SAMTALE MELLEM ADOLF HITLER OG MIG
Samtalens indhold
Anmeldelser
Hitlers "Bibel" på dansk
Tekstprøve:
Hadet mellem Kristus og jøderne...
Adolf Hitlers proklamation til det tyske folk ved angrebet på Sovjetunionen 1941
Zions Vises Protokoller
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

ADOLF HITLERS PROKLAMATION TIL DET TYSKE FOLK VED ANGREBET PÅ SOVJETUNIONEN 22. JUNI 1941

 

Tyskere!

Nationalsocialister!

 

Under Tryk af alvorlige Bekymringer og efter i Maanedsvis at have været henvist til Tavshed er nu den Time inde, da jeg endelig kan tale aabent.


Da det tyske Rige den 3. September 1939 modtog den engelske Krigserklæring, oplevede man endnu en Gang de britiske Forsøg paa ved en Kamp mod den til enhver Tid stærkeste Magt paa Kontinentet at forhindre enhver Begyndelse til en Konsolidering af Europa og et deraf følgende europæisk Opsving.


Saaledes knuste England engang Spanien gennem mange Krige. Saaledes førte det sine Krige mod Holland.

Saaledes bekæmpede det senere Frankrig med hele Europas Hjælp.

Og saaledes begyndte det omkring Aarhundredskiftet Indkredsningen af det daværende Tyskland og i 1914 Verdenskrigen.


Det var kun paa Grund af indre Uenighed, at Tyskland bukkede under i 1918.


Følgerne var frygtelige.


Efter at man først hyklerisk havde erklæret, at man udelukkende kæmpede mod Kejseren og hans Regime, begyndte man, efter at den tyske Hær havde strakt Vaaben, med en planmæssig Tilintetgørelse af det tyske Rige. Medens en fransk Statsmands Profeti om, at der var 20 Millioner Mennesker for mange i Tyskland, d.v.s. at disse maatte udryddes ved Hjælp af Sult, Sygdom eller Udvandring, tilsyneladende i bogstavelig Forstand begyndte at gaa i Opfyldelse, gik den nationalsocialistiske Bevægelse i Gang med at bringe det tyske Folk til Enighed og genrejse det tyske Rige.


Denne vort Folks Rejsning fra Nød, Elendighed og skændig Ringeagt stod i en national Genfødelses Tegn.


Navnlig England blev hverken berørt eller truet af denne Udvikling. Alligevel begyndte man øjeblikkelig paa den nye hadefulde Indkredsningspolitik over for Tyskland. Inden for og uden for vore Grænser dannedes det bekendte Komplot mellem Jøder og Demokrater, Bolscheviker og reaktionære med de eneste Maal at forhindre Opbygningen af den tyske Folkestat og paa ny at styrte Riget i Afmagt og Elendighed.


Foruden os gjaldt denne internationale Verdenssammensværgelses Had ogsaa de folk, som ligeledes var Skæbnens Stedbørn og tvunget til at tjene deres daglige Brød i den haardeste Livskamp. Navnlig gjaldt det Italien og Japan, hvis Ret til Andel i denne Verdens Goder, nøjagtig som Tysklands, blev bestridt, ja ligefrem forbudt. Disse Nationers Sammenslutning var derfor kun en Selvbeskyttelsesakt mod Rigdommens og Magtens truende egoistiske Verdenskoalition.


Allerede i 1936 erklærede Churchill over for et Udvalg i det amerikanske Repræsentanternes Hus ifølge den amerikanske General Woods Udsagn, at Tyskland igen var ved at blive for mægtigt og derfor maatte tilintetgøres.


I Sommeren 1939 mente England, at Tiden var inde til at indlede den paa ny tilsigtede Tilintetgørelse med at genoptage en omfattende Indkredsningspolitik over for Tyskland.


Det System, som den i dette Øjemed foranstaltede Løgnekampagne benyttede sig af, bestod i at erklære, at andre Folk truedes, for saa først at indfange dem med engelske Garanti- og Bistandsløfter og siden at lade dem marchere mod Tyskland, akkurat som før Verdenskrigen.


