Velkommen
BESTILLING AF BØGER
Niccolò Machiavelli: FYRSTEN
Niccolò Machiavelli: DRØFTELSER AF LIVIUS
(DISCORSI)
Niccoló Machiavelli: KRIGSKUNSTEN
Max Stirner: DEN ENESTE OG HANS EJENDOM
Fritz Wolder:
Mit personlige møde med "Den Eneste"
Max Stirner og "De Frie"
Max Stirner: Eksistentialist og nihilist
Max Stirner: "Jeg har sat min sag på intet!"
Fritz Wolder:
MAGTENS MANUAL
Fritz Wolder:
KAMPEN OM KLODEN
Fritz Wolder: Således
fødtes global geopolitik - og således lever den videre
Fritz Wolder: Verden ifølge klassisk global geopolitik
Fritz Wolder: VIKINGERNE VED RUSLANDS VUGGE
Fritz Wolder:
DEN BEDSTE GUIDE TIL SKT. PETERSBORG
Carl Schmitt:
LAND OG HAV
Gustave Le Bon: MASSERNES PSYKOLOGI
La Rochefoucauld: MAKSIMER
Nietzsche - en Stirner-plagiator?
LITTERÆRE PERLER -
La Rochefoucauld
Machiavelli
Renato Fucini
Francesco Guicciardini: RÅD OG REFLEKSIONER (Ricordi)
Cookie information
 Tip en ven  Udskriv siden

MAX STIRNER: EKSISTENTIALIST OG NIHILIST

 

Af Fritz Wolder

 

Max Stirner begår med sin bog et mord, et mord på den europæiske religiøse metafysik, der kulminerede i Hegels og Marx' "systemer". For så vidt som han selv (og vi) er vokset af den samme åndelige muld, begår han tillige et intellektuelt selvmord. Men heri foregriber han nogle af 1900-tallets vigtigste tænkere, for hvem filosofi i den traditionelle betydning heller ikke længere er en mulighed. Eksempelvis Heidegger, der siger: "Den fremtidige tænken er ikke længere filosofi", mennesket må lære at "eksistere i det navnløse", mens Wittgenstein fastslår: "De fleste sætninger og spørgsmål, der er skrevet om filosofiske ting, er ikke falske, men meningsløse (unsinnig)".


Mors Dei, mors Homini, mors Philosophiae.


Dog behøver man jo slet ikke at betragte Stirners værk som kun destruktivt, ødelæggende. Når stormen har lagt sig, står jeg'et, det konkrete, forgængelige jeg tilbage som den umistelige erobring, uudsigeligt og virkeligt, renset til grunden for "spøgelser" og "fikse ideer" og med et nyt livs muligheder foran sig, med sit eget liv. Hvis man ser "flokken" som den egentlige og hemmelige hovedperson i historien bag alle religiøse, moralske, retlige, politiske osv. forestillinger, består Stirners "radikalitet" så i andet, end at han med baggrund i sin dybe indsigt heri har tænkt individets begreb til bunds? Hvad han ønsker er - udtrykt i grammatikkens sprog - at vi skal leve vort liv i første person ental og ikke i tredje person flertal, og at vi skal tilegne os et helt nyt synspunkt gennem en forvandling af sindet, hvor overvindelsen af det nedarvede åndsidioti spiller den centrale rolle:


"Et menneske er ikke "kaldet" til noget og har ingen "opgave", ingen bestemmelse", lige så lidt som en plante eller et dyr har et "kald". Blomsten følger ikke et kald om at fuldkommengøre sig, men den anvender alle sine kræfter på, så godt den kan, at nyde og fortære verden, dvs. den indsuger så mange safter af jorden, så meget af æterens luft, så meget af solens lys, som den kan få og rumme. Fuglen lever ikke efter et kald, men den bruger sine kræfter, alt hvad den kan: den fanger biller og synger af hjertenslyst. Men blomstens og fuglens kræfter er i sammenligning med et menneskes ringe, og langt mere magtfuldt vil et menneske, der anvender sine kræfter, gribe ind i verden end en blomst og et dyr".


Det Stirner'ske menneske, "Den Eneste", skal ikke forstås som et fantastisk overmenneske, men som en stærk og integreret personlighed, der gennem en særlig bevidstgørelseproces er kommet fri af det uniformerede massesamfunds tvang og religiøs-ideologiske dogmatik eller "besathed". Stirner deler dermed nok Nietzsches elitære menneskeopfattelse, men ikke hans "åndsaristokratiske" attitude. "Masserne - dem kan Fanden og statistikken tage!", er et typisk Nietzsche-slagord, som Stirner med hele sin ro og fordomsfrihed formentlig ville have betragtet som - tom retorik. Det konkrete menneske unddrager sig - som hos Kierkegaard - enhver definitiv bestemmelse: "Hvad en slave vil gøre, så snart han har brudt lænkerne, det må man - afvente". Ligeså med det menneske, "der anvender sine kræfter og griber ind i verden".


