LA ROCHEFOUCAULD OM EGOISMEN

Egoismen er kærligheden til en selv og til alt, hvad der angår en selv. Den får menneskene til at forgude sig selv og ville gøre dem til tyranner over andre, hvis skæbnen gav dem mulighed for det. Den falder aldrig til ro uden for sig selv og standser kun op ved andre ting for, ligesom bierne på blomsterne, at suge det ud af dem, den har brug for.

Intet er mere voldsomt end dens begær, intet mere uigennemskueligt end dens planer, og intet mere udspekuleret end dens fremgangsmåder. Dens smidighed er ubeskrivelig, dens forvandlingskunst overgår metamorfosernes, dens raffineringsmetoder kemiens. Man formår ikke at lodde dens dybde eller trænge gennem dens afgrunds mørke. Dér er den skjult for selv de skarpeste blikke, og dér bugter den sig hid og did på tusind forskellige måder. Dér er den ofte usynlig for sig selv, og dér undfanger, nærer og fostrer den, uden selv at vide det, et stort antal hengivne og hadefulde følelser, der undertiden, når de kommer frem i dagens lys, er så grufulde, at den ikke kender dem eller ikke har mod til at vedgå dem.

Af denne nat, som indhyller den, fødes de latterlige forestillinger, den har om sig selv. Herfra stammer de fejl, den uvidenhed, den plumphed og det enfold, den omfatter sig med. Herfra kommer overbevisningen om, at dens følelser er døde, når de blot er indslumrede, indbildningen om at have mistet lysten til at løbe, så snart den tager sig et hvil, og troen på at have tabt enhver appetit, når den har stillet sin sult.

Men dette tætte mørke, der skjuler den for den selv, forhindrer den ikke i at se tingene uden for sig selv fuldkommen klart, og heri ligner den vore øjne, som ser alt og kun er blinde for sig selv. Faktisk formår den, når det gælder dens vigtigste interesser og forehavender, hvor voldsomme ønsker kræver al dens opmærksomhed, at se, mærke, opfatte, forestille sig, ane, gennemskue og gætte alt, således at man fristes til at tro, et hver enkelt af dens lidenskaber besidder sin egen magiske kraft. Intet er så inderligt og så stærkt som de bindinger, den forgæves søger at bryde med, når den ser sig truet af alvorlige farer.

Alligevel gør den undertiden i en håndevending og uden det mindste besvær, hvad den tidligere ikke formåede at gøre igennem flere år, og bryder alle de bånd, den er i stand til. Heraf kan man med stor sandsynlighed slutte, at dens begær snarere antændes af den selv end af de genstandes skønhed og værdi, det er rettet imod, at dens lyst er det, der hæver deres pris, og den sminke, som forskønner dem, at det kun er den selv, den løber efter, og at den følger sin egen smag, når den følger de ting, der er efter dens smag.

Den forener alle modsætninger, den er herskesyg og underdanig, oprigtig og hyklerisk, medfølende og grusom, frygtsom og vovemodig. Den har forskellige tilbøjeligheder alt efter forskelligheden i de temperamenter, der giver den retning og får den til at stræbe efter snart ære, snart rigdom, snart nydelse. Den ændrer dem, alt efter som vor alder, vort held og vore erfaringer ændrer sig.

Men det er den ligegyldigt, om den har mange eller kun en, for den deler sig i mange og samler sig i en, som nødvendigheden byder, og den selv lyster. Den er ubestandig, og udover de forandringer, der skyldes ydre årsager, findes der et utal, der avles af den selv og af dens eget dyb. Den er ubestandig på grund af ubestandighed, letsind, kærlighed, nyhedssyge, træthed og afsky. Den er lunefuld, og man ser den undertiden arbejde med den største iver og med utrolig ihærdighed på at opnå ting, den ikke har nogen fordel af og tilmed skader den, men som den efterstræber, simpelthen fordi den vil have dem. Den er bizar og lægger ofte alle sine kræfter i ganske overfladiske beskæftigelser. Den finder fornøjelse i de mest intetsigende ting, og bevarer hele sin stolthed i de mest foragtelige.

Den findes i alle samfundsklasser og under alle forhold, den lever overalt, den lever af alt, og den lever af intet. Den indretter sig efter tingene og efter manglen på ting. Den træder endog over på de folks side, som bekriger den, og tager del i deres planer, og hvad der er beundringsværdigt, så deler den deres had imod den selv, den bønfalder om sin egen fortabelse og arbejder endog på sin egen undergang.

Kort sagt bekymrer den sig kun om at eksistere, og for at eksistere accepterer den at være sin egen fjende. Man skal derfor heller ikke forundres, hvis den undertiden forener sig med den mest ubøjelige strenghed og dristigt går i forbund med den for at tilintetgøre sig selv, for samtidig med at den bukker under ét sted, rejser den igen hovedet et andet. Når man tror, at den har sluppet sine lyster, har den kun givet dem en pause eller en anden retning, og selv når den er besejret, og man tror den fuldstændigt slået, ser man den atter triumferende i sit eget nederlag.

Således er portrættet af egoismen, hvis hele liv intet andet er end én lang og mægtig rastløshed. Havet er et håndgribeligt billede på den, og i dets bølgers uophørlige vekslen finder den en tro genspejling af sine uroligt skiftende tanker og evige bevægelser.

François La Rochefoucauld: Maksimer. Et portræt af det menneskelige hjerte (1678). Maksime 505.

Oversættelse: Fritz Wolder.