Halford J. Mackinder

HISTORIENS GEOGRAFISKE OMDREJNINGSPUNKT

Docent i geografi ved Oxford University; direktør for London School of Economics and Political Science. Foredrag holdt i Royal Geographical Society, 25. januar, 1904. Trykt i The Geographical Journal, nr. 4, April, 1904.

[Synopsis]

• Tiden 1500-1900 var den columbianske periode, da Europa ekspanderede søværts over hele kloden
• Nu er vi i den post-columbianske epoke, og verden er blevet et lukket politisk system, hvor alle dele indvirker på hinanden
• Vores mål er at finde en sammenhæng mellem de store geografiske og de store historiske generaliseringer og en formel, der udtrykker geografiens indvirkning på verdenshistorien 
• Mennesket og ikke naturen tager initiativet, men naturen kontrollerer i vidt omfang
• Europa har fået sin civilisation under pres fra Asien
• Europa består af monotont lavland i øst og varierede, mindre territorier i vest
• Rusland er delt i et skovland i nord og et steppeland i syd
• Europa er blevet invaderet af asiatiske nomadefolk i over tusind år
• Presset var stimulerende, og under dét er de europæiske nationer opstået
• Den asiatiske indflydelse på Europa bliver tydeligst, når vi kommer til mongolerne
• Vi flytter derfor det geografiske fokus fra Europa til Eurasien og konstaterer, at det består af et kerneland og et randland
• Mongolernes ekspansion i alle retninger viste, at det kernelandet med en overlegen mobilitet er i stand til at underlægge sig randlandet
• Mobilitet på oceanet er den naturlige rival til mobilitet til lands, og i den columbianske periode har mobiliteten været højst på oceanet og sikret sømagts dominans
• Men med de moderne jernbaner vil landmagts mobilitet snart kunne overgå sømagts
• Rusland erstatter i dag det mongolske rige og er verdenspolitikkens geografiske omdrejningspunkt
• Jorden kan deles op i naturlige magtcentre: det eurasiske kerneland, den indre halvmåne = det eurasiske randland, og den ydre halvmåne= resten
• En omstødelse af magtbalancen til fordel for landmagt (fx en alliance mellem Rusland og Tyskland) vil resultere i landmagts ekspansion ind i Eurasiens randområder, og verdensherredømmet vil være i sigte
• En sådan trussel nødvendiggør et system af brohoveder rundt om heartland, støttet af britisk flådemagt. 
• Kernelandets geografiske betydning er uafhængig af, hvem der kontrollerer det, Rusland eller Kina

[Fed skrift tilføjet]

Når historikere i en fjern fremtid engang skal se tilbage på de relativt få århundreder, vi nu er passeret igennem, og ser dem i forkortet perspektiv, ligesom vi i dag ser på de egyptiske dynastier, kan det meget vel tænkes, at de vil beskrive de seneste 400 år som den columbianske epoke og sige, at den endte straks efter år 1900. For ikke længe siden er det blevet almindeligt at tale om, at geografiske opdagelser næsten er et afsluttet kapitel, og det erkendes, at geografi må ændre sin orientering i retning af uddybende studier og filosofisk syntese. Igennem 400 år er verdenskortet i sine hovedtræk blevet tegnet med rimelig stor præcision, og selv i de polare områder har Nansens og Scotts rejser stærkt indsnævret den sidste mulighed for at gøre dramatiske opdagelser. Valget af indgangen til det 20. århundrede som afslutningen på en stor historisk periode er passende, ikke bare på grund af denne landvinding, hvor stor den end måtte være. Missionæren, erobreren, farmeren, minearbejderen og til sidst ingeniøren er fulgt så tæt i hælene på den rejsende, at verden selv i de fjerneste egne næppe er blevet kendt, før vi kan berette om deres nærmest fuldstændige politiske annektering. I Europa, Nordamerika, Sydamerika, Afrika og Australasien er der knap en region tilbage, som nogen kan gøre krav på, undtagen når det sker som følge af en krig mellem civiliserede eller halvciviliserede magter. Selv i Asien er vi sandsynligvis vidner til de sidste træk i det spil, som først blev spillet af kosakken Jermaks ryttere og Vasco da Gamas søfolk. Vi kan i det store og hele sammenligne den columbianske periode med den forudgående tidsalder ved at sige, at det karakteristiske ved den var, at Europa ekspanderede næsten uden at møde modstand, mens den middelalderlige kristenhed var lukket inde på et snævert område og blev truet af barbari udefra. Fra nu af og fremover, i den post-columbianske tid, vil vi igen få at gøre med et lukket politisk system, også selv om det er et system, der omfatter hele verden. Enhver eksplosion af sociale kræfter vil, i stedet for at forsvinde i et omkringliggende, ukendt rum og barbarisk kaos, udløse et skarpt ekko fra den anden side af kloden, og svage elementer i verdens politiske og økonomiske organisme vil som følge heraf blive udsat for rystelser. Der er en kolossal forskel på virkningen af en granat, der slår ned i en jordvold og dens nedslag midt i en stor bygnings eller et stort skibs lukkede og afstivede rum. Sandsynligvis er en gryende bevidsthed om dette faktum i alle dele af verden omsider begyndt at få statsmændene til at tænke mindre på territorial ekspansion og mere på at forbedre deres landes relative effektivitet.

