Andet afsnit

1. Året efter at den første udgave af Machiavellis skrifter var trykt i Italien, bragte Pave Clemens 7. sin niece, Caterina de' Medici [1519-1589], en datter af den Lorenzo, hvem bogen om Fyrsten er tilegnet, altså dens rette arving, til Marseille, hvor hun blev formælet med Kong Frans 1.'s anden søn, Henrik [2., 1533]. Om ikke før, er sikkert Machiavellis skrifter med hende kommet til Frankrig; og ved hende og den mængde italienere, som efterhånden samlede sig om hende, kan det ikke være andet, end at de er blevet almindeligt kendte blandt franskmændene.

Imidlertid lader det ikke til, at de har vakt opmærksomhed i nogen fortrinlig grad i Frans 1.'s tid. Dog udkom oversættelser af Drøftelser af Livius og af bogen om Krigskunsten; og i Henrik 2.'s tid, da Caterina var regerende dronning, oversattes flere af hans skrifter, heriblandt Fyrsten af Guillaume Cappal (1). Man ser af dennes tilegnelse til seglbevareren Bertrand, at den ugunstige mening om Machiavellis religion, som dengang begyndte at udbrede sig fra Rom af, ikke var ubekendt i Frankrig; men måden, hvorpå hans politik omtales, viser, at om man end har haft noget at indvende imod den, har den dog endnu ikke været genstand for afsky. Ganske anderledes blev det, da Caterina efter Henrik 2.'s død trådte frem som hovedperson på den politiske skueplads. Det blev den almindelige mening, at hun både selv studerede Machiavellis skrifter og fulgte hans råd, og at hun gjorde sine sønner bekendte med ham, så at han også hos dem blev fornemste rådgiver (2). Caterinas politik, Machiavellis politik, italiensk politik blev snart ensbetydende, og alt det had, som efterhånden alle partier i Frankrig fattede til hende og hendes italienere, måtte Machiavelli dele. Der kan heller ingen tvivl være om, at den almindelige mening om Caterinas kærlighed til Machiavellis skrifter og hendes sønners opdragelse i hans politik var vel grundet. Om Karl 9. og Henrik 3. ved vi med historisk vished, at de, såvel som de store, havde gjort sig bekendt med dem (3).

Vistnok har Machiavelli også gjort megen skade i Frankrig under religionskrigene; ikke fordi det onde jo ville være sket alligevel; men fordi man hos ham fandt det fremsat i form af lærdomme, forsvarede med en udmærket skarpsindighed og med en ualmindelig praktisk sans' våben, hvad man også uden disse lærdomme havde haft i sinde at gøre, hvorved man for sin egen bevidsthed kunne give de gerninger, hvortil lidenskaben drev, udseende af at være fremkaldte ved den eneste politik, som fornuftigvis kunne anvendes i det virkelige liv. At det var de onde lærdomme hos ham, man lyttede til, imens de gode blev oversete, at man ikke tænkte på hensigten, hvori, og betingelserne, under hvilke Machiavelli fremsætter dem: det fulgte ganske naturligt af tidsomstændighederne og den højde, hvortil lidenskaberne var steget. Men deraf fulgte også, at det kun var den onde side, som de stores onde rådgiver, Machiavelli blev folket bekendt, og at man ikke kan vente nogen upartisk dom om ham hos samtidige skribenter: de dømmer ham efter det, han igennem sine skrifter virkede i Frankrig, og de havde ingen anledning til at opsøge undskyldende omstændigheder i hans liv og stilling.

