UBÅDEN DER SÆNKEDE DET TREDJE RIGE

Den anden verdenskrig sluttede i maj 1945, men den kunne have varet endnu længere, hvis der ikke den 30. januar 1945 var sket en vigtig og i dag næsten glemt begivenhed: den russiske ubåd "S-13" sænkede ved Stolpe-banke uden for den polske kyst den tyske superliner "Wilhelm Gustloff" og med den Hitlers sidste håb.

DE FØRSTE TIL AT INFORMERE om denne militære sensation var svenske aviser. Aftonbladet meddelte den 2. februar, at det tyske skib var gået ned med 7.000 mennesker om bord.

Føreren, rystet af nyheden, erklærede kommandøren af den russiske ubåd - Aleksander Marinesko - for Det Tredje Riges og sin egen personlige fjende. Trods det kritiske øjeblik og de store tab, som ramte tyskerne i denne periode, forstod de udmærket, hvilken katastrofe sænkningen var for dem. I Tyskland blev der erklæret tre dages landesorg.

Hvem var passagererne på "Wilhelm Gustloff"?
I vinteren 1944/45 var den sovjetisk-tyske front rykket frem til Østprøjsen og Pommern med en klar overvægt til russerne. Deres hurtige fremstød førte til en panikagtig flugt hos tyskerne. Hitler gav befaling til at evakuere styrker fra Memel og Danzig til indsætning af forsvaret af livsvigtige centre i selve Tyskland: Berlin, Hamburg og Kiel.

I Danzigs havn gjorde det kolossale 25.000 BRT store "Wilhelm Gustloff" sig klar til afsejling. Denne den tyske flådes stolthed skulle indgå i en konvoj sammen med andre skibe under militær eskorte med Kiel som anløbshavn.

Et øjenvidne - tyskeren Heinz Schön - beretter om, hvordan der på kajen ved "Gustloff" var stimlet en stor mængde mennesker sammen: kvinder, børn og gamle. Men på den lokale Gauleiters ordre måtte skibet kun tage partimedlemmer om bord. Passersedlen til den "usænkelige, flydende fæstning" blev et kostbart dokument, der handledes dyrt på det sorte marked.

Trods myndighedernes forsøg på at begrænse tilstrømningen stuvedes der tre gange flere mennesker sammen end forudset: kahytter, korridorer, ja, selv det tømte svømmebassin blev taget i brug.

Den 30. januar kl. 12.30 lagde "Wilhelm Gustloff" fra kaj med mere end 6.000 passagerer om bord.

Uden eskorte!

Årsagen hertil forklares af den tyske krigsmarines historiker Cajus Bekker i bogen Østersøen. Tysk skæbne 1944-1945: høje officerer fra ubådsflåden, som "Wilhelm Gustloff" tilhørte, ville ikke vente længere. De havde fået ordre til hurtigst muligt at forlade deres baser ved Danzig-bugten og rykke mod vest. Bekker anfører den interessante detalje, at efter at skibet havde forladt havnen, kunne man fra bredden se, at en færge og flere mindre fartøjer sejlede hen til superlineren. "Wilhelm Gustloff" standsede og tog nogle hundrede mere om bord.

Det stormede på Østersøen den nat. Snetykningen og de høje bølger ville efter tyskernes mening give sikker beskyttelse mod angreb fra fjendens fly og torpedofartøjer.

Den russiske ubådskaptajns fuldtræffer
På skibet havde man ingen anelse om, at man ud på natten var blevet jagtet i mere end to timer af en russisk ubåd. Kaptajnen på ubåden løb en klar risiko: ubåden kom tæt ind på kysten, dens motorer var presset til det yderste, tårnet stak over vandet. Lugen i tårnet var lukket, og i tilfælde af at det blev nødvendigt at dykke hurtigt, ville kaptajnen og den, der stod ved siden af ham, omkomme.