Det synes mig derfor, at vi i det indeværende årti for første gang med nogen grad af fuldstændighed står i den situation, at vi kan forsøge at finde en sammenhæng mellem de større geografiske og de større historiske generaliseringer. For første gang kan vi forstå noget af det virkelige forhold mellem [Jordens fysiske] konfigurationer og begivenhederne på hele verdensscenen, og vi kan måske finde en formel, der udtrykker i hvert fald visse aspekter af geografiens indvirkning på verdenshistorien. Hvis vi er heldige, vil denne formel have en praktisk værdi derved, at den vil kunne sætte nogle af de konkurrerende kræfter i den aktuelle internationale politik i perspektiv. Den velkendte tese om imperiernes march mod vest er et empirisk og rudimentært forsøg af denne slags. Her i aften vil jeg fremlægge en beskrivelse af dé fysiske konfigurationer i verden, som jeg tror har haft de stærkeste indvirkninger på menneskers handlinger, og præsentere nogle af de vigtigste faser i historien som organisk forbundet med dem, selv i tider da menneskene ikke kendte noget til geografi. Mit mål er ikke at diskutere indflydelsen af den ene eller anden konfiguration, og heller ikke at undersøge regional geografi, men snarere at fremstille menneskets historie som en del af verdensorganismens liv. Jeg medgiver, at jeg kun kan afdække ét aspekt af sandheden, og jeg nærer intet ønske om at kaste mig ud i en overdreven materialisme. Mennesket og ikke naturen tager initiativet, men naturen kontrollerer i vidt omfang. Mit ærinde angår den generelle fysiske kontrol snarere end den universelle histories årsager. Det er indlysende, at man kun kan håbe på en første tilnærmelse til sandheden. Og jeg skal være ydmyg over for mine kritikere.

Afdøde prof. Freeman mente, at den eneste historie, der betyder noget, er de mediterrane og europæiske folks historie. Det er på en måde naturligvis rigtigt, for det er blandt disse folk, at der er opstået de ideer, som har gjort Grækenlands og Roms efterkommere dominerende overalt i verden. Men i en anden og meget vigtig betydning virker en sådan begrænsning hæmmende på tænkningen. De ideer, der former en nation, og som gør den til andet end en simpel flok menneskedyr, er sædvanligvis blevet accepteret under pres fra en kollektiv udfordring og en kollektiv nødvendighed af at gøre modstand mod en udefra kommende magt. Ideen om England blev hamret ind i de syv kongedømmer [under anglerne og sakserne] af danske og normanske erobrere; ideen om Frankrig blev indpræget de stridende frankere, gotere og romere af hunnerne [i slaget] ved Châlons [Katalauniske Marker, 451. e. Kr.] og i Hundredårskrigen med England; ideen om kristendommen opstod under de romerske forfølgelser og modnedes med korstogene; ideen om De Forenede Stater blev først accepteret, og den lokale, koloniale patriotisme veg først tilbage, med den lange Uafhængighedskrig; ideen om det tyske rige blev først modstræbende accepteret i Sydtyskland efter en krig mod Frankrig i våbenbroderskab med Nordtyskland. Den historieopfattelse, som jeg vil betegne som den litterære, og som udelukkende koncentrerer sig om ideer og den heraf følgende civilisation, er tilbøjelig til at tabe de mere elementære processer af syne, som almindeligvis er den udløsende årsag til de handlinger, der er grobunden for de store ideer. En frastødende person udøver en værdifuld social funktion ved at forene sine fjender, og det var under presset fra et udefra kommende barbari, at Europa fik sin civilisation. Jeg beder Dem derfor om for et øjeblik at betragte Europa og den europæisk historie som underordnet Asien og den asiatiske historie, for den europæiske civilisation er i en meget reel betydning et resultat af den århundredlange kamp imod asiatisk invasion.

Den mest bemærkelsesværdige kontrast på det moderne Europas politiske landkort er kontrasten mellem Ruslands enorme vidder, der optager halvdelen af kontinentet, og gruppen af mindre territorier, som bebos af de vestlige magter. Fra et fysisk synspunkt er der naturligvis en lignende kontrast mellem det monotone lavland i øst og den rige kompleksitet af bjerge og dale, øer og halvøer i resten af denne del af verden. Ved første øjekast kunne det synes, at vi med disse velkendte fakta har en så åbenlys sammenhæng mellem naturlige omgivelser og politisk organisation, at det næppe er umagen værd at beskrive den, især når vi bemærker, at en kold vinter står over for en varm sommer over hele den russiske slette, og at de menneskelige eksistensvilkår således er gjort endnu mere ensartede. Men en række historiske kort, som de der findes i Oxford Atlas, afslører den kendsgerning, at ikke blot er det næsten fuldstændige sammenfald mellem europæisk Rusland og Europas østlige slette noget, som har eksisteret i de sidste ca. hundred år, men at der i alle tidligere tider også har eksisteret en helt anden tendens i den politiske opdeling. To grupper af stater har nemlig almindeligvis delt Rusland i nordlige og sydlige politiske systemer. Faktum er, at det orografiske kort [kort der viser højdeforhold] ikke viser den særlige fysiske kontrast, der indtil for ganske nylig bestemte menneskenes vandringer og bosættelser i Rusland.

