Velkommen
BESTILLING AF BØGER
Niccolò Machiavelli: FYRSTEN
Niccolò Machiavelli: DRØFTELSER AF LIVIUS
(DISCORSI)
Niccoló Machiavelli: KRIGSKUNSTEN
Max Stirner: DEN ENESTE OG HANS EJENDOM
Fritz Wolder:
Mit personlige møde med "Den Eneste"
Max Stirner og "De Frie"
Max Stirner: Eksistentialist og nihilist
Max Stirner: "Jeg har sat min sag på intet!"
Fritz Wolder:
MAGTENS MANUAL
Fritz Wolder:
KAMPEN OM KLODEN
Fritz Wolder: Således
fødtes global geopolitik - og således lever den videre
Fritz Wolder: Verden ifølge klassisk global geopolitik
Fritz Wolder: VIKINGERNE VED RUSLANDS VUGGE
Fritz Wolder:
DEN BEDSTE GUIDE TIL SKT. PETERSBORG
Carl Schmitt:
LAND OG HAV
Gustave Le Bon: MASSERNES PSYKOLOGI
La Rochefoucauld: MAKSIMER
Nietzsche - en Stirner-plagiator?
LITTERÆRE PERLER -
La Rochefoucauld
Machiavelli
Renato Fucini
Francesco Guicciardini: RÅD OG REFLEKSIONER (Ricordi)
Cookie information
 Tip en ven  Udskriv siden

MAX STIRNER OG "DE FRIE"

 

Af John Henry Mackay

 

AF YDRE VAR MAX STIRNER en middelhøj mand - snarere under end over - veludviklet, slank og næsten mager... Han klædte sig enkelt, men altid med pinlig omhu og renlighed, og udadtil fremtrådte han aldeles fordringsløst. Når han her og dér blev betragtet som en dandy, må man samtidig have i erindring, at nogle jo anser ethvert ordentligt, om også nok så enkelt, klædt menneske for en laps, hvad Stirner helt sikkert ikke var. Han havde snarere noget af en "overlærer", af en "højere pigeskolelærer af bedre art" over sig, og dette indtryk blev yderligere forstærket af et par sølvbriller - som lærer hos fru Gropius skal han have båret en "tynd stålbrille med små glas"...


Han virkede aldrig forsømt, selv om han også i de senere år, da nød og ensomhed plagede ham, vel ikke længere udviste den samme pertentlighed med sit ydre som tidligere.


Han bar et kort, blondt kind- og overskæg, mens hagen altid var glatbarberet, og det blonde, næsten rødlige, let lokkede og kortklippede, bløde hår lod den mægtige, hvælvede og særdeles påfaldende høje pande fuldstændig fri.


Bag brillerne kikkede lyse, blå øjne roligt og mildt, hverken drømmende eller gennemborende, på mennesker og ting. Om den fine mund med de smalle læber spillede der gerne et venligt smil, som med årene blev mere udtalt og røbede en indre ironi, ligesom i det hele taget flere bemærkede en "stille tilbøjelighed til spot" hos Stirner...


Næsen var af middel størrelse, kraftig og endte i en spids; hagen af energisk form. Særligt smukke var Stirners hænder: hvide, velplejede, slanke, "aristokratiske hænder"...


Alt i alt var hans således statelige fremtoning helt igennem sympatisk. Selvbevidst, rolig, uden hastige eller kantede bevægelser skal den heller ikke have manglet et let anstrøg af pedanteri.


Så smertefuldt det end er, findes der ikke noget billede, som ville være i stand til at bekræfte eller uddybe denne skildring.

 

Til dette ydre svarede helt Stirners væsen og karakter, hvis grundtræk var en urokkelig ro og ligevægt.


Han optrådte med samme ubetingede elskværdighed over for alle, han var sammen med; lod aldrig vreden løbe af med sig, endsige overmande sig; var hjælpsom, hvor han kunne være det... ; uanmassende i enhver henseende, i ord som i handling; uden hovmod og uden forfængelighed nød han udbredt respekt og sympati, og aldrig, ikke én eneste gang, skal det være forekommet, at han har bebrejdet eller formanet nogen noget eller ytret noget nedsættende bag "næstens ryg" - et vidnesbyrd om en indre fornemhed, som med sikkerhed kun få mennesker kan gøre krav på for sig selv.


Således havde Stirner ingen personlige fjender. Da han selv gennem sin personlige optræden og sit liv ikke udfordrede nogen til at dømme om ham og ikke trådte nogen for nær, faldt dette ikke i hans lod.


Men som han ikke havde nogen fjende, således besad han heller ikke én eneste intim ven. Helt igennem smagfuld som han var, må det ungdommelige venskabs broderlige omfavnelser og sentimentale hjerteudgydelser have været en gru for ham, og i de senere år behøvede han åbenbart ingen fortrolig til dét, han tillidsfuldt tiltroede sig selv at kunne færdiggøre på egen hånd...


Hans karakters ejendommelige lukkethed prægede også hele hans private liv. Man vidste intet om ham: om hans liv, hans erhverv, hans tilbøjeligheder, hans glæder og lidelser. Han skjulte det ved aldrig at tale om det, ved aldrig ytre sig om det. Der må i hans væsen have været et tavst, afvisende træk, som lukkede af for påtrængende og nysgerrige spørgsmål...


