MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 9


Hvorledes man skal forøge kollegiernes indtægter


1. Ingen skal, hvis det er muligt, have lov til at aflægge det endelige, højtidelige løfte, så længe han endnu har nogen arv i vente, med mindre han da har en yngre broder i Ordenen, eller der er andre vægtige grunde dertil. Under alle omstændigheder og fremfor alt andet skal man sørge for at øge Ordenens indtægter i overensstemmelse med superiorernes bekendte regler, der i hvert fald skal stemme overens i bestemmelsen om, at Kirken til Guds ære skal have sin gamle glans tilbage, og at hele gejstligheden skal være besjælet af den samme ånd. Derfor skal man ofte erindre om og overalt lade folk vide, at Ordenen dels består af professer, der er så fattige, at de - bortset fra de troendes gaver fra dag til dag - må undvære alt, dels af andre ordensbrødre, der vel er fattige, men dog ejer urørligt gods for ikke som andre tiggermunke at måtte ligge folk til byrde for at få deres undervisning og virksomhed betalt. Derfor skal skriftefædre hos fyrster, stormænd, enker og andre, af hvem Ordenen kan gøre sig store forhåbninger, i henhold til dette på det alvorligste indprente de nævnte personer, at de i det mindste kan give jordiske og timelige goder til gengæld for de åndelige og evige, man lader dem tilflyde, og man skal aldrig forbigå en lejlighed til at modtage noget, når det bliver tilbudt. Når man har lovet os noget, og det trækker ud med opfyldelsen af løftet, skal det på en snild måde bringes i erindring igen, men kun for så vidt det er muligt uden at lægge begærlighed efter rigdom for dagen. Når en af skriftefædrene hos stormændene eller andre folk viser sig mindre godt skikkede til at gennemføre dette i praksis, skal han ved rette lejlighed forsigtigt fjernes og erstattes af en anden. Hvis det er nødvendigt for at skabe større tilfredshed hos skriftebørnene, skal han sendes til et kollegium langt borte, idet man siger, at Ordenen har brug for hans person og hans talenter der. Thi vi har nylig hørt, at unge enker, hvem døden tidligt havde overrasket, på grund af efterladenhed fra vor side ikke havde gjort testamente over deres særdeles kostbare bohave, skønt dette dog var tiltænkt Ordenens kirker, og det blot fordi man ikke havde taget imod det i rette øjeblik. Det er ikke tiden, men skriftebørnenes gode vilje, der skal tages hensyn til, når talen er om at overtage den slags ting.


2. Prælater, kanniker, almindelige præster og andre velhavende gejstlige skal man på forskellige snilde måder lokke til at deltage i åndelige øvelser og således lidt efter lidt gennem deres tilbøjelighed for de åndelige ting vinde dem for Ordnen for dernæst at sætte deres gavmildhed på prøve.


3. Skriftefædrene skal ikke forsømme at spørge deres skriftebørn om deres navn, familie, slægt, venner og deres formueomstændigheder, men kun gøre det ved passende lejlighed. Dernæst skal de søge at skaffe sig oplysninger om deres efterladenskaber og status samt deres hensigter og bestemmelser angående deres formue. Hvis de endnu ikke har taget nogen beslutning, skal man råde dem til at bestemme sig til fordel for Ordenen. Når der straks fra begyndelsen viser sig udsigt til en eller anden fordel, skal man, da det jo nemlig ikke kan gå an at spørge om alt på én gang, bevæge dem til ugentligt at skrifte under påskud af, at det letter samvittigheden, og at det er gavnligt at skrifte. De skal på passende måde opfordres dertil af den samme skriftefader, for at han ved gentagne besøg kan komme til kundskab om det, han ikke kunne skaffe sig kundskab til på én gang. Går det nu efter ønske, skal man, hvis det er en kvinde, få hende til at blive ved med de hyppige skriftemål og besøg. Hvis det derimod er en mand, skal han på enhver måde bringes til at pleje omgang med vore folk.


4. Hvad der her er sagt om enkerne, må selvfølgelig også gælde med hensyn til vor optræden over for købmænd, rige borgere og ægtefolk uden børn. Ordenen vil ikke sjældent blive indsat til universalarving, når disse regler føres ud i praksis med klogskab. Men især skal man tage hensyn til dette over for de rige, fromme kvinder, som besøger os. Når disse ikke er døtre af særligt fornemme forældre, vil folk nøjes med at udtale deres utilfredshed.


5. Rektorerne ved kollegierne skal arbejde på at skaffe sig kendskab til de huse, haver, godser, vinbjerge, landsbyer og andre ejendomme, som de allerfornemste personer, købmænd eller borgere er i besiddelse af, og om muligt til de skatter og afgifter, der påhviler disse ejendomme, men også her skal man gå forsigtigt frem. Hvad der har de største resultater til følge er skriftemål, fortrolig omgang og private samtaler. Når skriftefaderen har fundet et rigt skriftebarn, skal han straks underrette rektoren herom og på enhver måde arbejde på at holde vedkommendes interesse fangen.


6. Endvidere skal man lægge den største vægt på, at alle vore folk på passende måde forstår at vinde deres skriftebørns og andre omgangsfællers velvilje og lempe sig efter den enkeltes tilbøjelighed. Derfor skal provinsforstanderne påse, at der bliver sendt mange af vore folk til egne, hvor der bor rige og fornemme mennesker. For at provinsforstanderne desto klogere og med så meget desto større held kan iværksætte dette, skal rektorerne i tide nøje sætte dem ind i, hvad de kan forvente af udbytte der på egnen.