Når dækket af vintersne lidt efter lidt forsvinder nordover på slettens enorme flade, følger regnen, der kulminerer i maj og juni ved Sortehavet, og ved Østersøen og Hvidehavet i juli og august.

I syden er sensommeren en periode med tørke. Som en konsekvens af disse klimatiske forhold var nord og nordvest skov, kun afbrudt af moser, mens syd og sydøst var en grænseløs græssteppe, hvor der kun voksede træer langs floderne. Delingslinjen mellem de to regioner løb diagonalt i nordøstlig retning fra den nordlige ende af Karpaterne til et punkt i Uralkæden, nærmere dens sydlige end dens nordlige yderpunkt. Moskva ligger lidt nord for denne linje, eller med andre ord på skovsiden af den. Uden for Rusland løb den store skovs grænse vestover næsten præcist midt ned gennem den europæiske landtange, som måler 800 mil [ca. 1.300 km] fra Østersøen til Sortehavet.

Længere mod vest på den europæiske halvø er der spredte skove hen over den nordtyske slette, mens steppelandet i syd gik uden om Karpaternes store transsylvanske bastion og strakte sig op ad Donau gennem det, der nu er Rumæniens kornland. Et fritliggende steppeområde, lokalt kendt som pusztaen, der nu i vidt omfang er opdyrket, dækker den ungarske slette, omkranset af Karpaternes og Alpernes skovbælter. I hele Vestrusland, undtagen i det fjerne nord, har skovrydninger, afvanding af moseområder og opdyrkning af steppe i de senere år udjævnet landskabets karakter og i vidt omfang udslettet et skel, der tidligere var så stærkt bestemmende for de menneskelige vilkår. 

Det tidlige Rusland og Polen opstod udelukkende i skovlysninger. På den anden side kom der fra ukendte afkroge af Asien, gennem porten mellem Uralbjergene og Det Kaspiske Hav, i alle århundreder fra det 5. til det 16., en bemærkelsesværdig række af turanske nomadefolk - hunnere, avarer, bulgarere, magyarer, khazarer, patzinakker, kumanere, mongoler, kalmukkere. Under Attila slog hunnerne sig ned midt på pusztaen i den yderste del af den eurasiske steppe og rettede derfra angreb mod nord, vest og syd mod Europas fastboende folk.

En stor del af den moderne historie kunne skrives som en kommentar til de forandringer, der direkte eller indirekte fulgte af disse angreb. Det er meget vel muligt, at anglerne og sakserne dengang blev fordrevet ud på havet og derved grundlagde England i Britannien. For første gang blev frankerne, goterne og de romerske provinsboere tvunget til at stå skulder ved skulder på slagmarken ved Châlons og gøre fælles sag mod asiaterne, som uden at vide det således svejsede det moderne Frankrig sammen. Venedig blev grundlagt efter ødelæggelsen af Aquileia og Padova; pavestaten øgede sin prestige afgørende gennem pave Leos vellykkede mægling med Attila i Milano. Dette var resultatet, frembragt gennem invasionen af sværme af hensynsløse og idéløse rytterfolk, der fejede hen over den åbne slette - det var i sandhed et slag af den store asiatiske hammer, som svingede frit gennem det tomme rum. Hunnerne efterfulgtes af avarerne. Det var som et grænseområde imod disse, at Østrig blev grundlagt, og Wien blev befæstet som et resultat af Karl den Stores felttog. De næste var magyarerne, og med deres uophørlige angreb fra deres steppebase i Ungarn øgede de vigtigheden af den østrigske forpost og flyttede således Tysklands politiske fokus til rigets østlige grænse. Bulgarerne grundlagde et herskerhus syd for Donau og gav navn til dette område, selv om de overtog deres slaviske undersåtters sprog. Måske var den længste og mest effektive besættelse af den russiske steppe khazarernes, som fandt sted samtidig med den store saracenske ekspansion. Arabiske geografer kendte Det Kaspiske Hav som Khazarhavet. Til slut kom der imidlertid nye horder fra Mongoliet, og i to århundreder var russerne i det nordlige skovområde skatskyldige til de mongolske khaner i Kiptsjak eller på "Steppen". Den russiske udvikling blev således forsinket og kørt ud på et sidespor i en tid, da resten af Europa gjorde hurtige fremskridt.

Det skal bemærkes, at floderne, som løber fra Skoven til Sortehavet og Det Kaspiske Hav, gennemskærer nomadernes rute på steppelandet i hele dets bredde, og at der fra tid til anden var kortvarige bevægelser langs deres løb vinkelret på rytterfolkenes bevægelse. Således drog de kristne græske missionærer op ad Dnepr til Kiev, ligesom tidligere de nordiske væringer var sejlet ned ad den samme flod på deres vej til Konstantinopel. Endnu tidligere dukkede de teutonske gotere for en kort tid op ved Dnister, efter at de var krydset igennem Europa fra Østersøens bredder i den samme sydøstlige retning. Men dette er forbigående episoder, der ikke rokker ved den bredere generalisering. I tusind år er en række folk på hesteryg dukket frem fra Asien gennem den brede åbning mellem Uralbjergene og Det Kaspiske Hav, er redet over de åbne sletter i det sydlige Rusland, stødt helt ind i Ungarn i hjertet af den europæiske halvø og har gennem nødvendigheden af at tage kampen op med dem skabt alle de store omkringliggende folks historie - russernes, tyskernes, franskmændenes, italienernes og de byzantinske grækeres. At de i stedet for at knuse enhver modstand under deres hensynsløse despoti stimulerede en sund og stærk reaktion, skyldtes det faktum, at deres magt baserede sig på mobiliteten på stepperne, og at denne nødvendigvis ikke længere fandtes, når de var omgivet af skove og bjerge.