I fuld marchhastighed styrede den ubemærkede ubåd efter lineren. Endelig lå den på angrebskurs. Alle tre torpedoer, der blev affyret fra "S-13", traf deres mål. Lineren lagde sig om på siden og gik ned på mindre end en halv time.

Så begyndte jagten på "S-13". Tyske skibe forsøgte at spore ubåden og kastede ikke mindre end 200 dybvandsbomber efter den. Kun den russiske kaptajns erfaring og intuition reddede mandskabet fra døden.

I et tyske standardværk om verdenskrigen, Chorik deutscher Geschichte, hvor der omhyggeligt er anført de vigtigste begivenheder dag for dag hedder det under den 30. januar 1945: "Af transportskibene til evakuering af civilbefolkningen fra de østlige områder sænker den sovjetiske ubåd "S-13" det 25.484 BRT store Kraft-durch-Freude skib "Wilhelm Gustloff". Af de næsten 6.000 mennesker om bord kan kun ca. 200 reddes".

Den tyske version
Næsten det samme siges i bogen Gustloff-katastrofen, skrevet af den tidligere nævnte Heinz Schön, i dag regnet for den førende tyske autoritet på området. Han giver kaptajnen på den russiske ubåd, Aleksander Marinesko, det moralske ansvar for at have forvoldt uskyldige menneskers død, men fortier det ansvar, som ligger på de tyske ubådsofficerer, der trods advarsler besluttede at lade skibet sejle ud uden sikker eskorte, selv om de vidste, at der var kvinder og børn om bord.

I Schöns bog gives der den oplysning, at tyskerne, efter at storadmiral Dönitz havde aflagt beretning til Hitler, forsøgte at holde katastrofen hemmelig. Men uden held. "24 timer senere talte man om den i alle Østersøhavne, fra Kiel til Königsberg, selv om ingen avis, ingen nyhedsoplæser berettede om den, og ingen officiel eller uofficiel meddelelse fulgte i Tyskland".

Paradoksalt nok udnyttede tyskerne ikke lejligheden til at berette om "uskyldige kvinders og børns" død i deres propaganda.

I den svenske presse kom det imidlertid frem, at der ombord på skibet havde befundet sig et stort antal ubådssoldater. Netop dette faktum gør sænkningen af "Wilhelm Gustloff" til en militær begivenhed af første rang. Hvorfor?

Hitlers ubådsstrategi
Allerede i november 1940 var "Wilhelm Gustloff" blevet overdraget ubådsvåbenet. Den 2. ubåd-uddannelsesdivision brugte det som kaserne og beboelsesskib. Centret for uddannelsen af tyske ubådsfolk, som Hitler og Dönitz satte de højeste forhåbninger til, befandt sig i Danzig-området med kommandoer også i Pillau og Memel.

Det var præcis ubådsmandskaberne, der i begyndelsen af 1945 helt eller delvis havde afsluttet deres uddannelse, som Hitler i første række ville redde, og han gav en speciel befaling til evakuering af de mest værdifulde medlemmer med "Wilhelm Gustloff".

Siden 1943 havde man i Tyskland arbejdet på et hemmeligt program for produktionen af en helt ny ubåd, kaldet "type 21". Der var tale om radikale forbedringer i forhold til de eksisterende ubåde: større aktionsradius, tre gange højere marchhastighed, helt moderne radarudstyr, batterier, der kunne oplades, uden at ubåden behøvede at komme op til overfladen.

Det var et frygtindgydende våben. Magten på havet kunne måske virkelig komme på tyskernes hænder.

Og nu da programmet var næsten gjort færdigt, og tyskernes planer om en total krig på havet kunne begynde at realiseres - så blev det med sænkningen af "Wilhelm Gustloff" alt sammen begravet på Østersøens bund.

Det tab, som ramte Hitler på 12-års dagen for hans magtovertagelse, var intet mindre end katastrofalt.

I de russiske kilder anføres følgende tal: om bord på "Wilhelm Gustloff" befandt der sig ca. 5.000 soldater og officerer fra værnemagten, blandt disse omkring 1.500 specialuddannede ubådssoldater og mere end 100 ubådsførere og eliteofficerer i ubådsværnet, der havde virket som instruktører på uddannelsesstederne.

