 broer, som byen har, kan den dukke frem igen i nærheden af et slankt kirkespir eller et pragtpalads fra Katarina den Stores tid eller lægge til under hvælvingen over den smalle kanal ved Vinterpaladset, hvor man kan mindes Tjajkovskijs melodiske musik. Ved denne hvælving mødtes Herman og Lisa, heltene i hans opera Spaderdame. Herman, Lisa, den smukke Anna Karenina, Dostojevskijs skikkelser, alle hører de, som var de virkelige personer, med til byen. De udgør en uudslettelig del af Skt. Petersborgs mysterium.

Peters perestrojka
Skt. Petersborgs basis er vandet. Byen ligger på 44 øer og blev grundlagt af Peter den Store i 1703 som en udgang til Østersøen. Peter var besat af en fiks idé: at bygge en by "på vandet", på de sumpede bredder, fravristede svenskerne, i lighed med Amsterdam eller Venedig. Og gennem denne knytte bånd mellem russerne og europæerne. Han byggede en hovedstad til fremtidens Rusland og ville, at den skulle være model og forbillede for hele det enorme land, han stod overfor at reformere. Den første russiske "perestrojka", som blev påbegyndt af Peter for omdanne det halvasiatiske Rusland til en moderne europæisk nation, lykkedes til forskel fra Gorbatjovs, og byen blev en af de største og smukkeste i verden.

Peter kritiseres ofte for, at Skt. Petersborg fremtræder som ikke-russisk, og at han lod den bygge på sumpe. Efter næsten 300 år bliver den stadig hjemsøgt af oversvømmelser om efteråret. For at redde den påbegyndtes i sovjettiden bygningen af et dæmningekompleks i Finskebugten, men økonomiske og miljømæssige problemer har ført til, at arbejdet næsten er gået i stå. I de senere år er vandet i Nevaen blevet lidt renere, men det er ikke noget, borgerne glæder sig over, for årsagen skal ikke søges i effektiv miljøbeskyttelse, men i fald i produktionen.

Byens dobbelthed
Mange petersborgere oplever en særlig slags dobbelthed, der er karakteristisk for deres by. Nogle synes, at det skyldes vandet: i Nevaen, kanalerne, vandpytterne - overalt finder husfacader og mindesmærker deres dobbeltgængere uden stenkrop. Andre ser den i den monumentale arkitektur, der ikke blot udtrykker Ruslands storhed og militære magt, men også minder om dets tragiske og blodige historie. Byen var landets hovedstad igennem 200 år. Vibrationer og rystelser forplantede sig fra Skt. Petersborg til hele Rusland, uanset om der var tale om paladsomvæltninger, tsarmord, mytterier eller revolutioner.

Konkurrencen med Moskva
Dobbeltheden og tvetydigheden går igen i politikken i dag. Byen kan ikke glemme, at den engang var magtens centrum. Den har altid konkurreret med Moskva, trods de ulige betingelser. Hele Rusland arbejder som en koloni for Moskva, hvorigennem 80% af de russiske finanser kanaliseres. Men som også russerne siger, så er der ikke noget, der er så skidt, uden at det er godt for noget.

I sovjettiden reddede Kremls manglende interesse for byen dens historiske centrum. Bolsjevikkerne, der i 1918 flyttede hovedstaden til Moskva, begyndte skånselsløst at ødelægge "den guldkronede", som Moskva kaldtes, for i dens sted at opføre en utopi-by i stalinistisk empirestil. Penge fra den sovjetiske statskasse kom kun i begrænset omfang til Leningrad, og derfor nedrev og byggede man mindre end i Moskva. Alligevel blev i den aggressive ateismes tid snesevis af kirker ødelagt, og byen mistede meget af sin skønhed.

Samlestedet for statsoverhoveder og statsforbrydere
I dag fungerer der mere end 50 kirker i byen. Den ældste af katedralerne findes i Peter-Paul-fæstningen og er omhyggeligt restaureret og indrettet til gravpladser. Her blev den 17. juli 1997 - 80 årsdagen for mordet på den russiske tsar Nikolaj 2. og hans familie - efter præsident Jeltsins dekret de jordiske rester af den sidste tsarfamilie stedt til hvile. Resterne, som i mange år havde været opbevaret i et lighus i Jekaterinburg, var med et særfly blevet bragt til byen dagen før bisættelsesceremonien, der foregik i tilstedeværelse af medlemmer af Romanov-familien og officielle delegationer.

Valget af Peter-Paul-katedralen var ikke tilfældigt, for den har siden Peter den Stores tid været tsarfamiliens gravplads, og her findes der 40 grave med tsarer, deres ægtefæller og børn. Den sidst bisatte tsar er Alexander 3., gift med den danske prinsesse Dagmar.

