DEN NYE VIDENSKAB
Vico - en aktuel tænker?
Af Fritz Wolder
Nyt Vico-portræt 2002
New Vico-Portrait 2002 (UK)
Tekstprøve:
"Om metoden"
Åndens død og genoplivelse
Af Leo Tandrup
Anmeldelse af
Niels Amstrup,
Aarhus Universitet
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

Der er både spændvidden og tiden til forskel på to bøger, som artiklens forfatter i påsken har arbejdet med: Søren Mørchs Den sidste Danmarkshistorie. 57 fortællinger af fædrelandets historie, Gyldendal 1996, og den store italienske tænker Giambattista Vicos (1688-1744) Den nye Videnskab fra 1744, der er oversat til dansk og udgivet af forlaget Helikon. Artiklens forfatter konkluderer, at heldigvis er mange mennesker blevet godt trætte af åndløse historiesyn som Mørchs, så de begynder at se hen til folk, der som Vico vil genoprette menneskets identitet og skabende kraft.

 

Af Leo Tandrup, historiker, dr. phil., Horsens.

 

Der er ikke bare spændvidden til forskel, men også tiden hvori Søren Mørch og Giambattista Vicos skriver. Vico er klar over, at skal man forstå sin egen periode, må man langt bagud. Han skriver ud fra universaliteten, fra en dyb følelse af samhørighed med sine forgængere helt tilbage til de ældste tider. Mørch derimod ser bare historien ud fra den tid, som han skildrer, 1800- og 1900-tallets Danmark og Europa.

Mørch savner Vicos samhu med forfædrene og Vicos forståelse for, at historien er umulig at give mening, hvis man er uvidende om forfædrenes religiøse mytologi. Den har nemlig, som Vico med rette finder, dannet os som mennesker. Derfor savner Mørchs arbejde egentlig dybde og hans forklaringer på forhold i tiden bliver ofte overfladiske og banale.


F.eks. ser han ikke tragedierne i menneskelivet. Han ser ikke de idealer, mennesker har kæmpet for, som Monrad i 1864, ser ikke, hvor forfærdeligt det var for ham og Danmark, at vi mistede Sønderjylland, det var bare løn som forskyldt for politisk dumhed. Hvad rager mennesket Monrad Mørch, hvad rager menneskers forgæves stræben for livets og for fællesskabets sag i det hele taget den moderne historiker.

 

Mørchs tid - og Vicos

Mørch er et typisk barn af en tid, hvor ånden er sygnet hen. Ånden opstår i de poetiske tiders opfattelse, "at mennesket har en fri afgørelse, dog svag, til af lidenskaberne at skabe dyder", hvortil Gud ifølge Vico hjælper det med sit forsyn og sin nåde. Ånden viser sig i menneskets trang til at være omsorgsfuldt og tale sandt, trods alle tilskyndelser til bare at pleje egeninteressen.


Mørchs og vi andre nulevendes problem er, at vort liv har udspillet sig i en periode, hvor civilisationen næsten har taget livet af den forudgående blomstrende faustiske kulturs ånd. Den opstod langsomt fra omkring 1000 e. Kr., udfoldede sig i senmiddelalderens og renæssancens Italien og siden i Vesteuropa, hvorpå den i løbet af 1800-tallet gik over i en mentalt grå civilisation i de store industrilande, mens den først næsten forsvandt i det hidtidige landbrugs- og håndværkersamfund Danmark o. 1960.

Vico derimod levede i en tid, da kulturens ånd stadig var levende, om end den i oplysningstiden fik åndedrætsbesværligheder med sin fremskridtstro og fornuftsdyrkelse på bekostning af datidens her og nu, af fantasi og følelse, af det barnligt umiddelbare, af det fantastiske og mytiske i menneskelivet.

 

Et tåget begreb

Da Mørch i 1980'erne skrev sin Den nye Danmarkshistorie, der gik fra 1880-1960, så han da også udviklingen som et fremskridt, fordi den socialdemokratiske velfærdsstat blev gennemført udadtil. Om danskerne havde vundet eller tabt i selvværd og evne til at leve i parforhold, klasser og nationalt fællesskab under den proces, bekymrede ham ikke. Åndelige menneskelige værdier var et tåget begreb.

