Fjerde afsnit

1. En ny epoke begynder med den række af fuldstændige udgaver af Machiavellis skrifter, af hvilke den første udkom i Firenze i 1782. Det nye lys, som denne og de følgende udgaver, der indeholder så meget hidtil ubekendt, udbredte over Machiavellis levned og færd, var ganske skikket til at gendrive en skare af falske beskyldninger, som forbitrede fjender havde opfundet, og mangel på nøjagtige efterretninger i forbindelse med den almindelige fordom skaffet indgang. Thi om endog meget deraf var angrebet og forkastet af ældre skribenter, kunne dog disse ytringer i det højeste kun gøre meningen vaklende, da de mere grundede sig på kritiske tvivl, for hvilke det store publikum ikke er meget modtageligt, end på bestemte efterretninger. Man vil efter 1782 næppe finde ret mange skribenter, i det mindste ikke mange af betydning, der taler i den gamle fordømmende tone; og når en enkelt (1) gør det, er det så let at gendrive ham, at hans ord ikke kunne skade Machiavellis rygte ret meget.

(1) F.eks. Roscoe i Leo 10.'s levned, i den tyske oversættelse, 1. del, s. 327ff., 328 anm., 333 anm., 396. Her beskyldes M. bl.a. for at have taget del i Cesare Borgias forræderi i Senigaglia, hvilket Roscoe dog senere nødes til at tage tilbage, 3. del, s. 326ff.; men det er dog åbenbart, at han gerne ville lade så meget af denne beskyldning, som folk har lyst til at tro, blive siddende på M.'s rygte. Dette kan så meget mindre undskyldes, som Roscoe selv anfører M.'s depecher til regeringen i Firenze fra hans udsendelse til Cesare Borgia, hvilke netop ganske frikender M., når man ikke med vilje vil lukke øjnene for sandheden. Sismondi har også gendrevet denne falske beskyldning: Hist. des. rep. ital. du moyen age, 13. del, kap. 101, p. 184 anm.

2. At interessen for denne forfatter, der, som vi har set, aldrig har været ringe, vandt ny styrke fra denne tid, viser den store mængde af udgaver, oversættelser (1) og ytringer om ham, som i de sidste halvhundrede år har indtaget en ikke ubetydelig plads i den almindelige litteratur; og denne forøgede interesse havde især sin grund i den vending, som spørgsmålet om Machiavelli fra nu af tog.

Det blev nemlig mere og mere et blot historisk, der som rent videnskabeligt besvaredes mere uafhængigt af lidenskab og af udvortes forhold end tidligere. Dels passede hans enkelte forskrifter aldeles ikke længere til de politiske forhold, så at det da i al fald måtte være ånden og de almindelige grundsætninger, der endnu udøvede nogen indflydelse på politikken, og man havde da ikke den grund til at lukke øjnene for det gode og sande i hans skrifter, som dengang da man troede vedholdende at føle de smertelige virkninger af hans onde råd; dels var nu statsvidenskaberne så meget udviklede, at Machiavellis skrifter, som trådte i baggrunden for en mængde nyere, der ikke blot formedelst deres alder, men især formedelst den deri herskende ånd og de ledende grundsætninger lå nutiden langt nærmere og langt mere beskæftigede dens opmærksomhed, nu stedse mere kun fik interesse for litteratorer, der søgte kilderne til den gældende politik.

Denne videnskabelige opfattelse af opgaven viste sig i begyndelsen først og fremmest som litteraturhistorisk. I Firenze opsøgte man alt hidtil ubekendt fra Machiavellis hånd og bekendtgjorde det som litterære mærkværdigheder, og i det øvrige Europa kunne det ikke være andet, end at mange måtte interessere sig for at vide noget nyt om en så berømt mand. Men man måtte også snart se, at den hidtil gældende forestilling om manden, grundet næsten udelukkende på ét af hans skrifter, var i mange henseender var skæv og mangelfuld. Deraf opstod først den stræben, ved studium af alle Machiavellis værker at danne sig et fuldstændigere og rigtigere billede af manden, og derved også en rigtigere mening om bogen om Fyrsten.