Fæstningen er et yderligere eksempel på Skt. Petersborgs dobbelthed: her begravede man tsarerne, og bag dens mure holdt man farlige politiske forbrydere indespærret. Oprindeligt bygget som et forsvar mod ydre fjender har den udelukkende tjent som magthavernes forsvar mod de indre. Fæstningens fængsel var forbilledligt, og muligheden for flugt udelukket. Igennem det er gået berømte dissidenter, terrorister og progressive forfattere, blandt andre Fjodor Dostojevskij, Lev Trotskij og Maksim Gorkij. I begyndelsen af bolsjevikkernes diktatur mindede fængselscellerne mest om grandiose officielle sammenkomster: så mange af de fængslede var senatorer, ministre og generaler.

Lige uden for fæstningens mure på en lille strand bager de petersborgske sild sig i solen. Og de gider overhovedet ikke høre om byens dystre historie: den nordiske sommer er kort, og det fantastiske panorama ved Nevaen fylder sjælen.

På den modsatte bred ligger Vinterpaladset, tsarernes bolig. I halvandet hundrede år var det den kejserlige residens og opbevaringssted for de skatte, Romanov'erne - de rigeste monarker i verden - hobede sammen igennem 300 år. Efter revolutionen blev paladset og dets samlinger overdraget Eremitagemuseet, der i rang kun kan sidestilles med Vatikanmuseerne.

Hovedstrøget - Nevskij
Nogle få skridt fra Vinterpaladset løber byens hovedarterie, Nevskij prospekt. Enhver besøgende i Skt. Petersborg spadserer på dets fortorve. Det er det traditionelle mødested for forelskede. I gammel tid boede eliten tæt på Nevskij.

Meget har ændret sig siden dengang, det "fashionable" strøg har mistet sit hovedstadspræg, men i den senere tid har det igen fået nyt liv: der er åbnet nye internationale firmaer og banker, hyggelige restauranter, forretninger med verdenskendte mærkevarer og deres allestedsnærværende reklamer.

Midt på Nevskij findes det eksklusive Anitjkov-palads, fra 1866 den foretrukne residens for den senere tsar Alexander 3. og hans hustru, den danske prinsesse Dagmar, i Rusland kaldt Maria Fjodorovna. I paladset er der en velbevaret marmortrappe, festsale, en vinterhave og et lille, hemmeligt værelse på mezzaninen, lavet i rødt træ og med et ikke nærmere bestemt formål. Man mener, at Alexander beordrede det indrettet af frygt for attentater, her skulle tsarfamilien kunne søge tilflugt i tilfælde af fare. Man forstår Dagmars mand: i slutningen af 1800-tallet var tsarembedet ikke nogen sovepude, et ophold i hovedstaden var altid risikabelt på grund af terrorister.

En dansker på Nevskij
På Nevskij ligger desuden det røde Beloselskij-Belosorskij-palads, også dette knyttet til en anden, om end mindre kendt danskers navn - David Jensen. Som en af Thorvaldsens talentfulde elever kom han som 25-årig til Skt. Petersborg, hvor han blev resten af livet. Hans skulpturer og relieffer smykker mange bygninger i byen, blandt andre dette pragtpalads på Nevskij. Figurerne af atlanterne på facaden blev fremstillet af Jensen på hans eget terracotta-værksted. I begyndelsen af århundredet tilhørte paladset Romanov'erne. I december 1916 sad her i husarrest tsarens fætter, Dimitrij Romanov, på grund af sin deltagelse i mordet på den legendariske Rasputin.

Hvor Rasputin blev myrdet
Det mystiske mord på den sidste russiske tsars favorit foregik i et andet palads - Jusupov. Dette bør man ikke snyde sig selv for at se, det er et af de bedst bevarede og rigeste i byen. Når man har besigtiget de overdådige sale, kan man ad en knirkende vindeltrappe stige ned i de hvælvede kælderrum, hvor den sibirske musjik og mystiker tilbragte sin sidste nat og forudså det gamle Ruslands undergang.

Imperiet brød sammen to måneder senere, og alt ændrede sig, selv byens navn. Senere begyndte under en af de hvide nætter i 1941 krigen, og med den hungerblokaden af Leningrad, som forvandlede byen til et helvede i is og blod og kostede mere end én million mennesker livet.

Nu er det gamle navn kommet tilbage, og petersborgerne prøver at glemme sovjettiden. I øvrigt har man for kort tid siden ved Neva-floden og over for Kresti-fængslet, hvor ofrene for den stalinistiske undertrykkelse indespærredes, opstillet to bronze-sfinkser. De surrealistiske væsners ansigter forvandler sig, når man passerer forbi dem, til et dødsgrin, og dermed afslører de deres inderste væsen, som også var den tids og dens magts inderste væsen.

Hvide nætter, sorte dage - således er minderne om Skt. Petersborg.

S. W., april 1998.