DEN SIDSTE TSARS SIDSTE FAVORIT

En snefyldt nat i december 1916 blev den legendariske Grigorij Rasputin dræbt af en gruppe sammensvorne. De der kender den russiske historie, har selvfølgelig hørt om den sidste tsarfamilies sidste favorit - den sibiriske bonde, der helbredte tronfølgeren, udnævnte og afsatte ministre, den hellige starets og intrigemager, gudfrygtig og svirebroder. Tragedien foregik i kælderen i et af de mest luksuriøse paladser i Petrograd.

DAGEN I FORVEJEN havde ejeren, den hovedrige fyrst Felix Jusupov, gift med tsarens niece, inviteret Rasputin til paladset. Som påskud brugte han Rasputins ønske om at stifte bekendtskab med Jusupovs hustru, en feteret petersborgsk skønhed. Men i virkeligheden befandt Irena Jusupova sig på dette tidspunkt på Krim, og i øvrigt var hun indviet i den hemmelige plan, for ligesom hendes bedstemor, enkekejserinde Maria Fjodorovna (som ung pige den danske prinsesse Dagmar), hørte fyrstinden til i lejren af Rasputins svorne fjender.

Mordet i Jusupov-paladset
Da Grigorij omkring midnat ankom til paladset, førte værten ham straks ned i kælderen, hvor der netop var blevet indrettet et gæsteværelse: midt i det næppe færdigmøblerede rum var der serveret kager og madeira forgiftet med cyankalium.

Det uhyggelige traktement under kælderhvælvingerne strakte sig over ca. to timer.

Imens opholdt de fire øvrige sammensvorne sig afventende ovenpå i fyrstens arbejdsværelse. De blev forbløffede, da Jusupov efter nogen tid trådte ind og fortalte, at giften ikke havde virket. De enedes så om at skyde Rasputin. Jusupov vendte tilbage til kælderen, hvor han på nært hold affyrede sin pistol mod sin gæst. Han var ikke i tvivl om, at deres fjende var død.

Jusupov meddelte på ny de andre, hvad der var sket, men følte snart en ubestemmelig lyst til gå tilbage til sit offer. "Og her skete det ufattelige: med en rasende bevægelse sprang Rasputin med fråden stående om munden op på fødderne. Værelset gav genlyd af et vildt brøl, og jeg så synet af forkrampede fingre fare gennem luften. Som glødende jern hagede de sig fast i mine skuldre og søgte mod min hals".

En anden af de sammensvorne, Vladimir Puriskjevitj, nationalist og medlem af Statsdumaen, hørte larmen fra slagsmålet og styrtede ud af arbejdsværelset, tids nok til at se Rasputin løbe gennem en vidtåben, hemmelige dør og kaste sig ud på gaden. Puriskjevitj satte efter ham. Han skød: første gang - forbier, anden gang - også forbier, men den tredje kugle gik ind i ryggen, den fjerde i nakken. Hastigt blev liget læsset ind i en bil. Så kørte de til Petrovskij-broen og kastede det i en våge i Nevka-floden....

I de senere år har mit liv været tæt knyttet til Rasputin. Sammen med mine museumskolleger har jeg lavet en udstilling i det selvsamme kælderværelse, hvor glassene hin mordnat fyldtes med gift.

Også i dag er der meget gådefuldt og hemmelighedsfuldt i denne historie. Hvorfor virkede giften for eksempel ikke? Nogle kriminologer forklarer det med, at cyankalium kun dræber i et surt miljø, og Rasputin drak sød madeira og spiste søde kager. Ifølge en anden version kunne militærlægen dr. Lazovert ikke få sig selv til at bryde sit hippokratiske løfte og brugte aspirin i stedet for gift. Dødsårsagen er heller ikke klarlagt - blev Rasputin forgiftet, skudt eller druknet? Hvorfor blev opklaringsarbejdet aldrig afsluttet?

Gåden Rasputin
Men det vigtigste spørgsmål er og bliver: hvem var egentlig Rasputin? En lysets eller mørkets skikkelse? Og hvori bestod hemmeligheden bag hans fabelagtige succes og skandaleombruste berømmelse?

Først for nylig har man kunnet fastslå hans nøjagtige fødselsdato: den 10. januar 1869.

Grigorij voksede op som en tilsyneladende almindelig sibirisk bonde, men da han var 23 år, forlod han pludselig sin hjemegn. Som fattig pilgrim vandrede han rundt i landet, indlod sig i religiøse samtaler, fortolkede den Hellige Skrift, helbredte syge. Senere - i Sankt Petersborg - fremlagde han sine åndelige erfaringer i bøgerne En erfaren pilgrims levnedsbeskrivelse og Mine tanker og refleksioner.

Ingen har nogen sinde draget i tvivl, at Rasputin er den egentlige forfatter til disse bøger, som han dikterede i de minutter, da han havde sine åbenbaringer. Flere repræsentanter for den russisk-ortodokse kirke anser dem også i dag for at være ægte åndelig litteratur.

Jeg har bevidst begyndt omtalen af Rasputins personlighed med den side, der er den mindst kendte - nemlig med den åndelige. Og det var netop som et menneske med usædvanlige åndelige kræfter, at han præsenteredes for tsarfamilien.

Helgen eller tsarfamiliens onde ånd?
Sandsynligvis går deres bekendtskab tilbage til 1907. Ti år senere blev monarkiet i Rusland tilintetgjort, og til dette bidrog efter manges mening Rasputins tilstedeværelse ved hoffet i ikke ringe grad.

