Velkommen
BESTILLING AF BØGER
Niccolò Machiavelli: FYRSTEN
Niccolò Machiavelli: DRØFTELSER AF LIVIUS
(DISCORSI)
Niccoló Machiavelli: KRIGSKUNSTEN
Max Stirner: DEN ENESTE OG HANS EJENDOM
Fritz Wolder:
MAGTENS MANUAL
Fritz Wolder:
KAMPEN OM KLODEN
Fritz Wolder: Således
fødtes global geopolitik - og således lever den videre
Fritz Wolder: Verden ifølge klassisk global geopolitik
Fritz Wolder: VIKINGERNE VED RUSLANDS VUGGE
Fritz Wolder:
DEN BEDSTE GUIDE TIL SKT. PETERSBORG
Carl Schmitt:
LAND OG HAV
Halford J. Mackinder:
HISTORIENS GEOGRAFISKE OMDREJNINGSPUNKT
Heraklit: Verden set som strid og forandring
Gustave Le Bon: MASSERNES PSYKOLOGI
La Rochefoucauld: MAKSIMER
Nietzsche - en Stirner-plagiator?
Fritz Wolder: Facetter af Oscar Wilde
LITTERÆRE PERLER -
La Rochefoucauld
Machiavelli
Renato Fucini
Francesco Guicciardini: RÅD OG REFLEKSIONER (Ricordi)
Cookie information
 Tip en ven  Udskriv siden

Heraklit: Verden set som strid og forandring


Hvad vi har opbevaret af Heraklits egne udtalelser, indskrænker sig til følgende række af fragmenter (ord der ikke er Heraklits egne er sat i kursiv):

 

1. Men denne tale, som er af evig gyldighed, viser mennesker sig dog ude af stand til at forstå, både førend de har hørt den, og straks når de har hørt den: thi skønt alt går for sig i overensstemmelse med min tale, så tager de sig dog ud som ukyndige, så snart de giver sig i kast med sådanne ord og ting, som jeg udvikler for dem, når jeg bestemmer hver især med hensyn til dens natur og tilkendegiver, hvilke egenskaber den har. De andre mennesker véd derimod ikke noget af det, de foretager sig efter deres opvågnen. Ganske som de glemmer alt det, de i søvne har taget sig for.

 

2. Derfor bør man følge det fælles. Men skønt talen er fælles, lever de fleste dog således, som om de havde en individuel indsigt.

 

3. Solen har den menneskelige fods bredde.

 

4. Hvis lyksaligheden beroede på legemets nydelser, så ville vi kalde okserne lykkelige, når de finder vikker at æde.

 

5. Til ingen nytte renser de sig ved at besudle sig med blod, ligesom hvis én, der havde trådt i mudder, ville vaske sig ren ved hjælp af mudder. Ethvert menneske, der så ham bære sig således ad, ville dog anse ham for vanvittig! Og de beder også til disse gudebilledstøtter, ligesom hvis én ville føre passiar med et hus - uden at erkende, hvad guder og heroer i virkeligheden er.

 

6. Solen er ny hver dag.

 

7. Hvis alt i verden forvandledes til røg, så ville næseborene skelne derimellem.

 

8. Det splidagtige forenes, og af det forskellige opstår den skønneste harmoni, og alt bliver til i kraft af strid.

 

9. Æsler ville foretrække hakkelse for guld.

 

10. Parvis sammenknyttes det, der er helt, og det, der ikke er helt - det, der føres mod hinanden, og det, der føres fra hinanden - det, der harmonerer, og det, der disharmonerer: Og af alt opstår ét, og af ét alt.

 

11. Alt, hvad der bevæger sig på jorden, drives på græs under piskeslag.

 

12. Når man stiger ned i de samme floder, er det nye og atter nye vande, der flyder henimod en: Og også sjælene hæver sig som dunster op fra det fugtige.

 

13. ... at befinde sig vel ved smuds ...

 

14. Heraklit giver sine orakelsvar til nattevandrere, magere, bacchuspræster, bacchantinder, indviede, og truer dem med straffen efter døden; thi i de blandt mennesker gængse mysterier indvies man på vanhellig måde.

 

15. Hvis det ikke var Dionysos, til ære for hvem de går i procession og synger falloshymnen, så var dette de skamløseste gerninger; men Hades er den samme som Dionysos, til ære for hvem de raser og fejrer vinpersefesten.

