Første afsnit

1. Der er ingen grund til at antage, at Machiavellis skrifter har pådraget ham almindeligt had, endnu mens han levede, uagtet rigtignok hans venner indså, at bogen om Fyrsten ville give anledning til at bagvaske ham (1). Vel synes det også ved første øjekast, som om en af de betydeligste samtidige historieskrivere, Benedetto Varchi [1503-1565], berettede, at Machiavelli døde almindeligt forhadt, og at det især var bogen om Fyrsten, der pådrog ham dette had (2); men ved nærmere betragtning viser det sig, at Varchi snarere forsvarer end angriber Machiavelli; thi det sted i Varchis værk, der hører herhen, indeholder egentlig et brev fra en anden forfatter, G. B. Busini [1501-1574], til Varchi, af 1549, og hvor denne selv taler (3), gendriver eller dog indskrænker han Businis ord (4). Varchi selv ønsker Machiavelli mindre geni eller en bedre tænkemåde; men at han dermed sigter til de pletter i Machiavellis private levned, som ingen vil påstå, at dette var ganske frit for (5), ser man ved at sammenholde dette sted med et andet hos samme forfatter, hvor talen også er om Machiavelli (6).

Men selv den dadel, der ligger i Varchis egne ord, taber størstedelen af sin vægt, når man betænker hans politiske sympati først for det republikanske parti i Firenze, dernæst for den yngre linie af den Medici'ske familie. Pave Clemens 7. hader han både som frihedens undertrykker, og fordi han og hans nepoter, der ved ham blev republikkens herrer, som uægte børn med urette fortrængte den fjernere ægte sidelinie af Medici'erne, til hvem Varchi havde sluttet sig. Da nu Machiavelli, engang en ivrig tilhænger af det republikanske parti, i sine senere år havde sluttet sig til Clemens, måtte hans adfærd i dobbelt henseende misbilliges af Varchi; men derfor må også dennes egne ord så meget mere anses for en gendrivelse af Businis hårde dom. Dennes sidste brev viser vistnok, at han, og rimeligvis også et parti i Firenze, hadede Machiavellis minde; men dels kan man ikke tillægge hans påstand synderlig vægt, når man sammenholder den med Varchis ord, hvor man dog, hvis ikke Businis ytringer havde været alt for uretfærdige, snarere måtte vente en bestyrkelse end en gendrivelse; dels forklares dette had alt for naturligt af de politiske partiers stilling i Firenze, til at man enten kan antage det for almindeligt eller tillægge det nogen almengyldig grund.

Det republikanske parti, der efter 1530 led meget først ved Clemens' og Alexanders, siden ved Cosimos tyranni, hadede naturligvis Medici'erne og betragtede den hele slægt, lige fra den ældre Cosimos tid, som frihedens undertrykkere. Om den yngre Lorenzo de' Medici, hvem bogen om Fyrsten er tilegnet, antog man i almindelighed, at kun en tidlig død havde hindret ham i at omstyrte den republikanske form og gøre sig til statens uindskrænkede enevoldshersker (7). Når man nu vidste, at bogen om Fyrsten var en anvisning i regeringskunsten for en ny fyrste, var det ganske naturligt, at de florentinske republikanere, forblindede af lidenskab, som deres stilling dog gør såre undskyldelig, uden tilbørlig undersøgelse antog den for en anvisning for Lorenzo til at omstøde den florentinske republik, og at dens forfatter da måtte blive en genstand for deres had og afsky. Således kan man også kun forklare sig, at Busini i det anførte sted hos Varchi påstår, at Machiavelli i dette skrift har lært Lorenzo at plyndre de rige og vanære de fattige, da enhver rolig læser ser, at han lærer netop det modsatte.

