MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 14


Om grunden til udvisning af Ordenen, samt nogle særlige tilfælde


1. Foruden de i Ordenens love behandlede tilfælde, hvor kun superioren eller den almindelige skriftefader med hans tilladelse kan give absolution, er der følgende retmæssige grunde, hvorfor man skal udstøde folk: sodomi, vellyst, hor, ægteskabsbrud, voldtægt, samt ukysk berøring af en mand eller en kvinde. Desuden gælder det som en berettiget grund til udvisning, når et menneske under påskud af på den ene eller anden måde at ville vise iver eller ved en hvilken som helst lejlighed har noget for, der kan være til skade for Ordenens ære eller fordel.


2. Når et menneske skrifter en sådan handling, skal han ikke have aflad, før han foruden at have skriftet også lover selv at ville åbenbare superioren det eller lade det gå gennem sin skriftefader. Superioren vil så afgøre, hvad der synes ham det bedste for Ordenens ve og vel. Hvis der er grundet håb om at kunne holde forbrydelsen hemmelig, skal vedkommende straffes med en passende bøde, i modsat fald skal han udstødes så hurtigt som muligt. Skriftefaderen skal i øvrigt vogte sig for at sige til den, der skrifter, at han svæver i fare for at blive udstødt.


3. Når en af vore skriftefædre har hørt om en eller anden fremmed, at han har gjort sig skyldig i noget vanærende sammen med et af Ordenens medlemmer, skal han ikke give absolution, før vedkommende, foruden at have skrifte, har åbenbaret navnet på den, han har syndet sammen med. Når han har gjort dette, skal der gives ham aflad, men dog ikke, før han under ed har forpligtet sig til ikke at røbe dette navn til noget menneske uden Ordenens tilladelse.


4. Når to af vore Ordensmedlemmer har syndet kødeligt, skal den, som først har tilstået, beholdes i Ordenen, den anden skal udstødes. Men den, der bliver der, skal i den grad martres og behandles hårdt, at han bliver så ked af det hele og så utålmodig, at han selv giver os anledningen til udvisning i hænde, og den skal straks gribes med begærlighed.


5. Som den fornemme og fremragende korporation Ordenen er inden for Kirken, vil den kunne skille sig af med personer, der viser sig mindre skikkede til at hævde vor systematiske ordning, om de så også i begyndelsen gjorde deres pligt. Det vil være let at finde en lejlighed, navnlig når de plages uophørligt, og alting går dem imod, når de får strenge, uelskværdige superiorer til overordnede og bliver holdt borte fra studier, ærefulde stillinger osv., så længe de ytrer deres mishag.


6. De mennesker skal heller ikke på nogen måde beholdes i Ordenen, der åbent modsætter sig superioren, eller som offentligt eller hemmeligt beklager sig til deres brødre og især til fremmede. Lige så lidt skal man holde på dem, der over for husfæller eller fremmede dadler Ordenens handlemåde med hensyn til erhvervelser og forvaltningen af de timelige godser eller udtaler sig nedsættende om andre forholdsregler, f.eks. om den totale underkuelse af dem, der ikke er Ordenen venligsindede eller af de udviste. Ja, man skal ikke engang tåle dem, der i samtaler bærer over med eller forsvarer venezianerne, franskmændene eller andre, som har udvist Ordenen eller tilføjet os svære tab.


7. Foruden at udvises skal de dertil bestemte plages grundigt, de skal fjernes fra deres sædvanlige bestilling, de skal snart anvendes til et, snart til et andet formål. Selv om de også udfører deres gerning godt, skal de ikke des mindre dadles og på grund af den udygtighed, man dadler dem for, sættes til noget andet. For en ubetydelig forseelse, de er kommet til at begå, skal de pålægges hårde straffe. De skal offentligt gøres til skamme, indtil de taber tålmodigheden, og endelig skal de udvises som skadelige for andre. Men lejligheden hertil skal vælges, når de mindst aner det.


8. Når en af vore folk har et sikkert håb om at få et bispedømme eller en anden høj stilling i Kirken, skal han foruden Ordenens sædvanlige løfter tvinges til at aflægge endnu et, nemlig det at han altid kun vil tænke og tale godt om Ordenens forfatning, at han aldrig som skriftefader vil benytte andre end en fra vor Orden, ja oven i købet at han ved ingen som helst lejlighed vil beslutte noget uden først at have hørt Ordenes mening. Fordi kardinal Toletus ikke tog hensyn til dette, har Ordenen ved den pavelige ret fået sat igennem, at for fremtiden vil ingen marran [døbt jøde og maurer i Spanien, der hemmeligt forbliver sin religion tro] som arving af jødisk eller muhamedansk troløshed mere blive tilstedt adgang, når han vægrer sig ved at aflægge et sådant løfte, men at han tværtimod skal udelukkes som en ivrig modstander af Ordenen, hvor berømt han end måtte være.