MONITA SECRETA
Kapitel 1
Kapitel 2
Kapitel 3
Kapitel 4
Kapitel 5
Kapitel 6
Kapitel 7
Kapitel 8
Kapitel 9
Kapitel 10
Kapitel 11
Kapitel 12
Kapitel 13
Kapitel 14
Kapitel 15
Kapitel 16
Kapitel 17
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

 

Kapitel 17


Om midlerne til at fremme Ordenens vel


1. Først og fremmest skal alle bestræbe sig på også i småting altid at have den samme mening eller i hvert fald udadtil at udtale den samme mening. Thi således vil Ordenen, selv om de verdslige forhold ude omkring også er i nok så stor forvirring, nødvendigvis stadig se sig i fremgang og i besiddelse af større og større styrke.


2. Enhver skal bestræbe sig på at udmærke sig ved sin lærdom og sit gode eksempel, for at andre gejstlige, især præsterne, kan blive stillet i skyggen, og for at det endelig kan komme så vidt, at man kun vil ønske alt udført af vore folk. Ja, man skal endog også åbent udtale, at man ikke må forlange nogen synderlig stor lærdom af præsterne, når de blot forvalter deres embede godt. Thi Ordenen kan være til hjælp med gode råd, hvorfor den også altid har anbefalet studier på det varmeste.


3. Konger og fyrster skal man smigre ved at fremsætte den påstand, at den katolske tro under de forhåndenværende omstændigheder ikke kan bestå uden politik, men her skal man anvende stor diskretion og forsigtighed. På denne måde vil vore folk vinde de stores gunst, og de vil blive taget med på råd ved de hemmeligste forhandlinger.


4. Man kan også vinde deres velvilje ved at sætte dem ind i de mest udsøgte og pålidelige nyheder allevegne fra.


5. Det vil heller ikke frembyde ringe fordel forsigtigt og i al hemmelighed at nære uenigheder mellem stormænd og fyrster tilmed i den grad, at de gensidigt udtømmer hinandens kræfter. Men når man mærker, at der er sandsynlighed for forsoning, skal Ordenen være den første til at få freden i stand, for at man ikke fra anden side skal komme os i forkøbet.


6. Man skal på enhver måde overbevise især den lavere befolkning og stormændene om, at Ordenen i sin tid blev stiftet under et særligt guddommeligt Forsyn i overensstemmelse med abbed Joachims [mystiker fra Calabrien, ca. 1130-1202] profetier, for at den af kættere undertrykte kirke skulle hæve sig til ny glans.


7. Dernæst skal man, når man har vundet stormændenes og biskoppernes velvilje, besætte præstekaldene og kannikeembederne for at tilvejebringe en grundig fornyelse af den oprindelige kirkes gejstlige stand, der i sin tid levede med sine biskopper efter en bestemt regel og stræbte efter fuldkommenhed. Og endelig skal man skaffe sig adgang til abbedierne og prælatembederne, som man i betragtning af munkenes dovenskab og dumhed uden større møje vil kunne sætte sig i besiddelse af, når de tilfældigvis er ledige. Det ville overhovedet være til fordel for Kirken, hvis alle bispedømmer, ja, endog pavestolen var i Ordenens hænder, tilmed når paven blev den jordiske ejer af alt gods. Derfor skal Ordenens magt lidt efter lidt forøges, men med klogskab og i al hemmelighed. Der er ingen tvivl om, at så ville en guldalder oprinde, at man så ville nyde evig og almindelig fred, og at Guds velsignelse som følge deraf ville ledsage Kirken.


8. Men når det nu ikke er at håbe, at man kan nå dette mål, skal man, da der nødvendigvis vil opstå vanskeligheder og forargelse, give den politiske situation en tidssvarende vending: man skal ophidse de fyrster, der står på fortrolig fod med os, til gensidige, skrækkelige krige, for at Ordenen som den, der tjener det almene vel, overalt kan blive kaldt til hjælp, og for at man kan gøre krav på dens tjenester for at tilvejebringe en almindelig forsoning, og Ordenen som løn herfor kan modtage store fordele og kirkelige værdigheder.


9. Kort sagt, Ordenen vil efter at have erhvervet sig fyrsternes indflydelsesrige gunst i alt fald søge at nå så vidt, at de, der ikke elsker den, i det mindste frygter den.