Saaledes lykkedes det England fra Maj til August 1939 at lancere den Paastand i Verden, at Litaven, Estland, Letland, Finland, Bessarabien saavel som Ukraine direkte truedes af Tyskland. En Del af Staterne lod sig forlede til at modtage de Garantiløfter, som blev tilbudt med Begrundelse i disse Paastande, og gik dermed over i den nye Indkredsningsfront mod Tyskland.


Under disse Omstændigheder mente jeg at kunne forsvare for min Samvittighed og over for det tyske Folks Historie ikke alene at forsikre disse Lande eller deres Regeringer om, at de britiske Paastande var usande, men desforuden ganske særlig at berolige Østens stærkeste Magt med højtidelige Erklæringer om Afgrænsningen af vore Interesser.

 

 

Nationalsocialister!

 

I har vel alle dengang følt, at dette Skridt var bittert og tungt for mig. Aldrig har det tyske Folk næret fjendtlige Følelser over for Ruslands Folkeslag. Men i over to Aartier har de jødisk-bolschevistiske Magthavere i Moskva bestræbt sig for at sætte ikke alene Tyskland, men hele Europa i Brand. Tyskland har aldrig forsøgt at eksportere sin nationalsocialistiske Livsanskuelse til Rusland, men derimod har de jødisk-bolschevistiske Magthavere i Moskva stadig forsøgt at paatvinge os og andre europæiske Folk deres Herredømme, ikke alene ideologisk, men først og fremmest med Militærmagt.


Dette Regimes Virksomhed har imidlertid i alle Lande medført Kaos, Elendighed og Hungersnød. Jeg har derimod i to Aartier bestræbt mig for med et Minimum af Indgreb og uden Forstyrrelse af Produktionen at hidføre en ny socialistisk Ordning i Tyskland, som ikke alene afskaffede Arbejdsløsheden, men ogsaa lod Arbejdsfortjenesten i stigende Grad tilflyde de arbejdende.


Denne Politik, som gaar ud paa en økonomisk og social Nyordning i vort Land, og som ved en planmæssig Overvindelse af Stands- og Klasseforskelle som sidste Maal stræber efter et sandt Folkefællesskab, kan opvise Resultater, som er enestaaende over hele Verden.


Det var mig derfor en stor Overvindelse, da jeg i August 1939 sendte min Minister til Moskva for der at forsøge paa at modarbejde den britiske Indkredsningspolitik mod Tyskland. Jeg gjorde det kun i Bevidsthed om mit Ansvar over for det tyske Folk, men dog først og fremmest i det Haab alligevel til Slut at kunne opnaa en varig Afspænding og formindske de Ofre, som maaske vilde blive krævet af os.

Idet nu Tyskland i Moskva højtidelig forsikrede, at de nævnte Omraader og Lande - med Undtagelse af Litaven - overhovedet ingen politisk Interesse havde for Tyskland, blev der truffet en særlig Aftale for det Tilfælde, at det virkelig skulde lykkes England at hidse Polen op til Krig mod Tyskland. Men ogsaa her fandt der en Begrænsning af de tyske Krav Sted, som ikke stod i noget rimeligt Forhold til det tyske Vaabens Præstationer.

 

 

Nationalsocialister!

 

Følgerne af denne Overenskomst, som jeg selv havde ønsket, og som blev sluttet i det tyske Folks Interesse, var navnlig for de i de paagældende Lande bosatte Tyskere meget alvorlige.


Langt over en halv Million tyske Folkefæller - alle Smaabønder, Haandværkere og Arbejdere - blev næsten uden Varsel tvunget til at forlade deres tidligere Hjemstavn for at undfly et Regime, som i første Instans truede dem med en grænseløs Elendighed og før eller senere med en fuldstændig Udryddelse! Alligevel er Tusinder af Tyskere forsvundet. Det var umuligt nogen Sinde at faa Oplysning om deres Skæbne endsige deres Opholdssted. Blandt dem befinder der sig alene over 160 Mænd med tysk Statsborgerret.