(1) Der eksisterer i det mindste 48 forskellige udgaver, dels af enkelte af M.'s skrifter, dels af hans samlede værker, og af nogle af disse udgaver haves flere oplag, af én endog fem. Man kender 9 latinske oversættelser af enkelte skrifter, alle udgivet flere gange; 18 franske, 14 tyske, 5 engelske og 2 tyrkiske oversættelser, dels af enkelte, dels af hans samlede værker, hvoraf nogle ligeledes eksisterer i flere udgivelser. Siden 1782 er der udkommet 12 fuldstændige udgaver af originalteksten. Sammentæller man de enkelte aftryk, gives der i det mindste 55 af teksten, 28 af de latinske oversættelser, 30 franske, 15 tyske, 6 engelske og 2 tyrkiske, dels af enkelte af M.'s arbejder, dels af hans samlede skrifter.

3. I vore dage har den historiske videnskab selv taget en retning, som både måtte forøge opmærksomheden for Machiavelli og fremme en rigtigere dom om ham. Den nyere tids revolutioner, folkemassernes bevægelse og de overraskende virkninger, folkeåndens kraft har frembragt, dannede alt for påfaldende modsætninger til den tidligere eneherskende indflydelse af statsmaskineriet, til at de ikke først og fremmest skulle drage iagttagerens opmærksomhed hen på disse kræfter og deres virkninger i folkenes liv og staternes indre forfatninger.

Når historikerne fra dette standpunkt søgte at gøre sig rede for den nyere tid, måtte deres blik uvilkårligt ledes hen til Italien på Machiavellis tid; thi af dette lands daværende skæbne og de dengang der herskende politiske forhold udviklede sig det almindelige politiske system i Europa og den kultur, som i større eller mindre grad har udbredt sig i vor verdensdel. Men for historikeren er næppe nogen enkelt person i Italien i denne overgangsperiode mærkeligere end Machiavelli, fordi han til dels er en tro repræsentant for den tænkemåde og de anskuelser, som dengang især viste sig virksomme der. I ham afspejler sig en side af datiden klart og skarpt, og følelsen deraf er uden al tvivl hovedgrunden til den forhøjede deltagelse for ham i vore dage.

Nu er det først og fremmest ham selv i hans forbindelse med sin tid, man stræber efter at forstå; denne forbindelse er nu hovedpunktet, vistnok fordi man har set, at Machiavelli og hans tid gensidigt oplyser hinanden. Deri består for den videnskabelige historiker vigtigheden af at begribe ham. Bogen om Fyrsten drager endnu først og fremmest opmærksomheden til sig, vel ikke for dens politiske vigtigheds skyld, men som et af Machiavellis vigtigste skrifter, der åbner dybe blikke både i hans betragtningsmåde og i tidens almindelige karakter.

4. Hvad nu meningerne om dette skrift angår, da var udgaven af 1782 ledsaget med en levnedsbeskrivelse af Machiavelli, hvori atter fremhæves den påstand, at bogen er at forstå som en satire, der skulle bidrage til at gøre Medici'ernes tyranni umuligt, hvilket, som begribeligt, blev den almindelige mening i Firenze, hvor den har sit hjem og altid har haft tilhængere.

Da den tilsyneladende understøttedes af den gunstigere mening om Machiavellis tænke- og handlemåde, de i den nye udgave for første gang trykte, eller dog for første gang sammenstillede arbejder var så vel skikkede til at fremkalde; da man ikke vidste nogen anden måde at forklare sig den modsigelse på, der synes at finde sted mellem bogen om Fyrsten og den republikanske tænkemåde, dens forfatter lagde for dagen ikke blot i sine øvrige skrifter, men også ved en stor nidkærhed i sin fædrene stads tjeneste under dens attenårige frihed, hvilken man nu af de nye oplysninger lærte at kende - så kunne det ikke være andet, end at den offentlige mening i Europa, der allerede af sig selv var kommet på denne vej, nu måtte tro sig vis i sin sag, i det mindste for en tid. Også Baldelli [1766-1831] erklærede sig for denne anskuelse og understøttede den med nye litterære oplysninger og plausible grunde i en lovtale over Machiavelli, han holdt i det florentinske akademi [1794], og som blev optaget både i den udgave af Machiavellis værker, han selv besørgede, og i Milano-udgaven af 1804.

