Velkommen
BESTILLING AF BØGER
Niccolò Machiavelli: FYRSTEN
Niccolò Machiavelli: DRØFTELSER AF LIVIUS
(DISCORSI)
Niccoló Machiavelli: KRIGSKUNSTEN
Max Stirner: DEN ENESTE OG HANS EJENDOM
Fritz Wolder:
Mit personlige møde med "Den Eneste"
Max Stirner og "De Frie"
Max Stirner: Eksistentialist og nihilist
Max Stirner: "Jeg har sat min sag på intet!"
Fritz Wolder:
MAGTENS MANUAL
Fritz Wolder:
KAMPEN OM KLODEN
Fritz Wolder: Således
fødtes global geopolitik - og således lever den videre
Fritz Wolder: Verden ifølge klassisk global geopolitik
Fritz Wolder: VIKINGERNE VED RUSLANDS VUGGE
Fritz Wolder:
DEN BEDSTE GUIDE TIL SKT. PETERSBORG
Carl Schmitt:
LAND OG HAV
Gustave Le Bon: MASSERNES PSYKOLOGI
La Rochefoucauld: MAKSIMER
Nietzsche - en Stirner-plagiator?
LITTERÆRE PERLER -
La Rochefoucauld
Machiavelli
Renato Fucini
Francesco Guicciardini: RÅD OG REFLEKSIONER (Ricordi)
Cookie information
 Tip en ven  Udskriv siden

MIT PERSONLIGE MØDE MED "DEN ENESTE"

 

Af Fritz Wolder

 


Heldigt for Stirner (1806-56) var det, at han var samtidig med Hegel (1770-1831).

 

Hegel: Ånden er virkeligheden

Det var Hegels program at opstille et afrundet tankesystem, der skulle være en syntese af hele den forudgående åndshistorie, en sammenhæng af ideer, hvor enhver tænkelig foreteelse i tilværelsen fik sin plads og forklaring. Centralt for Hegel og hele tiden er spørgsmålet om, hvad virkeligheden er (for Hegel er det: Ånden, ideerne, for Feuerbach: Det sanselige, for Marx: Materien og for Stirner: Jeg'et).

 

Hegel er den sidste store systembygger, og det forhold, at Stirners kritik tager sit udgangspunkt i Hegel, er med til at gøre den langt mere systematisk, historisk-metodisk og omfattende end den senere nihilistiske kritik, f.eks. Nietzsches.

 

Hvordan man nu end vil udlægge Hegels system, kan vi dog blive enige om én ting: Hegels system består af "åndsprodukter", ideer, tanker, begreber: "Verdensånden" eller "Verdensfornuften" udvikler sig gennem forskellige trin, der også viser sig i den historiske proces, i udviklingen af de politiske og sociale institutioner, af kulturens, kunstens og filosofiens former osv. Den Hegel'ske spekulation afsluttes med religionen og dens højeste manifestation, Gud.

 

Feuerbach: Mennesket har skabt Gud

For Hegel er de almene ideer det egentligt virkelige. I modsætning hertil docerer Feuerbach (1804-72), at det tværtimod er det enkelte og konkrete, det sanselige, der er den egentlige virkelighed. Den almene idé er kun en bleg abstraktion: "Ånden" er en illusion, virkeligheden er dét, der er tilgængeligt for sanserne.

 

Denne tankegang kommer til udtryk i Feuerbachs kritik af religionen, i hans ateisme: Det er ikke Gud, der har skabt mennesket i sit billede, men lige omvendt mennesket, som har skabt Gud i sit. Gud er et udtryk for eller en projektion af menneskenes egne ønsker, drifter og håb.

 

Feuerbach vender altså op og ned på Hegels system. Men han lader samtidig "Mennesket" overtage Guds plads som det "højeste væsen", han skaber derfor ifølge Stirner en ny religion.

 

Men Feuerbach har gjort en vigtig konstatering: Det er mennesket, dvs. de enkelte mennesker, der skaber ideerne, begreberne, tankerne. Det er for os måske indlysende, men det er et vigtigt brud med Hegel og en konstatering, der udnyttes maksimalt af Stirner.