 

16. Hvordan kan nogen holde sig skjult for det lys, som aldrig går ned?

 

17. De fleste mennesker tænker ikke sådanne tanker, skønt de ligger lige på deres vej, og selv når de har hørt dem, forstår de dem ikke - men bilder sig det ind.

 

18. Den, der ikke venter det, vil heller ikke finde det uventede; thi det er uudforskeligt og utilgængeligt.

 

19. ... folk, der ikke forstår sig på at høre eller at tale.

 

20. Når de er født, ønsker de at leve og dermed være hjemfaldne til døden - eller rettere at hvile ud - og de efterlader sig børn til ligeledes at rammes af døden.

 

21. Død er alt, hvad vi ser, når vi er vågnet, og alt, hvad vi ser i søvne, er søvn.

 

22. De, der leder efter guld, opgraver jord i mængde og finder kun lidet.

 

23. Retfærdighedens navn ville de ikke kende, hvis disse ting [al slags uret?] ikke var til.

 

24. Dem, der er faldet i krigen, ærer guder og mennesker.

 

25. Større død opnår større lod.

 

26. Mennesket tænder sig et lys i natten, når han er død og dog lever; i søvnen rører han ved en død, idet hans syn er slukket - vågen rører han ved en sovende.

 

27. Menneskene venter efter deres død sådanne ting, som de ikke forudser eller tænker sig.

 

28. Selv det, som den pålideligste iagttager, giver agt på, er blotte meninger; men sandelig vil retfærdigheden komme over folk, der tømrer løgne sammen, og over dem, der som vidner bekræfter sådanne.

 

29. Ét vælger de bedste fremfor alt andet: Stedsevarende ry fremfor de forgængelige ting; men de fleste er mæskede som tamt kvæg.

 

30. Denne verdensorden, den samme for alle ting, har hverken nogen blandt guder eller blandt mennesker skabt, men den var altid og er og vil være evigt levende ild, der tændes efter mål og slukkes efter mål.

 

31. Ildens forvandlinger er: Først hav, og af havet halvdelen jord og den anden halvdel flamme ... havet breder sig til alle sider og antager den samme udstrækning, som bestod, inden det blev til jord.

 

32. Ét: Det ene vise vil ikke og vil benævnes med navnet Zeus.

 

33. Lov er det også at lyde én enestes vilje.

 

34. Ude af stand til at forstå talen, når de har hørt den, er de som de døve: Et vidnesbyrd om dem er givet i denne talemåde: At de "skønt nærværende dog er fraværende".

 

35. Af overmåde mange ting bør mænd, der elsker visdom, være kendere.

 

36. For sjælene er det død at blive til vand, men for vandet død at blive til jord: Og af jorden opstår der vand og af vandet sjæl.

 

37. Svinene vasker sig i skarn og gårdhønsene i støv eller aske.

 

38. Thales var efter Heraklits vidnesbyrd den første astronom.

 

39. I Priene levede Bias, Teutames' søn, som tæller mere end de andre.

 

40. Polyhistori meddeler ikke erkendelse: Ellers måtte den nemlig have meddelt Hesiodos og Pythagoras og fremdeles både Xenophanes og Hekataios.

 

41. Ét er det vise: At erkende den indsigt, som måtte styre alt ved hjælp af alt.

 

42. Homer fortjente al forvises fra festforsamlingerne og at piskes, og Archilochos ligeså.

 

43. Overmod bør man slukke med større iver end et brændende bål.

 

44. Folket bør kæmpe for sin lov ganske som for en mur.

 

45. Sjælens grænser kan du ikke gå hen og finde, selv om du gennemvandrede enhver vej - så dybt rækker den ned.

 

46. Indbildningen, sagde han, var en faldende syge, og synet bedrog.

 

47. Lad os ikke drage forhastede slutninger, hvor talen er om de vigtigste ting.

 

48. Buens navn er altså liv, men dens værk: Død.

 

49. Én gælder for mig som titusinder, hvis han er den bedste.

 

49a. I de samme floder både stiger vi ned og ikke ned, det både er os og er ikke os.

 

50. Idet man har hørt ikke på mig, men på talen, er det viist at tilstå, at alt er ét.

 

51. De forstår ikke, hvordan det ene i sine forskelle stemmer overens med sig selv: En splidagtig harmoni, ganske som den ved buen og ved lyren.

 

52. Tiden er et barn, der leger og flytter brikker; det er et barn, der fører sceptret.

 

53. Krigen er alle tings fader og alle tings konge, og nogle lader den fremtræde som guder og andre som mennesker, nogle gør den til slaver og andre til frie.