Jeg har forholdt mig tavs over for alt dette, fordi jeg var nødt til at tie! For det er jo mit Ønske at hidføre en definitiv Afspænding af Situationen og om muligt et varigt Forlig med denne Stat.


Men allerede under vor Fremrykning i Polen gjorde de russiske Magthavere pludselig i Modstrid med Kontrakten Fordring paa Litaven.


Det tyske Rige har aldrig haft til Hensigt at besætte Litaven og har derfor ikke alene aldrig stillet et saadant Forlangende til den litaviske Regering, men har endog tværtimod afslaaet den daværende litaviske Regerings Anmodning om at sende tyske Tropper til Litaven til dette Formaal, fordi en saadan Fremgangsmaade ikke vilde være i Overensstemmelse med den tyske Politiks Maal.

Til Trods herfor fandt jeg mig ogsaa i dette nye russiske Krav. Men det var kun Begyndelse til fortsatte nye Afpresninger, der siden da stadig har gentaget sig.

Sejren i Polen, der udelukkende blev vundet af tyske Tropper, gav mig Anledning til paa ny at rette et Fredstilbud til Vestmagterne. Takket være de internationale og jødiske Krigsagitatorer blev det forkastet.


Men Aarsagen til denne Forkastelse laa allerede dengang i, at England stadig haabede at kunne mobilisere en europæisk Koalition imod Tyskland, hvori Balkan og Sovjetrusland skulde være indbefattet.


Derfor besluttede man sig i London til at sende Hr. Cripps som Ambassadør til Moskva. Han fik tydelig Ordre om under alle Omstændigheder paa ny at optage Forbindelsen mellem England og Sovjetrusland og udvikle denne Forbindelse i engelsk Retning. Om denne Missions Fremskridt bragte den engelske Presse Meddelelser, saa længe den ikke af taktiske Grunde saa sig foranlediget til at forholde sig tavs.


I Efteraaret 1939 og i Foraaret 1940 sporedes faktisk ogsaa de første Resultater. Medens Rusland belavede sig paa at undertvinge ikke blot Finland, men ogsaa de baltiske Stater, motiverede det pludselig denne Aktion med den lige saa løgnagtige som latterlige Paastand, at disse Lande skulde beskyttes mod fremmede Trusler, eller at man vilde komme saadanne i Forkøbet.


Men hermed var kun Tyskland ment. Nogen anden Magt kunde overhovedet ikke trænge ind i Østersøomraadet endsige føre Krig der. Alligevel maatte jeg tie stille. Men Magthaverne i Kreml gik øjeblikkelig videre.


Medens Tyskland i Foraaret 1940 i Overensstemmelse med den saakaldte Venskabspagt trak sine Stridskræfter langt bort fra Østgrænsen, ja endog for en stor Del fuldstændig blottede disse Omraader for tyske Tropper, begyndte allerede paa dette Tidspunkt de russiske Styrkers Opmarch i et Omfang, der kun kunde opfattes som en bevidst Trusel imod Tyskland.


Ifølge en Erklæring, som Molotof dengang personlig afgav, befandt der sig allerede i Foraaret 1940 22 russiske Divisioner alene i de baltiske Stater.

Da den russiske Regering altid selv hævdede, at den var blevet hidkaldt af den lokale Befolkning, kunde Formaalet med disse Troppeansamlinger saaledes kun være en Demonstration imod Tyskland.


Mens nu vore Soldater efter den 10. Maj 1940 havde brudt den fransk-engelske Magt paa Vestfronten, fortsatte imidlertid den russiske Opmarch paa vor Østfront i stadig mere truende Grad. Siden August 1940 har jeg derfor i Tysklands Interesse ikke mere ment det forsvarligt at lade vore Østprovinser, der jo allerede saa ofte har været hærget, henligge ubeskyttet under denne vældige Opmarch af bolschevistiske Divisioner.


Men dermed indtraf det, som var det engelsk-sovjetrussiske Samarbejdes Maal, nemlig at binde saa store tyske Styrker imod Øst, at den tyske Ledelse særlig paa Luftkrigens Omraade ikke mere kunde forsvare at hidføre en radikal Afslutning af Krigen paa Vestfronten.