 

Stirner: Vi har ikke bare selv skabt Gud, vi skaber guder

Ved at kritisere religionen og gudsbegrebets opståen, opdager vi nemlig noget meget vigtigt ved den menneskelige tankeproces. Gud er til at begynde med en tanke i vores hoveder, derpå bliver denne tanke projekteret op i himlen til en overmægtig instans, der befinder sig uden for og over os (fremmedgørelse). Gud er blevet til "det hinsides" og kan udstyres med en mængde forskellige prædikater (i virkeligheden menneskenes ønsker ifølge Feuerbach). Gud bliver til en autoritet, vi skal rette os efter, og hvis befalinger vi skal underkaste os.

 

Der sker derfor det forbløffende, at vi uden at vide af det underkaster os vores egen tanke!

 

Vi har her at gøre med to fænomener: For det første med det nævnte særlige træk ved vores egen tankeproces, for det andet med det forhold, at kræfter i vores omverden forstærker denne tankeproces, og her har Stirner især statens og kirkens institutioner i kikkerten.

 

En simpel illustration

Nedenfor er anført et andet eksempel, der kan illustrere den argumentation, Stirner anvender i sin nihilistiske kritik.

 

Men først en lille pædagogisk tegning:

 

 

Figur 1. illustrerer Hegel med "jernhatten" på hovedet, hvor "jernhatten" er det Hegel'ske system, begrebshierarkiet. På figur 2. begynder "jernhatten" at blive skåret væk i lag (= begreber) ét for ét - det er Stirners nihilistiske kritik. Figur 3. - "Jernhatten" er væk: "Jeg har sat min sag på intet!"

 

Stirners nihilistiske kritik

Lad os bruge "samfundet" som eksempel for at få en forståelse af Stirners tankegang.

 

Vi stiller spørgsmålet: Hvad er samfundet?

 

Til forskel fra hvad der var tilfældet med Gud, synes vi alle på forhånd at vide, hvad samfundet er. Det er jo "os alle sammen". Men hvad vil det sige? Hvad samfundet er, og især hvad det bør være, hersker der jo mange forskellige meninger om. Men vi kan blive enige om én ting: "Samfundet" er et ord, en tanke, et begreb. Det er samfundet og ethvert samfund altid. Men er det mere end et navn, et nomen? Det mener vi nok, men hvor finder vi samfundet? Hvor kan vi gå hen og sætte en finger og sige: Her er samfundet? Selvfølgelig ingen steder, og betragtet således må vi sige, at samfundet slet ikke findes, at der ikke er noget konkret fænomen, der kan kaldes samfundet, for samfundet er egentlig kun et navn, et begreb.

 

Når folk bruger ordet "samfundet", tænker de sikkert på alt muligt forskelligt. Der findes jo også utallige enkeltfænomener, som kan henføres til "samfundet". Det interessante er nu, at selv om samfundet kun er et ord og en tanke, at det, som Stirner siger, "ikke er noget jeg", så frigør det sig fra os og bliver ligesom Gud til noget uden for os, en instans, en slags handlende enhed, der gør både dit og dat. Vi siger: "Samfundet kræver", "samfundet har behov for", "samfundet kan ikke leve med", "det er uacceptabelt for samfundet" osv., osv. Vi gør samfundet til en person, til en autoritet, som har dé og dé kendetegn, og som kræver bestemte ting af os og til gengæld giver os andre ting osv.

 

På denne måde bliver samfundet noget lignende som Gud, noget der svæver over os og bestemmer over os, men stadigvæk: Samfundet er egentlig kun et ord, et begreb, som vi selv har skabt.