Vi finder denne mening herskende ikke blot i Italien, men i Frankrig og Tyskland - man kan da vel også antage i det øvrige Europa - imod slutningen af det 18. og i begyndelsen af det 19. århundrede. I Tyskland vandt Jagemann den vistnok et meget talrigt publikum (1); Buhle antog den for en afgjort sag (2), og Ancillon erklærede sig ligeledes for den (3). Bouterweck vakler (4); men netop derfor, og fordi han gør sig skyldig i alt for grove og iøjnefaldende vildfarelser, kunne hans ord næppe have rokket nogens dom. I året 1802 kunne man påstå, at nu tvivlede ingen mere om, at bogen jo var at forstå som en satire (5). Også i Frankrig erklærede skribenterne sig for samme mening (6); interessen for Machiavelli tiltog daglig i dette land, hvortil den yndest for hans skrifter, Napoleon ofte og offentligt skal have ytret (7), vistnok ikke bidrog lidet.

(1) Verteidigung des M., i: Neuer deutscher Mercur, 1792, 2. B. 6., pag. 165ff.
(2) J. G. Buhle: Geschichte der neueren Philosophie, 2. B., Göttingen 1800, s. 929ff.
(3) Fred. Ancillon: Tableau des revolutions du système politique de l'Europe depuis la fin du quinzième siecle, Berlin 1803, s. 439ff.
(4) Fr. Bouterweck: Geschichte der Poesie und Beredsamkeit, 2. B., Göttingen 1802, s. 173ff., 272, 299.
(5) Allgemeine Litteratur-Zeitung, 1802, Intelligenz-Blätter, s. 1557, i anmeldelsen af den udgave af M.'s værker, der udkom 1767 i Philadelphia (Livorno).
(6) F.eks. Morellet og Rayneval, anførte af Artaud, 2. del, s. 442ff.
(7) Artaud på anf. og flere steder.

5. Men uagtet de nye udgaver for øjeblikket skaffede hin mening sejr, måtte de dog snart bringe skribenterne tilbage fra den, hvis almindelige udbredelse ville være uforklarlig, dersom man ikke så, hvorledes den havde forplantet sig som en tradition fra Machiavelli selv indtil de nyere tider. Man skulle ikke tro, at nogen der havde læst bogen selv, et øjeblik kunne betvivle forfatterens oprigtighed, og det er vistnok overflødigt at gendrive denne vildfarelse nu, da næsten alle har opgivet den; de vigtigste grunde, hvormed man har villet bevise dens sandhed, falder desuden af sig selv, dersom det følgende af denne afhandling [nemlig anden og tredje "afdeling", der ikke er medtaget her] ikke er aldeles mislykket.

Machiavellis eget vidnesbyrd forklares alt for vel af hans stilling efter Medici'ernes anden fordrivelse fra Firenze i året 1527, til at det kan have nogen vægt; og det gendrives desuden både deraf, at han netop på den tid søgte at tilintetgøre bogen, da den, hvis den virkelig havde været, hvad han ville udgive den for, måtte have været ham en anbefaling hos det parti, som nu kom til roret, og først og fremmest af hans egne ord i et højst mærkeligt brev til en af sine venner, hvori han omtaler bogen. Thi dette brev, som han ikke har tænkt på ville blive bekendtgjort, og har skrevet på en tid, da det vel ikke faldt ham ind, at der ville komme omstændigheder, som kunne bringe ham til at fornægte sin egen hensigt, viser i det mindste, at han ikke selv har haft den tanke, han ville få sine medborgere til at tro, om brevet alene endog ikke afgør spørgsmålet til fulde (1). Endelig er det så langt fra, at Machiavelli søgte at skade Medici'erne efter deres tilbagekomst i 1512, at han netop gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at forsone sig med dem og komme i deres tjeneste, hvortil bogen om Fyrsten skulle, efter hans egne ord i det omtalte brev til Vettori, bane ham vej: en omstændighed, der alene er tilstrækkelig til at gendrive hans foregivende.

