EN KEJSERINDES SKÆBNE

Marie Sophie Frederikke Dagmar - den danske prinsesse, der skulle blive hersker over et enormt rige, stige til uhørt magt, storhed og rigdom... og opleve grufuld fornedrelse, ulykke efter ulykke, se sine rigdomme forsvinde, sine børn og børnebørn dø. Dette er ikke et digt, men den virkelige historie om en af døtrene af den danske kong Christian 9.

I 1866 FYLDTE PRINSESSE DAGMAR 19 ÅR. Hendes ansigtstræk var ikke så fuldendte som storesøsterens, Alexandras, den fremtidige engelske dronning, men efter hvad hendes samtidige bevidner, besad Dagmar en ubestemmelig ynde og en usædvanlig charme.

Der var allerede både i Rusland og i Danmark gået vedholdende rygter om hendes nært forestående forlovelse med den russiske tsars søn, tronfølgeren Alexander. Et strålende parti for den lille danske prinsesse.

Bestemt for den russiske tronfølger
Forberedelserne til brylluppet havde stået på i to år. En russisk gejstlig havde indført Dagmar i den græsk-ortodokse kirkes lære, og hun havde studeret den russiske grammatik. Begge hoffer, det danske såvel som det russiske, så i denne forbindelse en politisk fordel. Alle gjorde sig umage for at glemme, at Dagmar oprindeligt skulle have været gift med den daværende tronfølger Nikolaj. Efter hans pludselige død, der skyldtes sygdom, forberedte prinsessen sig nu på at blive gift med den nye tronfølger.

Den 22. juni ankom Alexander om bord på yachten "Standart" med sit følge til Danmark. Han gik i land i Humlebæk, dengang et lille fiskerleje omkring en mil fra Fredensborg, hvor han blev modtaget af den kongelige familie. Den følgende dag deklareredes forlovelsen mellem den høje russiske kraftkarl, den kommende Alexander 3., og den fine, spinkle danske prinsesse.

Efter russisk skik skal alle have et fornavn og et fadernavn. Prinsesse Dagmar fik ved overgangen til den græsk-ortodokse tro navnene Maria Fjodorovna til ære for Jomfru Maria og den hellige Fjodor, huset Romanovs skytsengel.

Har navnet indflydelse på et menneskes skæbne? Hvem ved - dette var den tredje tsarhustru med navnet Maria Fjodorovna i Ruslands historie, og begge hendes navnesøstre havde lidt en tragisk skæbne.

Lykkelige år i Skt. Petersborg
Efter brylluppet valgte ægteparret at lægge deres residens midt i Skt. Petersborg, i det luksuriøse Anitjkov-palads. Her tilbringer vor heltinde sine mest lykkelige år. Foreløbig føjer alt sig på strålende vis. Den nordlige hovedstad - således kaldes Skt. Petersborg - tager imod hende med åbne arme. Hun soler sig i hofballernes glans. Hun behersker dem med sin ungdom og sin elegance. Det russiske hof var dengang et af de mest storslåede i Europa. I det største af byens paladser - Vinterpaladset - arrangeredes der i tusindvis af baller og sammenkomster.

Den sarte danske kvinde får ikke blot smag for det russiske liv, hun affinder sig endog med det barske petersborgske klima - den strenge frost ved Nevaen skræmmer hende ikke. Nære venner og familien kalder hende "Minni". Dette kælenavn understreger hendes fysiske lidenhed. Men hos den spinkle kvinde er der ret så fast en karakter, som også hendes mand må tage hensyn til.

Et dybt chok for Maria Fjodorovna var svigerfaderens, tsar Alexander 2.'s uhyggelige død. I 1881 blev han offer for et bombeattentat på gaden i Skt. Petersborg. Tsarens blodige legeme blev i en kane kørt til Vinterpaladset, hvor han døde i de frygteligste konvulsioner. Kejserbanneret på Vinterpaladset gik på halv.