På denne baggrund forstår man, hvorfor tyskerne kun nåede at sende to af de ca. 120 ubåde af typen 21 i aktion, som de ifølge Cajus Bekker havde i maj 1945. Besætningerne, der skulle føre dem, var gået ned sammen med "Wilhelm Gustloff".

I maj 1945 udtalte Churchill i Underhuset: "Vi ved nu, at tyskerne stod lige foran at genoptage ubådskrigen med helt nye ubåde. Jeg tror, at vi foran os trods vores fremragende forsvarsmidler ville have haft en meget svær kamp, der i hårdhed og afsavn ville have kunnet måle sig med kampen i 1942".

Engelske søofficerer, der inspicerede de tyske værfter lige efter krigen, mente endog, at kampen med de nye tyske våben ville have givet dem endnu større problemer end i 1942.

Marinesko - den ukendte helt
Det er muligt, at englænderne, hvis de havde vidst noget om Aleksander Marinesko, ville have hædret ham for at have sparet den engelske flåde fra enorme tab. Når alt kom til alt var det vestmagterne, som profiterede af sænkningen, fordi russerne i det væsentlige førte landkrig.

Men ikke blot i England, også i Sovjetunionen var hans navn kun kendt i en meget snæver kreds. Måske passede Marineskos person og karakter ikke ind i de ideologiske begreber, man i hans hjemland havde om en ægte sovjetisk helt. Under alle omstændigheder er det meste af hans skæbne efter krigen indhyllet i mørke. På grund af bagvaskelse blev han stillet for retten og dømt til tre års fængsel i Sibirien. Sine dage endte han i yderste fattigdom.

Det tabu, der havde omgivet Marineskos navn, blev først hævet i 1990, da Gorbatjov med en forordning 27 år efter hans død tildelte ham titlen Sovjetunionens Helt og den højeste militære orden, Guldstjernen.

Stadig et mysterium
Hemmelighederne omkring "Wilhelm Gustloff" er endnu ikke fuldt opklarede. Det er ikke kendt, hvad der gemmer sig i linerens panserskabe og dybe lastrum.

Hvilke hemmelige dokumenter eller kostbarheder ligger der begravet ved Stolpe-banke, og vil de for altid blive liggende der? Ifølge én version bragte tyskerne blandt de kostbarheder, de systematisk havde stjålet i russiske kirker, paladser og museer, også det verdenskendte "Ravkammer" med om bord, en gave fra kong Frederik 1. af Prøjsen til tsar Peter den Store. Det unikke kunstværk blev røvet fra Katarina-paladset i Tsarskoje Selo i omegnen af Leningrad under den tyske belejring.

For nogle år siden gik polske dykkere, der deltog i eftersøgningen af Ravkammeret, ned til det katastroferamte skib. På grund af mangel på tekniske hjælpemidler og vanskelighederne ved at arbejde i så stor dybde foretog de kun en hurtig besigtigelse. Og til deres overraskelse opdagede de, at der allerede før dem havde været andre, som havde arbejdet aktivt i vraget: skibets pengeskab viste sig at være brudt op...

Krigen mellem Tyskland og Sovjetunionen er ikke et afsluttet kapitel - der er stadig mange smertefulde punkter. Kun en åben dialog, frigivelsen af alle krigstidens dokumenter, og muligheden for at se på begivenhederne fra begge sider kan måske med tiden afsløre tingenes rette sammenhæng.

Fremlæggelsen af de ovenfor nævnte oplysninger fra tyske og russiske kilder viser, at det i historien om "Wilhelm Gustloff" endnu er for tidligt at sætte det sidste punktum.

S. W., april 1996, offentliggjort i Jyllands-Posten den 15. februar 2002.

Se også: Samtale mellem Adolf Hitler og mig - Magtens manual - Fyrsten.