Efter 1803 har denne mening, så vidt vides, kun haft én stemme af betydning for sig (2), og det ingenlunde fordi interessen for Machiavelli havde tabt sig, den tiltog tværtimod; men endskønt man opgav den fra ham selv udgående forklaringsmåde, var det dog ikke længere muligt at tale i Frederik 2.'s tone.

(1) Lettera a Francesco Vettori die 10. Decbr. 1513 (rimel. 10. Octbr., jfr. Artaud I, 257), Opere di M., 2. del, s. 111. De vedkommende steder af brevet findes i min levnedsbeskrivelse over M., anf. st. s. 537ff.
(2) Weitzel: Geschichte der Staatswissenschaften, T. I., s. 133, Stuttgart u. Tübingen 1832.

6. Allerede i slutningen af det 18. århundrede havde enkelte gjort opmærksom på et synspunkt, der vandt flere og flere tilhængere. I de sidste kapitler af bogen om Fyrsten synes det som om Machiavelli ganske glemmer den egentlige genstand; han giver ikke længere forskrifter for fyrsterne, men vender blikket til sit fædreland, betragter den ulykke, der var kommet over så mange af dets fyrster, og opfordrer endelig Lorenzo de' Medici til at samle Italiens folkeslag under sig og med deres forenede kræfter jage de fremmede voldsmænd ud af landet.

Ved disse kapitler har næsten alle de ældre fortolkere standset; nogle har bebrejdet Machiavelli, at denne opfordring aldeles ikke vedkom den materie, hans bog omhandler, eller at den var et modbydeligt og latterligt smigreri for det Medici'ske hus, hvis høvdinger jo måtte have mistet forstanden, dersom de indbildte sig at kunne modstå på en gang tyske, franske og spaniere (1).
Andre ser i dette råd netop et bevis på, at bogen umuligt kan være at forstå ligefrem og som forfatterens alvor (2): atter andre går det aldeles forbi, da de ikke har vidst, hvad de skulle tænke derom (3). Men netop heri fandt Herder (4) nøglen til Machiavellis bog, hvis forfatter således ikke har villet give alle fyrster råd, men kun den fyrste, der om nogen alene kunne udføre det store befrielsesværk, og det kun ved den forstandigste og mest energiske anvendelse af de midler, som tiden alene tillod, og andre brugte til Italiens fordærvelse.

Som Herder talte kort efter franskmanden Guiraudet, oversætter af Machiavellis værker (5). I Tyskland fremsatte den ældre Fichte samme mening i en egen afhandling, hvor han giver interessante vink til en karakteristik af Machiavelli og hans politik, dog uden at opfatte opgaven rent historisk (6). Også efter Wachlers dom (7) er bogen om Fyrsten en naturbeskrivelse af den usurperede højeste magt, hvortil trækkene er taget fra forfatterens tid, og som alene har den og fædrelandet for øje. Således også Friedrich Schlegel (8), v. Dohm (9), Leopold Ranke (10), der først og fremmest står strengt på, at alt hvad Machiavelli har sagt i denne bog, ene og alene har hensyn til hans tid og land, og især Gervinus (11). Uden tvivl har også en anonym englænder (12) og nederlænderen Star-Numan (13) vundet denne mening mange tilhængere blandt deres landsmænd og fremmede.

Mere eller mindre betragter alle disse Machiavelli fra et højere standpunkt, hvorfra de har et meget videre overblik over hans egen karakter både som skribent og menneske og tillige over hans forhold til sin tid, først og fremmest dens begivenheder og almindelige naturs indflydelse på hans enkelte meninger og hans tænkemåde i det hele. Med hensyn til hans politiske moral har især den omtalte engelske forfatter klart og træffende vist, at den ikke var ejendommelig for ham, men for det italienske folk, grundet i dettes historie i middelalderen. Hans natur som historieskriver og som menneske har ingen udviklet bedre end Gervinus, uden dog tilbørligt at vise grunden til den hedenske ånd, der går igennem hans skrifter, og som især Fichte og Schlegel har gjort opmærksom på.

