LENINGRADS 900 DAGE

Foran mig på bordet ligger der en gammel slidt bog, det er en udgave af H. C. Andersens eventyr, skrevet på russisk og forsynet med smukke illustrationer. Heri er der, skulle det synes, intet mærkeligt - den danske eventyrdigter er kendt og elsket i hele verden. Men året og stedet for udgivelsen er bemærkelsesværdige - Leningrad 1943. Oplag 30.000 eksemplarer.

PÅ DETTE TIDSPUNKT havde Leningrad været belejret af tyskerne i halvandet år, og byen var næsten uden brød, papir og elektricitet. Alligevel forstod de voksne, at børnene, der var hårdest ramt af krigen, havde brug for den danske digters hjertevarme og kloge fortællinger...

Dette er blot én af episoderne fra Leningrads 900-dage lange belejring. De hvide nætters by - Sankt Petersborg - Petrograd - Leningrad - indtog i den tyske krigsledelses planer ikke bare en strategisk, men også en psykologisk rolle. For det russiske folk var byens skæbne uløseligt forbundet med hele landets skæbne. Og allerede på krigens anden dag, den 23. juni 1941, faldt her de første bomber.

Manglende forberedelser
Tysklands angreb på Sovjetunionen kom fuldstændigt overraskende. Fronten rykkede hurtigt nærmere og nærmere millionbyen, og som følge af mangelfulde og utilstrækkelige oplysninger var praktisk taget ingen i de første dage klar over den tragiske situation. Det gjaldt ikke kun for almindelige mennesker, heller ikke magthaverne havde noget overblik over begivenhederne. Engang fortalte en ældre kvinde mig, hvorledes hendes far, som dengang beklædte en vigtig stilling i partiets ledelse, sendte hende - hans eneste datter - til en lejr, der lå umiddelbart ved frontlinien. Børnene blev kørt af sted i biler til områder, hvor kampene allerede var i fuld gang, og måtte hurtigst muligt bringes tilbage til byen.

Den 29. juni begyndte man evakueringen af de første borgere. Den skred kun langsomt frem på grund af manglende forberedelse og koordination, men også fordi mange ikke ville forlade de vante omgivelser, deres nærmeste, deres kvarterer og lejligheder. Ingen kunne forestille sig det helvede, som indbyggerne ville komme til at befinde sig i efter blot fire måneder. Således var vores bedstemor Polja (som da var nybagt mor, hendes søn var i juni 1941 seks måneder gammel) fuldstændig overbevist om, at hendes barn ville få det værre, hvis de forlod byen, og på tilbudet om at blive evakueret svarede hun med et nej. De overlevede på mirakuløs vis... Fra Leningrad evakueredes i det hele ca. 400.000 mennesker, over 2,5 millioner blev tilbage.

Sejrsikre tyskere
Hitler planlagde at erobre Leningrad den 20. august. Tyskerne indtog forstæderne og afskar alle veje og forsyningslinier, som forbandt byen med det øvrige land. Den 8. september 1941 var byen isoleret fra omverdenen, den 900-dage lange belejring tog sin begyndelse. Byen var indesluttet i fjendens jernring, og fronten løb, som man dengang sagde, "ved sporvognenes endestation" - i den syd-vestlige del var det kun fire kilometer fra bygrænsen.

Tyskerne var så sejrsikre, at de gik i gang med at trykke indbydelser til en festbanket på det berømte Hotel Astoria, fremstille medaljer "For Petersborgs erobring" og fastsætte tidspunktet for sejrsparaden på Paladspladsen foran Vinterpaladset.

I denne skæbnesvangre stund udnævnte Stalin den energiske og beslutsomme general Sjukov til øverstkommanderende for Leningrad-fronten. Takket være hans kompromisløse ledelse og de menige soldaters tapperhed blev tyskernes fremmarch bragt til standsning. De fleste soldater var borgere, som var blevet hasteindkaldte, iklædte en uniform og ofte kun udstyrede med gamle geværer og flasker med benzin og olie - "molotov-cocktails" kaldte tyskerne ironisk disse primitive håndgranater.