 

Som med samfundet forholder det sig med en mængde andre begreber, der går hen og bliver personer, autoriteter og herrer for os: Staten, Mennesket, Loven, Moralen, Demokratiet, Fædrelandet osv., osv. bliver til sådanne hellige størrelser, som menneskene lader sig besætte og fanatisere af. (Vi forstår nu også, hvad der er sket for den gamle Hegel: Han spekulerede så intensivt på "Ånden", "Ideen", "Verdensfornuften", at disse begreber "løsgjorde" sig fra ham og fik en selvstændig eksistens uden for ham selv og blev til objektive realiteter, til "Virkeligheden").

 

Kernepunktet i Stirners nihilistiske kritik, dvs. hans nihilistiske opløsning, er, at alle disse begreber, også kaldt "gespenster", "spøgelser" eller "fixe ideer", kan tages tilbage til mig, til den enkelte, der er skaberen af dem. Det er ikke bare Gud, der stiller sig uden for os og bliver fremmed for os, alle andre begreber - Nietzsche taler senere om værdibegreber - gør det samme. Der opstår et begrebstyranni, der udtrykker kollektive kræfters vilje, som vi skal underkaste os og tjene. Hvad Stirner viser os, er, at alle disse begreber kan kasseres, knuses, opløses, at jeg kan skalte og valte med dem, som jeg vil. Således bliver de i stedet for at være mine herrer til min ejendom. De synker i grus, når jeg indser, at de ikke står over mig, men jeg står over dem. Det er den præcise betydning af bogens titel Den Eneste og hans ejendom.

 

Tag et tredje eksempel: Retten eller rettighederne. Ret er noget, der gives mig af andre, ret er altid fremmed ret. Men retten eller rettighederne er også ord eller begreber, skabt af mennesker, derfor kan jeg lige så godt give mig selv retten til både det ene og det andet, f.eks. retten til at myrde. Stirner siger: "Jeg har ret til at myrde, hvis jeg ikke opfatter mordet som en uret" (sådan som f.eks. frihedskæmperen ikke gør).

 

Jeg nævner med vilje dette eksempel, fordi det måske er det mest krasse og provokerende udsagn hos Stirner. Læser man værket moralistisk, vil det også være en af de udtalelser, man vil fordømme Stirner for og tage afstand fra.

 

Jeg mener, man skal læse det på en anden måde. I det projekt, Stirner er i gang med, er det nødvendigt så at sige at gå planken ud. Han må simpelthen lade den nihilistiske kritik være skånselsløs og 100%, dvs. han må fjerne alle "værdibegreber" fra bevidstheden. Hvis ikke, vil han tage et eller andet værdibegreb med sig over i fase 3 med det resultat, at han kan begynde forfra.

 

Kritikken, opløsningen ville jo ellers ikke være fuldstændig, han ville i stedet slæbe noget "helligt" med sig - hvis jeg ikke har ret til at myrde, må jeg jo vige tilbage fra "Mennesket" som fra en urørlig helligdom - hvad der igen ville nødvendiggøre en nihilistisk kritik, dvs. han ville forfejle hele sit projekt. Han ville med andre ord gentage Feuerbachs fejl, som jo var at opløse gudsbegrebet for blot at erstatte det med et andet helligt begreb, "Mennesket". Derfor er det uomgængeligt, at hans kritik må antage denne ekstreme form.

 

Dette er et af de steder, hvor Stirner viser sig som en klart bedre tænker end Nietzsche. Nietzsche kommer aldrig fri fra sin moraliseren, men taler f.eks. - meget moralsk - om sin "vilje til sandhed", sin "intellektuelle redelighed" - for slet ikke at tale om hans tågede sværmen for "overmennesket" - og bliver på den måde hængende i nihilismen. Stirner derimod tager skridtet fuldtud og kommer derfor også ud af nihilismen (figur 3).

 

(I parentes bemærket er dette "moralsk-heroiske" aspekt hos Nietzsche nok en del af forklaringen på, at han er mere accepteret end Stirner, det gør ham ligesom mere "stueren", at han ikke er i stand til helt og aldeles at give slip på sine idealer, hvad Stirner derimod er.)

