MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 6


Hvorledes rige enker vindes for Ordenen


1. Hertil skal vælges ordensfædre, der er til års og har et livligt temperament og et vindende underholdningstalent. De skal aflægge besøg hos de omtalte enker. Så snart disse viser interesse for Ordenen, skal man fra vor side fremstille dem Ordenens gode gerninger og fortjenester i det rette lys. Når de viser sig imødekommende og begynder at gå i kirke hos os, skal man sørge for en skriftefader til dem, der kan tage sig af dem på rette vis, navnlig med hensyn til at lade dem blive ved med at være enker, og man skal fremhæve og berømme det fordelagtige og lykkelige ved enkestanden. Man skal give dem det sikre løfte og gå i borgen for, at man på denne måde kan erhverve sig evig fortjeneste, og at det er det sikreste middel til at undgå skærsildens straf.


2. Ligeledes skal skriftefaderen sørge for, at de tager sig af indretningen af et huskapel eller bedekammer, i hvilket de kan hengive sig til eftertanke og anden åndelig øvelse, for at de således lettere kan holdes fra omgang med og besøg af mulige friere. Selv om de også har en huskapellan, må vore folk dog ikke undlade at læse messen og navnlig ikke ved passende lejlighed at give dem formaninger. De skal også bestræbe sig for at holde huskapellanen under deres herredømme.


3. Lidt efter lidt skal hele husførelsen forsigtigt ændres, idet man tager tilbørligt hensyn til personlighed, lokalitet, tilbøjelighed og Gudhengivenhed.


4. Først og fremmest - men lidt efter lidt - skal sådanne tjenestefolk fjernes, der ikke står i nogen som helst forbindelse med Ordenen, og dersom der skal ansættes nye, skal man anbefale tjenestefolk, som står i afhængighedsforhold til os eller ønsker at komme til det, thi ad den vej vil vi kunne få nys om alt, hvad der foregår i familien.


5. Skriftefaderen skal i et og alt beflitte sig på, at enken i alle forhold benytter sig af hans råd og slår sig til ro med det. Lejlighedsvis skal han foreholde hende, at det er det eneste grundlag for en god udvikling af hendes åndsliv.


6. Man skal tilråde og lovprise den hyppige brug af sakramenterne, og navnlig skriftemål, for ved disse vil hun åbenbare sine hemmeligste tanker og fristelser af enhver art. Hun skal hyppigt nyde den hellige nadver, hun skal ofte høre messe hos sin skriftefader, og man skal få hende til det ved at love særlige forbønner. Hun skal fremsige bodssalmerne og daglig ransage sin samvittighed.


7. Gentaget generalskriftemål vil i ikke ringe grad bidrage til at skaffe os fuldstændigt kendskab til alle hendes tilbøjeligheder, også selv om det allerede er aflagt til andre.


8. I formaningstalerne skal omhandles det fordelagtige ved enkestanden, besværlighederne ved ægteskabet og navnlig ved det andet, og de farer, man herved tillige udsætter sig for, samt andet der er særligt egnet til at virke umiddelbart på mennesker.


9. Man skal fra tid til anden med list foreslå visse friere, men kun personer, om hvem man ved, at enken ikke kan fordrage dem, og når enken ellers synes at være tilbøjelig for nogen, skal man skildre deres laster og dårlige sæder, så hun aldeles taber lysten til at gifte sig igen.


10. Når det nu er sikkert, at hun har fået lyst til enkestanden, må man anbefale hende et gudfrygtigt liv, dog ikke klosterlivet, hvis ubehageligheder man snarere skal udmale og overdrive, men en levevis som Paulas, Eustachius' osv. Skriftefaderen skal sørge for, at hun så snart som muligt aflægger kyskhedsløfte i hvert fald for to eller tre år og således udelukker enhver mulighed for et andet ægteskab. Således skal enhver omgang med det andet køn og endog al underholdning med nære slægtninge og besvogrede afskæres under det påskud, at det er for at komme nærmere Herren. Gejstlige, enken modtager besøg af eller selv besøger, skal, dersom man ikke kan blive helt fri for dem, være personer, der er underlagt vor vilje.


11. Når man er kommet så vidt, skal man lidt efter lidt få enken til at vise godgørenhed, hovedsagelig ved at give almisser. Disse må hun dog på ingen måde give uden at være ledet af sin åndelige formynder. Thi det har meget at sige, at der bliver givet med overlæg og kun for det åndelige udbyttes skyld, og dårligt anbragte almisser er ofte grund til eller næringsmiddel for synd, og på den måde bringer de kun tarveligt udbytte og ringe fortjeneste for giveren.