Dette var imidlertid ikke blot i Overensstemmelse med den engelske, men ogsaa med den sovjetrussiske Politiks Maal. Thi baade England og Sovjetrusland har til Hensigt at trække denne Krig saa meget som muligt i Langdrag for at svække hele Europa og bringe det i stadig større Afmagt.


Ruslands truende Angreb paa Rumænien skulde ligeledes til syvende og sidst kun tjene det Formaal at komme i Besiddelse af eller i givet Fald i det mindste at ødelægge en vigtig Basis ikke blot for Tyskland, men for hele Europas økonomiske Liv. Men netop det tyske Rige har lige fra 1933 med grænseløs Taalmodighed bestræbt sig for at komme i Handelssamkvem med de sydøsteuropæiske Stater. Vi havde derfor ogsaa den største Interesse i en Konsolidering og Ordning af disses indenrigspolitiske Forhold. Ruslands Indfald i Rumænien og Grækenlands Tilknytning til England truede med i Løbet af kort Tid at forvandle disse Omraader til en almindelig Krigsskueplads


Tvært imod vore Principper og vor Sædvane har jeg som Svar paa en indtrængende Anmodning fra den daværende rumænske Regering, som selv var Skyld i denne Udvikling, raadet til for Fredens Skyld at give efter for det sovjetrussiske Tryk og afstaa Bessarabien.


Den rumænske Regering mente dog kun at kunne forsvare dette over for sit eget Folk under Forudsætning af, at Tyskland og Italien som Erstatning i det mindste gav det en Garanti for, at der ikke mere vilde blive rokket ved det tiloversblevne rumænske Landomraade.


Jeg gjorde dette med tungt Hjerte. Fremfor alt fordi en Garanti fra det tyske Rige betyder, at det ogsaa indestaar derfor. Vi er hverken Englændere eller Jøder.

Jeg troede saaledes endnu i den ellevte Time at have tjent Fredens Sag i dette Omraade, om end jeg samtidig havde paalagt mig selv en tung Forpligtelse. Men for een Gang for alle at faa løst disse Problemer og komme til Klarhed over Ruslands Stilling til det tyske Rige samt under Trykket af den stadig stærkere Mobilisering ved vor østlige Grænse indbød jeg Hr. Molotof til at komme til Berlin.


Den sovjetrussiske Udenrigsminister krævede nu Klarhed resp. Tysklands Tilslutning med Hensyn til følgende 4 Spørgsmaal:

 

Molotofs 1. Spørgsmål:

Om den tyske Garanti til Rumænien i Tilfælde af et Angreb fra Sovjetrusland mod Rumænien ogsaa var rettet mod Sovjetrusland.

 

Mit Svar:

Tyskland har afgivet en almindelig Garanti, som er absolut bindende for os. Men Rusland havde aldrig erklæret over for os, at det overhovedet havde Interesser i Rumænien ud over Bessarabien. Allerede Besættelsen af Nord-Bukovino var en Krænkelse af denne Forsikring. Jeg kunde derfor ikke tænke mig, at Rusland nu pludselig kunde have endnu mere yderliggaaende Hensigter med Hensyn til Rumænien.

 

Molotofs 2. Spørgsmaal:

Rusland følte sig paa ny truet af Finland. Rusland var besluttet paa ikke at tolerere dette. Var Tyskland rede til ikke at yde Finland nogen Hjælp og først og fremmest til straks at trække de tyske Tropper, der var paa Gennemmarch mod Kirkenes til Afløsning, tilbage?

 

Mit Svar:

Tyskland hverken havde eller havde haft nogen som helst politiske Interesser i Finland. Men en ny Krig fra Ruslands Side mod det lille finske Folk kunde den tyske Rigsregering ikke mere finde sig i, saa meget mere som vi aldrig vilde kunne tro paa, at Rusland skulde være truet af Finland.

Vi ønskede imidlertid overhovedet ikke, at Østersøen endnu en Gang skulde blive Krigsskueplads.

