Af Poul Grooss, kommandør, Forsvarsakademiet, Institut for Militærhistorie.

I den hårde vinter for 60 år siden, da Hitlers Tredie Rige var ved at bryde sammen, blev Østersøen redningen for mange tyske flygtninge fra landets østlige egne. Mere end to millioner mennesker undslap. Flygtningestrømmen medførte også en serie af skibskatastrofer nær de danske kyster, hvor antallet af omkomne langt overgik Titanics undergang, hvor ca. 1.500 mennesker omkom. Dagens kronikør beskriver baggrunden for flygtningestrømmen, som også havde relation til Bornholms forsinkede befrielse.

For nogle år siden fik vi pludselig en debat om de tyske flygtninge fra Den Anden Verdenskrig. Det drejede sig hovedsageligt om kvinder, børn og gamle. Var de blevet behandlet godt nok i Danmark? Set fra den danske befolknings side var flygtningene medansvarlige for krigen. I tilgift var de befængt med sygdomme, og i en tid præget af rationeringer og afsavn blev de betragtet som en byrde.

Tilsvarende var der en debat i Tyskland. Tyske befolkningsgrupper var i forbindelse med krigens afslutning blevet udsat for overgreb og etniske udrensninger. Set i lyset af de uhyrligheder, som tyskerne selv havde begået under krigen, var der ikke megen sympati at hente i udlandet i de første mange år. Günther Grass deltog i debatten med sin bog "I Krebsegang" om motorskibet "Wilhelm Gustloff"s forlis, bygget på virkelige hændelser. Skibets undergang betragtes som verdens største skibsforlis.

I efteråret 1944 var de tyske styrker på Østfronten ved at bryde sammen. Presset fra de sovjetiske styrker var for stort. I oktober erobrede russerne den første by på tysk jord, Nemmersdorf i Østpreussen. De tyske grusomheder på sovjetisk jord havde skabt et had til alt tysk. Eksempelvis havde den sovjetiske digter Ilya Ehrenburg i aviser og radio opfordret soldaterne til at hævne grusomhederne med mord, plyndring og voldtægt.

Erobringen af Nemmersdorf skete i en blodrus. Kvinder og børn blev myrdet. Befriede tyske kommunister og franske krigsfanger blev mejet ned. Voldtagne kvinder blev sømmet op på ladeporte. Efter få dage generobrede tyskerne byen. Den tyske propagandaminister Joseph Goebbels benyttede lejligheden til at invitere pressen fra neutrale lande som Schweiz og Sverige til at se grusomhederne, ligesom man filmede alt. Her var dokumentationen for, at man stod over for en grusom fjende. Den tyske befolkning skulle rustes til hårdnakket modstand. De militære styrker skulle støttes af "Volksturm", en milits bestående af drenge og gamle mænd under det nazistiske partis ledelse.

Goebbels' film virkede stik imod hensigten. Den lokale befolkning flygtede over hals og hoved, og de første, der forsvandt, var nazipartiets topfolk, gauleiter Erich Koch og byernes borgmestre. Det kom bag på ledelsen i Berlin, som havde sluppet forbindelsen til virkelighedens verden.

Den sovjetiske hovedstyrke gik direkte mod Berlin, mens andre styrker brød igennem de tyske linier og nåede Østersøkysten forskellige steder. Hermed måtte flygtningene fra de østligste områder med skib mod havnebyerne omkring Danzig (Gdansk) for at få videre skibslejlighed mod Kiel, Flensborg og København.

København blev et knudepunkt, og mange af byens skoler blev i krigens sidste måneder beslaglagt til brug for flygtninge.

Uden Hitlers fulde viden startede flådechefen, storadmiral Dönitz, en operation kaldet "Unternehmen Rettung" (Operation Redning), som skulle skaffe så mange flygtninge fra østområderne til den vestlige del af Tyskland samt Danmark. Redningsoperationen måtte ikke gribe ind i flådens øvrige operationer.

Et af Tysklands største passagerskibe, motorskibet "Wilhelm Gustloff" på 25.000 tons, lå i Gotenhaven (Gdynia, tidligere Gdingen) som skoleskib for ubådsbesætninger. Da Gotenhaven var ved at være truet, beordrede Dönitz skibet til Kiel, hvor der lå et antal operationsklare ubåde af den nye Type XXI, som de allierede havde meget svært ved at bekæmpe.

Den 30. januar blev skibet sendt vestpå med 918 ubådsgaster og 373 uniformerede "Marinehelferinnen" (marinelotter) om bord. Skibet var malet marinegråt, havde luftværnskanoner om bord og sejlede under Kriegsmarine's flag.

Ud over et stort antal sårede soldater tog man også flygtninge med, som strømmede om bord i stort tal. På vej ud af havnen mødte man et flygtningeskib fra Pillau (Baltijsk). På dækket stod folk skulder ved skulder, og mange var frosset ihjel. Man tog flere hundrede overlevende herfra om bord og sejlede videre.

Eskorten var blevet reduceret til en lille torpedobåd, fordi man senere skulle mødes med den tunge krydser "Admiral Hipper". Vejret var koldt og blæsende med snebyger. Vandtemperaturen var plus 4 grader, men lufttemperaturen var minus 18 grader. Kun 4 af de 18 oprindelige redningsbåde var ombord. Der var langtfra redningsveste til de mange passagerer.

Da Finland blev tvunget ud af krigen, fik russerne mulighed for at sende et lille antal ubåde ud i Østersøen.

