ET RIGTIGT EVENTYR...

DER VAR ENGANG et helvede i blod og is i en stor by langt oppe nordpå. For byen havde været omringet i mange, mange måneder af en grusom fjende. Tusinder af mennesker, mænd og kvinder, gamle og unge sultede og led på grund af det Brune Uhyre.

Der var næsten intet at spise, ingen varme, og byen selv lå som et spøgelsesagtigt kæmpevæsen under en ligdug af hvid sne. Vinduerne var dækkede af sorte gardiner, kirkeklokkerne ringede aldrig, de lange lige gader var mennesketomme, kun Døden gik fra hus til hus. De små fugle, kattene, hundene og endog musene var forsvundet.

Hver dag drog tusinder af sjæle til himlen, og de, som blev tilbage, måtte anstrenge sig af alle kræfter, for der var jo også børnene.

Selvfølgelig smertede det de voksne at se de sultne og udmagrede små. Men hvordan kunne de hjælpe dem, når selv brødkrummerne blev vejet på en guldvægt?

Og ved du, hvad de fandt på? En dag hentede de de mest ægte, hjertevarme og kloge fortællinger frem, som findes i verden. Og så tilkaldte de en rigtig fin, gammel maler, der i de gode tider havde arbejdet for selveste kongefamilien. Sandt nok var han ikke så gammel, men hans hud så allerede ud som pergament, for sulten gav alle, også børnene, gamle ansigter. Under hans udtærede hænder genopstod de forunderlige historier.

En aften sagde en soldats kone til sin lille dreng: "Kom, lille skat, nu skal vi læse en bog sammen". Og de satte sig ved kakkelovnen. Sådan gik det i tusinder af andre hjem over hele byen, hvor der var små drenge og piger i familien.

Det var dejligt at se børnene, når de bladede i bogen, for deres ansigter lyste op, og deres tomme øjne fik igen liv. De voksne delte deres sorger og glæder, og for sig så de den første forårsdag efter krigen.

Det er alt sammen sket og oplevet i Leningrad i 1943. Dengang blev den danske eventyrdigter H. C. Andersens fortællinger trods mangel på papir, elektricitet og arbejdskraft udgivet i 30.000 eksemplarer.

Tyskerne havde omringet den russiske millionby i september 1941. Satsningen på massesultedød indgik i belejrernes planer og blev betragtet som en rationel måde at føre krig på, set ud fra et økonomisk synspunkt. Byen blev overladt til sig selv og til en vinter uden mad og medicin.

Belejrerne mente, at de blot behøvede at vente på byens kapitulation, men den kom aldrig. Så fulgte de barbariske beskydninger og bombardementer, som fortsatte de næste to et halvt år, undertiden 10-15 timer i døgnet.

På den smertens vej, leningraderne gik, var der tab, død og sorg, men der var også meget viist og menneskeligt. Ånden var ikke død i Dostojevskijs og Tjajkovskijs by.

I lyset af en olielampe skrev Olga Berggolts, "Blokadens Muse", sine digte, Dmitrij Sjostakovitj begyndte at komponere sin 7. symfoni, Leningradskaja. Den 9. august 1942 opførtes den i Leningrad-Filharmonikernes Store Sal - tilhørerne selv var værkets helte. Musikken lød som en hymne til byen, der ikke ville lade sig kue...

Navnet på kunstneren, som lavede de smukke illustrationer til Andersens eventyr, var Vladimir Konasjevitj, der levede og arbejdede i byen under hele belejringen.

Aldrig er den danske digters fortællinger blevet trykt under så tragiske omstændigheder som her, og måske er de heller aldrig blevet læst med større begærlighed og taknemmelighed end af børnene i Leningrad midt i krigens gru.

Se, dét er et rigtigt eventyr....

Svetlana Wolder, maj 2004.