KEJSERINDE DAGMARS BISÆTTELSE 1928

Af Svetlana Wolder

I disse dage gør Danmark og Skt. Petersborg sig klar til genbegravelsen af kejserinde Dagmar. Men hvordan var kejserindens sidste år i Danmark, og hvordan foregik hendes bisættelse i 1928?

”Jeg elsker Hvidøre. Det er mit!” Sådan sagde kejserinde Dagmar ofte, efter at hun som politisk flygtning var kommet tilbage til Danmark. Og det var mere end blot en talemåde. ”Hvidøre”, snarere en stor villa end et slot i Klampenborg, havde hun købt sammen med søsteren Alexandra i 1906, og det blev hendes sidste bolig. Kejserinden, der havde hersket over hele det mægtige russiske rige, fandt tryghed og glæde på denne lille plet danske jord ved Øresund.

I 1919 havde hun forladt Rusland, fulgt af en lille skare af trofaste, som blev hos hende til det sidste. Om revolutionen talte hun aldrig, men tilbragte mange gange flere timer med at se på fotografier af tsarfamilien. Hvad hun følte i sådanne øjeblikke, bevarede hun for sig selv.

Rank og fornem modtog hun sine gæster, siddende på en lænestol ved vinduet i dagligstuen. I den første tid, skriver hendes livkosak Jasjik, var der stille i huset, men snart stod der næsten hver dag 10-15 biler parkeret udenfor. Dagmar havde stor autoritet blandt de russiske flygtninge, ikke blot i sit gamle fædreland, men over hele verden.

Fra emigrantkolonierne i Paris, London, Athen og Konstantinopel kom der hundredvis af breve med bønner om penge, anbefalinger, lån og gaver og beskrivelser af den kummerlige tilværelse, de fordrevne fristede. En strøm af klager fra mennesker, der levede i fattigdom og nød, og som allermest led af hjemve. Men som også vidste, at ingen var hårdere ramt end kejserinden selv, der havde mistet sytten af sine familiemedlemmer under revolutionen, heriblandt to sønner og fem børnebørn. En smerte, hun bar med værdighed og fatning. Som en af hendes sekretærer engang udtrykte det: ”Denne lille dame voksede sig stor og stærk, når alvorlige ulykker stod på, eller når en fare truede”.

Hendes position efter revolutionen var ikke nem. Hun spillede ingen politisk rolle, alligevel var hun som en fremtrædende repræsentant for den hvide emigration forhadt af bolsjevikkerne. Samtidig havde næsten alle europæiske regeringer omkring 1925 anerkendt det nye sovjetstyre, hvorefter de europæiske kongehuses forhold til hende blev køligt og distanceret.

I november 1925 mistede Dagmar søsteren, enkedronning Alexandra. Selv om hun elskede sine døtre Olga og Xenia og deres børn, betød søsterens bortgang endnu et smerteligt tab for hende, og i de sidste år følte hun sig meget ensom.

Fra september 1928 begyndte helbredet at svigte. Hun var klar over, at hendes tid var ved at rinde ud. Ifølge hendes læge Morten Knudsen døde hun ikke af nogen bestemt sygdom. Man så kejserindens kræfter ganske langsomt tage af. ”Hun svandt bort som et lys, der brænder ud. Men til tider kunne hun rejse sig af sygelejet og synes rask og stærk igen. En ganske forbavsende styrke var hun i besiddelse af – legemligt som åndeligt”.

Den danske kongedatter prinsesse Dagmar og russiske kejserinde Maria Fjodorovna døde den 13. oktober 1928, kl. 19.20 på Hvidøre, en måned før hun ville være fyldt 81 år. Kun storfyrstinderne Olga og Xenia og deres nærmeste pårørende var til stede i dødsøjeblikket.

Kl. 21 samme aften indfandt nevøen kong Christian 10. sig sammen med dronning Alexandrine. Det blev besluttet, at begravelsen skulle foregå efter det græsk-katolske ritual fra den russiske kirke, som kejserinden selv havde ladet opføre. Der blev anlagt hofsorg i fire uger.

Nyheden spredtes straks over hele København. Dagmar var det ældste medlem af det danske kongehus, og hendes skæbne havde gjort et stort indtryk på hendes samtidige. Den næste dag bragte alle danske aviser meddelelsen på forsiden. Nationaltidende skrev: ”Danmark begræder i dag tabet af sin kloge og modige datter”. Mindeord blev også trykt i den udenlandske presse. ”Le Journal” sluttede sin artikel således: ”Frankrig kan ikke glemme Maria Fjodorovna. Ved denne båre bøjer alle franskmænd sig dybt i mindet om kejserindens navnløse ulykker”. De tyske mindeord var mindre venlige. Dagmar havde som ung pige oplevet krigen i 1864, og hun gjorde livet igennem intet for at skjule sin tyskfjendtlige indstilling.

Om formiddagen den 16. oktober overførtes hendes zinkkiste til Alexander Nevskij-kirken i Bredgade. Den blev anbragt på katafalken, og låget fjernedes, således at alle kunne se den døde kejserinde. Dagen igennem var der æresvagt ved båren. Blandt dem, der holdt vagt, var en tidligere russisk ministerpræsident og flere russiske officerer.