Vikingerne udgjorde med deres skibe en rivaliserende form for mobilitet. De sejlede ned fra Skandinavien til det kontinentale Europas nordlige og sydlige kyster og trængte ind i landet ad floderne. Men deres aktionsradius var begrænset, for deres magt var stort set kun effektiv i nærheden af vandet. Europas fastboende folk var således presset fra to sider - af de asiatiske nomader fra øst, og på de andre tre sider af piraterne fra havet. Det lå i selve sagens natur, at hverken det ene eller andet pres var overvældende, og at begge derfor var stimulerende. Det er værd at bemærke, at skandinavernes formende indflydelse i betydning kun blev overgået af nomadernes, for under deres angreb tog både England og Frankrig et stort skridt i retning af en samling, mens de nedbrød Italiens enhed. I tidligere tider havde Rom mobiliseret sine fastboende befolkninger ved hjælp af sine veje, men de romerske veje var gået i forfald og blev først erstattet af nye i det 18. århundrede.

Det er sandsynligt, at hunnernes invasion slet ikke var den første i rækken af asiatiske invasioner. Skyterne i Homers og Herodots beretninger drak hoppemælk, havde åbenlyst den samme livsform som de senere steppefolk og var formentlig af samme race. Det keltiske element i flodnavnene Don, Donets, Dnepr, Dnister og Donau vidner muligvis om, at de er blevet overskredet af folk med samme sæder, skønt ikke af samme race. Det er ikke usandsynligt, at kelterne kom fra de nordlige skove, ligesom goterne og væringerne gjorde det i en senere tid. Den store kile af folk, som antropologerne karakteriserer som brachykefale [kortskallede], og som blev drevet mod vest fra det brachykefale Asien gennem Centraleuropa til Frankrig, er tilsyneladende trængt ind mellem de nordlige, vestlige og sydlige dolikokefale [langskallede] befolkninger og kan meget vel være kommet fra Asien.

Den fulde betydning af den asiatiske indflydelse på Europa bliver dog først åbenbar, når vi kommer til de mongolske invasioner i det 15. århundrede. Men før vi undersøger de essentielle forhold omkring disse, vil vi flytte vores geografiske fokus fra Europa og betragte Den Gamle Verden i dens helhed. Det er selvklart, at eftersom nedbøren kommer fra havet, så må det indre af Jordens største landmasse være relativt tørt. Vi er derfor ikke overraskede over at se, at to tredjedele af verdens befolkning er koncentreret i de relativt små områder langs randene af det store kontinent - i Europa ved Atlanten, i Indien og Kina ved Det Indiske Ocean og Stillehavet. Et stort bælte af næsten ubeboet land, fordi der praktisk talt ikke falder regn, strækker sig som Sahara hele vejen hen over Nordafrika og ind i Arabien. Det centrale og sydlige Afrika har været næsten fuldstændigt afskåret fra Europa og Asien gennem størstedelen af historien, ligesom Nord- og Sydamerika og Australien. I realiteten var og er Europas sydgrænse Sahara snarere end Middelhavet, for det er ørkenen, der skiller den sorte mand fra den hvide. Eurasiens kontinuerlige landmasse, der således ligger inde mellem oceanet og ørkenen, måler 21.000.000 kvadratmil eller halvdelen af alt land på Jorden, hvis vi undlader at regne Sahara og Arabien med. Der er mange ørkener spredt ud over Asien, fra Syrien og Persien og nordøstover til Manchuriet, men der er intet sammenhængende tomrum, der kan sammenlignes med Sahara. På den anden side er Eurasien kendetegnet ved et meget bemærkelsesværdigt net af floder. I hele det enorme område i centrum og nord har floderne praktisk taget været uanvendelige for menneskers forbindelser med den ydre omverden. Volga, Oxus [Amu Darja] og Jaxartes [Syr Darja] løber ud i saltsøer; Ob, Jenisej og Lena ender i det frosne hav i nord. De er seks af de største floder i verden. Der er mange mindre, men stadig betragtelige strømme i samme område, som Tarim og Helmund, der heller ikke når ud til havet. Således er den inderste del af Eurasien, skønt der ligger pletter af ørkener, som helhed et steppeland med vidtstrakte, om end ofte sparsomme græsgange, og der er ikke så få oaser, men overhovedet ingen vandveje fra havet. Med andre ord har vi i dette enorme område alle betingelser for at opretholde en spredt, men samlet set betragtelig befolkning af nomader på heste- og kamelryg. Deres rige er nordpå afgrænset af et bredt bælte af subarktisk skov og mose, hvor klimaet er for barsk til, at der kan dyrkes landbrug, undtagen i de østlige og vestlige yderområder. I øst strækker skovene sig mod syd til Stillehavskysten i Amur-land og Manchuriet. På samme måde var skoven den dominerende vegetation i det præhistoriske Europa. Således lukket inde mod nordøst, nord og nordvest spreder stepperne sig kontinuerligt 4.000 mil fra pusztaen i Ungarn til Lille Gobi i Manchuriet, og bortset fra den vestligste del er der ingen floder, der løber ud i et hav, som der er adgang til, for vi kan se bort fra de helt nye forsøg på at drive handel ved mundingerne af Ob og Jenisej. I Europa, det vestlige Sibirien og det vestlige Turkestan ligger steppen lavt, nogle steder under havets overflade. Længere mod øst, i Mongoliet, strækker den sig over plateauer. Men det er forbundet med ringe besvær at passere fra det ene niveau til det andet over de nøgne, flade og lave strækninger af tørt land. 