 

På den anden side nihilismen

På figur 3 er Stirner kommet ud af nihilismen. Alle ideer og værdibegreber er nemlig nu blevet opløst, og hvad har vi derfor tilbage? Hvad er det for en syre, der opløser alle ting, men ikke opløser sig selv? Det er naturligvis jeg'et, det konkrete jeg i kød og blod. Jeg opløses ikke, jeg kritiseres ikke væk, fordi jeg ikke er nogen idé eller noget begreb, jeg er den virkelige virkelighed, skaberen af begreberne, jeg kan ikke defineres af noget begreb, men er uendeligt mere end et hvilket som helst begreb eller ord. Det udtrykker Stirner paradoksalt ved at sige, at "jeg er det skabende intet". Begreberne er derimod den uvirkelige virkelighed, de er jo virkelige nok, fordi ord og begreber er virkelige, men de er samtidigt uvirkelige, fordi de så at sige giver sig ud for uendeligt mere, end de er, for virkelige instanser, for selvstændigt handlende enheder.

 

Hvad er det for en situation, vi er havnet i, når vi er nået ud over nihilismen, når vi er kommet til os selv?

 

I moralistisk forståelse vil vi nu stå ansigt til ansigt med den fæle, rå egoist, der gør som han vil, kun tænker på sig selv og måske tager sig ret til at slå et par gamle damer ihjel!

 

Eller...?

 

En personlig bemærkning

Igen mener jeg, at man på denne måde fortolker Stirner alt for overfladisk. Jeg vil belyse mit synspunkt med min personlige erfaring:

 

I 7-8 år, fra gymnasietiden og ind i universitetstiden, var jeg dybt optaget af Nietzsche og hans problemstillinger: Hvad er livets mening, når Gud er død, hvilke er de højeste værdier, hvordan kan de begrundes osv.? Altså spørgsmål, som i hvert fald nogle mennesker stiller sig og slås med i deres ungdom, når de rammes af "den eksistentielle hammer".

 

Det særlige ved Nietzsche er, at han stiller gode spørgsmål og giver dårlige svar. Hos ham kommer man ligesom ind i en labyrint, som man ikke kommer ud af igen, hvad Nietzsche som bekendt heller ikke selv gjorde.

 

Så stødte jeg tilfældigt på Stirners bog, forinden havde jeg aldrig hørt om ham. Bogen gjorde et dybt indtryk, for her var jo svarene på de spørgsmål, Nietzsche heroisk havde kæmpet med. Tilmed klare, entydige, uigendrivelige svar. Det var som at blive lettet for en stor byrde.

 

I samme periode havde jeg en lille oplevelse, som faldt i tråd med det, jeg oplevede ved at læse Stirner. I radioen hørte jeg en dag én sige sådan noget som: "Vi lever kun én gang, og vi kan sagtens dø". Det er naturligvis en banal sandhed, men alligevel en sandhed. Især dette, "vi kan sagtens dø", blev hængende.

 

Nu er det sådan, at døden kan forstås på forskellige planer. Der er hverdagens død: "Han er død, men han var jo også gammel, og den vej skal vi jo alle", "der døde 254 mennesker i en frygtelig flyulykke" osv. Døden regnes her for noget normalt, noget der bare sker og hører med. Men man kan også opleve døden på et dybere plan, f.eks, når man mister et menneske, der står én nær. Så bliver døden noget helt andet for os, for vi bliver os vores egen endelighed bevidst. Vi forstår, at det ikke altid kun er de andre, der dør, også vi selv skal dø, vi er ikke udødelige, døden bliver nærværende.

 

Det var denne oplevelse, jeg fik samtidig med læsningen af Stirner, og pludselig gik det op for mig, at alle de Nietzsche-problemer, jeg havde kæmpet med, mine indre monologer, tvivlen og alt det andet i og for sig kun var meget abstrakte problemer, det var ensidig, intellektualistisk eksercits, for ligesom hele jeg'et ikke bare består af tanker, men også f.eks. af følelser og drifter, således er livet også noget uendeligt mere end det, vi kan udtrykke i ord og begreber. Livet leves spontant, uden viden om, hvad der i grunden driver os, eller hvor vi bevæger os hen. Hvor tåbeligt er det så ikke at forsøge at bringe det hele på en simpel formel, at ville give livet en "mening"!