Fjenden kørte fast i sumpene omkring Neva-floden, og Hitler besluttede som hævn "at jævne byen Petersborg med jorden". Den 16. september 1941 besøgte den tyske ambassadør i Paris, Otto Abetz, førerhovedkvarteret. Over for denne erklærede Hitler: "Giftreden Petersborg... må forsvinde fra jordens overflade; der står kun tilbage at skyde den sønder og sammen med artilleri og fra luften; samtidig må man ødelægge vandledninger og elektricitetscentre og alt, hvad der er nødvendigt for befolkningens forsyninger".

En barbarisk beskydning af byen blev indledt og fortsatte de næste to et halvt år. Dag og nat, undertiden 10-15 timer i træk, præcisionsbombede og beskød tyskerne byen. Intet og ingen blev skånet: der blev bevidst skudt på beboelseshuse, hospitaler, børnehaver og skoler: pludselige bølger af artilleriild og tonsvis af glødende metaller, der regnede ned fra himlen og spredte død og ødelæggelse - men alligevel var den største prøvelse for leningraderne sulten.

Den værste fjende: sulten
Større forsyninger af levnedsmidler havde der ikke været i byen før krigen, og det, der var, opbevaredes samlet i nogle store magasiner, som tyskerne allerede i krigens første uger sønderbombede. Levnedsmidlerne måtte snart fordeles ved hjælp af rationeringskort. Til at begynde med var mængderne tilstrækkelige for befolkningen til at overleve, men nye forsyninger blev ikke ført frem. Derfor måtte rationerne hele tiden sættes ned.

Den 20. september 1941 var en sort dag for leningraderne. Denne dag fik arbejderne 250 gram brød pr. døgn, den øvrige del af befolkningen - to tredjedel - 125 gram. Udover brød og vand fandtes der praktisk taget intet i byen. Og brødet bestod kun for halvdelens vedkommende af dårligt mel, den anden halvdel var f.eks. cellulose, malt, foderkager. I 35 dage var det deres eneste føde.

De begyndte at spise alt muligt: læder blev skåret i småstykker og kogt til suppe. De spiste vaseline, glycerin, medicinske salver, lim, limolie. En 14-års dreng beskriver i sin dagbog, hvordan han og bedstemoren lavede "sylte" af lim. De tog en plade lim, kom den i vand og opvarmede den på kogeapparatet. Det levede de af i en uge. En anden overlevende fortæller: "Jeg var barn, min far kom hjem med 10 kilo tørv på slæden. Vi hældte vand på tørven og spiste den, sådan overlevede familien". Tusindvis af mennesker ramtes af ernæringsforstyrrelser eller døde af underernæring. De døde på gaden, i deres lejligheder, på arbejdet. Ikke sjældent døde hele familier.

Tallet på de døde antog monstrøse dimensioner: på én dag - den 20. februar 1942 - blev der til den største af Leningrads kirkegårde - Piskarevskij-kirkegården - bragt 10.043 lig. Alene af sult døde under belejringen 640.000 mennesker (ifølge officielle oplysninger). Efter historikernes beregninger ligger tallet ikke under 800.000.

Udlændinge spørger mig ofte: var der ikke mytterier i byen på grund af sulten? Nej, det er der ingen, der har nogen erindring om. Undertiden har de overlevende fortalt om, hvordan unge og voksne mænd (de var de mindst udholdende over for sulten) stjal rationen fra andre. Disse tilfælde var der dog få af. Men at nærstående og endog mennesker, som slet ikke kendte hinanden, deltes om det sidste brød, ja, det er noget, næsten alle overlevende beretter om.

I forfatterinden Vera Inbers dagbog fra dengang beskrives følgende: en ung kvindelig telegrafist fandt på gaden en militssoldat, som var dødende af sult og forfrysninger. Hun fik ham slæbt hen til brøduddelingsstedet og gav ham sin brødration. Menneskene fortsatte med at være mennesker, på trods af den umenneskelige sult.

Vinteren 1941/42 betød ikke blot krig og sult for leningraderne - den betød også usædvanlig streng kulde. Temperaturen faldt til minus 30-40 grader. Det er i det fugtige klima en ulykke for byen selv under normale forhold. Uden brændsel, elektricitet, råstoffer og fødemidler var det ensbetydende med nye dødsofre.

