"JEG VAR OM BORD PÅ DET SÆNKEDE "GUSTLOFF"

Efter krigen blev ”Wilhelm Gustloff” gentagne gange mål for undervandsekspeditioner. Hvad blev der ikke søgt efter der – guld fra Det Tredje Rige, skatte stjålet af tyskerne, og det berømte Ravkammer. Forskere, der for nylig har været på ”Gustloff”, bevidner: i dag findes der kun nogle forrevne rester af skibet på havets bund.

Men torpedosprængninger alene kan ikke have forårsaget så omfattende ødelæggelser. Sagen er, at skibet efter at være gået ned mange gange er blevet gennemrodet af skattejægere og marodører.

I vores land er det aldrig kommet frem, at sovjetiske dykkere gik ned til ”Gustloff”. Derfor er den beretning, den nu pensionerede kaptajn af første rang og teknisk-videnskabelige kandidat Jurij Gorjainov har aflagt, en ægte sensation. Det lykkedes ham nemlig at besøge skibet i 1951, seks år efter, at det var blevet sænket.

”Jurij Vsevolodovitj, hvordan kom De om bord på den sænkede liner?”

”Efter at jeg var blevet færdig på Djerzinskij-militærakademiet i Leningrad med ”militært skibsbyggeri” som speciale, gjorde jeg tjeneste i Østersøflådens særlige havari- og bjærgningsdivision i Schwienemünde. Vi inspicerede de skibe, der var blevet sænket under krigen langs Østersøkysten – fra Danzig til Lübeck. Disse data blev ført til protokols i ”dykker-akterne” med påtegnelsen ” hemmeligt”. Til rådighed for vores eftersøgning havde vi et kort, der var blevet udarbejdet på grundlag af efterretningsdata med koordinationer af sænkede skibe. Vores opgave var at undersøge skibenes tekniske tilstand med henblik på muligheden af at hæve dem og sætte dem i stand. I alt undersøgte vi tredive skibe, og ”Gustloff” var et af dem, jeg personligt dykkede ned til”.

”Hvad så De om bord på Det Tredje Riges tidligere stolthed?”

”Jeg stod på selve forskibet og kan stadig huske det brede øverste dæk. Alt rundt omkring var ødelagt, viklet ind i tang og begravet i dynd. Den dykker, der trængte ind i skibet, berettede om forfærdelige ødelæggelser derinde. Jeg fik det indtryk, at skibet var blevet slået i flere stykker”.

”Hvad kendte De på daværende tidspunkt til sænkningen af ”Gustloff”?”

”Vi vidste kun, at det var blevet sænket af Marinesko, og at der havde været tyske dykkere på det. Men da vi var nede på ”Gustloff”, så vi ingen rester af mennesker. Imidlertid lå der i havnen i Schwienemünde på et lavvandet område et tyske skib ved navn ”Andros”, bogstavelig talt proppet med døde flygtninge. Det blev sagt, at dette skib var blevet sænket af engelske eller amerikanske fly. Fra da af var der gået seks år, men på ”Andros” så det hele ud, som om det var sket i går. Som jeg senere fik opklaret, opløses lig ikke under bestemte forhold i havet, men mumificeres ved at omdannes til fedtknuder”.

”Hvad følte De?”

”For os var der ingen tvivl om det retfærdige i den gengældelse, vores hær gjorde i Tyskland. Vi hadede fascismen og fascisterne. Ja, menneskeligt set havde jeg medlidenhed med de døde. Men både dengang og i dag mener jeg, at det drejede sig om en ubarmhjertig krig, der var blevet startet af fascisterne. Og mange, der kom ind under krigens hammer, måtte nødvendigvis gå til grunde”.

Interview i avisen Smena (Skt. Petersborg), 31. januar 2005.