Horderne, der sluttelig overfaldt Europa i midten af det 14. århundrede, samlede deres første styrker 3.000 mil borte på de højtliggende stepper i Mongoliet. Ødelæggelserne, der igennem nogle få år hjemsøgte Polen, Schlesien, Moravien, Ungarn, Kroatien og Serbien, var dog blot det mindste og mest forbigående resultat af den store mobilisering af dé nomader i øst, der er forbundet med navnet Djengis Khan. Mens Den Gyldne Horde drog gennem åbningen mellem Uralkæden og Det Kaspiske Hav og besatte Kiptsjak-steppen fra Aralsøen og frem til foden af Karpaterne, drog en anden horde i sydvestlig retning og trængte ned gennem området mellem Det Kaspiske Hav og Hindu Kush til Persien, Mesopotamien og tilmed Syrien og grundlagde Il-Khanatet. En tredje faldt efterfølgende ind i Nordkina og erobrede det. Indien og Sydkina var for en tid beskyttede af Tibets formidable barriere, hvis uigennemtrængelighed vel ikke har sin lige i verden, måske med undtagelse af Sahara-ørkenen og polarisen. Men senere blev forhindringen omgået, i Sydkinas tilfælde på Marco Polos tid, i Indiens på Tamerlans. Således skete det, at alle beboede randlande i Den Gamle Verden før eller siden mærkede den ekspansive kraft fra den mobile magt, der kom fra steppen. Rusland, Persien, Indien og Kina blev enten gjort skatskyldige eller fik mongolske herskere. Selv tyrkernes spirende magt i Lilleasien blev standset i et halvt århundrede.

Som i Europas tilfælde er der i andre randlande i Eurasien beretninger om tidligere invasioner. Kina måtte mere end én gang bukke under for erobringer fra nord, Indien adskillige gange for erobringer fra nordvest. I Persiens tilfælde har imidlertid mindst ét af de tidligere indfald haft en særlig betydning for den vestlige civilisations historie. Seldsjuk-tyrkerne kom fra Centralasien ad denne vej tre eller fire århundreder før mongolerne og bredte sig ud over et umådeligt landområde, som vi kan beskrive som de fem haves land - Det Kaspiske Hav, Sortehavet, Middelhavet, Det Røde Hav og Det Persiske [Arabiske] Hav. De slog sig ned i Kerman, Hamadan og Lilleasien og væltede det saracenske styre i Bagdad og Damaskus. Det var angiveligt for at straffe deres behandling af de kristne pilgrimme i Jerusalem, at kristenheden foretog dén store række felttog, der under ét er kendt som korstogene. Skønt disse ikke nåede deres umiddelbare mål, mobiliserede og samlede de Europa i en sådan grad, at vi kan betragte dem som begyndelsen til den moderne historie - endnu et slående eksempel på europæisk fremgang, stimuleret af nødvendigheden af at reagere mod presset fra Asiens indre.