Vandledningerne blev sprængt af frosten, og folk måtte hente deres vand i Nevaen og i de andre floder og kanaler. Al normal transport gik i stå. Den eneste form for transport var børnenes slæder. På slæder befordredes alvorligt syge og dødende. Meget tit overlevede af en familie kun børnene, fordi de voksne gav dem deres brød. I byen var der over 400.000 børn tilbage. Man forsøgte at evakuere dem over den frosne Ladoga-sø, den eneste forbindelse til resten af landet. I hungervinteren 1941/42 bragte lastbiler begrænsede forsyninger ind til byen over søen, og så mange som muligt blev evakueret den modsatte vej. "Livets vej" kaldte man i Leningrad isvejen over Ladoga.

Den 30. januar 1942 erklærede Hitler for hele verden: "Leningrad stormer vi bevidst ikke. Leningrad vil æde sig selv op!"

Kendte tyske specialister foretog manisk præcise beregninger af, hvor mange dage en leningrader kunne overleve, når han ikke fik det nødvendige antal kalorier. Samtlige indbyggere blev beregnet til at omkomme af sult, men de nægtede at dø i overensstemmelse med tyskernes perverterede videnskab. Det var også et Leningrad-fænomen: at fortsætte med at leve på trods af døden.

Næsten sorte af sult ikke bare fortsatte de med at leve, de arbejdede også. Især kvinder, store børn og gamle. "Med sammenbidte tænder" stod de ved arbejdsbænken og lavede våben til mændene, der forsvarede dem foran byen. De arbejdede ikke kun på fabrikkerne, også i laboratorierne, hvor de fremstillede erstatningsprodukter, på bibliotekerne og i arkiverne, hvor de bragte bøger og uerstattelige manuskripter i sikkerhed, i børnehaverne, hvor de tog sig af de forældreløse børn.

Kulturens by
På den smertens vej, leningraderne gik, var der tab, død og sorg, men der var også meget viist og menneskeligt. Ånden var ikke død i Dostojevskijs og Tjajkovskijs by. Menneskene havde ikke brug for brød alene, de måtte også have åndelig føde. Derfor trykte man, næsten med håndkraft, Goethes og Schillers digte, H. C. Andersens eventyr og brødrene Grimms fortællinger. I lyset af en olielampe skrev Olga Berggolt, "Blokadens Muse", sine digte. I koncertsalene spillede man klassisk musik og de af leningraderne så elskede wiener-operetter. Dmitrij Sjostakovitj skrev sin 7. symfoni Leningradskaja. Den 9. august 1942 opførtes den i Leningrad-Filharmonikernes Store Sal - tilhørerne selv var værkets helte. Den geniale musik lød som en hymne til byen, der ikke ville lade sig kue...

I januar 1944 indledte de russiske styrker den endelige offensiv for at befri Leningrad. Tyskerne trængtes tilbage, og den 27. januar stod de russiske soldater i byen. Den næsten 900-dage lange belejring var omsider til ende.

Under krigen havde hovedparten af menneskene i Sovjetunionen ikke været klar over omfanget af lidelserne i den isolerede by. Herom var der intet at læse i aviserne, og det var forbudt at skrive om de virkelige forhold i brevene. Først efter krigen fik verden kendskab til Leningrads tragedie og dåd.

Der er nu gået 50 år siden Hitler-Tysklands kapitulation, men minderne om de 900 dage lever stadig i Sankt Petersborg. De var ikke blot en af det blodige 20. århundredes allerstørste katastrofer og heller ikke kun et væsentlig led i de allieredes sejr - store tyske styrker holdtes i årevis bundet på den nordlige front - de var mest af alt en demonstration af, hvad menneskelig vilje og udholdenhed kan frembringe.

De står som et evigt bevis på, at mennesket selv midt i krigens barbari er i stand til at bevare sin menneskelige værdighed.

S. W. 1995, offentliggjort i Information den 3. april 1995.

(I anledning af 50-året for den anden verdenskrigs afslutning arrangerede S. W. i 1995 en særudstilling i Besættelsesmuseet i Århus "Leningrads 900 dage". Musikhuset, Århus, opførte samme år Sjostakovitjs 7. symfoni, Leningradskaja, og i denne forbindelse arrangerede S. W. en særudstilling i Musikhuset om "Sjostakovitj og Leningrads belejring").