7. De skal også undersøge, hvorvidt kontrakter og ejendomme kan overgå til Ordenen, når sønner bliver optaget i den. Hvis det kan lade sig gøre, skal de skaffe sig at vide, om nogen af ejendommene ved en forpagtningskontrakt eller på anden måde kan tilfalde kollegiet, så den senere bliver dettes ejendom. I det øjemed skal Ordnens fattigdom og store gæld indprentes alle, men navnlig stormændene og de rige.


8. Når det sker, at rige enker eller ægtefolk, der er os hengivne, kun har døtre, skal vore folk på en overtalende måde vejlede disse til et fromt liv og til at gå i kloster. Man skal lade dem have nok til deres udstyr, mens Ordenen lidt efter lidt skal sætte sig i besiddelse af resten. Når de har sønner, som Ordenen kan bruge, skal de vindes for denne, andre skal man indlemme i andre ordener, idet man også lover dem en lille sum penge. Er der kun én søn, skal han på enhver måde vindes for Ordenen. Man skal befri ham for al frygt for forældrene. Man skal på det mest indtrængende sige til ham, at han er kaldet af Kristus, idet man påviser for ham, at det ville være Gud det mest velbehagelige offer, om han imod sine forældres vidende og vilje flygtede hjemmefra. Dernæst skal han sendes til et novicehus langt borte, efter at Ordensgeneralen først er blevet underrettet om sagen. Når de både har sønner og døtre, skal først døtrene bringes til at gå i kloster eller til at føre et gudeligt liv, og dernæst skal sønnerne sammen med deres arveret inddrages i Ordenen.


9. Superiorerne skal elskværdigt, men energisk formane sådanne enkers og ægtefolks skriftefædre til i overensstemmelse med de foreliggende forholdsregler at virke til fordel for Ordenen. Hvis de ikke gør det, skal andre indsættes i deres sted, og de selv skal fjernes, så de ikke kan vedligeholde bekendtskabet med den familie.


10. Enker eller andre fromme personer, der med stor iver synes at stræbe efter fuldkommenhed, skal bevæges til at afstå alt, hvad de ejer og har, til Ordenen og leve af Ordenens årspenge, som jo til stadighed vil blive dem tildelte efter behov, for at de kan tjene Herren så meget desto friere uden sorg og bekymring. Man skal gøre dem opmærksom på denne forholdsregel som det virksomste middel til at nå højdepunktet af fuldkommenhed.


11. For at gøre Ordenens fattigdom mere troværdig, skal superiorerne af dens mere velhavende venner låne penge mod gældsbevis og så trække det ud med betalingen. Dernæst skal man, når sådanne folk bliver syge, og især alvorligt syge, til stadighed besøge dem. Man skal på enhver måde indtage dem for sig, så de til slut føler sig bevægede til at give gældsbeviset tilbage. Således vil vi nemlig undgå at blive nævnt i testamentet og alligevel have fordel uden at pådrage os den døendes arvingers had.


12. Det vil også være rådeligt at rejse lån til årlig rente hos forskellige personer og derpå anbringe disse penge andetsteds til en højere rente, så den ene rente mere end opvejer den anden. Imidlertid vil det kunne ske, at de venner, som på denne måde har udlånt pengene, af medlidenhed med os og til fordel for Ordenen vil give afkald på renten eller ofte endog på kapitalen, enten testamentarisk eller som gave i levende live, når der bliver grundlagt kollegier eller bygget kirker.


13. Med fordel vil Ordenen også kunne drive handelsforretninger i rige, os hengivne købmænds navn - men man skal have en sikker og stor indtægt i udsigt - også i Indien, der har skaffet Ordenen ikke blot sjæle, men med Guds hjælp også stor rigdom.


14. Vore folk skal sørge for, at de på de steder, hvor de holder til, har en læge, der er Ordenen hengiven, og som de anbefaler og særligt roser over for de syge. Han vil på den anden side anbefale os fremfor andre Ordener og udvirke, at vi i reglen bliver kaldede til de fornemste patienter og navnlig til de døende.


15. Skriftefædrene skal være utrættelige til at besøge de syge, hovedsagelig de dødssyge, og for på en anstændig måde at holde medlemmer af andre ordener og andre gejstlige borte fra dem, skal superiorerne sørge for, at så snart skriftefaderen må forlade den syge, kan straks andre træde i hans sted og vedligeholde den syges gode forsætter. Imidlertid skal man klogeligt indjage ham angst for helvede osv., osv., i det mindste for skærsilden. Man skal påvise, at ligesom vand slukker ild, således udsletter almisser synden. Men almisser kan intetsteds anvendes bedre end til underholdning af og hjælp til personer, der efter kaldelse fra oven har gjort det til deres opgave at nære omsorg for næstens sjælelige vel. Således får de syge del i det fordelagtige ved dette, og således gør de samtidig afbigt for deres egne synder, fordi jo barmhjertigheden dækker over syndernes mangfoldighed. Disse almisser kan også skildres som bryllupsklædebånd, uden hvilket ingen får adgang til det himmelske måltid. Endelig skal man også citere de steder i Bibelen og i de hellige kirkefædres skrifter, som i forhold til den syges fatteevne må anses for de mest virksomme midler til hans omvendelse.


16. Koner, der klager over deres mænds synder og tilbøjeligheder, skal man foreholde, at de hemmeligt skal lægge en vis sum penge til side og bringe Gud den som sonoffer for deres mænds synder og som middel til at skaffe dem Guds nåde.