ET VÆRELSE MED RAV I

Fra tidernes morgen har folk i de baltiske lande værdsat det solgule rav, og de har bevaret en romantisk historie om dets herkomst.

I et gammelt sagn fortælles det, at ravstykkerne, som man samler op på stranden, er rester fra havkongens slot. Hans datter forelskede sig i en simpel fisker, men kærligheden mellem de ulige børn endte tragisk med begges død og slottets ødelæggelse.

DER HAR ALTID EKSISTERET legender om rav, og det er altid blevet tillagt mirakuløse og helbredende egenskaber. I gammel tid var udvindelsen ofte et statsmonopol, og i umindelige tider er det blevet forarbejdet til smykker og prydting. Et særligt højt kunstnerisk niveau nåede de tyske eller rettere prøjsiske ravskærere i 1600- og 1700-tallet, og det skyldtes ingen tilfældighed, for i Prøjsen udvandtes der mere rav end noget andet sted i verden.

Den prøjsiske monarks ravdille
Vi ved ikke, om Frederik 1. af Prøjsen fik sin idé fra det baltiske sagn om ravslottet, men det er temmeligt sikkert, at han ved at bestille et helt arbejdsværelse til sig selv, udfærdiget i rav, ønskede at imponere det ganske Europa med et eksempel på overdådig luksus.

Projektet blev lagt i hænderne på den kendte arkitekt og billedhugger Andreas Schlüter. For at gennemføre den ambitiøse plan havde han brug for folk, der var specielt erfarne i at arbejde med rav. En sådan specialist fandtes først og fremmest i København. Gottfried Wolfram havde siden 1691 været ansat ved det danske hof som ravskærer og elfenbensdrejer. Med en anbefalingsskrivelse fra den danske Frederik 4. rejste han i 1701 til Berlin, hvor man under hans ledelse gik i gang med at skabe vægpanelerne til Ravkammeret.

Arbejdet var yderst kompliceret, først udvalgte man omhyggeligt ravstykkerne, for som bekendt har rav en bred farveskala, gående fra hel hvid og lys over honningfarvede nuancer til næsten sort. Dernæst skulle stykkerne poleres og sammensættes til en harmonisk mosaik, en fin gravering indridsedes, og man udskar sindrige mønstre og figurer, alt gennemført med en forbløffende perfektion.

Men ak, det enestående projekt kunne ikke føres til ende, intriger ved hoffet, Schlüters afskedigelse og senere Frederik 1.'s død bevirkede, at man tabte interessen for Ravkammeret. De ufærdige paneler fik lov til at ligge hen nogle år i et af Berlins slotte.

Peter den Store blander sig
Men ikke længe. Den russiske tsar Peter den Store fik nys om sagen. Den kloge og energiske tsar, der flere gange havde besøgt de europæiske lande, var en lidenskabelig samler af sjældne sager, og han ønskede at få fat i de kostbare paneler. Det lykkedes ham ved hjælp af en diplomatisk "gave" at få dem foræret af Frederik Wilhelm. Til gengæld for de ønskede ravpaneler sendte Peter den prøjsiske konge, hvis mani det var at sammensætte sin garde af særligt høje soldater, 55 russiske kraftkarle. Fra da af og flere årtier frem eksisterede der den skik at sende russiske kæmper til militærtjeneste i Prøjsen.

Under store forsigtighedsforanstaltninger bragtes ravkostbarhederne i 1717 til Sankt Petersborg, hvor det hurtigt viste sig, at det var umuligt at udnytte dem. Først under Peters datter Elisabeth besluttede man for alvor at få dem opstillet, først i Vinterpaladset, derpå flyttedes de til Tarskoje Selo.

Et mesterværk i Tsarskoje Selo
I denne luksuriøse forstad til Sankt Petersborg i "Versailles-stil" findes det enorme Katarina-palads, udsmykket af den berømte italienske arkitekt Bartolomeo Rastrelli. I paladsets suite af festsale fik Ravkammeret en ny skikkelse. Men først var det nødvendigt at færdiggøre panelerne, tilføje manglende detaljer og lave ekstra paneler, en opgave, som tyske og russiske kunstnere arbejdede på i flere år. Derpå dekorerede Rastrelli interiøret med florentinske mosaikker og rige billedskærerarbejder, prydede med guld, bronze og spejle. Resultatet var storslået. Mennesker, som ved selvsyn har set dette det eneste ravkammer i verden, har efterladt os begejstrede udtalelser.

Tyskernes krigsbytte - hvor er det?
Ravkammeret bevaredes indtil 1941 næsten uændret i paladset, der efter kommunisternes revolutionen var blevet gjort til museum. Efter krigsudbruddet samme år bragtes en del af museets samlinger i sikkerhed fjernt fra fronten, men panelerne nåede man ikke at fjerne - russerne havde ganske enkelt ikke forudset, at fjenden så hurtigt ville indtage Tsarskoje Selo. Tyskerne kendte udmærket værdien af det enestående kunstværk og bragte det som "krigsbytte" til Königsberg. På slottet her blev Ravkammeret set for sidste gang i begyndelsen af 1945.

Herefter begynder et mangeårigt, eventyrligt detektivarbejde for at løse gåden om det sporløst forsvundne Ravkammer. Under mystiske omstændigheder dør og forsvinder de sidste vidner, der har set det i Königsberg. Der er fremsat talrige teorier om, hvor det kan tænkes at befinde sig, ifølge én er det blevet ført til Sydamerika af flygtede nazister, hvor det skal befinde sig hos en privat samler, ifølge en anden ligger det på bunden af Østersøen i lastrummene i den tyske superliner "Wilhelm Gustloff", som blev sænket af russerne mod krigens slutning. Mest sandsynlig synes den version, at Ravkammeret blev begravet af jord og murbrokker i de underjordiske beskyttelsesrum i det krigsødelagte Königsberg.

Et nyt ravkammer opstår
Chancerne for succes er ikke store, men selv om man ikke finder ravpanelerne, så er det alligevel næsten så godt som sikkert, at vi vil kunne få "rav-underet" at se igen, og dette er ikke bare en frugt af fantasien.

Russiske restauratorer begyndte for nogle år siden at genskabe kunstværket i Katarina-paladset i Tsarskoje Selo. I begyndelsen sørgede rent faglige problemer for de største forhindringer, de gamle mestre syntes at have haft ikke så få hemmeligheder, f.eks. var det nødvendigt at lære, hvordan man maler rav. Efter at man er kommet over de faglige vanskeligheder, er hovedproblemet nu at få rav og penge nok. For at færdiggøre projektet mangler der mindst 1,5 ton førsteklasses rav i store stykker.

Trods økonomiske trængsler er en betydelig del af arbejdet allerede færdiggjort. I fremtiden vil det genskabte Ravkammer blive endnu mere værdifuldt, for eksperterne vurderer, at verdens beholdning af dette forunderlige mineral er på vej til at blive udtømt.

S. W., 1998.