 

Det netop nævnte eksempel synes mig at vise, at "værdien" af noget netop består i det faktum, at vi kan miste det. Værdien består ikke i, at vi har noget og kan bruge det, for så er det kun en selvfølgelighed, som vi måske ikke regner for noget eller tænker særligt over. Først når det bliver os klart, at vi kan miste noget, får det værdi. Sådan også med livet.

 

Stirner selv befatter sig med døden på den måde, at han taler om sin "selvnydelse". Også dette er jo et provokerende ord, der virker som usmagelig narcissisme. Hvad der menes med det, er selvopløsning, selvforbrug. Ligesom lyset brænder sig selv op, således lever jeg mig selv op, og forsvinder til sidst. Døden bliver hos Stirner til en rolig og udramatisk erkendelse af egen endelighed.

 

For mig blev Stirner altså en slags "fødselshjælper", og jeg må nok sige, at jeg af den grund har en meget positiv opfattelse af ham.

 

På den anden side nihilismen, I: "Tankeløsheden"

Du er kommet af med "jernhatten" og ud af nihilismen, og du er indadtil blevet en anden. Indadtil er du nemlig nu et suverænt, almægtigt jeg, og det ændrer din livsfornemmelse. Det er det første resultat, det er den "tankeløse jubel", som Stirner kalder det. Her kan han minde om Zen, f.eks. siger en Zen-munk: "Jeg trækker vand op af brønden, det er et mirakel!". Livet uden fortænkthed bliver spontant, ligetil, og befriet fra begrebernes tyranni og din ideale "sandhedssøgen" oplever du endog dagligdags ting som nye, unikke og forunderlige eller - hvorfor ikke? - som "mirakler".

 

Jeg mener, at det er det første resultat af nihilismens overvindelse, og det kan man finde belæg for både i Stirners bog og i hans liv, efter at han havde skrevet bogen. Stirner skrev kun én essentiel bog, for hvad skulle der have stået i bind 2? Hans værk er udtømmende, han træder ud af ordstriden om idealer, verdensforklaringer og livsanskuelser; det fader alt sammen ud, bliver fjernt og ligegyldigt. Livet får præg af stille meditation, af indre, ordløs fordybelse, hvilen i sig selv, harmoni med sig selv, du er jo "fuldkommen" og behøver aldrig at være andet og mere end den, du er!

 

Det er jo unægteligt et andet billede af Stirner end den hæmnings- og skrupelløse egoist!

 

På den anden side nihilismen, II: Egoismen i praksis og "det suveræne Jeg"

Men der må jo være andre konsekvenser af at have overvundet nihilismen - bliver vi nu ikke netop kolde, hjerteløse egoister? Nogle gør sikkert, hvis de har anlæg for det, men det ville de nok også være blevet uden Stirner, måske kun mindre bevidst og mere pr. instinkt.

 

Den svagere del af værket er den, der kunne kaldes den praktiske side, den der angår forholdet til omverdenen.

 

Naturligvis reguleres dette forhold ifølge Stirner af egoismen. Mennesker lever i de fleste situationer fredeligt side om side, men tit og ofte opstår der også interessekonflikter. Her er egoismen ledetråden. Du er aldrig i tvivl om, hvordan du skal tackle en situation, for du spørger altid efter dine egne interesser (som alle fornuftige og klart tænkende mennesker), og du lader dig frem for alt ikke forføre og indoktrinere til at gøre noget for at tjene et eller andet kollektivt monstrums eller abstrakt ideals interesser.

 

Du er effektivt vaccineret mod ideologisk forførelse og tågesnak. Banker det en mørk nat på din dør, og står der udenfor en officer, der vil have dig sendt til Langtbortistan for at kæmpe for "Menneskerettighederne", "Demokratiet" eller andre af den slags "hellige gespenster", afviser du ham, f.eks. ved at lyve for ham eller på anden måde bedrage ham, for du er ikke længere en nyttig nar, der lader sig fylde med løgn og propaganda!