 

I dag har skepsis og tristhed grebet ham. Han er blevet grundlæggende postmodernistisk inficeret. Han mener, at Danmarkshistorien "ikke længere hænger sammen som en enhed". De ideologiproducerende politiske og religiøse kræfter er ved at brænde ud. Hver især af tidens alt for mange historikere kan nu fortælle sin egen historie, og Mørch inddrager da også sin egen og Ritt Bjerregaards historie i den, i øvrigt ofte på forfriskende, om end dybt subjektiv vis, for han er absolut ikke uden fortællende evne.

 

Med andre ord: Der er ingen historie, kun historikere. Ingen har nemlig "så sikre værdiforestillinger", hævder Mørch, "at de har mod og kræfter til at insistere på, at de bliver respekteret og indlært - og når der ikke er noget at indlære, er der heller ikke nogen værdiforestillinger at respektere. Det er", siger Mørch, "en indlysende nedadgående og trist spiral, men det mærkelige ved situationen er", finder han, at han ikke ønsker sig "noget andet". Han er lettet "ved at være sluppet ud af disciplineringens jerngreb og autoritetens snæverhed", så han endelig kan "få luft".

 

Men hvad er det for en luft, Mørch indånder? Er det andet end kynismens og selvoptagethedens luft? Han reflekterer i sine fortællinger lidt om de gamles vilkår før og nu, om de intellektuelles nasseri på samfundet, om dit og dat. Men han ser ikke håbet for fremtiden, for håbet kræver, at man har mytens og religionens værdier at bygge på.

 

Udhulende ironi

I stedet dyrker han den til alle omgivelser og til verden afstandtagende ironi. Det er dog ikke blot Mørch, der forholder sig ironisk. Ironien udhuler alle i civilisationen eller, som Vico siger, alle "i refleksionens tid". For ironi "er dannet af det falske i kraft af en refleksion, der påtager sig en maske af sandhed". Det sker netop, når man glemmer den umiddelbare poesi, der opstår i kulturernes fødsel, hvor menneskene af natur, for Vico at se, var så sanddru og optaget af eksistensen, at de ikke kunne opdigte noget falsk.

 

Hvis man derfor ville bruge kulturens værdier som indflydelsesrige værdimålere på vor egen tid, hvor dyrkelse af det eksistentielt meningsforladte breder sig, kunne man skabe en meningsfuld historie, der nærmede sig objektiviteten. Det kunne ske ved at finde forklaringer på, hvorledes værdierne var opstået i kulturen, hvorledes de blev forvandlet, fordi produktionsforholdene forandredes, hvorledes de gik til grunde, da kultur blev til civilisation, og hvorledes man kunne genoplive den i forvandlet form og skikkelse med fremtiden for øje. Det er i virkeligheden, hvad historiefilosoffer fra Vico over Goethe, Marx, Nietzsche, Spengler og Gadamer med flere har forsøgt. Og det er, hvad jeg selv har haft for øje i min seneste bog, Mefistos mareridt. Guds forødte hus fra 1997.

 

Skelner

Jeg skelner her som den af Vico prægede Spengler mellem kultur og civilisation, der veksler i historien som bølgen med dens top og bølgens bund. Betyder det så ikke, at historiesynet bliver deterministisk, så mennesket ikke kan udvikle fri vilje og sætte sig op mod "udviklingen", f.eks. mod den moderne liberalismes galopperende vækstfilosofi? Jo, det er der en stærk tendens til hos Spengler, der skriver i det store sammenbruds tid omkring I. verdenskrig, men ikke hos Vico. Mennesket har hos ham, selv i nedgangstider som hans egen, en evne til ved en myterespekterende fornufts hjælp at etablere en bevidsthed om universaliteten, om det faktiske historiske forløb.

