MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 10

 

Om strengheden af den særlige tugt inden for Ordenen


1. Enhver - han have den stilling eller alder, han vil - vil som fjende af Ordenen under et eller andet påskud blive udstødt, hvis han får vore fromme kvinder og andre venner til at falde fra vor kirke, afholder dem fra hyppigt at aflægge besøg hos os, skaffer almisser i hænderne på andre ordener eller får en rigmand eller mennesker, der står i god forståelse med Ordenen, fra at give almisser. Ligeledes vil også de blive udstødte, som, når tiden melder sig, da de skal træffe bestemmelse angående deres egen formue, viser mere forkærlighed for deres slægtninge end for Ordenen. Thi det er et tydeligt tegn på, at deres jeg endnu ikke er dødet, og det bør være tilfældet med en professer. Ligeså bliver den udvist, der tilvender sine fattige slægtninge almisser, skænkede Ordenen af skriftebørn eller andre af dens venner. Men for at de ikke senere hen skal beklage sig over at være blevet udstødte, skal det ikke ske lige med det samme, men først forbydes dem at høre skrifte, og de skal pines og plages ved at sættes til de laveste tjenester. De skal tvinges til daglig at udrette den gerning, man ved, de har størst afsky for. De skal holdes tilbage fra de højere studier og overtagelsen af æreshverv. De skal irettesættes i kapitlerne og offentligt. Der skal nægtes dem rekreation og omgang med fremmede. Man skal med hensyn til klæder og andre brugsgenstande tage det fra dem, der ikke er særligt nødvendigt, indtil de bliver forledt til at knurre og ytre deres utålmodighed, og så skal de udstødes af Ordenen som alt for lidt ydmyge i ånden og som farlige for andre ved deres slette eksempel. Hvis man skal stå slægtninge og prælater til regnskab for, hvorfor de er blevet udstødte, skal man fortælle dem, at de ikke var besjælede af den ånd, der kræves i Ordenen.


2. Endvidere skal de folk udstødes, som ikke er rigtigt pålidelige, når det gælder om at skaffe Ordenen timelige goder, og om hvem man hører, at de alt for meget lader sig lede af hensynet til deres egen fordel. Når de vil aflægge regnskab for deres handlemåde over for provinsforstanderne, skal man ikke høre dem. Derimod skal de tvinges til at holde sig reglerne efterrettelige, der foreskriver blind lydighed.


3. Man skal fra begyndelsen af, allerede hos de ganske unge, agte på, hvem der gør særlige fremskridt med hensyn til at vise interesse for Ordenen. Hvem der derimod viser sig at nære vedvarende tilbøjelighed for andre ordener, for de fattige eller for slægtninge, skal som fremtidig uanvendelig lidt efter lidt bestemmes til at udstødes på den ovenfor anviste måde.