 

Dette er selvfølgelig et vigtigt punkt, og den egoistiske bevidsthed vil komme dig til undsætning i en hvilken som helst situation, hvor der består væsentlige konflikter, herunder mellem dine og såkaldt højere interesser, der selvfølgelig altid er højere magters interesser.

 

Derudover taler Stirner om foreningen, altså det, at jeg kan indgå i aftaler med andre, baseret på mine og de andres egeninteresser, og frit træde ud igen, når min egeninteresse ikke længere tilgodeses tilstrækkeligt af foreningen. Dette virker naturligt og nærmest banalt, men det er stort set, hvad Stirner har at sige om, hvordan vi skal regulere vores forhold til omverdenen.

 

Som sagt er vi med Stirner indadtil blevet suveræne, almægtige jeg'er, men udadtil er vi naturligvis begrænset af alle mulige modstande og hindringer. Foreningen er en teknik til at overvinde sådanne modstande og hindringer.

 

Jeg mener, som jeg selv har gjort det i Magtens manual (2001/2018), at man kan videreføre denne tankegang og opstille andre magtteknikker til styrkelse af vores personlige magt. For der er jo ingen tvivl om, at dette er et aspekt, der interesserer Stirner, han har bare aldrig udviklet det særligt vidt. Vi kan gøre vores adfærd mere magtbevidst og -magtorienteret, hvad der klart ligger i tråd med Stirners egne intentioner.

 

Og hvorfor skulle magt bare være forbeholdt de særligt privilegerede? Hvorfor skulle vi - de uprivilegerede - ikke interessere os for magt?

 

Den grundløse dæmonisering af Stirner

Her stikker moralisten igen sit bekymrede hoved frem. Hvis vi alle går hen og bliver til sådanne egoister, vil samfundet så ikke gå til grunde i et ragnarok?

 

Citater:

Leszek Kolakowski: Stirner, over for hvem "selv Nietzsche virker svag og inkonsekvent", kan ganske vist ikke gendrives, men må for enhver pris manes i jorden, fordi han ødelægger "det eneste værktøj, der gør det muligt for os at tilegne os værdier: Traditionen". Den af Stirner tilstræbte "destruktion af fremmedgørelsen, altså en tilbagevenden til autenticiteten, ville være intet andet end ødelæggelsen af kulturen, en tilbagevenden til det dyriske stade... til den før-menneskelige status".

 

Hans Heinz Holz advarede om, at den "Stirner'ske egoisme" ville føre til "menneskeslægtens selvudslettelse, hvis den blev omsat til praksis", osv., osv.

 

Med al respekt for filosofien og for de mennesker, der dyrker den, så er dette en gevaldig overdrivelse af den betydning, filosofien har for samfundet. Mennesker i deres altovervejende flertal lever ikke efter filosofiske teorier, men forfølger alle mulige materielle og konkrete interesser, og hvilke resultater man end måtte komme frem til i filosofiske diskussioner, så har de erfaringsmæssigt minimale konsekvenser for det omgivende samfund.

 

Desuden er virkeligheden den, at ingen kan gøre, hvad han har lyst til, uden at støde på omverdenens sanktioner. Overalt må man tage sig i agt for andre, tænke på sit renommé, søge at beregne de langsigtede følger af en bestemt handling, kort sagt indse, at vi befinder os i en magtbalance med vores omgivelser. Denne magtbalance kan vi søge at forskubbe til vores fordel, og her er den bevidste egoisme, praktiske magtteknikker og magtbevidst adfærd den virkelige hjælp, men at det skulle kunne føre til et sammenbrud af samfundsordenen, er vist nok en naiv måde at se tingene på.

