MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 16


Om den foragt for rigdom, som man udadtil skal bære til skue


1. For at verdens børn ikke skal tilskrive os alt for stor lyst til rigdom, vil det ofte være heldigt at tilbagevise mindre almisser, der bliver tilbudt som løn for tjenester, Ordenen har vist, skønt det egentlig er vor pligt at modtage selv de mindste gaver af dem, der er os fuldtud hengivne, for at vi ikke skal blive beskyldte for havesyge, når vi modtager store gaver.


2. Det skal nægtes underordnede personer at blive begravet i vore kirker, selv om de har været Ordenen aldrig så hengivne, for at det ikke skal se ud, som om vi søgte at erhverve os rigdomme ved de dødes mængde, og for at man ikke skal vide besked om den indtægt, vi har ved dødsfald.


3. Over for enker og andre personer, som har skænket Ordenen det meste af deres gods, skal man gå meget bestemt og væsentligt mere energisk til værks end over for andre, når de øvrige omstændigheder ellers er de samme, for at det ikke skal se ud, som om vi begunstiger dem mere end andre af hensyn til timelige goder. Ja, det skal endog også være tilrådeligt at gå frem på samme måde over for dem, der befinder sig inden for Ordenen, men først efter at de har afstået deres gods og opgivet deres rettigheder til fordel for Ordenen. Og hvis det skulle være nødvendigt, kan man udelukke dem fra Ordnen, men under iagttagelse af al mulig forsigtighed, så de i det mindste lader Ordenen beholde en del af det, som de har givet den, eller i tilfælde af dødsfald tilskriver den det testamentarisk.