 

Molotofs 3. Spørgsmaal:

Var Tyskland rede til at indvilge i, at Sovjetrusland paa sin Side afgav en Garanti til Bulgarien og til dette Formaal sendte sovjetrussiske Tropper til Bulgarien, naar han - Molotof - erklærede, at de ikke havde til Hensigt i denne Anledning f. Eks. at fjerne Kongen.

 

Mit Svar:

Bulgarien var en suveræn Stat, og jeg vidste ikke af, at Bulgarien overhovedet havde anmodet Sovjetrusland om en Garanti paa lignende Maade som Rumænien havde henvendt sig til Tyskland. Desuden maatte jeg i denne Sag forhandle med mine allierede.

 

Molotofs 4. Spørgsmaal:

Sovjetrusland behøvede under alle Omstændigheder Ret til fri Gennemsejling gennem Dardanellerne og krævede endvidere til Beskyttelse heraf at besætte nogle vigtige Støttepunkter ved Dardanellerne eller ved Bosporus. Var Tyskland indforstaaet dermed eller ej?

 

Mit Svar:

Tyskland var til enhver Tid rede til at give sin Tilslutning til en Ændring af Montreux-Statutten til Fordel for Sortehavsstaterne. Tyskland var ikke rede til at indvilge i, at Rusland erhvervede sig Støttepunkter ved Dardanellerne eller ved Bosporus.

 

 

Nationalsocialister!

 

Den Holdning, jeg her har indtaget, var den eneste mulige for mig ikke blot som ansvarlig Fører for det tyske Rige, men tillige som ansvarsbevidst Repræsentant for den europæiske Kultur og Civilisation.


Følgen var en Forstærkning af Sovjetruslands Aktivitet mod Tyskland, men frem for alt et øjeblikkeligt Forsøg paa at underminere den nye rumænske Stat indefra og med propagandistiske Midler at skaffe den bulgarske Regering af Vejen.

Ved Hjælp af forvirrede og umodne Elementer i den rumænske Legion lykkedes det i Rumænien at iscenesætte et Statskup, hvis Maal var at styrte Statschefen General Antonescu og at skabe Kaos i Landet for ved Tilsidesættelse af den lovlige Magt at fjerne Forudsætningen for, at den tyske Garanti kunde træde i Kraft.

Alligevel holdt jeg det stadig for bedst at tie. Straks efter at denne Plan var strandet, fandt der nye forstærkede russiske Troppekoncentrationer Sted ved Tysklands Østgrænse. Panserdivisioner og Faldskærmstropper blev i stadig stigende Mængde flyttet truende nær den tyske Grænse. Den tyske Værnemagt og den tyske Civilbefolkning ved, at der indtil for faa Uger siden ikke befandt sig en eneste tysk Panser- eller Motordivision ved vor Østgrænse.


Men havde det været nødvendigt at kræve endnu et sidste Bevis for den Koalition, der i Mellemtiden trods alle Forsøg paa at aflede Opmærksomheden og skjule det faktisk var indgaaet mellem England og Sovjetrusland, saa har den jugoslaviske Konflikt leveret dette Bevis.


Mens jeg med et sidste Forsøg bestræbte mig for at skabe Fred paa Balkan og i Forstaaelse og Samarbejde med Il Duce indbød Jugoslavien til at tiltræde Tremagtspagten, organiserede England og Sovjetrusland i Fællesskab hint Kup, som i Løbet af en Nat fjernede den daværende Regering, som havde været villig til en Forstaaelse. Thi i Dag kan det siges til det tyske Folk: Det serbiske Statskup mod Tyskland skete ikke blot under engelske, men væsentlig under sovjetrussiske Faner. Men da vi ogsaa tav hertil, gik Sovjetregeringen et Skridt videre. Ikke blot organiserede den Kuppet, men faa Dage senere afsluttede den med sine nye tro undergivne Kumpaner hin kendte Venskabspagt, som var bestemt til at styrke Serbernes Modstandsvilje mod Freden paa Balkan og ophidse dem mod Tyskland. Og dette var ikke noget rent platonisk Formaal:


Moskva krævede den serbiske Armes Mobilisering. Da jeg ogsaa nu ansaa det for bedre ikke at tale, gik Magthaverne i Kreml endnu et Skridt videre:


Den tyske Rigsregering er nu i Besiddelse af Dokumenter, der viser, at Rusland for endelig at faa Serbien til virkelig at gaa i Kamp afgav Løfte om over Saloniki at levere Vaaben, Flyvemaskiner, Ammunition og andet Krigsmateriel mod Tyskland.