Som en reaktion på kronikken om "Wilhelm Gustloff" skrev Lars Ove Peters, Agerbakken 16, Horsens, blandt andet følgende i et læserbrev i Jyllands-Posten den 21. februar:

En forbrydelse
"Det er dog det stiveste. Nu skal man i en kronik i Jyllands-Posten 15/2 forfattet af Svetlana Wolder læse, at sænkningen af flygtningeskibet "Wilhelm Gustloff" - verdens hidtil største skibskatastrofe, hvori mange tusinde uskyldige og civile borgere omkom, i virkeligheden har forkortet Anden Verdenskrig. Ja, det var nærmest en heltedåd…

Kronikøren bruger de samme argumenter, som andre før hende har brugt til forsvar for bombardementet af Dresden, atombomberne i Japan, og som Milosevic bruger i dag. Men det rokker ikke ved kendsgerningerne. Handlingerne, og deriblandt også sænkningen af "Wilhelm Gustloff", var forbrydelser mod menneskeheden. Den ansvarlige russiske ubådskaptajn og muligvis hans overordnede burde være blevet dømt ved Nürnberg-processen, så ville der have været en vis retfærdighed i denne verden…

I modsætning til det russiske folk, som aldrig har taget et opgør med en person som Aleksander Marinesko (kommandøren af ubåden, som sænkede "Wilhelm Gustloff"), og som nu bliver støttet af kronikøren, så har tyskerne trods alt forholdt sig til deres forbryderiske fortid. Heri kan man måske finde en del af forklaringen på det nuværende moralske forfald i Rusland."

Svaret på dette indlæg blev bragt i samme avis den 27. februar:

"Gustloff" var et militært mål

Af Svetlana Wolder, Koltvej 25, Hasselager

SOM SVAR til Lars Ove Peters (JP 21/2), der tilsyneladende har fået sig noget af et chok ved læsningen af min kronik om sænkningen af "Wilhelm Gustloff" (JP 15/2) og kategorisk kalder den "en forbrydelse mod menneskeheden", skal jeg nøjes med at citere, hvad Der Spiegel (6/2 s. 199) skriver i sin reportage om emnet:

"Mange overlevende anser endnu i dag angrebet på "Gustloff" for en krigsforbrydelse, der var jo hovedsagelig kvinder og børn ombord. Men Hitlers rigsregering havde selv den 11. november 1944 erklæret Østersøen for et såkaldt operationsområde. Tyske krigsskibe skulle skyde på alt, hvad der bevægede sig. Og dermed, heri er alle eksperter enige, gjaldt de samme rettigheder for modstanderen".

Ifølge de officielle tyske tal havde "Wilhelm Gustloff" desuden mindst 900 soldater med våben ombord og var derfor uden diskussion et militært mål.

Det betyder naturligvis ikke, at sænkningen ikke samtidig var en stor menneskelig tragedie. Over for en sådan er den eneste måde, man kan vise ofrene respekt på, gennemførelsen af en så uvildig og grundig historisk undersøgelse som muligt med inddragelse af alle relevante kilder.

Da jeg som nytilflyttet til Danmark i 1996 forelagde en række dagblade og Marinehistorisk Selskab (!) de oplysninger, JP nu har trykt, var det tydeligt på reaktionerne herfra, at man slet intet kendskab havde til begivenheden eller ikke fandt den værd at beskæftige sig med, hvilket nok kunne undre. F.eks. kaldte Politiken i sit svar historien for "spændende og kuriøs ".

Nu, da man omsider har "opdaget Amerika", er det takket en skønlitterær tysk forfatter, Günther Grass. Lad os så i det mindste håbe, at hans nye bog Im Krebsgang kan inspirere historikerne til at gå i gang med en fordomsfri og mere tilbundsgående afdækning af nogle af de mange dunkle punkter i krigens sidste ragnarok.

Der er i hvert fald ikke brug for nye myter og legender.

Se også: Samtale mellem Adolf Hitler og mig - Magtens manual - Fyrsten.