(1) Således Conring: Animadv. ad Principem, til kap. 26.
(2) F.eks. Christ: De M., pag. 20.
(3) F.eks. Frederik 2.
(4) Herder: Briefe zur Beförderung der Humanität; zweite Hälfte. J. Müllers udgave, Tübingen 1810, 2. del, s. 155ff.
(5) I indledningen til oversættelsen. Se Artaud, 2. del, s. 436. Ginguené, 8. del, side 83ff, 115ff, 159. Allg. Lit. Zeit. 1801, Intel. Bl., s. 78.
(6) I. H. Fichte: Über M. als Schriftsteller, und Stellen aus seinen Schriften, skrevet 1807 og først indrykket i tidsskriftet Vesta, siden optrykt i den ved den yngre Fichte besørgede udgave af hans værker, 3. bind, Bonn 1835, s. 401ff.
(7) L. Wachler: Geschichte der historischen Forschung und Kunst, 1. bind, Göttingen 1812, s. 166ff.
(8) Fr. Schlegel: Geschichte der alten und neuen Litteratur, Wien 1815, 2. del, 9. forelæsning, s. 29ff.
(9) Denkwürdigkeiten meiner Zeit, 5. del, s. 89ff.
(10) Leopold Ranke: Zur Kritik neuerer Geschichtschreiber. Anhang über M., s. 182ff. Leipzig und Berlin 1824.
(11) G. Gervinus: Historische Schriften, 1. del, Frankf. am Main 1833. Deri: Geschichte der florentinischen Historiographie - mit Erläuterungen über den sittlichen, bürgerlichen und schriftstellerischen Charakter des M.
(12) Formodentlig er Macauly forf. til den afhandling om M., der findes i Edinburgh Review, March 1827, p. 259ff, i anledning af Périers franske oversættelse af M.'s værker.
(13) Corn. Star-Numan: Diatribe academica de N. M., opusculo "del Principe", inscripto. Traject. ad Rhen. 1833.

7. Imidlertid har det heller ikke fejlet på vægtige stemmer, der har erklæret sig imod denne mening om Machiavellis hensigt med sin bog. Rehberg (1) optog atter Varchis, eller rettere Businis påstand, at Machiavelli havde villet lære Lorenzo de' Medici at gøre sig til uindskrænket herre i Firenze, for derved at indsmigre sig i Medici'ernes gunst. Den hensigt, Machiavelli selv i slutningen af bogen udtrykkeligt udtaler, behandler Rehberg som en bisag, uden dog at anføre gyldige beviser for sin mening, der ikke kan forenes dermed, at Machiavelli, som vi nu ved, først havde bestemt bogen til Giuliano de' Medici, ikke til brodersønnen Lorenzo, da han jo i så fald alene kunne have villet give råd til den, der stod i spidsen for den florentinske republik, og det gjorde Giuliano ikke længere, da Machiavelli skrev det omtalte brev til Vettori. Hvis Rehbergs mening var grundet, måtte desuden det, Machiavelli kalder et borgerligt fyrstendømme, og dettes overgang til uindskrænket magt, først og fremmest have været genstand for fremstillingen, da det ved en forandring i republikkens forfatning især kom an på disse forhold; men vi finder tværtimod, at denne fase af den usurperede magt kun berøres i forbigående og næsten, som det synes, for fuldstændigheds skyld.

(1) I indledningen til hans oversættelse af Fyrsten, Hannover 1824. Se for resten hvad der ovenfor er sagt om grunden til Businis dom.

8. Hvor meget i øvrigt Rehbergs arbejde blev rost, fandt han dog kun få tilhængere, om han endog måske kan have bidraget til atter at gøre den almindelige mening vaklende, i det mindste i Tyskland.

Større indflydelse har derimod bekendtgørelsen af Machiavellis private breve haft, især det oftere omtalte brev af 10. oktober eller december 1513 til Vettori. Støttende sig på dem har Leo (1) udkastet en skildring af Machiavelli, der ensidigt grunder sig på enkelte steder i dennes breve og desuden ofte strider imod det, Leo ved andre lejligheder ytrer, så at man ikke vel kan forklare den uden af denne åndrige forfatters sædvanlige jagen efter paradokser, dem han aldrig fattes pikante ord til at forsvare. Bogen om Fyrsten er ifølge ham kun skrevet for at skaffe forfatteren en ansættelse hos Medici'erne. Dens sidste kapitel finder Leo naturligvis besynderligt og uden sammenhæng med det øvrige; thi at Machiavelli skulle kunne gennemtrænges af nogen varm følelse for sit fædreland, betragter han som umuligt, ja, latterligt.