Og dette skete næsten samtidig med, at jeg selv endnu raadede den japanske Udenrigsminister Dr. Matsuoka til at udvirke en Afspænding i Forholdet til Rusland, stadig i det Haab, at jeg dermed kunde virke for Freden.


Kun vore uforlignelige Divisioners hurtige Fremstød mod Skoplje og Indtagelsen af selve Saloniki tilintetgjorde dette sovjetrussisk-angelsaksiske Komplots Hensigter. Men de serbiske Flyverofficerer flygtede til Rusland og blev der straks modtaget som allierede. Alene Aksemagternes Sejr paa Balkan har i første Omgang tilintetgjort Planen om i Sommer at indvikle Tyskland i maanedlange Kampe i Sydøsteuropa og i Mellemtiden bringe de sovjetrussiske Armeers Opmarch stadig nærmere sin Fuldendelse samt styrke deres Krigsberedskab for saa sammen med England og støttet af de ventede amerikanske Leverancer at kunne kvæle og sønderknuse Tyskland og Italien.


Dermed har Moskva ikke blot brudt Overenskomsterne i vor Venskabspagt, men paa den usleste Maade begaaet Forræderi imod dem. Og dette skete altsammen, mens Magthaverne i Kreml lige til det sidste nøjagtig som i Tilfældet Finland eller Rumænien udadtil hyklede Fred og Venskab og affattede tilsyneladende uskyldige Dementier.


Men var jeg hidtil af Omstændighederne tvunget til stadig at tie, saa er dog nu det Øjeblik kommet, da det ikke mere vilde være en Undladelsessynd, men ligefrem en Forbrydelse mod det tyske Folk, ja mod hele Europa, hvis vi længere nøjedes med at se til.


Der staar i Øjeblikket 160 russiske Divisioner ved vor Grænse. I flere Uger har der til Stadighed fundet Krænkelser af denne Grænse Sted, ikke blot hos os, men ogsaa baade højt oppe mod Nord og nede i Rumænien. Russiske Flyvere morer sig ganske ubekymret med simpelthen at overse disse Grænser, hvormed de vel vil vise os, at de allerede føler sig som Herrer over disse Omraader. I Natten mellem den 17. og 18. Juni har russiske Patruljer foretaget Rekognosceringer paa tysk Rigsomraade, og først efter en længere Fægtning lykkedes det at drive dem tilbage. Men dermed er nu den Time kommet, da det bliver nødvendigt at træde op imod dette Komplot af jødisk-angelsaksiske Krigsstiftere saavel som de ligeledes jødiske Magthavere i den bolschevistiske Moskva-Central.

 

 

Mit Folk!

 

I dette Øjeblik fuldbyrdes en Opmarch, der i Udstrækning og Omfang er den største, Verden endnu har set. I Forening med finske Kammerater staar Soldaterne fra Sejren ved Narvik ved det nordlige Ishav. Tyske Divisioner under Kommando af Erobreren fra Norge beskytter sammen med de finske Frihedshelte under deres Marchal Finlands Jord. Fra Østprøjsen til Karpaterne rækker den tyske Østfronts Formationer. Ved Pruths Bredder, ved Donaus nedre Løb til Sortehavets Kyster er tyske og rumænske Soldater forenede under Statschef Antonescu.


Denne Fronts Opgave er derfor ikke mere at beskytte enkelte Lande, men at sikre Europa og dermed redde alle.


Jeg har derfor i Dag besluttet mig til igen at lægge det tyske Riges og vort Folks Skæbne i vore Soldaters Haand.


Maatte Gud Herren hjælpe os netop i denne Kamp!

 

sign.:

 

ADOLF HITLER

 

Trykt på dansk hos H. Heenemann K. G., Berlin-Wilmersdorf (uden dato).