Det begreb om Eurasien, vi på denne måde danner os, er derfor følgende: Det er én sammenhængende landmasse, lukket inde af is mod nord og af havet alle andre steder, 21 millioner kvadratmil stort eller mere end tre gange Nordamerikas areal, og hvis centrum og nordlige område er på 9 millioner kvadratmil eller mere end to gange Europas areal, uden tilgængelige vandveje til oceanet, men på den anden side, bortset fra den subarktiske skov, generelt meget gunstig for mobiliteten af ryttere på hest og kamel. Øst, syd og vest for dette heartland findes et randområde, strækkende sig som en umådelig halvmåne og tilgængelig for folk fra havet. Hvad angår den fysiske opbygning, er det delt i fire sektioner, og det er ganske bemærkelsesværdigt, at de i det store og hele er sammenfaldende med de fire store religioners sfærer - buddhismen, brahmanismen, muhamedanismen og kristendommen. De første to er monsunlandene, hvoraf det ene vender ud mod Stillehavet, det andet mod det Indiske Ocean. Det fjerde er Europa, der får sin nedbør fra Atlanten i vest. Disse tre områder tilsammen, der måler mindre end 7 millioner kvadratmil, er beboet af mere end 1.000 millioner mennesker, eller to tredjedele af Jordens befolkning. Det tredje område, som falder sammen med de fem haves land, eller som det mere hyppigt kaldes, Den Nære Orient, er for en stor del uden nedbør på grund af Afrikas nærhed, når man ser bort fra oaserne, og er derfor tyndt befolket. Til en vis grad rummer det karakteristika fra både Eurasiens marginale bælte og dets centrale del. Det er for det meste uden skov med spredte ørkener og er derfor egnet til nomadernes aktiviteter. Det er imidlertid overvejende marginalt, for havbugter og floder, der løber ud i oceanet, lægger det åbent for sømagt og tillader brugen af en sådan magt fra det. Som en konsekvens har vi her i perioder igennem hele historien haft riger, som i det væsentlige tilhører til den marginale serie, baseret på landbrugsbefolkninger i de store oaser i Babylonien og Egypten og med frie forbindelser over vand med de civiliserede verdener i Middelhavet og Indien. Men som vi måtte forvente, har rigerne her været udsat for et utal af omvæltninger, nogle som følge af skytiske, tyrkiske og mongolske indfald fra Centralasien, andre forårsaget af middelhavsfolkenes bestræbelser på at erobre landværts forbindelser mellem det vestlige og østlige ocean. Her er det svageste sted i de tidlige civilisationers bælte, for Suez-landtangen skiller sømagt i en østlig og vestlig del, og Persiens tørre og øde strækninger, som går fra Centralasien til den Persiske Golf, har konstant givet nomademagt mulighed for at trænge frem til kanten af oceanet og således skille Indien og Kina på den ene side fra middelhavsverdenen på den anden. Når som helst de babylonske, syriske og egyptiske oaser blev svagt forsvaret, kunne steppefolkene bruge de åbne højsletter i Iran og Lilleasien som forposter, hvorfra de kunne angribe Indien gennem Punjab, Egypten gennem Syrien og Ungarn over Bosporusstrædet og Dardanellerne. Wien stod i portåbningen til det indre af Europa og modstod nomadernes indfald, både de der kom ad den direkte vej over den russiske steppe, og de, der kom ad slyngvejen fra områderne syd for Sortehavet og Det Kaspiske Hav.

Vi har her illustreret den væsentlige forskel mellem saracenernes og tyrkernes herredømme i Det Nære Østen. Saracenerne var en gren af den semitiske race, i det væsentlige folk fra Eufrat og Nilen og fra mindre oaser i Nedre Asien. De skabte et stort rige ved at gøre brug af de to former for mobilitet, som deres land gav dem - på den ene side hest og kamel, og på den anden side skib. På forskellige tidspunkter kontrollerede deres flåder både Middelhavet frem til Spanien og Det Indiske Ocean frem til de malaysiske øer. Fra deres strategisk centrale position mellem det østlige og vestlige ocean forsøgte de at erobre alle randlandene i Den Gamle Verden, således at de efterlignede Aleksander og foregreb Napoleon. De kunne endog true steppelandet. Helt afskåret fra Arabien, Europa, Indien og Kina var de turanske hedninge fra det indre af Asien, dvs. tyrkerne, som ødelagde den saracenske civilisation.

Mobilitet på oceanet er den naturlige rival til mobilitet på hest og kamel i hjertet af kontinentet. Det potamiske civilisationstrin var baseret på sejlads på floder, der løb ud i havet, Kina sejlede på Yangtze, Indien på Ganges, Babylon på Eufrat, Egypten på Nilen. Det thalassiske civilisationstrin, altså grækernes og romernes civilisation, var i det væsentlige baseret på sejlads på Middelhavet. Saracenerne og vikingerne beherskede kysterne med deres flåder.

Det altoverskyggende resultat af opdagelsen af vejen rundt om Kap det Gode Håb til Indien var at forbinde den vestlige og østlige kystskibsfart i Europa og Asien, om end ad en kroget rute, og således i nogen grad neutralisere den strategiske fordel, steppenomaderne havde takket være deres centrale position, ved at presse dem i ryggen. Den revolution, de store søfarere indledte i den Columbianske epoke, gav de kristne folk den størst mulige mobilitet for deres magt, næsten en flyvende mobilitet. Oceanet, som er ét og kontinuerligt, omslutter de delte og insulære landmasser og er naturligvis den geografiske forudsætning for det globale søherredømme og for hele teorien om moderne søstrategi og politik, som den er blevet fremlagt af forfattere som kommandør [Alfred T.] Mahan og Spencer Wilkinson. Den mest vidtrækkende politiske effekt var at vende op og ned på forholdet mellem Europa og Asien, for mens Europa i middelalderen var klemt inde mellem en ufremkommelig ørken mod syd, et ukendt ocean mod vest og frosne og skovklædte ødemarker mod nord og nordøst og i syd og sydøst konstant var truet af rytterfolkenes overlegne mobilitet, så lå verden nu åben, og Europa mere end tredive-doblede den havoverflade og det kystland, det havde adgang til, og gjorde sin indflydelse gældende hele vejen rundt om den eurasiske landmagt, der indtil da havde truet selve dets eksistens. Nye Europa'er opstod i de tomme lande, der blev opdaget midt i havet, og hvad Britannien og Skandinavien havde været for Europa i tidligere tider, det blev nu Amerika og Australien og til en vis grad endog Afrika syd for Sahara i forhold til Eurasien. Storbritannien, Canada, USA, Sydafrika, Australien og Japan er nu en ring af ydre og insulære baser for sømagt og handel, utilgængelige for landmagt i Eurasien.