(1) Se Biagio Buonaccorsis brev til Pandolfo Bellacci, i Opere di N. M., Italia 1819, Prefazione, vol. I, p. 56. ["Hele folket hadede ham på grund af Fyrsten...". Således skriver Busini, en ildetalende og ondsindet forfatter, men i det mindste med disse ord et tro spejl af den forbandelse og modvilje, der fandtes blandt hans bysbørn", R. Ridolfi: La vita di N. M., Firenze 1978, s. 389].
(2) Istoria delle guerre della Republica Fiorentina di Benedetto Varchi, Leiden appr. P. van der Aa, uden årst., 1. bog, s. 87, A, B, C, D, E.
(3) Varchis egne ord begyndte: "Era nondimeno il M.".
(4) Jfr. Corn. Star-Numan: Diatribe academica de N. M. opusculo "del Principe", inscripto. Traject. ad Rhen. 1833, L. 1. c. 5., p. 151.
(5) Det forudsættes her og i det følgende, at læseren er bekendt med M.'s liv; er dette ikke tilfældet, vil han kunne hente de fornødne oplysninger i det biografiske udkast, nærværende afhandlings forfatter har ladet indrykke i Molbechs Nordiske Tidsskrift for Historie, Litteratur og Konst, 4. bd, s. 485ff.
(6) Varchi, anf. st., 2. bog, s. 27 C. Man se også Varchis lovtale over M.'s venner: Rucellai, Alamanni og Buondelmonti, anf. st. 4. bd. p. 92.
(7) Iacopo Nardi: Le histoire della città di Firenze, L. 4 p. 163 v. og 165 v.

2. At den offentlige mening blandt italienerne ikke kan have fældet nogen almindelig fordømmelsesdom over Machiavelli i hans levetid eller endnu i nogle år efter hans død, fremgår dels af den gunst, Pave Clemens 7. beviste ham, hvilket han sikkert, om ikke af moralske, så af politiske grunde, ville have vogtet sig for, dersom Machiavelli allerede dengang var almindeligt afskyet som en ugudelig og samvittighedsløs politiker; dels af det privilegium, samme pave meddelte sin bogtrykker, Antonio Blado, til at udgive Machiavellis skrifter (1); thi enten har man da ikke tilstrækkeligt kendt disse, eller ikke anset dem for så farlige som senere, og begge tilfælde kunne de ikke have pådraget forfatteren almindeligt had.

Med undtagelse af bogen om Krigskunsten blev de vigtigste af Machiavellis skrifter første gang trykt i Rom og Firenze af Blado og Giunti 1531 og 1532, fire år efter forfatterens død, uden at nogen stemme straks hævede sig imod dem; ja, det lader endog til, at den ugunstige mening, der har hersket hos et parti i Firenze kort før Machiavellis død, har givet plads for en gunstigere dom; thi den berømte englænder, kardinal Reginald Pole [1500-1558], fortæller, at florentinerne tog ham i forsvar imod de bebrejdelser, han, Pole, gjorde bogen om Fyrsten. At Poles egen hårde dom ikke straks kan have haft nogen betydelig indflydelse, ser man deraf, at der endnu hengik mere end tyve år, inden Machiavellis skrifter blev forbudte, i hvilken tid de uhindret udkom flere gange i forskellige italienske byer (2). At derimod historieskriveren Paolo Giovio [1483-1552] har bidraget meget til at bestemme efterverdenens dom til skade for Machiavellis rygte, ser man især af Pierre Bayles [1647-1706] artikel om Machiavelli; men hvor fjendsk et sind, Giovios såkaldte lovtale end røber, går dog hans ugrundede, til dels endog latterlige beskyldninger kun ud på, at Machiavelli var en uvidende ateist og spotter; som politiker roser han ham, ja, er endog alt for god imod ham, idet han ytrer, at han opdrager fortræffelige fyrster (3).

Ved den samme tid som Giovio eller kort efter angreb Ambrogio Catarino Politi [ca. 1484-1553], en dominikanermunk fra Siena og ærkebisp af Consa, Machiavelli lejlighedsvis i et skrift om onde bøger, som udkom i Rom i 1552 (4), og som måske har haft en afgørende indflydelse på Kuriens mening om Machiavelli; thi forfatteren var meget anset i Rom, især hos sin forhenværende discipel, Pave Julius 3. Givet er det i det mindste, at Paul 4. kort efter satte Machiavellis skrifter på det indeks, han bekendtgjorde i året 1559, og at denne dom blev gentaget ved det såkaldte Trento-koncils indeks (5); og således var nu Machiavelli af den katolske kirke offentligt og højtideligt erklæret for en farlig og bedømmelsesværdig forfatter.
Spørger man om årsagen til, at denne dom nu, og først nu, blev fældet, vil det uden tvivl vise sig, at det var over pavernes og præsteskabets fjende mere end over politikeren, at staven blev brudt, og at Kuriens adfærd ikke beroede på en upartisk prøvelse, men afhang af almindelige omstændigheder.

