SKT. PETERSBORG I REJSETASKEN
Tekstprøve:
Tur 8:
Anmeldelser
Forside
 Tip en ven  Udskriv siden

ANMELDELSER

 

Flemming Rose, Jyllands-Posten, den 18. maj 2003:

 

"Sankt Petersborg var i flere hundrede år det russiske imperiums hovedstad, og det bærer byen præg af. En ny, fremragende guide skrevet af Svetlana Wolder fortæller alt, hvad der er værd at vide om byen…

 

Denne guide ligger klasser over alt, hvad der findes på dansk af eksisterende rejsebøger om Sankt Petersborg, og man må håbe, at de, der begiver sig over Østersøen til Sankt Petersborg... vil tage den med i kufferten…

 

Guiden oser af et glødende engagement og kærlighed til sit objekt, går ikke af vejen for at ytre klare holdninger og lyser af den indsigt og kendskab til stoffet, som skaber en letløbende tekst…

 

Fortællingen er krydret med små oplysende portrætter af centrale figurer fra tsar Peter den Store… til Fjodor Dostojevskij, hvis hovedpersoner i romanen Forbrydelse og Straf man kan følge på en særlig rundtur i byen…

 

Desuden er guiden forsynet med gode kort over Eremitage-museet, hvis udstillinger optager mere end 350 sale med 2,5 mio. genstande…

 

Det er herligt, at et lille forlag som Helikon kan præstere et værk, hvor der ikke spares på fotos, og hvor design og grafik er gennemtænkt… "

 

Marie Tetzlaff, Politiken, den 1. april 2003:


"Er De i den heldige situation, at De skal opleve Sankt Petersborg for første gang, så anskaf Dem inden rejsen Svetlana Wolders netop udkomne bog, Skt. Petersborg i rejsetasken.

 

Svetlana Wolder er en dansk gift russisk historiker, som i over 20 år har arbejdet ved petersborgske museer, og det mærkes på bedste vis i den blanding af pædagogisk lethed, saglighed og sans for de kulturelle sammenhænge, der præger denne guidebog.

 

Den har, hvad den skal have – illustrationer, vandreture, planer over museer, en parlør, metrokort og miniartikler, f.eks. om den ortodokse kirke, Rasputin, prinsesse Dagmar og danske kunstnerkarrierer i Sankt Petersborg.

Dertil kommer den indfødtes fortrolighed med byen, der ikke går i selvsving som patriotisk selvglæde.

 

Bogen har det større overblik end de fleste rejseførere af den størrelse, som gør, at jeg med glæde anbefaler den.

 

Om arkitekturen, historien, kirkerne, paladserne og skæbnerne kan De læse i Svetlana Wolders bog. Gør det inden afrejsen… så får De uendeligt mere ud af besøget".

 

Hans Richardt Schmidt-Nielsen, EMU – Gymnasieskolen, august 2004:

I en by som Skt. Petersborg med en så omskiftelig og intens historie er det noget af en bedrift, at Svetlana Wolder har skrevet en rejsefører, der både er kompakt og samtidig får dækket byens historie på en tydelig og læseværdig måde.

 

Svetlana Wolder er selv russer og har arbejdet på flere kulturinstitutioner i Skt. Petersborg, og det skinner tydeligt igennem i teksten. Hun kender til sit stof og skriver levende om sin by og dens attraktioner. Hun bor nu i Danmark, og det giver bogen et dansk islæt, der blandt andet kan ses i hendes omtale af prinsesse Dagmar. Udover at være en glimrende rejsefører rundt i byen, er udgivelsen også en introduktion til byens kultur og stemning, og man mærker, det er en indfødt russer, der er forfatter til bogen.

 

Bogen vil egne sig fint som indføring til Skt. Petersborg, da forfatteren meget nyttigt foreslår, hvilke kirker og museer der er besøgsværdige ved at give dem stjerner fra 1 til 3. Til mange af attraktionerne er der tilknyttet personlige kommentarer og observationer, der placerer bogen over de fleste sterile rejseguides.

 

De gode billeder og kort hjælper også med til at fordybe sig i Skt. Petersborg og omegn.

 

Bagest i bogen er der samlet oplysninger om sprog, mad, åbningstider etc. Alt i alt er bogen en af de bedste guider til Skt. Petersborg, en by der rummer både Rusland og Europa, og Svetlana Wolders bog fører det hele op i en højere enhed.

 

Ved et eventuelt klassebesøg i byen kan bogen med fordel bruges for at vise både en dansk vinkel på byen og ved at oplyse om de mange aspekter ved det russiske samfund, der kommer frem i fortællingen om Skt. Petersborg.

 

www.emu.dk