Men landmagt findes stadig, og begivenheder af nyere dato har igen øget dens betydning. Mens kystfolkene i Vesteuropa har spredt sig ud over oceanet med deres flåder, befolket de ydre kontinenter og i forskellig grad har underordnet sig randlandene i Asien, så er russerne rykket ud fra skovene i nord, har organiseret kosakkerne og fået kontrol over steppen ved at samle deres egne nomader og tartar-nomaderne. Tudorernes århundrede [16. årh.], der så Vesteuropas ekspansion over havet, så også russisk magt udstrække sig fra Moskva til Sibirien. Fremstødet mod øst med ryttere hen over Asien var en begivenhed, der var næsten lige så svanger på politiske konsekvenser som omsejlingen af Kap det Gode Håb, selv om de to udviklinger længe foregik hver for sig.

Det er sandsynligvis et af historiens mest slående sammentræf, at Europas ekspansion over havet og landjorden på en måde er en fortsættelse af det gamle modsætningsforhold mellem romere og grækere. Få store fejlslagninger har haft mere vidtrækkende konsekvenser end Roms mislykkede forsøg på at latinisere grækerne. Teutonerne blev civiliseret og kristnet af Rom, slaverne i det store og hele af grækerne. Det var romaniserede teutoner, der i senere tider sejlede ud på oceanet, og det var græciserede slaver, der red over stepperne og erobrede turanernes land. Således adskiller moderne landmagt og sømagt sig fra hinanden, både når det gælder deres grundlæggende ideer og de fysiske betingelser for deres mobilitet.

I kølvandet på kosakkerne er Rusland kommet sikkert ud af sin tidligere afsondrethed i de nordlige skove. Måske var den vigtigste reelle forandring, der fandt sted i Europa i forrige århundrede, de russiske bønders udvandring mod syd, således at mens landbrugsbosættelser tidligere endte ved skovgrænsen, så er befolkningen i hele det europæiske Rusland nu koncentreret syd for denne grænse, midt i hvedemarkerne på det vestlige steppeland. Odessa er steget i betydning med en hurtighed som en amerikansk by.

For en generation siden syntes dampskibe og Suezkanalen at have øget sømagts mobilitet i forhold til landmagts. Jernbaner fungerede i hovedsagen som sidebaner til den oceangående handel. Men transkontinentale jernbaner forvandler nu betingelserne for landmagt, og intetsteds kan de få så stor betydning som i Eurasiens lukkede heartland, i enorme områder, hvor der hverken findes tømmer eller sten til anlæggelse af veje. Jernbaner udvirker store mirakler på steppen, fordi de med det samme erstatter mobiliteten på hest og kamel, i og med at vejstadiet i udviklingen springes over.

Når det drejer sig om handel, bør det ikke glemmes, at oceangående transport nok er forholdsvis billig, men at den sædvanligvis involverer en firefold håndtering af varer - ved den producerende fabrik, ved kajen, hvorfra de skal eksporteres, og ved kajen hvortil de importeres, samt i varelageret i importlandet, hvorfra de skal fordeles. Hvorimod det kontinentale jernbanetog kan køre direkte fra den eksporterende fabrik til det importerende varelager. Således tenderer den oceangående handel til randområder, alt andet lige, til at skabe en transportzone rundt om kontinenterne, hvis indre grænse nogenlunde markeres af den linje, langs hvilken omkostningerne for de fire håndteringer ved søtransport og jernbanefragten fra nabokysten er lig omkostningerne for de to håndteringer og den kontinentale jernbanetransport. Engelsk og tysk kul siges at konkurrere på sådanne betingelser midtvejs gennem Lombardiet.

De russiske jernbaner har en lige strækning på 6.000 mil fra Wirballen [Virbalis/Litauen] i vest til Vladivostok i øst. Den russiske hær i Manchuriet er et lige så betydningsfuldt bevis på mobil landmagt som den britiske hær i Sydafrika er det på mobil sømagt. Ganske vist har den transsibiriske jernbane stadig kun ét spor og er en usikker forbindelseslinje, men århundredet vil ikke blive gammelt, før hele Asien er dækket af jernbaner. Områderne i det russiske imperium og Mongoliet er så enorme, og deres potentiale med hensyn til befolkning, hvede, bomuld, brændsel og metaller er så svimlende stort, at der uundgåeligt vil udvikle sig en umådelig økonomisk magt, mere eller mindre spredt og lukket af for oceanhandel.

Når vi overvejer denne korte oversigt over de bredere strømninger i historien, bliver så ikke et vist mønster i de geografiske forhold evident? Er det geografiske omdrejningspunkt i verdenspolitikken ikke Eurasiens enorme landområde, som er utilgængeligt for skibe, men i gammel tid lå åbent for de ridende nomader og i dag står overfor at blive dækket af et netværk af jernbaner? Her har været og er betingelserne for mobilitet af militær og økonomisk magt af en vidtrækkende og dog begrænset karakter. Rusland erstatter det mongolske rige. Dets pres på Finland, Skandinavien, Polen, Tyrkiet, Persien, Indien og Kina erstatter steppefolkenes centrifugale fremstød. I verden som helhed indtager det den centrale strategiske position, som Tyskland gør det i Europa. Det kan angribe til alle sider og angribes fra alle sider, undtagen i nord. Den fulde udvikling af dets moderne jernbanemobilitet er kun et spørgsmål om tid. Det er heller ikke sandsynligt, at en eventuel social revolution vil ændre noget grundlæggende ved de store geografiske grænser, der er bestemmende for dets eksistens. Dets herskere erkendte klogeligt de fundamentale grænser for dets magt og skilte sig af med Alaska, for det er lige så vel en politisk lov for Rusland ikke at have oversøiske besiddelser, som det er for Storbritannien at være overlegen på oceanet.