 

I det hele taget er der ingenting, der tyder på, at der er særlig grund til at føle sig specielt utryg ved Stirners værk, og der findes ingen dokumentation for, at det skulle have været den direkte årsag til forbrydelser eller samfundsopløsninger. Der findes andre bøger, der har en langt mere bloddryppende og fatal historie end Stirners, f.eks. den jødisk-kristne Bibel, Koranen, de antisemitiske "Protokoller" eller Marx', Lenins, Hitlers og Maos skrifter.

 

Konklusion

Stirner har som tænker epokal betydning. Han angriber den europæiske metafysik, der er kendetegnet af en søgen efter "Det Absolutte" (overtaget fra den kristne dogmatik og teologi), og gennemfører en mere radikal, systematisk og tilbundsgående nihilistisk kritik end nogen anden før og efter ham. Kritikken går ikke i ring som hos Nietzsche og vender ikke tilbage til fordums tankegods som hos Dostojevskij og Kierkegaard. Stirner gennemfører sit projekt konsekvent, og belønningen er, at han kommer ud af nihilismen.

 

Med sin demonstration af jeg'et som den eneste virkelige virkelighed har han givet sin version af løsningen på det problem, som Nietzsche senere stillede, men ikke løste: Værdiernes krise. Stirners løsning er blevet vidtgående ignoreret, men er aldrig blevet gendrevet eller tilbagevist og må derfor anses for fortsat gyldig.

 

Stirner er ikke for alle og enhver, men er for dén enkelte, der er levende og personligt optaget af eksistentielle problemer, og som af temperament finde sine svar i en forklarelse, der er renset for alt "helligt". Stirner egner sig ikke til grundlæggelse af en bevægelse eller lignende, og der er intet, der peger på, at han nogen sinde skulle få et særligt bredt publikum.

 

Hans værk er imidlertid af en indiskutabel høj kvalitet, og han gennemspiller sine temaer med en alsidighed, grundighed og konsekvens, der gør ham til en førsterangs filosof. Selv om han er relativt marginaliseret i dag, kan han derfor godt, som det er sket med andre tænkere, på et senere tidspunkt opnå større anerkendelse.

 

Stirners betydning for anarkismen er ikke indlysende. Hans stærke bekæmpelse af staten og af alle autoriteter synes at placere ham blandt anarkisterne, men han mangler det andet vigtige element i anarkismen: Utopien.

 

Stirner er en helt igennem realistisk tænker (på mange måder af samme støbning som Machiavelli) og accepterer den bestående samfundsorden, som den er, fordi den hverken er værre eller bedre end de andre, han kan forestille sig, eftersom enhver samfundsorden er uforenelig med "det suveræne Jeg". Han kan velsagtens selv have ønsket sig at sikre og forbedre sin egen status inden for denne orden, men ikke engang dét synes han at have været synderligt interesseret i. Den ideale spænding, der udmærker klassiske anarkister som Proudhon, Bakunin og Kropotkin, finder vi ikke hos ham.

 

Den tyske sprogfilosof Fritz Mauthner har engang skrevet om ham: "Han var ingen satan og ingen galning, langt snarere et stille og fornemt menneske, der ikke kunne bestikkes af nogen magt eller af noget ord, og som var så enestående, at han ikke passede ind i verden og følgelig omtrent sultede ihjel: han var kun en indre rebel, ingen politisk fører, for ikke engang et fælles sprog forbandt ham med menneskene".


Stirner er således en ener i filosofiens historie, men skal man finde en hylde til ham i den vestlige tradition, må det nærmest blive eksistentialismen. Han har dog det fortrin frem for de fleste betydelige eksistentialister, at han ikke er politisk naiv og ikke kun indadvendt, om end det er klart, at den indre befrielse for ham går forud for og har forrang for den ydre. Hans skarpsindighed, når det gælder politiske og samfundsmæssige spørgsmål, er der rigeligt belæg for i hans kritik af de tre moderne ideologier, liberalismen, socialismen og humanismen, samt i hans historiefortolkning, hvor påvirkningen fra Hegel især er mærkbar.

 

Artikel 2003 med mindre rettelser 2017.