MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 7


Hvorledes man til stadighed skal sikre sig enkerne, og hvorledes man skal disponere over deres ejendom.


1. Man skal uafladeligt nøde dem til at blive ved med deres fromme og gode handlinger, så der ikke går en uge, uden at de til Kristi, Jomfru Marias eller deres skytshelgens ære frivilligt tager noget fra deres overflod og skænker det til de fattige eller til pryd for kirkerne, indtil de er kommet af med størstedelen af deres ejendele eller gods.


2. Når de foruden almindelig interesse viser gavmildhed over for vor Orden og bliver ved med det, skal de have andel i alle Ordenens fordele, såsom særlig aflad hos provinsforstanderne eller, hvis det drejer sig om personer af høj rang, hos Ordensgeneralen.


3. Når de har aflagt kyskhedsløftet, skal de efter vor skik forny det to gange om året, idet man så på de dage indrømmer dem en passende adspredelse i vort selskab.


4. Man skal hyppigt aflægge dem besøg og underholde dem med elskværdige samtaler, åndrige fortællinger og spøgefulde bemærkninger, alt efter den enkeltes temperament og tilbøjelighed.


5. De skal ikke behandles alt for strengt under skriftemålet, for at de ikke skal blive misfornøjede, med mindre da ethvert håb skulle være opgivet om at genvinde deres gunst, og andre skulle have lagt beslag på denne. Man må i så tilfælde vise stor skarpsindighed og diskretion ved bedømmelsen af kvindens lunefulde natur.


6. Man skal klogeligt holde dem fra at besøge andre kirker og deres fester, navnlig klostrenes, og man skal atter og atter indprente dem, at al slags aflad, som gives inden for andre ordener, findes forenet i vor Orden.


7. Når de må anlægge sorg, skal de have lov til at bære sørgedragt udstyret med sømmelig pragt, der på én gang har et gejstligt og verdsligt anstrøg. Thi det må ikke gå op for dem, at de bliver fuldstændigt regerede af en gejstlig. Når der nu ikke mere er nogen fare for ustadighed fra deres side, og man finder, at de er trofaste og gavmilde mod Ordenen, skal de have lov til at følge deres erotiske tilbøjeligheder, men med måde og uden at vække offentlighedens forargelse.


8. I enkernes hus skal man så atter anbringe anstændige unge piger, rige og ansete folks døtre, der lidt efter lidt skal vænnes til at lade sig lede af vore folk og leve som vi. De skal have en forstanderinde, som er valgt og indsat af familiens fælles skriftefader. De skal være underkastede Ordenens censur og andre skikke. De, der ikke vil rette sig herefter, skal sendes hjem til deres forældre eller andre, fra hvem de er kommet, og man skal betegne dem som lunefulde og umedgørlige personer.


9. Man skal sørge lige så godt for deres legemlige sundhed og pleje som for deres åndelige vel. Når de derfor beklager sig over deres sundhedstilstand, skal faster, bodsklæder, tugt og anden bod straks forbydes. Man skal ikke tillade dem at gå i kirke, men langt hellere vejlede dem hemmeligt og varsomt i hjemmet. Man skal give dem adgang til haven og kollegiet, forudsat det sker i hemmelighed. Der skal tillades dem samtale og hemmelig adspredelse i selskab med dem, de synes bedst om.


10. For at en enke kan bestemme sig til at disponere over sine indtægter til fordel for Ordenen, skal man for hende fremstille fuldkommenheden hos de hellige, der efter at have trukket sig tilbage fra denne verden og deres slægtninge og givet afkald på deres timelige gods har tjent Herren med stor selvopofrelse og hjertensglæde. Man skal i henhold hertil forelægge hende, hvad der står i Ordenens love og forordninger om således at forsage verden og give afkald på alt. Man skal anføre eksempler på enker, der ad denne vej på kort tid har opnået at blive hellige, idet man giver dem håb om kanonisation, hvis de bliver ved med at leve på denne måde indtil deres dages ende. Man må gøre dem opmærksom på, at vi i så henseende ikke skal undlade at gøre vor indflydelse gældende hos paven.


11. Man skal eftertrykkeligt indprente dem, at hvis de vil have fuldstændig fred i sindet, skal de absolut og uden knurren, fortrædelighed og nogen som helst indre modstræben i verdslige som i gejstlige sager rette sig efter skriftefaderen som den af Gud særligt indsatte.


12. De skal ved gunstige lejligheder belæres om, at det er bedre, hvis de giver deres almisser til gejstlige personer, især ordensbrødre, hvis livsvandel er prøvet og eksemplarisk, men dog ikke uden deres skriftefaders vidende og vilje.


13. Skriftefædrene skal på det omhyggeligste passe på, at sådanne enker ikke søger andre gejstlige, når de er misfornøjede med dem, under hvilket påskud det så end sker, eller træder i fortroligt forhold til dem. For at hindre dette skal de i tide bestræbe sig på at berømme vor Orden som den ypperste af alle ordener, som uhyre nyttig i Kirkens tjeneste, og ligeledes skal de antyde, at den står i høj anseelse hos paven og alle fyrster. De skal prise den som i sig selv i høj grad fuldkommen, fordi den udelukker skadelige og uduelige personer og således fører sin tilværelsen uden at være belemret med dårlige elementer, mens der findes mere end nok af den slags hos munkene, der i reglen er udannede, dumme, dvaske og ikke bekymrer sig for deres sjæl, men gør bugen til deres gud osv.


14. Skriftefædrene skal foreslå og råde dem til at betale regelmæssige årlige pengesummer og afgifter, hvormed kollegierne og professhusene hvert år skal understøttes for at få deres gæld betalt - og i særdeleshed professhuset i Rom. De må heller ikke glemme kirkens fornødenheder såsom lys, vin osv. og i det hele taget alt det, der er nødvendigt til messeofferets højtideligholdelse.


15. Når en enke, mens hun lever, ikke tilegner Ordenen alt sit gods, skal man ved gunstige lejligheder - navnlig når hun får en slem sygdom eller svæver i livsfare - gøre hende opmærksom på, at der er så overordentligt mange kollegier, der trænger hårdt, og som endnu ikke er tilstrækkeligt solidt funderede. Hun skal venligt, men bestemt opfordres til at sætte sig i udgift til fordel for disse, hvorved hun vil erhverve sig evig berømmelse.


16. På samme måde skal man optræde over for fyrster og andre velgørere. Man skal, siger jeg Eder, overtale dem til at foretage sig ting, der er af blivende værdi i denne verden, og som i det hinsidige vil skaffe dem evig ære hos Gud. Hvis ildesindede mennesker nu og da som eksempel anfører Kristus, der ikke havde, hvortil han kunne hælde sit hoved, og forlanger, at Jesuitterordenen ligeledes skal være meget fattig, skal det overalt påvises og alvorligt indprentes alle, at Guds kirke i tiden er undergået en forandring, idet den nu er et monarki, der med sin anseelse og sin magt må beskytte sig mod særdeles mægtige fjender, og at den ligesom den bekendte lille sten, som er blevet revet løs, er vokset til et mægtigt bjerg, sådan som det også blev forudsagt af profeten.


17. Man skal hyppigt påvise for dem, som gerne giver almisser og bidrager til kirkens forskønnelse, at den højeste fuldkommenhed består i, at de opgiver kærligheden til de ting, der er af denne verden, og gør Kristus selv og hans brødre til ejere af dem.


18. Men eftersom der altid er mindre at håbe fra de enkers side, der opdrager deres børn til denne verden, skal vi se nærmere på dette punkt.