Ved Bartholomæusnatten [1572] steg hadet mod Caterina og hendes Machiavelli til det højeste ikke blot hos de forfulgte protestanter, men hos alle retsindige franskmænd; og dog er det åbenbart, at denne forbrydelse er intet mindre end i hans ånd; thi så forfærdelig Bartholomæusnatten end var, var den dog en slet overlagt, halv og haltende forholdsregel. Fra nu af er der ikke at tænke på nogen retfærdighed i dommene om Machiavelli, mindst blandt protestanterne. De heftigste ytringer imod ham måtte finde mest genklang i deres hjerter, og det ikke blot i de franske, men i alle protestanters. Det er bekendt, hvilken forfærdelse, afsky og forbitrelse blodbadet i Paris vakte i alle protestantiske lande, og det kan ikke være andet, end at med Caterina de' Medicis, Henrik af Anjous og Karl 9.'s navne er også Machiavellis kommet til de egne, hvor det måske ikke før var hørt, eller hvor man kun kendte ham som en af paven fordømt skribent. Heri må uden tvivl den vigtigste grund søges til den almindelige afsky for politikeren Machiavelli såvel hos protestanter som katolikker: en afsky, som den katolske kirkes fordømmelse aldrig kunne have gjort til almindelig europæisk, endskønt beskyldningen for ateisme, der udgik fra Rom, villigt blev grebet af hans protestantiske fjender og anvendtes af dem til at gøre ham endnu mere forhadt.

(1) Le Prince de N. M. - traduit d'Italien en Francoys par Guillaume Cappel, Paris 1553. 4.
(2) Således f.eks.: Tocsain contre les massacreurs de France, anf. af Bayle, art. M. anm. (N). Discours merveilleux de la vie - de la reyne Catherine d. M., p. 88, i: Recueil de diverses pieces servant à l'histoire de Henry III, Cologne 1653. Gentillet på flere steder.
(3) Thuanus hist. s. temp. lib. 52. T. II, s. 805. E. i Genfer udgaven af 1620. Sammest. Lib. 97. T. III, s. 386. B. - Davila: Histoire des guerres civiles de France. Amsterdam 1757. T. sec. Liv. 6, p. 80.

2. Der behøvedes nu kun, at en talentfuld skribent udtalte, hvad alle følte, så måtte den hos de fleste måske endnu uklare følelse træde tydeligt frem for enhvers bevidsthed. En sådan fandtes også snart. Innocent Gentillet [ca. 1550-1595], en protestant fra Dauphinée, som var flygtet til Genève, og som også ved andre stridskrifter imod den katolske kirke havde gjort sig bekendt, udgav 1576 en bog imod Machiavelli (1). Den er da, som begribeligt, lige så meget, ja mere, stilet imod det franske hof, Caterina og den katolske kirke end imod Machiavelli, og er tilegnet Frans af Alencon, Caterinas yngste søn, der dengang stod i spidsen for de forenede politikere og huguenotter imod sin moder og broder.

At der ikke kan være tale om upartiskhed eller blot nogenlunde retfærdig vurdering af Machiavellis skrifter, er begribeligt; men forfatterens forbitrelse og uretfærdighed går over alle grænser (2). Derfor bemærker også Conring med rette (3), at Gentillet har udrettet lidet eller intet imod Machiavelli, når man nemlig forstår dette om dém, der selv kunne prøve og dømme; men han har utvivlsomt bidraget overordentligt meget til at gøre hans navn ret afskyet hos den store mængde over hele Europa, især hos protestanterne. Hans bog røber unægteligt talent og kundskaber; stilen og fremstillingen er tiltrækkende, og han har forstået at fordreje Machiavellis ord således, at han får en lang række af ufornuftige og afskyelige sætninger for dagen; men fordrejelserne er så grove, at han ikke kan frikendes for at have foretaget dem imod bedre vidende. At hans bog har været flittigt læst, viser det store antal af udgaver og oversættelser (4); det er den, som almindeligvis kaldes (den ældre) Anti-Machiavel.