(1) Aftrykt i Opere d. M., anførte udg. 1. del, s. 191.
(2) Se Poles Apologia ad Carolum Quintum Caesarem super libros de Unitate Ecclesiae, anført af Apostolo Zeno i note (c) til Fontaninis Biblioteca della eloquenza italiana, 1. del s. 206, og af G. Baldelli i hans lovtale over M., som er aftrykt foran i den udgave af M.'s værker, der udkom i Milano 1804, 1. del, s. XXXIII.
(3) Pauli Jovii: Elogia virorum litteris illustrium quotquot vel nostra vel avorum memoria vixere, Basel 1577, s. 162. (4) Anført af Possevino i hans: Judicium de N. M. et Joannis Bodini quibusdam scriptis, som, foruden på andre steder, findes bag en lille udgave af Telii latinske oversættelse af bogen om Fyrsten, Ursellis 1600, s. 225.
(5) Fontanini anf. st. 2. del s. 364, note (a). Jacobi Gadii: Opus de scriptoribus non ecclesiasticis, 2. tome, s. 7 (efter håndskrevne efterretninger af M.'s dattersøn Giuliano de' Ricci). Også i de senere indekser sættes M. blandt de forbudte forfattere af første klasse.

3. Næppe havde indtil den tid nogen italiener eller overhovedet nogen katolik med så bitter og træffende satire skildret den katolske gejstligheds fordærvelse, som Machiavelli i sine komedier, eller med så megen sandhed vist, som han gør det i sine fleste større skrifter, at den ligegyldighed for religion og sædelighed, der stedse udbredte sig videre blandt italienerne, for størstedelen burde skrives på pavers og gejstliges regning; at denne tænkemåde, tillige med pavernes ærgerrighed, var en hovedårsag til Italiens sønderlemmelse og tilintetgørelsen af en national kraft; og at den katolske gejstlighed altså for en stor del bar skylden for alle de lidelser, som indvortes splid og nabomagternes krige bragte over Italien (1).

At så hårde beskyldninger måtte være en medvirkende årsag til forbudet imod Machiavellis skrifter, vil enhver indrømme; og uden tvivl var de den vigtigste. Da Clemens 7. meddelte Blado sit privilegium, må han have kendt i det mindste det af Machiavellis skrifter, der især havde gjort hans navn forhadt, nemlig bogen om Fyrsten: skulle florentineren Giulio de' Medici, Machiavellis velynder, ikke have læst den lille bog, der var tilegnet hans slægtning og formand i den florentinske republiks regering, Lorenzo de' Medici? Man betænke desuden, hvor bekendt denne bog var for Clemens' elskede niece, Caterina de' Medici, som allerede i 1533 forlod Italien. Clemens må da ikke have anset bogen for så fordømmelig, som man senere mente, lige så lidt som den offentlige mening da kan have fældet så bestemt en dom, at paven måtte have agtet den. Og om man end ville antage det aldeles urimelige, at den først er blevet ham bekendt i Blados udgave, hvorfor forbød han den da ikke straks? Hvorfor så tre følgende paver roligt på, at den blev trykt flere gange sammen med de andre værker?

