MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 3


Hvorledes skal Ordenen forholde sig over for dem, der har stor indflydelse i staten og uden at være rige dog på anden vis kan være til nytte?


1. Foruden det ovenfor anførte, der jo som godt som alt sammen kan anvendes over for den her omtalte slags mennesker, skal man endvidere sikre sig disses gunst imod vore fjender.


2. Man skal benytte sig af deres anseelse, klogskab og råd ved opkøb af godser og ved erhvervelse af forskellige embeder, som Ordenen kan beklæde. Man må også stiltiende og i al hemmelighed benytte sig af deres navn, når man vil forøge sine timelige goder, så snart man tror, at man kan stole tilstrækkeligt på dem.


3. Man skal desuden benytte sig af deres hjælp for at vinde og tøjle mindre agtværdige personer og den Ordenen fjendtligt sindede pøbel.


4. Man skal søge at opnå det mest mulige af biskopper, prælater og andre højere gejstlige alt efter de forskellige omstændigheder og deres større eller mindre velvillighed over for os.


5. Det vil ofte være tilstrækkeligt, når der bliver sørget for, at de højere gejstlige og sognepræsterne virker for, at deres undergivne får agtelse for Ordenen, og at de selv ikke hindrer vor virksomhed. På andre steder, hvor deres indflydelse er større, som i Tyskland, Polen osv., skal man vise dem den største ærefrygt, for at klostre, sognekirker, priorater, patronater, alteroprettelser og fromme stiftelser ved deres og fyrsternes indflydelse kan komme på vore hænder. Dette vil vi meget let kunne opnå på steder, hvor katolikker er blandede med kættere og skismatikere. Man må over for sådanne prælater påvise den uhyre nytte og store fortjeneste, som følger af sådanne forandringer, og som man ikke kan gøre regning på, når talen er om almindelige præster, verdslige og munke. I tilfælde af at det lykkes, skal man offentligt og tilmed skriftligt berømme vedkommendes iver og forevige mindet om hans gode gerning.


6. Derfor skal man beflitte sig på, at sådanne prælater benytter sig af vore folk som skriftefædre eller rådgivere. Når de håber eller gør fordring på at opnå højere grader inden for den romerske kirke, skal man af alle kræfter og overalt understøtte dem med hjælp fra de af vore venner, der kan medvirke dertil.


7. Vore folk skal også sørge for hos biskopper og fyrster at udvirke, at Ordenen, når de grundlægger kollegier og sognekirker, får ret til at indsætte en vikar som sjælesørger, og at den mand, der for tiden er stedets superior, selv bliver sognepræst. Således vil hele ledelsen af den pågældende kirke komme i vore hænder, og alle sognebørnene vil være underkastede Ordenen fuldstændigt, så man kan få det med dem, som man vil.


8. Der hvor akademikerne er os fjendske, eller hvor katolikker eller kættere forhindrer, at vi slår os ned, skal man ved prælaternes hjælp forsøge at besætte de øverste lærestole. Således vil det i alt fald med tiden lykkes Ordenen ved gunstige lejligheder at komme igennem med sine behov og synspunkter.


9. Men navnlig skal man vinde Kirkens prælater, når det drejer sig om at få vore brødre erklærede for helgener eller kanoniserede, og i sådanne tilfælde skal man på enhver måde sørge for at skaffe sig breve fra mægtige folk og fyrster, således at sagen kan blive fremskyndet ved den pavelige ret.


10. Når det hænder, at prælater eller stormænd skal lede et gesandtskab, skal man passe nøje på og sørge for, at de ikke benytter sig af andre gejstlige i konkurrence med os, samt at de ikke kaster deres kærlighed på disse og indfører dem i provinser og stater, hvor vi holder til. Når sådanne gesandter passerer igennem landsdele og stater, hvor Ordenen holder til, skal de modtages yderst ærbødigt og venligt og behandles så godt, som den religiøse beskedenhed tillader det.