MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 4


Hvad man skal lægge stormændenes præster og skriftefædre på sinde


1. Vore folk skal åndeligt lede fyrsterne og de fornemme personer på en sådan måde, at de ene og alene synes at stræbe efter at fremme Guds Rige og efter en sådan grad af strenghed i samvittighedsanliggender, som fyrsterne selv finder for godt. Thi under den åndelige ledelse af dem skal man ikke straks, men først lidt efter lidt stræbe efter ydre, politisk magt.


2. Derfor skal man hyppigt indskærpe fyrsterne, at der ved uddelingen af æresposter og embeder i staten skal tages hensyn til retfærdigheden, og at det er en stor synd mod Gud, når de taber hensynet til denne af syne og går frem efter lune og tilbøjelighed. Vore folk skal ofte og på det alvorligste forsikre, at de på ingen måde vil blande sig i statsstyrelsen, men at de kun mod deres vilje og af pligtfølelse siger deres mening. Når fyrsterne så én gang har forstået dette, skal det forklares dem, med hvilke særligt udmærkede egenskaber dé folk skal være begavede, der vælges til at beklæde embeder og vigtige offentlige stillinger. Derpå skal man nævne og anbefale navnene på personer, der er Ordenens sande, oprigtige venner. Dog skal dette ikke ske direkte gennem vore folk, undtagen når det forlanges af fyrsten. Nej, det vil gå meget bedre, når venner eller fortrolige af fyrsten overtager hvervet som mellemmænd.


3. Vore skriftefædre og præster skal derfor fra vore venner skaffe sig underretning om, hvilke personer der egner sig til det bestemte embede, og navnlig folk, der er gavmilde mod Ordenen. Navnene på disse skal de have på rede hånd, og når tid er, skal de med snilde enten selv eller gennem andre meddele dem til fyrsterne.


4. Skriftefædrene og prælaterne skal også altid flittigt huske på, at de skal behandle fyrsterne venskabeligt og forekommende, at de på ingen måde må vække deres mishag i offentlige eller private samtaler, at de skal holde enhver grund til ængstelse fjernt fra dem, og at de hovedsageligt skal formane dem til tro og politisk retfærdighed, navnlig det sidste.


5. De skal så godt som aldrig modtage smågaver til deres private forbrug, men derimod erindre om den private fattigdom i provinsen eller i vort kollegium. Hjemme skal de være tilfredse med et tarveligt udstyret værelse og ikke klæde sig alt for omhyggeligt. De skal beflitte sig på at hjælpe og trøste lavere stillede ved hoffet, for at det ikke skal se ud, som om de kun står til rådighed for de store herrer.


6. Straks efter en embedsmands død skal de i tide sørge for at indlede underhandlinger angående indsættelsen af en af Ordenens venner i hans sted, men de skal også passe på ikke at blive mistænkte for at tage magten fra fyrsterne. Derfor skal de som sagt ikke selv blande sig direkte i sagen, men som mellemmænd bruge trofaste og indflydelsesrige venner, der kan tåle eventuel misundelse.