Derimod kunne de beskyldninger mod pave og gejstlighed, mange af Machiavellis øvrige skrifter indeholder, og hvorved de så meget adskiller sig fra bogen om Fyrsten, der var beregnet på at komme Leo 10. for øje, i begyndelsen let være undgået Kuriens opmærksomhed. Dem kan Clemens umuligt have kendt, da han gav sit privilegium; thi han ville derved have givet protestanterne skarpe våben i hænderne imod sig selv midt i stridens hede; ja, det synes næsten, som om Machiavelli selv har regnet på, at Clemens ikke ville gennemlæse Firenzes historie, som dog er tilegnet ham; thi ellers havde forfatteren, der som florentiner og som den, der søgte pavens gunst, måtte være dobbelt varsom, næppe talt så frit om paver og gejstlige. Men så snart Kurien, måske ved ærkebispen af Consa, blev gjort opmærksom på disse steder, må den, ved den stedse stigende strenghed imod alle frie ytringer i skrift og tale, straks have fordømt de skrifter, hvori de indeholdtes.

Hertil kommer den almindelige retning i den katolske kirke siden midten af det 16. århundrede; thi den stærke reaktion, der dengang viste sig virksom blandt de katolske klerikale ved at bekæmpe den verdslige ånd, som især siden Basel-koncilets opløsning [1449] havde hersket i kirken, og som frem for alt havde banet reformatorerne vejen (2), ytrede sig først og fremmest i en streng overholdelse af den udvortes anstændighed og hårde forfølgelse af alt, hvad der syntes at stride mod den katolske kristendom. Det var da meget naturligt, at Kurien, idet den lå i åbenbart fjendskab med protestanterne, med stor strenghed måtte våge over, at der ikke blandt katolikkerne selv hørtes ytringer, som kunne give fjenden anledning til beskyldning for irreligiøsitet og usædelighed. Når denne ånd engang herskede i Rom og dikterede indekser over fordærvelige bøger, kunne Machiavellis skrifter ikke undgå at fordømmes; thi han havde sagt kirken alt for drøje sandheder, han havde på flere steder, som næsten alle hans samtidige, af hvilke også kun få har undgået kirkens fuldstændige eller partielle fordømmelse, trådt den udvortes sømmelighed alt for åbenbart under fode, og han røbede desuden en hedensk tænkemåde, der ved at tåles, måske kunne give fjenderne grund til at betvivle oprigtigheden af kirkens kristelige iver.

(1) Se f.eks. Discorsi sopra la prima deca di Tito Livio, Lib. I. c. XII, XXVII, Lib. II. c. II, V, Lib. III. c. I. Istorie florent., Lib I. p. 11, Lib. II p. 48.
(2) Jfr. Ranke: Fürsten und Völker von Südeuropa, 2. del.

4. Uden tvivl har man i Rom dog snart indset umuligheden af at forhindre udbredelsen af Machiavellis værker, der allerede var udkommet i mange oplag, og trods forbudet flere gange gjorde det lige under kirkens øjne, og som tillige var alt for bekendte uden for Italien til, at magtsprog alene skulle kunne tilintetgøre bevidstheden om dem; det fejlede desuden i Rom ikke på enkelte mænd, der interesserede sig for dem (1). Derfor ønskede man at foranstalte en autoriseret udgave, hvor alt det anstødelige var udeladt; og kongregationen for revisionen af indeks overdrog i året 1573 to af Machiavellis børnebørn, Giuliano de' Ricci og Niccolò Machiavelli, at gennemgå og rense bedstefaderens skrifter: en opgave, som disse også påtog sig, men som de forstod således, at det var de steder, hvor forfatteren "taler med alt for stor frihed om paverne", og overhovedet alt, "hvad der kunne mishage den hellige romerske kirke", der skulle udelades. Dette ses af Riccis beretning om denne sag og tillige deraf, at revisionen blev begyndt med Firenzes historie. Havde det været Machiavellis politik, der især gav anstød, hvorfor begyndte man da ikke med bogen om Fyrsten eller Drøftelser af Livius? Også bestyrkes det ved et brev fra Pietro Vettori til kardinal Sirleto, præsident i hin kongregation, hvori han omtaler Riccis og den yngre Machiavellis arbejde og erklærer, at Machiavellis skrifter fortjener at udgives på ny med udeladelse af alt, hvad der "kunne skade et kristent levned", hvorved i denne sammenhæng må forstås lydighed mod kirken. Denne påtænkte reviderede udgave kom imidlertid aldrig i stand, men strandede på den fordring af kongregationen, at skrifterne skulle trykkes under et andet navn, hvortil børnebørnene ikke ville bekvemme sig (2).

