Jubilæum. Den 16. oktober 2005 er det 150 år siden, at Carl Andreas Koefoed blev født i Skanderborg. Han kom til at spille en hovedrolle i de russiske landbrugsreformer før revolutionen i 1917. Landbrugsraadet markerede begivenheden med en udstilling om Koefoeds liv og virke, der åbnedes af udenrigsminister Per Stig Møller i Det

Russiske KulturCenter den 30. september i København.

Udstillingen var kommet i stand gennem et samarbejde mellem Landbrugsraadet, Det Danske Kulturinstitut og artiklens forfatter, Svetlana Wolder, der ses til venstre på billedet sammen med udenrigsminister Per Stig Møller og direktøren for Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg, Rikke Helms.

Af Svetlana Wolder

Carl Andreas Koefoed (1855-1948) er en unik dansk skæbne i Rusland. Få har bedre end han kendt bondebefolkningens kår i tsarriget, og næppe nogen anden udlænding har været på så god talefod med de russiske muzjiki, som han mødte i landsbyerne og ude på markerne.

Rusland blev hans andet fædreland, reformen af det russiske landbrug hans livsopgave. I årene før Første Verdenskrig kom han til at spille en central rolle i det stort anlagte forsøg på at reformere det russiske landbrug og dermed det russiske samfund.

Med hele sin energi gik Koefoed ind i det gigantiske arbejde på at skabe en stærk og fri bondestand i det mægtige land. Han fik en enestående chance, da Pjotr Stolypin kom til magten i 1906. Koefoed blev en af hans vigtigste medarbejdere og avancerede til statsråd. Krigen og revolutionen i 1917 satte et tragisk punktum for denne lovende udvikling.

Det er i høj grad symbolsk, at der i 150-året for Koefoeds fødsel er interesse for hans ideer og arbejde. I dag som dengang afhænger moderniseringen af det russiske landbrug af en omfordeling af jorden og etableringen af en selvstændig bondestand.

Rusland som det andet Amerika

I perioden 1870-1917 var forholdet mellem det store russiske rige og det lille Danmark tæt og venskabeligt. Naboskabet omkring Østersøen og de gode politiske kontakter, der blev hjulpet frem af ægteskabet mellem prinsesse Dagmar og Aleksander 3., stimulerede de handelsmæssige og kulturelle forbindelser.

Rusland tiltrak nogle tusind danskere som de store muligheders land, som en slags ”andet Amerika”. De drog mod øst for at tjene penge og gøre karriere, og mange af dem lærte sig russisk og giftede sig ind i russiske familier.

Danske virksomheder og danskere med specialviden, europæisk udsyn og den nødvendige portion eventyrlyst så deres chance i et Rusland under forandring. Tsarriget blev det største marked for dansk industri og den tredje eller fjerde vigtigste handelspartner for Danmark.

De danske investeringer voksede, og danske industri- og handelsforetagender spillede en vigtig rolle i det russiske erhvervsliv fra Skt. Petersborg i vest til Vladivostok i øst. Store Nordiske Telegrafselskab, F. L. Smidt & Co., ØK og Christiani & Nielsen var nogle af de firmaer, som satsede på det russiske marked.

Blandt danskerne i Rusland optræder landmænd, mejerister, læger, veterinærer, telegrafister og ingeniører, og da det var dygtige fagfolk, fik de ofte succes, og nogle opnåede endog høje stillinger i det russiske samfund.

Stolypin – Koefoeds chef

Paradoksalt nok herskede der sult og fattigdom overalt i de russiske landsbyer i en tid, da den russiske landbrugsproduktion steg, eksporten af fødevarer voksede, og Europa spiste sibirisk smør på russisk brød.

Landbrugets almindelige tilbageståenhed var en bremseklods på den politiske og økonomiske udvikling i hele landet. Stolypin sagde: ”Staten er syg, og den sygeste og svageste del er bondestanden” – og bondestanden udgjorde over 80 % af befolkningen.

Rusland var nok et bondeland, men den russiske bonde havde ikke ejendomsret til én eneste plet af sin fædrene jord. Kun en radikal ændring af bøndernes liv kunne forny og styrke det russiske samfund, afværge truslerne om en blodig omvæltning og føre Rusland ind i den moderne tidsalder.

I 1905 var der revolution med strejker i storbyerne og masseopstande ude på landet. Da revolutionen var slået ned, udnævnte tsar Nikolaj 2. den resolutte og handlekraftige Pjotr Stolypin til ministerpræsident.