 

Prøver man det, kan man ikke fastholde vor tids dyrkelse af kaos og af meningsforladtheden. Så vil værdierne genopstå i historikeren og hans historieskrivning, når han opdager, hvorledes mennesker i kulturens tid evnede at leve med identitet, dvs. i tilblivelse, med nysgerrig agtelse for det fremmede, med trang til omsorg for og kærlighed til næsten, med respekt for fællesskabet og de svage i det. Så vil hans egne udhulede værdier blive præget af kulturens livsfremmende værdier, og han vil nødvendigvis få dårlig samvittighed, hvis han ikke udvikler den evne til harsk civilisationskritik af sin egen tid, som er nødvendig for, at en ny frugtbar kultur kan blive til.

 

Kultur opstår

AI kultur opstår, når mennesker i civilisationen bliver skabende, dvs. når de sammenligner sig selv med og prøver at leve op til personer i fortidens kulturer, der som Sokrates eller Jesus, Dante eller Michelangelo, Shakespeare eller Goethe og mange andre, såkaldt almindelige mennesker, formåede at skabe livsintensitet omkring sig. For Vico at se drejede det sig ikke mindst om at genoplive historiens første muse, som Homer definerede for os som "videnskaben om det gode og om det onde".

 

Men alt det tror Mørch ikke på. Han kender for lidt til det lange poetiske stræk i historien. Han dyrker hensigtsmæssigheden og interessetænkningen, ikke Det gode, Det sande og Det skønne. Ganske vist fik han selv som guldsmedelærling i sine unge dage, i kulturens allersidste tid, en form- og kvalitetssans ind i sig, som han beklager er gået tabt siden. Men det skulle nødigt "forlede nogen til at tro på de gode, gamle dage", siger han. Han ved ikke, at det "disciplineringens jerngreb og autoritetens snæverhed", som han ligesom jeg selv mødte i ungdommen, og som vi begge ser tilbage på med gru, kun herskede indædt i kulturens slutning, ikke da ånden, som i den senere middelalder og renæssance og endnu op i oplysningstiden, var i live.

 

Da blev der ganske vist også begået store overgreb mod de små i samfundet, men samtidig stillede kulturen formdannende, livsbekræftende krav til menneskene. Uden sådanne krav og love for, hvad den fri vilje skal bruges til, nemlig til at være noget for næsten og fællesskabet, mister mennesket sin identitet. Når friheden, som i Mørchs postmoderne univers, bliver friheden til at gøre, stort set hvad man har lyst til, friheden for hver historiker til at skrive sin egen subjektivistiske historie, dvs. til at lave en i det moderne kaos og dermed i tilfældigheden funderet historieskrivning, breder tomheden og narcissismen sig.

 

Så opstår der den situation, at man som Mørch kan billige den tilstand i de moderne vestlige samfund, at "fraværende fælles værdier ikke opleves som et behov eller savn, ... fordi de vestlige samfunds produktionsbasis er så formidabelt stor, at det for første gang i menneskenes historie er lykkedes at etablere samfund, hvor mennesket har kunnet sætte børn i verden, uden at hverken forældre eller børn har oplevet primær fattigdom". Så bliver man tilhænger af den moderne vækstfilosofi. Så gør man dyrkelsen af den materielle velstand til sin guddom og lukker øjnene for den åndelige fattigdom, som den har ført med sig i Vesten. Så dør ånden i mennesket, der ikke kan undvære sine identitetsskabende religiøse myter som livsgrundlag.

 

Heldigvis er mange mennesker på det allerseneste blevet godt trætte af åndløse historiesyn som Mørchs, så de begynder at se hen til folk, der som Vico vil genoprette menneskets identitet og skabende kraft. Det er derfor kærkomment, at Fritz Wolder på forlaget Helikon, Jægersgårdsgade 10, 8000 Århus C, har oversat hele Vicos værk til et velformet dansk. Værket er ikke let at læse, men det giver inspiration og indsigt til alle, der i vor værdiudhulede tid prøver at genfinde meningen med deres eget og deres næstes liv.


Læs det i små portioner, og mere end en gang. I civilisationen tror man, at det gælder om at læse så mange bøger som muligt. I kulturen vidste man, at man hellere skulle læse én bog ti gange end ti bøger én gang. Vicos bog fortjener den behandling. Der er genoplivelse i den. Det er en rigtig påskebog.

Offentliggjort i Efterskolen, nr. 17 1998, s. 617-19.