Hele eftermiddagen gik der en uafbrudt strøm af mennesker gennem kirken. Hver dag, fra kistens overførelse til bisættelsesdagen, holdtes der kl. 12 og 17 sørgemesser, som overværedes af flere af kongehusets medlemmer samt af en række fyrstelige personer fra det gamle tsarhof. Messerne lededes af den russiske kirkes overhoved metropolitten Eulogius, der var rejst hertil fra Paris. Den 18. kl. 14 loddedes zinkkisten til.

På begravelsesdagen, fredag den 19., blev kirken lukket kl. 10 for offentligheden, og kun de 400 personer, der var blevet forsynet med adgangskort, kunne komme ind og overvære den ortodokse liturgi. Dødsmessen begyndte, og allerede på dette tidspunkt indfandt hele slægten Romanov sig. I en russisk kirke står man ved sådanne lejligheder op, men, som de danske aviser skrev, så blev messens umådelige længde for meget for adskillige af de fyrstelige damer, og der blev stillet nogle små, forgyldte stole ind til dem.

Lidt før kl. 13 ankom statsminister Madsen-Mygdal sammen med andre danske og udenlandske honoratiores, umiddelbart derefter samtlige medlemmer af kongehuset, og på slaget 13 kongen og dronningen. Langsomt og umærkeligt gled messen over i sørgegudstjenesten, og efter at der var blevet læst bønner og sunget, og de høje prælater havde vandret rundt om kisten med svingende røgelseskar og brændende lys, talte provst Koltjef over kejserinden: ”Det rene vokslys er brændt ned. Flammen er slukket. Vor Lillemors-kejserindens liv er forbi. De mange millioner af Ruslands børn er blevet forældreløse”.

Allerede kl. 13.15 var den kongelige ligvogn kørt frem foran kirken. Et kvarter i to lød kommandoråbene, garderne præsenterede gevær, husarerne skuldrede sablen, og den hvide kiste, svøbt i det hvidblå kejserflag og Dannebrog og dækket af blomster, blev under lyden af kirkeklokker båret ud til vognen i den afspærrede Bredgade.

Det store sørgetog med ligvognen anbragt i midten begav sig fra kirken forbi Kastellet ad Grønningen til Østerport station. Overalt langs ruten havde københavnerne taget opstilling, en kold, klar efterårssol skinnede ned over togets mange farver, livgardens orkester spillede sørgemarcher, og batteriet ”Sixtus” affyrede som den sidste hilsen sørgesaluttens 121 skud.

Fra Østerport station gik rejsen med tog til Roskilde. Berlingske Tidendes journalist skrev: ”Mange fyrstebegravelser har Roskilde været vidne til – og de fleste vel nok under udfoldelse af et større og prægtigere ceremoniel end denne. Men enkekejserinde Dagmars ligfærd var præget af en stemning, der virkede betagende og malerisk på en måde, man ikke før har oplevet det”.

Og en mere fremmedartet bisættelse er vist heller aldrig set i Roskilde: Metropolitten i sit strålende skrud med tiaraen på sine grå hår, russiske prælater i lange farverige, rigt broderede silkekåber, gamle helgenbilleder, forgyldte krucifikser og røgelseskar, inderlig og højtidelig korsang og russisk tale oprullede her et billede, som var uendeligt fjernt fra den religiøse kultus, man er vant til i Danmark.

Vejen gennem hovedgaden ned til Domkirkens Kongeport var bestrøet med gran, og her modtoges ligtoget af biskoppen, domprovsten og stiftsskriveren. De gallaklædte garderofficerer løftede kisten af vognen og bar den ind i kirken, fulgt af de kongelige og det øvrige følge.

Orglets dæmpede sørgehymne blandede sig med det russiske kors sang, Dagmars kiste anbragtes i en stor egetræs-sarkofag og opstilledes forrest i kapellet ved siden af forældrenes – Christian 9.’s og dronning Louises – sarkofager.

Da bisættelseshøjtideligheden under ledelse provst Fenger var forbi, gik først af alle broren prins Valdemar og søsteren hertuginde Thyra ud af kapellet. Kejserindens to kæmpemæssige livkosakker havde taget opstilling ved indgangen til kapellet, og hele det kongelige følge hilste dem med håndtryk. Som de sidste forlod storfyrstinderne Olga og Xenia stedet.

Mens byens klokker ringede, drog følget hjem, nu i trist og silende regn, og alle Ruslands fyrster spredtes atter i deres hjemløshed til Europas storbyer. Tilrejste fra forskellige lande begræd de oprigtigt deres Maria Fjodorovna, som for dem ikke blot var ”vor elskede kejserinde”, men også et af symbolerne på det Rusland, der for altid tilhørte fortiden.

Nu – tre år senere end oprindeligt planlagt, og efter at de politiske forviklinger mellem Danmark og Rusland i kølvandet på den tjetjenske verdenskongres i 2002 er overvundet – kan kejserindens ønske om at hvile ved ægtemanden tsar Alexander 3.’s side i de russiske imperatorers gravkapel i Peter-Paul-katedralen i Skt. Petersborg endelig gå i opfyldelse.

Kejserinden vender tilbage til Rusland og til sin familie.