Stolypin forstod, at det var nødvendigt at reformere det tilbagestående landbrug - både af økonomiske og politiske grunde. Målet for hans reformer var at nedbryde det gamle landsbyfællesskab og skabe en stand af selvejerbønder, der kunne blive et stabilt element i det russiske samfund.

I 2006 er det 100 år siden, at Stolypin iværksatte sine agrarreformer, som kunne være blevet vendepunktet for Rusland.

Barndom og ungdom

C. A. Koefoeds historie begynder i Skanderborg. Her blev han født den 16. oktober 1855. Hans far var byens apoteker, og i apotekets gamle port står endnu at læse, at faren ejede apoteket fra 1853 til 1863. Moren døde, da den 10-årige Carl Andreas boede i København og gik på privatskole sammen med sin bror.

Allerede som konfirmand vidste han, at han skulle være landmand. Faren havde købt en lille gård ved Skanderborg, og her høstede den unge Koefoed sine første praktiske landbrugserfaringer. Efter at han var blevet landbrugskandidat fra Landbohøjskolen, arbejdede han i to år som underforvalter på en gård ved Horsens.

Ung og med mod på livet tilfredsstillede forvalterstillingens meget papirarbejde ham ikke. Han tog et kursus i praktisk mejeribrug, og i sommeren 1878 besluttede han at bryde op fra sit fædreland. Målet for den virkelystne dansker var Rusland. Hvorfor? Ifølge Koefoed selv var det blot ”et spil af tilfældigheder”.

Dengang kunne han ikke vide, at det skulle blive til ”50 år i Rusland”…

Koefoed kommer til Rusland

Allerede i den russiske told vakte Koefoed opsigt med sin store bagage, der blandt andet omfattede en hel plov!

Fra første færd fattede han sympati for det nye land. Sproget og landets sæd og skik interesserede ham levende. I starten arbejdede han i en lille dansk koloni i Velikie Luki (400 km syd for Skt. Petersborg), senere som forvalter på en stor gård ved Moskva, hvor han fik ry for at være en god landmand.

Koefoed tilegnede sig hurtigt landets sprog, sæd og skik. Han giftede sig med en ung studine fra Skt. Petersborg, Jelisaveta Petrovna, og sammen fik de datteren Nina.

Rusland forandrede Koefoed. Hver dag gik han ud på markerne, talte med bønderne og hørte om deres problemer. Med egne øjne så han, hvordan den russiske bonde måtte bruge tid og kræfter på at gå frem og tilbage mellem sine undertiden helt op til 100 (!) små jordstykker.

Han forstod hurtigt, at det var nødvendigt at foretage en udskiftning af jorden, dvs. ophæve landsbyernes århundredgamle jordfællesskab, for at det russiske landbrug kunne komme på højde med det vesteuropæiske. I Danmark var en sådan udskiftning begyndt allerede omkring 1760 og stort set fuldført omkring 1810. Som dansker anså han det for en selvfølge, at de spredte parceller, hvoraf hver enkelt bondegård bestod, skulle samles til ét hele.

Ideen om udskiftning stødte på bred modstand hos russerne, der mente, at det var et område, som udlændinge ikke havde forstand på. For dem var begrebet mir – landsbyfællesskabet – et dogme, et særligt russisk fænomen, der ikke kunne diskuteres.

”Mir-systemet”.

”Miren” var et fællessamfund, som ejede jorden, og det gav en række sociale fordele især til de svagest stillede. Men der var også mange ulemper: den fælles beslutningstagning tog initiativet fra de mest driftige bønder, og den uhensigtsmæssige fordeling af jorden på en mængde spredte småparceller umuliggjorde en effektiv landbrugsdrift.

Koefoed var klar over, at ingen ville tage en udlænding alvorligt, der for at løse det mest russiske af alle russiske spørgsmål foreslog en gennemgribende udskiftning af jorden. Det var ikke nok at pege på udenlandske erfaringer. Han måtte kunne fremvise et konkret eksempel fra Rusland selv på en vellykket udskiftning.

I 1888 blev han ansat som taksator i en bank og fik fra da af mulighed for at rejse rundt i landet og indsamle materialer til sit fremtidige arbejde. Først i 1901 stødte han i Hviderusland på steder, hvor bønderne havde ophævet jordfællesskabet og udskilt de enkelte gårdes jorder uden statens indblanding. I alt fandt han over 900 landsbyer, hvor bønderne på eget initiativ havde omfordelt jorden.