Ubåden "S 13" blev i januar 1945 beordret på patrulje ud for Memel (Klaipeda), men da ubådschefen fik underretning om, at sovjetiske styrker var nået ud til kysten her, forlagde han mod sydvest, så han kunne angribe trafikken mellem Bornholm og den nuværende polske kystlinie (farvandet ved Stolpe Banke nord for havnen Stolpmünde (Ustka)).

Den 30. januar om aftenen fik ubådens udkig øje på et lys fra et stort skib, som senere viste sig at være "Wilhelm Gustloff".

Tre torpedoer sendte det store skib til bunds på en time og ti minutter. Det lykkedes kun for tililende skibe at redde 1.239 mennesker op af vandet, hvoraf kun 904 overlevede det næste døgn.

Der findes ingen nøjagtige opgørelser over antallet af omkomne, men det ligger formentlig på et sted mellem 9.000 og 10.500 mennesker. Skibets redningsveste var trimmet til voksne. Hvis børn fik dem på, så tippede de rundt.

Det, der har brændt sig fast i hukommelsen på de overlevende, var de mange barnefødder, som stak op af det iskolde vand! Af de ca. 4.500 børn og unge overlevede kun ca. 100. Et af konvojens skibe, "Antonio Delfino", nåede til København med sin last af flygtninge.

En gentagelse skete 11 dage senere. "S 13" lå atter ved Stolpe Banke, ikke langt fra positionen, hvor "Wilhelm Gustloff" sank. Den tidligere amerikabåd "Steuben" var gået til Pillau for at hente 2.400 sårede soldater. Pillau havde på det tidspunkt 5.000 indbyggere, men der var 40.000 flygtninge i byen.

Skibet tog ca. 800 flygtninge med. Ligesom på "Wilhelm Gustloff" lå der flygtninge overalt i skibet. "Steuben" blev ramt af to torpedoer fra "S 13", brækkede midt over og sank på 33 minutter. Kun 659 af de 4.267 personer om bord blev reddet.

Efterhånden som russerne rykkede frem, steg desperationen, og evakueringshavnene blev færre. Havnebyen Hela (Hel) ligger for enden af en lang landtange, og det var et af de sidste opsamlingssteder. Det beslaglagte norske fragtskib "Goya" afgik herfra i en konvoj den 16. april 1945.

Den sovjetiske gardeubåd "L 3" lå på patrulje nord for Stolpe Banke, da konvojen passerede. "Goya" blev ramt af to torpedoer, brækkede midt over og sank på syv minutter. Vandtemperaturen var stadig kun 4 grader, og det lykkedes kun at redde 183 personer. Det formodes, at ca. 6.700 flygtninge gik ned med skibet. Fra samme konvoj nåede "Mercator" til København med flygtninge. "Steuben", "Wilhelm Gustloff" og "Goya" sank henholdsvis ca. 60, 80 og 100 sømil (111, 148 og 185 km) øst for Neksø.

Umiddelbart inden krigens afslutning skete en ufattelig tragedie i Neustadt Bugt, sydvest for Gedser. Tyskerne forsøgte at slette alle spor efter koncentrationslejrene. Skandinaverne var hentet hjem fra Neuengamme med de hvide busser, men de sidste 18.000 fanger fra lejren, var sendt til fods mod Lübeck og Neustadt, medens fanger fra Stutthof var sejlet dertil i pramme. SS havde udskrevet nogle større skibe, blandt andre amerikabåden "Cap Arkona".

Fangerne skulle formentlig have været sænket med skibene. Royal Air Force kunne på dette tidspunkt nå ind over de sydlige danske farvande med jagerbombefly fra feltflyvepladser i Nordtyskland. Man var på udkig efter skibe, som samlede tropper for at fortsætte kampen i Norge.

Da piloterne fra tre eskadriller Typhoon-fly den 3. maj 1945 så et antal større skibe i Neustadt Bugt, sænkede de dem med raketter og kanoner. På "Cap Arkona" formoder man, at 5.400 KZ-fanger omkom, mens der omkom ca. 2.400 på fragtskibet "Thielbek" i nærheden. Få timer senere var området befriet af engelske tropper.

I perioden april - maj 1945 lykkedes det den tyske flåde at organisere afhentning af ca. 300.000 mennesker fra Hela.

Fem tyske destroyere og torpedobåde afgik fra Langelinie i København den 8. maj 1945 om morgenen, altså efter befrielsen. De havde tilstrækkeligt med olie til at nå endnu en tur, så de sejlede til Hela, afhentede hvad de kunne af flygtninge og returnerede. Byen brændte og var et inferno.

Man slap bort omkring klokken 20.45, hvor kapitulationen trådte i kraft ved midnat. Bornholms kommandant, Kapitän zur See (kommandør) von Kamptz, var en vigtig deltager i "Operation Redning", og den tyske flåde fortsatte faktisk sine operationer med evakueringer fra lommerne i øst helt frem til slutningen af maj 1945. Bornholm var da blevet erobret af russerne.

I følge storadmiral Dönitz egne rapporter deltog mere end 1.000 skibe i "Operation Redning", og 245 skibe gik tabt. 2.022.602 personer blev hentet ud fra Tysklands østligste områder.

Ca. 33.000 personer omkom under krigshandlinger mod skibstransporterne. Mange af de syge og afkræftede flygtninge fandt deres grav i Danmark. For ikke så længe siden fik Sandholm-lejren besøg af en tysker. Han ville gerne se lejren, for han var født der.

Offentliggjort i Jyllands-Posten den 14. marts 2005.

Uddybende militærhistoriske oplysninger og artikler kan findes på:
Forsvarsakademiets hjemmeside www.fak.dk,

nærmere bestemt: www.fak.dk/Default.asp?ID=1534, 

og i Militært Tidsskrift, udgivet af Det Krigsvidenskabelige Selskab.