Et bevis på, at Ricci ikke havde misforstået det ham givne hverv og på rigtigheden af vor påstand, afgiver de bøger, som Tommaso Bozio [1548-1610] fra Gubbio skrev imod Machiavelli efter udtrykkelig opfordring af dennes ivrige fjende, Pave Innocent 9., og tilegnede Clemens 8. (3). Bozio kan så meget mere anses for pavestolens beskikkede forsvarer, som han i disse skrifter ved alle lejligheder fremsætter og forfægter selv dens mest overdrevne fordringer, hvilke Kurien åbenlyst har vedkendt sig ved at tillade deres trykning (4). Undersøger man nu hans skrifter, vil man finde, at det ikke er Machiavellis politik, men hans angreb på romerhoffet og kirken, man har pålagt Bozio at gendrive; og når han på et eller andet sted, skønt kun sjældent, taler moralens sag imod vor forfatters politik, da er det åbenbart, at han kun tager denne omstændighed med for at vække endnu mere afsky for pavernes fjende.

(1) Opere di M., Prefaz. 1. del s. 66ff.
(2) Riccis beretning i Gaddi: Opus de script. non eccles., 2. del, s. 7. Brevet fra Véttori anført af Zeno (a) til Fontanini, 2. del, s. 361.
(3) De robore bellico - liber unus adv. Machiavellum. Colon. Agrip. 1594. - De imperio virtutis, sive imperia pendere a veris virtutibus, non a simulatis, libri duo adv. Machiavellum, ibid. cod. an. - De Italiae statu antiquo et novo libri quatuor, adv. Mach., ib. 1595.
(4) F.eks. De Italiae statu & c. p. 437. Ex his omnibus liquet, Pontefici Romano in terris non modo summum sacerdotium, sed - etiam summam regalis imperii potestatem collatam a Christo, sacra profanaque omnia regenda non modo in Italia, sed in orbe toto, cum bono id publico cognoverit expedire &c; og således på mange steder.

5. Den fra Rom udgående mening kan vistnok antages at være blevet de fleste katolikkers, og Trento-koncilets fordømmelsesdom kan ikke anføres som bevis på en blandt katolikkerne herskende uafhængig misbilligelse af Machiavellis skrifter; thi koncilets indeks er som bekendt det samme som Pave Paul 4.'s, da det overlod denne sags afgørelse ganske til Pius 4.'s forgodtbefindende. Men den romerske dom har uden tvivl hos dem blandt datidens katolikker, der deltog i den ovenfor berørte tilbagevenden til katolsk-kristelige grundsætninger, fundet genklang i det ugunstige totalindtryk, som Machiavellis skrifter må gøre på enhver, der ikke har åndsstyrke nok til at opfatte tidsomstændighedernes karakter med et rent historisk blik, uhildet af sin egen religiøse tro. Den anskuelse af livets forhold, der udtaler sig i dem, røber tydeligt, at forfatterens åndelige liv har fine rødder i det gamle romerske væsen; og når man blot efter skrifternes åndelige præg skulle bestemme deres affattelsestid, måtte man snarere tro, at deres forfatter var samtidig med Tacitus end med Luther. Det er uden tvivl dette, der har givet den af harmfulde katolikker smedede og af lidenskabelige protestanter gentagne beskyldning for ateisme nogen vægt: en beskyldning, som alle nogenlunde upartiske skribenter har erklæret for aldeles ugrundet, og som enhver, der med roligt sind læser ham, må erkende at være det. Af de skribenter, der har bekæmpet Machiavelli, har især den portugisiske biskop Osorio været gennemtrængt af denne misbilligelse, og man kender katolikken, når man hører ham udgyde sin harme over den påstand af Machiavelli, at kristendommen har gjort menneskene blødagtige; thi enhver anden end en ivrig katolik ville se, at denne påstand gælder dels den romersk-katolske kirkes fordærvelse, dels den misforståelse af den kristelige ydmyghed, der var moder til så mange mærkelige fænomener i den katolske kirke.

(1) Osorius: De nobilitate christiana, 1.3. anf. af Christ, p. 44.