Ingen i landets øverste ledelse interesserede sig for udskiftningerne eller havde nogen forståelse for deres økonomiske og sociale betydning. Koefoed betragtede det derfor som sin opgave at overbevise regeringen om, at udskiftningerne var nødvendige, og at det var den, der skulle stå i spidsen for dem.

Gennembruddet kom i 1904, da han holdt et foredrag i det Kejserlige Geografiske Selskab og fortalte om sine mangeårige selvbestaltede undersøgelser. Finansministeren Sergej Witte fritog ham fra tjenstligt arbejde, for at han kunne fortsætte sit virke. Han kunne nu begynde den agitation, som satte udskiftningen i verdens største agrarland i gang.

Koefoeds rolle i de russiske landbrugsreformer

Koefoeds uegennyttige interesse for Ruslands bønder og hans arbejde på at forbedre deres kår havde opnået officiel anerkendelse, og i årene 1906-16 var han en nøglefigur i regeringens bestræbelser på at modernisere landbruget. Han blev fast ansat ved landbrugsministeriet i Skt. Petersborg, hvor reformerne planlagdes.

Koefoed udnævntes til en af Stolypins ”landindretningsgeneraler”, hvis opgave det var at forklare den lokale administration og befolkning, hvilke reformer der skulle gennemføres, og hvad formålet med dem var.

Der var tale om et kæmpearbejde. Det var ikke nok at give bønderne retten til jorden, gøre dem frie, hjælpe dem med kreditter, redskaber og råd. Der skulle en mentalitetsændring til, og hertil var flere årtiers fredeligt arbejde nødvendigt. I det lille Danmark var der trods alt gået omkring 50 år, før udskiftningen var tilendebragt!

For Koefoed var udskiftningen det eneste middel til en endelig løsning på agrarspørgsmålet, mens Stolypin så løsningen i udstykningen af de jorde, som staten opkøbte.

Udskiftningen tog fart i vinteren 1907-08, da Koefoed efter eget udsagn havde fået overbevist sin chef om, at man skulle satse på udskiftning i stedet for på udstykning. Fra 1908 stod han i spidsen for en særlig afdeling, som skulle føre tilsyn med udskiftningskommissionernes arbejde over hele landet.

Koefoeds kontor i landbrugsministeriet på Isaak-pladsen i centrum af Skt. Petersborg stod for det meste tomt. Med al sin energi kastede han sig ud arbejdet, der hovedsageligt bestod i at føre tilsyn med den tekniske side af udskiftningen i de forskellige guvernementer. Tusindvis af kort skulle studeres, fejl rettes, landinspektører og landmålere instrueres og kontrolleres. Hvis bønderne var utilfredse og modsatte sig reformerne, tilkaldte politiet Koefoed, der tog ud til den enkelte landsby og talte bønderne til rette.

Det var et anstrengende og indviklet arbejde, men som Koefoed selv skriver: ”Det absolut mest trættende var de gallamiddage, som vedkommende guvernør i reglen mente sig forpligtet til at fejre min ankomst med”. Salonsludder – det var ikke Koefoed.

På karrierens højdepunkt

I 1907 skrev Koefoed en brochure til bønderne om formålet med udskiftningen i et klart, enkelt og forståeligt sprog. Brochuren blev trykt i en halv million eksemplarer og blev revet væk.

Det var også hans idé at organisere bondeekskursioner fra guvernementer, hvor udskiftningen endnu ikke havde fundet sted, til steder, hvor der var gennemført succesfulde udskiftninger.

Koefoeds autoritet som leder af udskiftningens gennemførelse voksede, og han steg i rang og stilling. I 1912 blev han medlem af landbrugsministerens råd, og i 1914 udnævnt til statsråd.

Udskiftningen var kun en del af de forandringer, der foregik i det russiske landbrug i årene op til revolutionen i 1917. Millioner af bønder fik tildelt jorde, som staten opkøbte fra adelen, andre millioner udvandrede fra det tætbefolkede europæisk Rusland til Sibirien.

Statistikken viser, at af de ca. 2,5 mio. familier, der i 1916 havde forladt landsbyfællesskabet, havde 1.402.263 eller ca. 10,5 procent af bøndergårdene i europæisk Rusland foretaget udskiftning.

Fællesbruget var i gang med at blive ændret til individuelt landbrug, og før eller siden måtte man komme til det kritiske punkt, hvor processen ville blive selvforstærkende…

I samtiden var det ikke alle, der indså betydningen af agrarreformerne, men Lenin og de revolutionære indrømmede, at reformerne ville umuliggøre en voldelig omvæltning i landet. Derfor var de imod dem.

