Den ældre Machiavelli-opfattelse
C. Paludan Müller og
Thomas Macaulay
C. Paludan-Müller:
Undersøgelse om Machiavelli
Første afsnit
Andet afsnit
Tredje afsnit
Fjerde afsnit
Videreførende litteratur
Thomas Macaulay:
Machiavelli
Første afsnit
Thomas Macaulay:
Machiavelli
Andet afsnit
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

C. Paludan-Müller:

Undersøgelse
om
Machiavelli
som skribent
især med hensyn til
bogen om Fyrsten.
Et forsøg i den højere historiske kritik
(1839)

 

 

Bestil bøgerne her!                   


De rigtige oversættelser,
direkte fra italiensk,

uforkortede,
med indledning,

tidstavle (Drøftelser),
bibliografier, 
noter og indeks

HITS FRA HELIKON!

 

Indledning

I tre århundreder har Machiavelli vidst at fængsle den civiliserede verdens opmærksomhed. En lang strid er ført om ham, hvori store mænd, endog et kronet hoved, har talt med; og dog er sagen endnu ikke til ende. Hvor ofte publikum end har dømt, har det selv aldrig fundet sig beroliget ved sin dom, og har lyttet med deltagelse til dem, der har optaget processen på ny. Dette er ikke forunderligt; thi den lære og de skrifter, hvorom debatten drejer sig, har haft væsentlig indflydelse på Europas, altså på menneskeslægtens skæbne; lige så ofte som menneskenes meninger om denne har vekslet, lige så ofte måtte deres dom om Machiavelli og hans lære forandre sig. - Danmark har hidtil hørt til uden selv at tage del i striden; men dersom man vil erkende, at vort lands skæbne ikke er afgjort i Skandinavien alene, at meget andet af det, der har tildraget sig i verden, har haft indflydelse på den, end hvad der i gamle dage skete i Nordsøen og Østersøen, da må det indrømmes, at Machiavelli også har interesse for vort fædreland, der stedse har fulgt Europas almindelige udviklingsgang. Det tør da forudsættes, at et dansk indlæg i sagen ikke vil misbilliges af vore landsmænd, hvis det ellers ikke ganske forfejler sit mål.

 

Det kan antages for almindeligt bekendt, at meningerne om Machiavelli er meget forskellige. De må være det; de må nødvendigvis lyde ganske forskelligt efter det standpunkt, hvorpå dommeren stiller sig. Tidligere var det især fra den moralske eller politiske side, man betragtede ham; i vore dage går hans sag mere og mere over til historikernes forum, og det er også kun fra et historisk standpunkt, vi i de følgende blade vil betragte den. Machiavellis politik, som sådan, har langt fra den vigtighed og interesse i vor tid, som den havde i vore forfædres; thi kun få af hans råd og forskrifter finder umiddelbar anvendelse under nutidens forhold, der afviger så meget fra dem, hvorunder han levede; og de almindelige grundsætninger er ikke udelukkende ejendommelige for ham. Men desto større interesse vækker Machiavelli betragtet som et historisk fænomen. Hist og her i historiens vidtstrakte landskab hæver sig højder, hvorfra den omliggende egns beskaffenhed først ret klarer sig for beskuerens blik. Ofte er det ikke de begivenheder, der for den almindelige betragtning trænger sig på som de største, men en gerning, et ord, hvis fulde betydning den handlende måske selv ikke følte, og hvori den opmærksomme iagttager dog hører ligesom tidens egen umiddelbare røst, der, hvad den end siger, altid er i høj grad tillokkende og belærende for den, der har øre at høre med. En sådan tidens stemme taler i Machiavellis skrifter, især i hans bog om Fyrsten; derfor er det vel umagen værd at lytte efter og gøre sig rede for, hvad det er, man hører.

 

Sige noget om Machiavelli, der lader sig høre, kan enhver, der har læst hans skrifter; thi visse træk i dem er så fremtrædende, at de øjeblikkeligt falder i øjnene. Disse skarpe lineamenter, disse hårde og mørke miner trænger sig straks på og støder let den flygtige tilskuer fra sig; men lader man sig ikke skræmme og ser nærmere til, opdager man et erfaringens præg, træk af tider og begivenheder, der levende opfordrer til at undersøge, hvad det er for en skole, der har påtrykt dette markerede åsyn sit stempel. For historikeren kommer det ikke an på enkelte, om endog nok så åndrige og træffende bemærkninger over enkelte ytringer eller partier i Machiavellis skrifter; men det kommer ham an på, med fast fod på en nøjagtig, kritisk drøftet detailkundskab at opfatte fra den højere kritiks standpunkt Machiavellis åndelige natur i dens forbindelse med samtiden. Fra denne side er opgaven fattet i nærværende afhandling, hvor læseren altså ikke vil finde en karakteristik af Machiavelli i dette eller hint forhold f.eks. som moralist eller politiker eller historieskriver eller digter, men forsøg på at karakterisere hans indre natur i det hele. Læseren vil altså her savne meget, som han er vant til at finde hos andre forfattere over denne genstand; men vi håber, at han ikke forgæves skal søge et omrids af Machiavellis åndelige fysiognomi og af den tids indre beskaffenhed, der har givet det sit præg.

 

Men man kan ikke begynde arbejdet med denne skildring selv; thi det er ikke nogen ny genstand, der føres frem for publikum, som jo har hørt den omtalt på den forskelligste måde i de mest forskellige skrifter. Det kan antages, at enhver af vore landsmænd, der tager disse blade i hånden, har en mening om Machiavelli, men næppe alle en rigtig og tilstrækkelig, hvad enten den er manden ugunstig eller ej. Disse ord kunne ikke undre eller støde den, der af det følgende vil se, at man kun ved at gøre ham til genstand for et eget studium kan have en rigtigere dom. Nødvendigheden af at rydde pladsen, der er opfyldt med ruiner af gamle fordomme og materialer til nye meninger, har de fleste af dem, der påtager sig at lede bygningsarbejdet, følt; derfor begynder et skrift om Machiavelli i almindelighed med en udsigt og kritik over de domme, der til forskellige tider et fældet over ham. Dette er vistnok i det hele taget den rigtige vej; derfor er den også fulgt i nærværende afhandling, dog således, at disse ytringers indre sammenhæng og deres forbindelse med tidernes almindelige retninger af sig selv bliver indlysende. Fordomme gendrives uden tvivl bedre ved en rolig fremstilling af deres historie, end ved direkte angreb, og sandheden får dobbelt styrke, når læseren selv er vidne til dens udvikling og kamp med vildfarelsen. - Vi indbyder altså læseren til at gennemgå processens historie i al korthed, inden vi vender os til Machiavelli selv. Det er ikke vor agt at bebyrde ham med alle de ytringer og domme om denne skribent, som vi har samlet; dette ville både være for lidt og for meget, fordi næppe nogen enkelt mands flid eller forbindelser nogen sinde ville være i stand til at samle alt, hvad der er sagt om Machiavelli, og dette ville desuden være et ganske unyttigt arbejde, da kun de færreste ytringer har været ejendommelige eller værd at høre på. Men nødvendigt er det at påvise de dominerende punkter, hvorover de veje eller afveje går, som meningerne har fulgt. Ingen skal derfor undre sig, hvis han her savner nogle navne, som man ellers plejer at regne med til de nødvendige artikler i Machiavelli-litteraturen.