Sikkert er det, at Stirner kun har elsket og virkelig agtet få mennesker i sit liv, og ganske bestemt havde han også en ret til det. Massen må have været ham lige så ligegyldig som hele dens optræden, og han må ofte nok have haft den følelse, han engang taler om: at befinde sig i et galehus blandt lutter narre. Han valgte det eneste middel, der bød sig til: han gik så vidt muligt uden om narrene. Han bekymrede sig ikke om dem. Heraf den venlige og afvisende ro, der dog under en livlig tankeudveksling gerne og ofte veg pladsen for en åbenlys interesse for et konkret samtaleemne, men som samtidigt aldrig tillod, at en vis fortrolighedens grænse blev overskredet...

 

--------------------------------------


Hvornår Stirner trådte ind i "De Fries" kreds, lader sig næppe sige med bestemthed: man kan regne med, at det må have været i midten eller slutningen af 1841, for han kendte ikke Karl Marx, der havde forladt Berlin i begyndelsen af dette år.


I hvert fald var han allerede med ved de regelmæssige sammenkomster i Walburgs vinstue i Poststrasse, i den "Gamle Post", for så igennem flere år at blive en af de mest regelmæssigt besøgende i det Hippel'ske selskab.


Han hørte ubetinget til den snævre kreds; han kendte og stod på venskabelig fod med brødrene Bauer, især Bruno, med Buhl, Meyen, Engels, Rutenberg, Mussak og andre, og var dus med de fleste af dem.


Han skal have været særligt knyttet til C. F. Köppen og til Hermann Maron; ligeledes til dr. Arthur Müller. På egentlig intim fod var Stirner, som allerede nævnt, ikke med nogen...


Så højt og larmende, det gik til hos Hippel, så stille og tilbageholdende forholdt Stirner sig. Han deltog ganske sjældent i de lidenskabelige diskussioner og forfaldt aldrig til de kyniske talemåder, man forsøgte at overgå hinanden med, og som så ofte var udgangen på diskussionerne. Ingen har nogen sinde hørt et heftigt, råt eller simpelt ord fra ham, hvad der hos Hippel ellers ikke just var nogen sjældenhed. Rolig, smilende, "behagelig", som et "nydelsesmenneske", sad han dér i den evigt bevægede kreds, kastede af og til en træffende bemærkning eller et skæmtende ord ind i den almindelige samtale, hvilket viste, at han trods alt hørte omhyggeligt efter, mens han med blikket fulgte røgen fra sin cigar.


Alligevel var han ingenlunde egentlig fåmælt. Tværtimod talte han gerne med sin tilfældige sidemand, og denne havde ofte lejlighed til at beundre den omfattende, sikre viden, Stirner besad på de mest forskellige områder, som konversationen kunne komme ind på. Her viste han sig som en lærd af første rang og regnedes også for en sådan af sine nærmeste bekendte. Han filosoferede nødigt, siger den ene; og når han gjorde det, siger den anden, drejede det sig med sikkerhed om Feuerbach.


Om sig selv talte Stirner sjældent, næsten aldrig, og enhver form for snakkesalighed lå ham fuldstændigt fjernt. Flertallet, der overhovedet intet begreb havde om hans egentlige betydning, anså den "velfornøjede", enkle, pinligt beskedne mand for et harmløst, lidet betydningsfuldt menneske, uden at ane, hvad der gemte sig i ham, og så forbi ham, indtil han senere i så høj grad tiltrak sig alles opmærksomhed...


--------------------------------------


I kredsen af "De Frie" havde der i tidens løb udbredt sig det rygte, at Max Stirner arbejdede på et omfangsrigt værk, og at han "allerede havde stablet blad på blad" sammen til dette, at det stadig væk voksede og ville komme til at "indeholde hele hans tankeverdens ejendommelige sammenvæv".


Men der var ingen, der var i stand til at sige noget nærmere om værket. Stirner selv kom aldrig ind på spørgsmålet, og han lod aldrig nogen se, endsige læse så meget som én eneste side af sit arbejde. Han røbede kun for så vidt "sit livs hemmelighed", som han af og til pegede på sin skrivepult, hvori hans "jeg" lå gemt.


Eksistensen af værket "kunne også være en skrøne", og blev tilmed betragtet som sådan af flere, da det pludselig med titlen: Den Eneste og hans ejendom dukkede frem i offentlighedens lys en af de sidste dage i oktober 1844. Oprindeligt skulle titlen have været Jeg. Den blev opgivet for i stedet at stå over den anden hoveddel af værket...


Vi tager næppe fejl, når vi antager, at den først plan for værket stammer fra året 1842, altså fra den tid da Stirner modnede så mange af sine tanker i sine kortere arbejder... Værket udarbejdedes med tilføjelser og vel også med delvise omarbejdelser frem til midten af 1844, da det blev afleveret og trykt, således at man kan antage, at det er opstået i et tidsrum på halvandet år, fra 1843 og indtil midten af 1844.


Uddrag fra: Max Stirner. Sein Leben und sein Werk, Berlin-Charlottenburg 1914, 85ff., 125f.