Også franskmændene Ginguené [1748-1816] (2), Avenel [1783-1875] (3) og Artaud [1772-1849] (4), og forfatteren til indledningen foran den udgave af Machiavellis værker, der udkom i Firenze 1813 og 1819, har af brevet til Vettori ladet sig forlede til at opgive Herdens og Guiraudets mening og at anse bogen om Fyrsten blot for et forsøg på at anbefale sig hos Medici'erne. De har lagt for stor vægt på lejlighedsvis henkastede ytringer i et privat brev, hvor bogens indhold beskrives i så almindelige udtryk og omtales så længe, før den blev færdig, med tilføjelse af, at den endnu bestandig blev forøget og forandret, at vi ikke deraf tør drage nogen bestemt slutning om den i dens nærværende skikkelse. Forfatteren havde desuden ingen anledning til at udvikle for sin ven, hvad denne snart kunne se af bogen selv, og når han fortæller Vettori, at han med den tænker at anbefale sig til Medici'erne, kunne vi deraf slutte, at han også ville dette, men ingenlunde, at han ikke havde nogen anden hensigt. Brevet berettiger os altså vistnok til at forkaste den påstand, at Machiavelli ville enten stille Lorenzo blot for folkets afsky eller forlede ham til uoverlagte skridt for derved at styrte ham i fordærvelse, men ikke til at benægte, at han har haft højere tanker med sin bog end dem, det faldt ham ind at omtale i sit brev.

De sidstnævnte franske forfattere, især Ginguené og Artaud, har vistnok haft en meget stor indflydelse på den almindelige mening i Europa, især i de lande, hvor tyske skrifter kun læses af enkelte videnskabsmænd. Ginguené bedømmer vel Machiavelli fra det samme indskrænkede moralske standpunkt, som Frederik 2. og Voltaire, i det hele altså ubilligt, ja, på enkelte steder i så høj grad uretfærdigt, at han ikke har undgået alvorlig dadel; men han er dog alt for vel underrettet til, at han skulle istemme de ældre fordømmelser eller miskende det meget gode hos Machiavelli. Artauds værk har rigtignok sine svage sider; men berigtigelsen af adskillige historiske vildfarelser, i forbindelse med de velvalgte udtog og den forstandige sammenstilling af Machiavellis arbejder i kronologisk orden og med stadigt hensyn hans egen øjeblikkelige tilstand og til de udvortes omstændigheder, under hvilke ethvert af hans arbejder er blevet til, kort, den i det hele vellykkede skildring af værkernes genesis, er ganske skikket til at stille ham i et rigtigere lys, især hos de mange, der ikke har lyst eller lejlighed til at læse alle hans skrifter, og hvis dom derfor alene kan afhænge af deres førere.

(1) Die Briefe des flor. Kanzlers und Geschichtschreibers M. an seine Freunde, oversat af Heinrich Leo, Berlin 1826.
(2) Ginguené: Histoire littéraire d'Italie, T. 8, Paris 1819, chap. XXXII, p. 3ff.
(3) I en afhandling om M., i anledning af en anmeldelse af Périers' oversættelse af M.'s værker, i: Revue Encyclopédique, T. XLI, 1829, s. 81ff, 376ff, T. XLII, s. 324ff, især s. 329.
(4) F. Artaud: M., son genie et ses erreurs, Paris 1833, 2 dele.

9. Hvor overvejende den historiske betragtningsmåde er blevet i den nyere tid, viser endnu de seneste ytringer om Machiavelli, thi endog hos de forfattere, der ikke gør det til en egen opgave at forstå og begribe ham, men betragter ham som et led i politikkens historiske udviklingskæde, lyder dommen ganske anderledes end i forrige århundrede.