Nu var hendes mand den nye kejser og sønnen Nikolaj den nye tronarving - og det i et land, hvor der for tsaren kun var ét skridt fra den patriotiske hymne "Gud bevare tsaren" og til en skudsalve i ryggen. Med dette prentet i bevidstheden førte tsar Alexander 3. i samfulde 13 regeringsår en hård, reaktionær politik, vendt mod demokratiske forandringer. Men til hans ære må det bemærkes, at hans udenrigspolitik tog sigte på at bevare freden - det russiske folk blev holdt uden for krig.

Den danske idyl
Selv om Maria Fjodorovna levede i Rusland og elskede sit nye fædreland, glemte kejserinden aldrig Danmark. Hvert år besøgte hun sammen med familien sin barndoms steder. Den russiske tsars besøg i Nordsjælland affødte mange legender og historier, således fremviste man i Fredensborg slotspark en bøg, på hvis stålgrå stamme tsaren havde skåret monogrammet "D" - det første bogstav i navnet Dagmar - sammen med en krone.

Romanov-familien elskede også at færdes i de store bøgeskove. Her fulgte der ingen agenter fra det hemmelige politi i hælene på dem, de kunne gå frit omkring blandt danskerne og nyde deres familielykke.

I november 1894 døde til alles overraskelse Alexander 3. En fremskreden nyresygdom gjorde det af med denne tilsyneladende fysisk stærke og sunde mand. Den 49-årige kejsers død rystede landet og måske mest af alle hans hustru og sønnen Nikolaj - den nye tsar og den 18. af dynastiet Romanov.

Da der til Dagmars høje titel føjedes det bitre prædikat "enke", trådte hun ind i sit livs mest tragiske fase.

En families vej mod tragedien
Den ældste søn Nikolajs giftermål med den tyske prinsesse Alice af beredte hende ingen glæde. Hun havde fra begyndelsen været imod dette ægteskab. I 1889 døde hendes mellemste søn Georg af tuberkulose, endnu før han var fyldt 29 år. Han bisattes i en forgyldt kiste i Romanov'ernes gravkapel i Peter-Paul-fæstningen i Skt. Petersborg. Næsten 100 år senere begraver man ham på ny. Fyrstens jordiske rester blev i juli 1994 gravet op, for at man kunne gennemføre en antropologisk undersøgelse med det formål at bekræfte eller afkræfte slægtskabet med de jordiske rester af det, man formodede var den sidste tsar og hans familie. Undersøgelsen viste sig resultatløs, fordi levninger fra tuberkuloseramte går i stærk opløsning. Derpå fik fyrsten atter lov til at hvile i fred i sin krypt.

Samtidig har man hos flere af de endnu levende slægtninge af Romanov-familien taget blodprøver for at sammenligne disses DNA-profil med resterne af de ni skeletter, man for nogle år siden fandt ca. 30 kilometer vest for Jekatarinburg, byen i Ural hvor tsar Nikolaj og hans familie blev myrdet i 1918.

En blodprøve blev også afgivet af Maria Fjodorovnas tipoldebarn, Xenia Sfiri, som bor i Grækenland. I september 1994 rejste denne usædvanligt charmerende kvinde til Moskva, og jeg var blandt dem, der ledsagede hende på hendes tur rundt i den russiske hovedstad. Med sin fornemme fremtoning påkaldte hun sig overalt opmærksomhed.

Inden Alexander 3.'s død blandede Maria Fjodorovna sig sjældent i politiske spørgsmål. Ganske vist elskede hun som ægte dansk patriot ikke tyskerne, hvem hun ikke tilgav anneksionen af Slesvig-Holsten i 1864. Og hun udnyttede sin indflydelse til at fremme den fransk-russiske tilnærmelse, vendt mod Tyskland.

Men havde ægtefællen ikke haft brug for hendes politiske råd, så henvendte sønnen sig i sine første regeringsår ofte til hende om hjælp. Med tiden mistede hun dog gradvist enhver indflydelse på ham.

Sandsynligvis havde den russiske historie udviklet sig anderledes, mindre tragisk og mindre blodigt, om Nikolaj 2. havde indført et konstitutionelt monarki og opgivet forestillingen om selvherskerdømmet, sådan som hans kronede europæiske slægtninge forgæves forsøgte at overtale ham til. Men hvad der ikke var bestemt af skæbnen, det skete heller ikke...

