TEKSTPRØVE, Tur 8: "Fra Dostojevskij til Rasputin"

Dostojevskijs Petersborg er utænkeligt uden Høtorvet (Sennája plosjtjad). I området omkring "Høtorvet" skifter Petersborg karakter og blotter en mere dunkel side af sin sjæl.

Selve betegnelsen opstod i 1700-tallet, da der blev solgt hø på pladsen. Efterhånden er stedet blevet det største marked i byen med et mylder af mennesker, en slags "Petersborgs mave".

Ved siden af denne folkelige markedsplads fandtes tidligere det berømt-berygtede slumkvarter "Vjazemskij kloster" (Vjázemskaja lavra) med sine herberger, røverhuler og bordeller. Fra denne gigantiske kloak var der for de elendige og udstødte kun to veje: fængslet eller kirkegården.

Også i dag er Høtorvet kendt af gud og hvermand. Placeringen af det billige marked på pladsen og den brogede flok af tilfældigt handlende giver såvel politiet som de lokale myndigheder meget hovedbrud. På grund af markedets blakkede ry har man flere gange overvejet at lukke det, men dets navnkundige historie tiltrækker mange, som gerne vil gøre et fordelagtigt køb.

På Dostojevskijs tid, i slutningen af 1800-tallet, var området omkring pladsen beboet af den fattige underklasse: lavt rangerende embedsmænd, håndværkere og pjalteproletariatet. De høje, tætbefolkede huse på de smalle gader omkring pladsen med deres udlejede kroge og køjer har været skuepladsen for tragedier, der overstiger vores fatteevne. Byens hele atmosfære og livet i den "fordærvede petersborgske virkelighed" har givet næring til mange forfatteres fantasi.

Den ramme lugt på pladsen gennemtrænger også Dostojevskijs roman "Forbrydelse og straf".

Hovedpersonen Raskolnikov kommer her ofte for, som han siger, "at gøre sig det endnu tristere". Hans trange kammer ligger ikke langt herfra og er et besøg værd, hvis De vil danne Dem et indtryk af scenen, hvor handlingen i den berømte historie udspilles.

Fra Høtorvet går De ad sidegaden Grivtsóva over Demídov-broen til Grazdánskaja ulitsa (Borgergade). På venstre hånd finder De hus nr. 19 med en skulptur af Dostojevskij på hjørnet. Ifølge en af versionerne er dette Raskolnikovs hus. Det er siden Dostojevskijs dage blevet bygget om flere gange, men den særlige kolorit er bevaret.

Gå ind ad porten fra Grazdanskaja ulitsa, og drej straks til højre. I hjørnet findes indgangen til bagtrappen, som beskrives af Dostojevskij. Ad de slidte stentrin kommer De op til sidste etage. Her, hvor der nu bare ses den nøgne trappeafsats, lå Raskolnikovs trange og lumre værelse, "mere et skab end en menneskebolig". De sidste 13 trin ad den stejle trappe op til kammeret spiller en symbolsk rolle i romanen, de er næsten som vejen til Golgata.

Værtinden boede på etagen nedenunder. På hendes trappeafsats var der en dør og et køkkenvindue, som Raskolnikov måtte forbi, hver gang han skulle ned på gaden. I dag ser man i stedet for døren en indgang til flere mindre lejligheder. Væggene er overmalet med graffiti med citater, digte og Raskolnikov-beundreres mange gange meget private og åbenhjertige bekendelser.

Eksempler: "Rodja (Raskolnikov), jeg har også myrdet en gammel kælling!!", "Rodja, du er en usling!", og "Dostojevskij har givet den mest charmerende helt øksen i hån-den", "Rodja, vi elsker dig!"

Når De igen er ude på gaden og drejer til højre, kommer De efter et par minutters gang til Katarina-kanalen. Som det hedder i romanen, var der 730 skridt fra Raskolnikovs hus til den gamle ågerkællings bolig, hvis han tog den korteste vej. Men vi spadserer langs Katarina-kanalen til hus nr. 104, hvor ofret for måske den mest berømte forbrydelse i verdenslitteraturen levede. På vejen passerer vi hus nr. 73, hvor Raskolnikovs redning, Sonja Marmeladova, havde lejet et værelse, der "mindede om et skur".

Desværre hører forbrydelser i Petersborg ikke kun litteraturen til. Den generelle krise i samfundet har ført til en uhyggelig vækst i den organiserede kriminalitet og i antallet af lejemord. I dag indtager byen førstepladsen i Rusland, når det drejer sig om mord på forretningsfolk, embedsmænd og politikere.

På samme kajgade, Katarina-kanalen nr. 91, blev i november 1998 medlem af Dumaen, Galina Starovojtova, skudt ned i opgangen til sin lejlighed. Sagen vakte stor opsigt i og uden for Rusland, og den almindelige opfattelse var, at hun var blevet udsat for et politisk motiveret lejemord, som man mente stod i forbindelse med et forestående valg i Petersborg. Mordet på den kendte politiker er fortsat uopklaret.

Efter denne pilgrimsvandring i Dostojevskijs og forbrydelsernes verden går vi videre ad Katarina-kanalens bugtede kajgade og nyder synet af de mange hyggelige og maleriske steder i den gamle by. Vi kommer således til bydelen Kolomna, berømt for sine folkelige traditioner og med en aura af det provinsielle Petersborg. Her, midt i Kolomna, står den guldkuplede Nikola katedral.

Nikola katedralen (Nikólskij sobor) er med sit vidunderlige, separate klokketårn et af de smukkeste bygningsværker i Petersborg og tilføjer omgivelserne en sjælden ynde og poesi. Katedralen er også kendt under navnet Nikola Søfareren (Nikóla Morskój), sømændenes skytshelgen. Den blev bygget af arkitekten Sergej Tjevakinskij i anden halvdel af 1700-tallet.

Den toetagers katedral rummer to kirker, den nedre og den øvre. Den nedre kirke, der er indhyllet i et gådefuldt mørke og beskedent udsmykket, oplyses svagt af de hundredvis af olielamper og vokslys foran ikonerne. Den øvre kirke slår den besøgende ved sin stærke kontrast: den er badet i lys og festligt dekoreret. Særlig pompøs er ikonostasen, udført efter gamle russiske traditioner og med ikoner i byzantinsk stil. Ligesom i de gamle russiske kirker findes der ingen skulpturer eller statuer.

Katedralen er en af de meget få, der ikke blev lukket af kommunisterne, og den forblev derfor et samlingssted for den ægte, folkelige ortodoksi.
Mest interessant er det at besøge kirken i påskedagene, når de maleriske gudstjenester afholdes under ledsagelse af gribende lovsang.

I påsken lykønsker de ortodokse ifølge skikken hinanden med ordene: "Kristus er opstanden", hvortil der svares: "I sandhed er han opstanden". Derefter kysser man hinanden tre gange på kinden og forærer hinanden malede æg. Men at overvære en hel gudstjeneste er krævende. Den strækker sig over flere timer, og efter ortodoks skik findes der ingen bænke i kirken til at sætte sig på.

Netop ved Nikola katedralen kan man tydeligt iagttage et fænomen, som er blevet almindeligt i Rusland i de senere år. Udenfor holder jævnligt luksusbiler af nyeste model. De tilhører de "nyrige", der kommer for at købe ekstra store og dyre vokslys i kirken.

På denne måde betaler de for at få tilgivelse for deres synder...

Skt. Petersborg i rejsetasken, s. 107-110, HELIKON 2003.