Den Eneste og hans ejendom er et af de værker i den filosofiske litteratur, der normalt ikke regnes med til den gennemsnitsintellektuelles "pensum", men som til gengæld er i stand til at give den "rigtige" læser en stærk personlig oplevelse, ja, måske er bogen. At den Stirner'ske påvirkning ofte har givet anledning til alvorlig bekymring, har vi flere eksempler på, f.eks. Husserl, der i en snæver kreds advarede "filosofiske nybegyndere" mod Stirners "fristende kraft", og filosoffen Karl Joël, en af Nietzsches tidligste beundrere, som fire årtier efter sit første møde med "Den Eneste" beklagede, at han i begyndelsen havde undervurderet dennes farlighed, og nu advarede han indtrængende mod Stirner, "egoismens fanatiker", for han havde med "den mest vilde kætterbog, der nogen sinde er skrevet af menneskehånd", grundlagt en veritabel "satanreligion".


Men bekræfter den overvældende erfaring ikke Stirners grundlæggende anskuelse, at livet på bunden er en alles krig mod alle? Og véd den kloge ikke, at mennesker overalt søger at skjule deres egentlige, egoistiske motiver og vinde ideologisk magt over omgivelserne ved at føre deres kamp under dække af en "højere sag", det være sig sagen X, sagen Y eller sagen Z? Grib du også blot en sag, men se til, at sagen ikke griber dig! Hvis Machiavellis råd til "Fyrsten" og Stirners til "Den Eneste" i substansen er de samme, foruroliger og provokerer de så ikke først og fremmest ved deres usminkede realisme?


Vicos erkendelse, at det er menneskene, der har skabt historien, kan suppleres med den konstatering, at den mest blodige del er blevet skabt af - idealisterne, for det er nemmere at få et såkaldt civiliseret menneske til at slå et andet ihjel for en idé end på nogen som helst anden måde, og sker det - hvad der er langt det mest almindelige - for en idé, der er sanktioneret af Magten - f.eks. for Gud eller Menneskerettighederne - så er det i verdens øjne tilmed ærefuldt - at være et redskab for "den blodtørstige Gud" og "de blodige Menneskerettigheder", eller sagt på en anden måde: det "onde" begynder aldrig som det "onde", det begynder altid som det "gode". Stirners "oprør" er et oprør også mod det "gode", hvad der bør sammenholdes med det faktum, at historien er fuld af eksempler på, at netop det "gode" i hænderne på "besatte" og "hellige" og deres magtbevidste medspillere eller manipulatører fører til den enkeltes undertrykkelse og udslettelse. Dette placerer Stirner som vel den mest urokkelige fortaler for det enkelte individs ret til at være individ, med en argumentation, der er så messerscharf, at eftertiden ikke har fundet andet modsvar til den end tavsheden eller den summariske fordømmelse.


Men hvad der oprindeligt begyndte som en forbitret, filosofisk fintsleben fejde blandt en lille gruppe tyske intellektuelle, kan nu siges at være kommet til sin endelige afklaring: den hemmelige duel mellem Stirner og Marx er endt, og over for marxismen, der "har sat sin sag" på historiens største - ligbunke, står Max Stirners trodsige og modige: "Jeg har sat min sag på intet!" - levende. Den tyske sprogfilosof Fritz Mauthner har engang skrevet om ham: "Han var ingen satan og ingen galning, langt snarere et stille og fornemt menneske, der ikke kunne bestikkes af nogen magt eller af noget ord, og som var så enestående, at han ikke passede ind i verden og følgelig omtrent sultede ihjel: han var kun en indre rebel, ingen politisk fører, for ikke engang et fælles sprog forbandt ham med menneskene".

 

Med sin uhørt kompromisløse konsekvens når Stirner således til slut frem til en personlig suverænitet og leven i intethed, der gør ham så anderledes og for nogle skræmmende, men som kan synes at bringe ham i slægtskab med visse anti-intellektualistiske strømninger uden for den europæiske tradition, f.eks. Zen.


Om denne hedder det hos mesteren Yengo (Yüan-wu, 1566-1642):


"Zens store sandhed besiddes af alle. Se ind i dit eget væsen, og søg den ikke gennem andre. Dit eget sind er over alle former: det er frit og roligt og tilstrækkeligt; det præger sig evindeligt i dine seks sanser og fire elementer. I dets lys opsuges alt. Bring dualismen subjekt-objekt til at tie, glem begge dele, gå hinsides intellektet, afbryd broen til forståen og træng direkte dybt ind i Buddha-sindets identitet; uden for dette er der ingen virkelighed... Zen har intet at skaffe med bogstaver, ord eller sutraer. Den forlanger kun, at man fatter kernen direkte og finder sin fredelige tilflugt deri. Når sindet forstyrres, hidses forstanden til aktivitet, ting erkendes, forestillinger næres, genfærdsånder fremmanes og fordomme florerer. Zen vil da for altid være tabt i labyrinten".

 

Fra Forbemærkningen til Den Eneste og hans ejendom, HELIKON 1999, s. 29-32.