MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 8


Hvorledes man sørger for, at sønner og døtre af enker vier sig til den gejstlige stand og til et gudeligt liv


1. Lige så energisk mødrene på dette område skal gå frem, lige så lempeligt skal vore folk gå til værks. Man skal dog naturligvis indprente mødrene, at de fra deres børns tidligste ungdom skal gøre dem livet surt ved bebrejdelser, revselser osv. Når børnene - navnlig døtrene - er vokset til, skal de forbyde dem at gå med smykker og pynte sig som andre kvinder, alt imens de ofte udtaler ønsket og beder til Gud om, at de må fatte lyst til den gejstlige stand og lover dem en betydelig medgift, hvis de vil gå i kloster. De skal ofte fortælle dem om de vanskeligheder, som er fælles for alle, der lever i ægteskab, og ligeledes om dem, som de selv har haft at kæmpe med i deres ægteskab, og de skal beklage sig over, at de ikke i sin tid foretrak den ugifte for den gifte stand. Kort sagt, således skal de blive ved med at gå frem, for at døtrene - mest fordi de er kede af at leve på den vis sammen med moderen - skal henlede deres tanker på den gejstlige stand.


2. Med enkernes sønner skal vore folk pleje fortrolig omgang. Når man synes, at de egner sig til optagelse i Ordenen, skal de på et passende tidspunkt indmeldes i kollegiet. Man skal vise og forklare dem alt, hvad der på nogen måde kan interessere dem, og som man tror kan bevirke, at de føler sig tiltrukket af Ordenen, f.eks. de haver, vinbjerge, landsteder og godser, hvor vore folk tager hen, når de trænger til rekreation. Man skal fortælle dem om rejser til forskellige konger, om omgang med verdslige fyrster, kort sagt om alt hvad der morer ungdommen. Man skal gøre dem opmærksom på den ydre renlighed og sirlighed, som hersker i refektoriet og i stuerne hos os, dernæst på den behagelige omgangstone, der er imellem os indbyrdes, på vore reglers mildhed, som dog er nøje forbundet med hensynet til Guds ære, og endelig på vor Ordens forrang frem for andre, og man skal føre snart livlige, snart gudelige samtaler med dem.


3. De skal af og til, som om man næsten havde haft en åbenbaring, formanes til et religiøst liv i almindelighed. Derpå skal man varsomt henlede deres opmærksomhed på vor religions fuldkommenhed og det bekvemme ved den, egenskaber som vor Orden har forud for andre. Det skal snart i offentlige formaningstaler, snart i private samtaler forklares dem, hvor syndigt det er at sætte sig imod Guds kald. Endelig skal man bevæge dem til at foretage åndelige øvelser for at komme til klarhed over, hvilken vej de skal vælge for deres fremtidige tilværelse.


4. Vore folk skal sørge for, at den slags unge mænd får lærere, der er Ordenen hengivne, og som til stadighed kan vogte over dem og give dem formaninger. Hvis de sætter sig til modværge, skal man berøve dem snart det ene, snart det andet, for at de kan blive grebet af livslede. Moderen skal forklare dem de vanskeligheder, en familie kan have at kæmpe imod. Endelig skal de, hvis det ikke let lader sig gøre, at de frivilligt fatter tilbøjelighed for Ordenen, sendes til anstalter, der ejes af Ordenen, og som ligger langt borte, under påskud af at det sker for deres uddannelses skyld. Moderen skal kun sende dem ringe understøttelse, hvorimod Ordenen skal anvende lokkemad, for at vi kan blive genstand for deres tilbøjelighed.