I begyndelsen lod Romanov'erne ham komme til hoffet i egenskab af læge, for Rasputin var i stand til at standse blødningerne hos tronfølgeren Aleksej, der led af den uhelbredelige blødersygdom. Frygten for at miste sønnen fik Nikolaj 2. og Aleksandra til at søge hjælp hos den sibiriske musjik.

Praktisk taget ingen i den russiske offentlighed kendte til tronfølgerens sygdom, og man var oprørt over, at en simpel bonde kunne gå ud og ind ved hoffet. Efterhånden blev Rasputin, der hurtigt havde forstået den overtroiske og fanatiske tsaritsa Aleksandras psyke, dennes skriftefader og åndelige støtte.

Måske havde den russiske historie fået et andet forløb, hvis Rasputin blot havde været en beskeden og stilfærdig musjik. Men såvel hans ydre som hans optræden var tværtimod af en sådan karakter, at der blev lagt særdeles meget mærke til ham. Det førte til, at hans særprægede fremtoning efterhånden kom til at personificere depraverethed og moralsk forfald. Der cirkulerede mange rygter om Grisjka Rasputins skandaløse orgier med sigøjnere og kvinder.

Fandtes der i ét og samme menneske både lysets og mørkets kræfter, en stræben mod Gud og et syndens dyb? Jeg tror, at kun en Dostojevskijs geni kunne afdække Rasputins sjæl for os, gennemskue og forstå denne ægte russiske natur.

Men Rasputin var ingenlunde den ensidigt odiøse figur, som det altid har været populært at fremstille ham som. Det er således autentisk, at han var modstander af Ruslands indtræden i krigen, at han forsvarede bøndernes interesser og vendte sig imod jødeprogromerne. Man har anklaget ham for pengebegærlighed, men han skænkede sine penge til de trængende, og det er officielt fastslået, at der efter hans død hverken fandtes penge i hans lejlighed eller i nogen af bankerne.

Smædekampagnen
Rygterne og bagvaskelserne blev flere og flere, uanset forbudet mod at skrive om ham i aviserne, og nåede også til hovedstæderne i Europa.

I den tidligere præsident for Ministerrådet Vladimir Kokovtsovs erindringer finder vi en henvisning til den klart organiserede karakter af pressekampagnen mod Rasputin, begyndende i 1910. Det kom så vidt, at der fra talerstolen i Statsdumaen blev fremsat anstødelige anklager om spionage og intime forbindelser med tsaritsaen...

Hvem stod bag alt dette? De, som var imod monarkiet - radikale og revolutionære af enhver afskygning - deres interesser og deres endemål var forskellige, men her handlede de i enighed, og billedet af en negativ og magtfuld Rasputin ved tsarens og tsaritsaens side kom yderst belejligt for dem. Ved hjælp af den "depraverede favorit" var det langt lettere at bringe tsaren og eneherskerdømmet i miskredit. Og midler skortede det ikke på: de hyrede dobbeltgængere og skuespillere, forklædte som Rasputin, de betalte høje honorarer for smædevers og forfalskninger, fandt stråmænd og falske vidner.

I denne forbindelse har de vidnesbyrd, der er fremsat af medlemmer den strengt hemmelige russiske frimurerloge, og som anføres i Boris Nikolajeskijs bog Russiske frimurere og revolutionen, stor interesse.

Frimurerne, der kæmpede for Ruslands politiske befrielse fra tsardømmet og forberedte en omvæltning fra oven, førte igennem flere år en "agitationskampagne" med det formål at kompromittere Rasputin.

Tager man i betragtning, at der blandt de hemmelige frimurere var nogle af den tids mest fremtrædende politikere i Rusland, eksempelvis medlem af Statsrådet og formand for den 2. Statsduma A. Gutchkov, medlem af Statsdumaen A. Kerenskij, den fremtidige præsident for den provisoriske regering fyrst G. Lvov - ja, så bliver det klart, hvilke muligheder smædekampagnen gav disse mennesker for at fremme deres interesser.

Den politiske katastrofe
Den sidste russiske tsar glimrede ikke ved sine evner til at regere det mægtige land, men som den franske ambassadør Maurice Paléolog bemærkede, så havde han "ingen åbenlyse fejl". Der skulle virkeligt meget til, for at det ydmyge, tålmodige og alt i alt tsartro folk styrtede deres hersker - deres "lille far".

Nikolajs tilhængere foretog mange forsøg på at få tsaren til at ændre sin upopulære politik. Hans mor - Maria Fjodorovna - prøvede på alle måder at overtale ham til at bryde forbindelsen med Rasputin. Hun, der var kommet fra Danmark og havde levet 40 år af sit liv i Rusland og til fuldkommenhed forstod betydningen af sin søns høje embede, så klart: denne forbindelse var til skade for tsardømmets prestige og ville definitivt ødelægge tsarens autoritet. Og heri er det vanskeligt at være uenig, for mystifikationmagerne nåede deres mål.

Den komplicerede intrige omkring Rasputin endte i en åben forbrydelse. Monarkisterne, som var dem, der var de mest oprørte over Rasputins tilstedeværelse ved hoffet, greb til det efter deres mening sidste middel for at frelse dynastiet - de likviderede Rasputin. Naturligvis standsede dette ikke monarkiets vej mod afgrunden.

Der er nu gået over 80 år siden mordet i Jusupov-paladset, men det er som om intet virkelig har forandret sig i Rusland, hvor uærlighed, manipulationer og vildledning af offentligheden fortsætter med at være trumfer i det farlige spil om magten.

S. W., 1996, offentliggjort i Jyllands-Posten den 5. marts 1996.