Dahlmann har i sin Politik (1) just ikke ytret sig gunstigt om Machiavelli og kunne det heller ikke; thi da han kun har den nærværende tid og de såkaldte konstitutionelle stater, især de tyske, for øje, må Machiavellis politik vise sig for ham som en skadelig vildfarelse. Den, der med Dahlmann sætter mennesket over borgeren og fordrer, at statens lov skal værne om og bøje sig for den guddommelige røst i menneskets indre, må misbillige Spartas og Roms såvel som Machiavellis anskuelse, for hvem folkets frelse er den højeste lov, og hvem den enkelte kun betyder noget som en faktor i det store produkt. Desuagtet miskender Dahlmann ikke det lærerige og styrkende hos Machiavelli; han anerkender hans iver for Italiens frelse, men han forkaster den vej, hvorpå han søger den, og de midler, han tilråder: "med rette", siger Gervinus, "da Dahlmann er en praktiker, og da han, levende under så ganske andre forhold, må bestride den praktiske sandhed af Machiavellis lærdomme for dette moment og de nuværende forhold; med urette, hvis han havde været en blot historisk og videnskabelig dommer, fordi så snart man hensætter sig i Machiavellis tid og stilling, den for ham liggende historie med uimodsigelig klarhed foreskriver hans grundsætninger og sandheder, så sørgelige de end er, og den efter ham komne historie anerkender hans udsagn som sandheder, hans forskrifter som de eneste mulige" (2).

Den historiske udvikling af begreberne om politik og moral har været genstand for flere nyeres undersøgelser, iblandt hvilke især tyskeren v. Raumer (3) og franskmanden Matter (4) er af vigtighed. Uden tvivl har den sidstnævnte løst opgaven heldigere en hin, der søger denne udvikling i bøger, mens Matter påviser den mening, der faktisk har hersket til forskellige tider, og den hidhørende litteratur i dens vekselforhold til historien. Raumer recenserer bøger og står som massen af recensenter på et subjektivt standpunkt; derfor er hans ytringer om de enkelte skrifter, skønt ofte sande, aldrig tilstrækkelige til at forstå, hvorfor de just er således og ikke anderledes. Matter ser de enkelte begivenheder og ytringer i deres levende forbindelse med meningens almindelige udvikling, hvorfor man også hos ham langt bedre lærer at begribe det enkelte. Når derfor Raumer gør en bemærkning om Machiavelli, viser Matter os hans store betydning for menneskeslægtens udvikling. Han viser, hvorledes de klassiske studier efterhånden førte det kristne Europa ud fra kirkens formynderskab, hvoraf den nærmere følge var, at filosofi, moral og politik løsnede sig fra den underdanighed under religionen, hvori kirken havde holdt dem.

Ligesom Pomponazzi [1462-1524] emanciperede filosofien [med tesen om den "dobbelte sandhed"], således Machiavelli politikken. Hvad der faktisk øvedes, hævede Machiavelli til en lære, der behandlede politikken som suveræn og stillede den uden for religionen, hvorfor den ofte kom til irreligiøse og umoralske lærdomme, men dog ikke behandlede religion og moral som fjender. For Matter er Machiavellis politik et nødvendigt led i de politiske og moralske doktriners udvikling, som folkene ikke kunne overspringe, hvis de nogen sinde skulle komme til selvbevidsthed og frihed. Set fra denne side kan man forkaste mange enkelte lærdomme hos Machiavelli, men ikke fordømme ham selv; thi han er kun den, der gør det nødvendige skridt.

(1) F. C. Dahlmann: Die Politik, auf den Grund und das Maass der gegebenen Zustände zurückgeführt, 1. Band, Göttingen 1835, s. 197.
(2) G. Gervinus: Über Dahlmanns Politik. i: Gesammelte kleine Schriften, Karlsruhe 1838, s. 601.
(3) Fr. v. Raumer: Über die geschichtliche Entwicklung der Begriffe von Recht, Staat und Politik, zweite Auflage, Leipzig 1832. Om M., s. 27.
(4) M. I. Matter: Histoire des doctrines morales et politiques des trois derniers siécles, Paris 1836 og 1837, 3. bind. 8. Om M., 1. bind, s. 68ff.