Alt er tabt
Mere og mere opstod der en mur af manglende forståelse mellem mor og søn. I 1915 forlod hun Petrograd, som hovedstaden var blevet omdøbt til efter verdenskrigens udbrud. Og fra nu af begynder den mest smertefulde og tragiske periode i hendes liv.

De revolutionære begivenheder i 1917 når hende i Kiev, hvorfra hun tvinges til at rejse til Krim, ledsaget af sine to døtre Xenia og Olga og disses ægtefæller. Her holdes hun i nogen tid under bevogtning sammen med andre medlemmer af Romanov-familien. Og hertil indløber der en strøm af tragiske efterretninger og rygter.

Først om hendes søn Mikhails død, skudt i juni 1918, derpå om mordet på tsarfamilien. Vedholdende og hårdnakket nægter hun at tro på den forfærdelige nyhed om mordet på sine to sønner, svigerdatteren, de fem børnebørn og andre familiemedlemmer, der var blevet skudt af bolsjevikkerne, og hun forbyder, at der holdes sjælemesse for de døde.

At forblive i Rusland, hvor hun har levet 53 år af sit liv, er nu blevet for farligt. En forårsdag i april 1919 går den 72-årige Maria Fjodorovna om bord på det engelske panserskib "Marlborough". Kong Georg 5. har stillet det til rådighed for evakueringen af kejserinden og medlemmerne af hendes familie.

Kejserindens hemmelighed
Det kunne synes, at man vidste alt om Maria Fjodorovnas liv i Rusland. Alligevel bevarede hun en hemmelighed, som kun de allernærmeste var indviet i: hendes sidste kærlighed og romance med fyrst Grigorij Dimitrivitj Sjervasjidze. Hvorfor var der så få, der kendte til denne forbindelse?

Forklaringen er, at hovedparten af de russiske emigranter af ærbødighed over for Maria Fjodorovna betænksomt og taktfuldt undlod at omtale dette forhold i hendes biografi.

Hun blev enke, da hun var 47, men hendes kvindelige skønhed og charme havde ikke tabt deres tiltrækningskraft, og heller ikke alle er jo beredte til at betræde askesens vej! Nej, hun fortsatte med at elske livet. Bekendtskabet med Grigorij Sjervasjidze gik tilbage til slutningen af 1880'erne, da fyrsten var generalguvernør i Tblisi.

Der er meget i denne historie, der endnu er uklart. Men undertiden sker det, at man, når man mindst venter det, får svar på sine spørgsmål - den nødvendige bog eller det nødvendige dokument er pludselig i hånden.

Denne gang gik det til på en anden måde: døren til mit kontor går op, og ind træder - en af fyrst Sjervasjidzes efterkommere!

Nogle dage senere sad vi en hyggelig, typisk petersborgsk lejlighed med gamle møbler og billeder på væggene og så på fotografier og dokumenter.

Andrej Rozkoz, således hedder min nye bekendt, er en stor kender af den russiske historie. Om fyrsten har han mange underretninger. Han hævder, at der i løbet af 1917 i en af aviserne i Kiev fremkom en meddelelse om, at Dagmar og fyrsten var blevet viede, følgelig at der var blevet indgået et morganatisk ægteskab. Det er nu forskernes opgave på grundlag af dokumenterne i arkiverne at efterprøve denne oplysning.

Marie Sophie Frederikke Dagmar, i Rusland Maria Fjodorovna, døde i 1928. Den tornefulde vej var tilendebragt. Ved bisættelsen i Roskilde Domkirke var der repræsentanter for alle Europas kongehuse, ligesom der var mange russiske emigranter. Tilrejste fra forskellige lande begræd de oprigtigt hende, som for dem ikke blot var "vor elskede kejserinde", men også et af symbolerne på det Rusland, der nu for altid tilhørte fortiden.

S. W., skrevet i Skt. Petersborg 1994, offentliggjort i Århus Stiftstidende den 15.februar 1995.