(1) Discours sur les moyens de bien gouverner et maintenir en bonne paix un royaume ou autre principauté contre N. M., uden forfatters eller trykkesteds navn.
(2) Hvem der har bogen ved hånden og har lyst til at overbevise sig herom, efterse sådanne steder - i 3. udgave af 1579 - som s. 5 og 9, foruden mange andre; men især er begyndelsen af Maxíme V i anden afdeling, s. 210 påfaldende uretfærdig. Den der kender M., behøver i øvrigt blot at læse registret til Gentillets bog for at få et begreb om ånden og tanken i den.
(3) I fortalen til sin udgave af Telii oversættelse af bogen om Fyrsten.
(4) Henimod midten af det 17. årh. var der i det mindste fire forskellige franske udgaver. En latinsk oversættelse udkom straks efter originalen, og af den var der til samme tid i det mindste lige så mange udgaver. Tyske oversættelser har man af 1580 og 1623. Vistnok eksisterer der endnu flere.

3. At hadet til Machiavelli dengang må have været overordentligt stort, ser man også deraf, at de forskellige partier overøser ham med aldeles modsigende beskyldninger. Når man på den ene side (1) giver ham skyld for Bartholomæusnatten, fordi Karl 9. af ham skal have lært, at fyrsten ikke bør tåle nogen afvigelse fra statens religion, så var der andre, der med lige så lidt ret gjorde ham en forbrydelse af hans formentlige tolerance. At Machiavelli var politiker, vidste alle; men ordet politiker havde dengang flere betydninger. Foruden den oprindelige, betegnede det først det parti i Frankrig, der dannede sig i Karl 9.'s tid, og som i forbindelse med huguenotterne aftvang Henrik 3. freden i Beaulieu; senere betegnedes dermed de moderate, der rådede til fred og til eftergivenhed fra begge sider (2), og især kaldte man de skribenter, der talte tolerancens sag, således. Disse var en afsky for de fanatiske katolikker, der ikke ville vide af nogen fred med kætterne, som endog i visse måder var dem mindre modbydelige end hine, hvis meninger mere og mere udbredte sig blandt katolikkerne selv og lammede de strenge forholdsregler imod kætteriet. Endskønt Machiavelli hverken råder til forfølgelser eller til tolerance i religionssager, måtte han dog, som politiker, dele skæbne med hine, på hvem ordet anvendtes i den snævrere betydning; og således er det besynderlige sket, at han, tværtimod den almindelige mening om ham, er blevet forfulgt for sin tolerance og moderation af nogle fanatiske katolske skribenter. Først og fremmest er den spanske jesuit Ribadeneyras skrift at mærke, hvor staven bliver brudt over Machiavelli, La Noue, Duplessis Mornay og Bodin som de vigtigste politikere, der rådede til mildhed og eftergivenhed (3).

(1) Se f.eks.: Thuanus, 52. bog, anf. st.
(2) Thuanus, 52. bog, T. II, s. 822. E.
(3) Den latinske oversættelse hedder: Princeps christianus, adv. N. M. ceterosque hujus temporis politicos, a P. Petro Ribadeneyra; overs. af P. I. Oranus, Mainz 1603. Scipio Metelli oversatte bogen til italiensk [Trattato della religione e virtù che deve avere il principe cristiano, 1595]. Nogle af de mest fanatiske ytringer er udeladte i den latinske oversættelse, som dog uden omsvøb opfordrer til at brænde kættere, f.eks. kap. XXVI, p. 176. Se også en anden lige så fanatisk bog: Antipoliticus, seu adv. praecipua doctrinae politicorum capita &c. - auctore Petro Coreto, Athensi, Duaci 1599.