Uden for omdrejningsområdet ligger i en stor, indre halvmåne Tyskland, Østrig, Tyrkiet, Indien og Kina, og i en ydre halvmåne Storbritannien, Sydafrika, Australien, USA, Canada og Japan. I den nuværende magtbalancesituation er omdrejningsstaten, Rusland, ikke på højde med de perifere stater, og yderligere kan Frankrig inddrages som en modvægt. USA er for nylig blevet en Stillehavsmagt, som ikke påvirker den europæiske magtbalance direkte, men indirekte gennem Rusland, og det vil yderligere bygge en Panamakanal for at kunne sætte sine ressourcer fra Mississippi og Atlanten ind i Stillehavet. Fra dette synspunkt skal den virkelige delingslinje mellem øst og vest findes i Atlanterhavet. 

En omstødelse af magtbalancen til fordel for den stat, der er verdens omdrejningspunkt, hvad der vil resultere i dens ekspansion ind i Eurasiens randområder, vil gøre udnyttelsen af enorme kontinentale ressourcer til flådebygning mulig, og verdensherredømmet vil være i sigte. Det kan ske, hvis Tyskland allierer sig med Rusland. Truslen af en sådan begivenhed skulle derfor få Frankrig til at gå i alliance med de oversøiske magter, og Frankrig, Italien, Egypten, Indien og Korea vil blive lige så mange brohoveder, hvor flåder udefra vil støtte hære for at tvinge kernelandets allierede til at sprede deres landstridskræfter og forhindre dem i at koncentrere hele deres styrke i flåder. Det var i mindre målestok, hvad Wellington præsterede fra sin flådebase i Torres Vedras i krigen på Den Iberiske Halvø. Kan dette i sidste ende ikke vise sig at være Indiens strategiske funktion i det britiske imperiale system? Er det ikke ideen, som ligger til grund for [den konservative politiker Leopold] Amerys koncept om, at den britiske militære front strækker sig fra Kap det Gode Håb gennem Indien til Japan?

Udviklingen af de enorme potentialer i Sydamerika kan øve en afgørende indflydelse på systemet. Den kan styrke USA, eller, hvis Tyskland på den anden side skulle have held med at udfordre Monroedoktrinen, kan den måske føre Berlin bort fra en politik, der fokuserer på Rusland. De særlige magtkombinationer, der er bragt i balance, er ikke materielle. Min påstand er, at fra et geografisk synspunkt vil de sandsynligvis rotere om omdrejningsstaten, som formodentlig altid vil være stor, men med begrænset mobilitet sammenlignet med de omkringliggende randstater og insulære magter.

Jeg har talt som geograf. Den faktiske magtbalance på ethvert givet tidspunkt er naturligvis et produkt af, på den ene side, de geografiske forhold, både økonomiske og strategiske, og, på den anden side, af det relative antal, viriliteten, udstyret og organisationen hos de rivaliserende folk. I det omfang disse kvantitative størrelser vurderes korrekt, har vi en mulighed for at tilpasse forskellene uden at skulle gribe til rå våbenmagt. De geografiske kvantitative størrelser i kalkulationen er mere målelige og mere næsten konstante end de menneskelige. Derfor skal vi forvente, at vores formel er lige anvendelig på den forgangne historie som på den nuværende politik. Sociale forandringer er til alle tider foregået omkring de samme fysiske konfigurationer, for jeg tvivler på, at den fremadskridende udtørring af Asien og Afrika, selv om den kan bevises, i historisk tid har ændret de menneskelige omgivelser markant. Imperiernes march mod vest synes mig at have været en kort rotation af marginale magter rundt om den sydvestlige og vestlige kant af omdrejningsområdet. De nærøstlige, mellemøstlige og fjernøstlige spørgsmål relaterer sig til den ustabile ligevægt mellem de indre og ydre magter i de dele af den indre halvmåne, hvor den lokale magt på nuværende tidspunkt er mere eller mindre ubetydelig.

Som konklusion kan det være på sin plads udtrykkeligt at påpege, at hvis Ruslands kontrol af det indre område skulle blive erstattet af en ny kontrol, så vil det ikke reducere den geografiske betydning af kernelandets position. Hvis f.eks. kineserne, organiseret af japanerne, vil bringe det russiske imperium til fald og erobre dets territorium, så vil de fremstå som den gule fare mod verdens frihed, alene fordi de vil kunne føje en kyststrækning ved oceanet til det store kontinents ressourcer, en fordel Rusland som forpagter af kernelandet endnu ikke har.

Den engelske tekst her:

http://intersci.ss.uci.edu/wiki/eBooks/Articles/1904%20HEARTLAND%20THEORY%20HALFORD%20MACKINDER.pdf