MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 11


Hvorledes vore folk alle som én skal optræde over for de af Ordenen udstødte


1. Eftersom de udstødte er indviede i hvert fald i nogle af vore hemmeligheder, er de som regel skadelige. Derfor skal man modarbejde dem på følgende måder: før de udstødes af Ordenen skal de bevæges til skriftligt at love og under ed at bekræfte, at de aldrig vil sige eller skrive noget ufordelagtigt om Ordenen. Imidlertid skal superiorerne nedskrive og opbevare de tilståelser om dårlige tilbøjeligheder, fejl og synder, som de, der skal udvises, selv i sin tid efter Ordenens skik har aflagt for at lette deres samvittighed. Disse tilståelser kan Ordenen i nødstilfælde benytte sig af over for stormænd og prælater, hvor det gælder om at hindre den pågældende i at komme frem.


2. Man skal så hurtigt som muligt skrive til kollegierne, hvem der er blevet udstødt og overdrive grundene hertil, idet man siger, at det f.eks. er mangel på åndelig ydmyghed, ulydighed, ringe tilbøjelighed til åndelige øvelser, selvrådighed osv. Derpå skal alle andre formanes til på ingen måde at stå i forbindelse med dem, og når den omstændighed, at de er blevet udstødte, omtales for fremmede, skal alle udtale sig samstemmende og overalt sige, at Ordenen ikke udstøder nogen uden vægtige grunde, men kun - ligesom havet - befrier sig for lig. Man kan som grund også med snilde indflette noget, som vi plejer at blive hadede for, for at udvisningen lettere kan godtages.


3. Ved de hjemlige andagter skal man overbevise folk om, at de udstødte til stadighed går rundt i uro og gerne straks vendte tilbage til Ordenen, og man skal overdrive beretningen om de folks ulykke, hvem det efter udtrædelsen af Ordenen er gået galt.


4. Man skal også imødegå de anklager, som gøres gældende af personer, der er udstødte af Ordenen, idet man her benytter sig af betydelige mænds autoritet. Disse skal overalt erklære, at Ordenen aldrig udviser nogen uden en vægtig grund og aldrig så at sige skærer et sundt lem bort. For at bevise dette kan der så henvises til den iver, som Ordenen er i besiddelse af og overalt lægger for dagen, når det drejer sig om fremmedes sjælelige vel. Hvor meget større må den så ikke være over for Ordenens egne medlemmer.


5. Dernæst skal vi med tjenester af enhver art fra Ordenens side vinde og gøre os gode venner med stormænd og prælater, hos hvem de udviste har begyndt at skaffe sig indflydelse eller tillid. Man skal forklare dem, i hvor høj grad hensynet til en så berømt og for Kirken nyttig Ordens ve og vel må gå forud for hensynet til en hvilken som helst enkeltperson. Når den velvillige stillingtagen til den udstødte varer ved, vil det være gavnligt at komme frem med grunden til hans udvisning og tilmed overdrive det, man ikke ved ganske sikkert. Blot må man med troværdige ræsonnementer sørge for at bevise, hvad man siger.


6. Man skal på enhver måde forhindre, at navnlig folk, der frivilligt har forladt Ordenen, bliver hjulpet frem til et embede eller en eller anden ærespost inden for Kirken, når de ikke selv og med al deres ejendom fuldstændigt giver sig ind under Ordenen, således at det er tydeligt for enhver, at de ønsker at være helt og holdent afhængige af den.


7. Man skal i rette tid sørge for, at de så vidt muligt ikke kommer til at udføre ærefulde hverv inden for Kirken, såsom at prædike, holde skriftemål, udgive bøger osv., for at de ikke skal vinde folks interesse og tilslutning. Derfor skal man omhyggeligt skaffe sig oplysninger om de udvistes hele levevis, om deres omgangskreds, beskæftigelse osv., samt om deres planer for fremtiden. Derfor skal man også sørge for, at vore folk træder i særlig forbindelse med et af medlemmerne af den familie, hos hvem de udviste bor. Så snart man har opdaget noget mindre rosværdigt eller måske dadelværdigt, skal dette udspredes blandt menigmand ved hjælp af os hengivne, lavere stillede personer. Dernæst skal man binde hænderne på de stormænd og prælater, som måtte begunstige de udviste, ved at gøre dem opmærksomme på, hvilken ubehagelig sladder de fremtidigt vil udsætte sig for, hvis de fortsætter hermed. Har de ikke gjort sig skyldige i noget dadelværdigt, men opfører sig hæderligt, skal man trække deres fortjeneste ned med spidsfindige påstande og tvetydig tale, og ligeledes de gode gerninger, de roses for, indtil de taber den agtelse og tillid, der tidligere blev dem til del. Det er nemlig i Ordenens store interesse, at udviste og navnlig de, som frivilligt har forladt Ordenen, ganske holdes nede.


8. Når uheld eller et eller andet dårligt udfald rammer dem, skal det hurtigst muligt udbredes blandt folk, idet man dog anråber fromme sjæle om at bede for dem, for at man ikke skal tro, at vore folk drives af lidenskab. Men indadtil skal man på enhver måde overdrive sagens stilling for derved at holde andre i tømme.