4. Endelig ser vi jesuitterne [ordenen grundlagt 1534] stille sig forrest i rækken af Machiavellis forfølgere. Hvoraf deres store had til manden rejste sig, er ikke let at sige, og en undersøgelse om grunden dertil ville måske afgive et ret interessant bidrag til ordenens karakteristik. Måske råbte de deres "korsfæst" så højt for at stille sig i spidsen for den almindelige mening, da de mærkede, at Machiavellis navn var redningsløst fordømt; især da fordømmelsesdommen var udgået fra Rom og var fremkaldt ved den reaktion i den katolske kirke, hvorved jesuitterne spillede en så betydelig rolle. Allevegne, hvor de har noget at sige, stræbte de jo efter at lede publikums dom, eller hvor den allerede var udviklet, ved højrøstet ivrighed at insinuere sig som dem, der især sluttede sig til den. Måske har dette skrig også været beregnet på at kvæle den beskyldning, der ikke meget længe efter ordenens organisation hørtes fra flere steder: at netop jesuitterne var Machiavellis ivrigste disciple.

Dog hvorledes det end forholder sig med grunden til ordenens had, så ytrede det sig på så forskellige steder og tider, at man må antage disse ytringer for ordenens, ikke blot for de enkelte medlemmers særegne mening. Antonio Possevino [ca. 1533-1611] åbnede rækken 1592 i Rom (1), opfordret af Pave Innocent 9.; senere kom Ribadeneyra til; i det 17. århundrede englænderen Thomas Fitzherbert (2), italienerne Lucchesini (3) og Riccioli (4), franskmændene Claudius Clemens (5), Binet (6) og Raynaud (7); i det 18. århundrede nederlænderen Livinus Meyer (8) og italieneren Giulio Negri (9). I kollegiet i Ingolstadt brændte man endog i året 1615 Machiavellis billede med en vanærende påskrift (10). Om nogle af disse domme vil der senere blive lejlighed til at tale, og man vil da se, hvor liden vægt de kunne have.

(1) Ant. Possevini judicium de Nuae militis - et M. scriptis. Deri cautio de iis, quae scripsit tum Machiavellus, tum is, qui contra eum scripsit Antimachiavellum (Gentillet); i den lille ovenfor anførte udgave af Telii lat. oversættelse af Fyrsten, Ursellis 1600.
(2) An sit utilitas in scelere? vel de felicitate principis M., Rom 1610 (Bibliotheca imperantium, s. 115).
(3) Saggio delle sciocchezze scoperte nelle opere del M., af pater Lucchesini, Rom, 1697.
(4) I hans: Chronologia reformata (Negri: Istoria degli ser. Fior., s. 427).
(5) Machiavellismus jugulatus a sapientia hispanica et austriaca. Compluti 1637 (Bibliotheca imperantium, s. 116, Biblioth. Danneschioldiana, s. 110)
(6) Cfr. Bayle: Diet. hist. et crit. art. M., anm. (L).
(7) Theof. Rainaudus: De bonis et malislibris, citeret af Bayle anf. st.; jfr. G. Baldelli: Elogio di M., i: Opere di M., Milano 1804, 1. bd., s. XLII, XLIII.
(8) Se Artaud: M., son genie et ses erreurs, T. II., p. 379.
(9) Istoria degli scrittori fiorentini &c. Opera postuma del P. Giulio Negri, d. C. d. Gesù, Ferrara 1722, p. 426ff.
(10) Den lød således: quoniam fuerit homo vafer ac subdolus, diabolicarum cogitationum faber, optimus cacodaemonis auxiliator. Dette fortæller Zeno (note (c) til Fontanini I, p. 206) efter et utrykt værk af Scioppius.

5. Det er således intet under, at Machiavellis navn blev en genstand for almindelig afsky. Når paver, jesuitter, fanatiske katolikker og forbitrede protestanter, folk som ikke let i nogen anden sag havde været af én mening, forener sig i et fælles had mod én mand, kan ingen undre sig over, at de få forsvarere ikke kunne redde hans ære. Men enhver ser også, at disse domme var afhængige af sagen uvedkommende begivenheder og tidens almindelige retninger, så at her aldeles ikke var tale om retfærdig prøvelse af hans skrifter, om billigt hensyn til forfatterens hensigt og stilling, eller overhovedet om en af alle uvedkommende hensyn uafhængig opfattelse af dem som historiske fænomener.