Stolypin faldt for en revolutionær terrorists morderkugler i 1911, men hans politik forsattes indtil Første Verdenskrigs udbrud.

Revolution og kollektivisering

Da Lenin og bolsjevikkerne kom til magten under slagordet ”Jorden til bønderne, fabrikkerne til arbejderne og fred til folkene”, ændredes statens syn på bondestanden radikalt.

Den sovjetiske regering ønskede ikke en stærk og fri bondestand, men så idealet i store kollektivbrug, ”kolkhoserne”. I 1929 proklamerede Stalin overgangen til kollektiviseringen og udryddelsen af kulak-klassen. Paradoksalt nok betød det en tilbagevenden til det gamle landsbyfællesskab, men nu under sovjetstatens uindskrænkede ledelse og kontrol.

Da revolutionen brød ud, var Koefoed i tjeneste ved det danske gesandtskab i Moskva. I foråret 1918 sendtes han til Omsk i Sibirien for at hjælpe de østrigsk-ungarske krigsfanger. Missionen var planlagt til at vare tre uger, men kom til at strække sig over to år. Sibirien var da skueplads for den frem- og tilbagebølgende borgerkrig mellem ”de hvide” og ”de røde”, og i det omsiggribende kaos kom Koefoed til at tilbringe nogle måneder i fængsel, mistænkt for at drive spionage.

I 1920 vendte han tilbage til København, hvortil hans familie var emigreret året forinden. I 1924 blev han ansat som landbrugskonsulent ved den danske ambassade i Moskva og blev på denne post indtil 1931 – en dramatisk periode med tvangskollektivisering, hungersnød, statslig konfiskering af korn og massedeportation af bønder. I 1930 blev 40 af Koefoeds bekendte og tidligere kolleger arresteret som modstandere af kollektiviseringen.

Tilbage i Danmark

I 1931 blev Koefoed tvunget til for stedse at forlade Sovjetunionen. Ingen kunne mere beskæftige sig objektivt med perioden før 1917, Koefoeds navn blev glemt, skønt de fleste af hans arbejder var skrevet på russisk, og Stolypins reformer blev stemplet som reaktionære af den officielle propaganda.

Tilbage i Danmark fortsatte den nu over 75-årige Koefoed sit arbejde som landbrugsekspert og virkede blandt andet som rådgiver for den jugoslaviske og rumænske regering. I 1945 – Koefoed var da 90 år – udkom hans kendteste bog ”50 Aar i Rusland”, en af de vigtigste kilder til de Stolypin’ske agrarreformer.

I dag betragtes Stolypins reformer som det mest lovende forsøg på at gennemføre en omfattende økonomisk og social modernisering af Rusland i årene frem til tsarrigets sammenbrud. Interessen for hans agrarreformer og dermed for Koefoeds arbejde er nu større end på noget andet tidspunkt siden 1917.

Et symptom på denne interesse er det, at ”50 Aar i Rusland” i 1997 udkom i en uforkortet og kommenteret oversættelse til russisk.

Det aktuelle dansk-russiske landbrugssamarbejde

De dansk-russiske kontakter har i de senere år udviklet sig stærkt inden for mange områder af russisk landbrug. Både føderale og regionale myndigheder viser stor interesse for samarbejdet.

Et af de vigtigste danske projekter er deltagelsen i udviklingen af en central landbrugsrådgivningstjeneste. På Landbrugsraadets initiativ er der desuden underskrevet samarbejdsaftaler med administrationerne i flere regioner.

En række betydende danske agroindustrielle virksomheder er for nogle år siden gået sammen om at udvikle samarbejdet, blandt andet gennem faglige seminarer i flere regioner, hvad der har medført en øget kontakt på bedriftsniveau. Danske avlsdyr har medvirket til at styrke avlsarbejdet mange steder i landet. Mest aktuelt er indførelsen af moderne dansk teknologi i husdyravlen. Eksempler herpå findes i Krasnodarskij Kraj i Sydrusland og i Vladimir amt ved Moskva.

De tydeligste eksempler på, at Koefoeds ideer også i dag spiller en rolle for de igangværende landbrugsreformer findes i Pskov-området, hvor danske eksperter på tidligere statsbrug har gennemført de første projekter om tilbageførelse af ejerskab og drift til de formelle ejere af adkomstbeviserne til jorden.

Her har Koefoeds jordfordelingsprincipper fundet direkte anvendelse i en moderne sammenhæng til gavn for de lokale landmænd. Det er planen, at de erfaringer, der gøres i Pskov-området, skal overføres og udnyttes i hele Nordvestrusland.