 

54. En skjult harmoni er stærkere end en åbenbar.

 

55. Alt det, som man kan se, høre og lære, giver jeg fortrinnet.

 

56. Menneskene befinder sig, hvad erkendelsen af det åbenbare angår, i en lignende illusion som Homer, der dog var den viseste af samtlige hellenere. Ham førte nemlig nogle drenge, som var i færd med at dræbe lus, bag lyset ved at sige: Alt, hvad vi har set og fanget, det lader vi ligge, men hvad vi hverken har set eller fanget, det tager vi med.

 

57. Men lærer for de fleste er Hesiodos; han, mener de, kender mest - han, som ikke vidste besked med dag og nat: De er nemlig ét.

 

58. Godt og ondt er ét. I det mindste forlanger lægerne når de snitter og brænder de syge på kryds og tværs, oven i købet betaling af dem - skønt de slet ikke fortjente at få nogen, da de dog kun fremkalder de samme virkninger [dvs. fordriver ondt med ondt].

 

59. Valkerskruens lige og krumme vej er én og den samme.

 

60. Vejen opad og nedad er én og den samme.

 

61. Havet er det reneste og det ureneste vand: For fiskene drikkeligt og gavnligt, for mennesker derimod udrikkeligt og fordærveligt.

 

62. Udødelige er dødelige, dødelige udødelige, idet de lever de andres død, og dør deres liv.

 

63. Men for ham [dvs. guden], som bor dér, opstår de og bliver årvågne vogtere af levende og døde.

 

64. Men verdensaltets styrmand er lynet.

 

65. Heraklit kalder ilden mangel og overflod.

 

66. Alt vil ilden, når den rykker frem, sidde til doms over og fælde.

 

67. Guden er dag og nat, vinter og sommer, krig og fred, mæthed og sult, og han forvandles netop således, som ilden, når den blandes med røgelse, får navn alt efter enhvers forgodtbefindende.

 

68. Heraklit kaldte ofringerne lægemidler for sjælene.

 

69. Der er to slags ofre: Den ene slags hidrører fra de fuldstændigt rensede mennesker, sådan som det undertiden, omend sjældent, kan være tilfældet med en enkelt mand, som Heraklit siger, eller med nogle få, som snart er talt...

 

70. For børns legetøj anså Heraklit de menneskelige meninger.

 

71. Man skal også huske på den mand, der glemmer, hvorhen vejen fører.

 

72. Det, som de uafladeligt har samkvem med [måske: logos], det vender de ryggen, og de ting, de daglig træffer på, synes dem fremmede.

 

73. Man bør ikke handle og tale som folk i søvne.

 

74. Man bør ikke handle som børn af forældre [dvs. ved sine handlinger henvise til andres autoritet].

 

75. Heraklit siger, at de sovende er arbejdere og medvirkende ved de kosmiske processer.

 

76. Ild lever jordens død, og luft lever ildens død; vand lever luftens død, jord vandets.

 

77. For sjælene er det tilfredsstillelse eller død at blive fugtige... vi lever deres død, og de lever vor død.

 

78. Den menneskelige tænkemåde besidder ingen indsigt, men det gør den guddommelige.

 

79. Den uforstandige mand viser guddommen ganske samme [dvs. ligeså ringe] gehør, som barnet manden.

 

80. Men man må vide, at krigen er det fælles, og retfærdigheden strid, og at alt bliver til i kraft af strid [og nødvendighed?].

 

81. Den retoriske uddannelse kalder Heraklit slagterknivenes høvedsmand.

 

82. Den skønneste abe er hæslig i sammenligning med menneskeslægten.

 

83. Det viseste menneske vil ved sammenligning med Gud tage sig ud som en abe, både i visdom og skønhed og alle sine andre egenskaber.

 

84. I forandringen hviler den [dvs. ilden] ud, og anstrengelse er det at slide for og være undergivet de samme herrer.

 

85. At kæmpe med sin tilbøjelighed er vanskeligt, for alt hvad man ønsker, køber man på bekostning af sjælen.

 

86. Vantro er grunden til, at størstedelen af det guddommelige undslipper erkendelsen.

 

87. Et åndeligt ubevægeligt menneske plejer at stå måbende ved enhver tale.

 

88. Og af modsætninger i os er levende og dødt, og det vågne og det sovende og ungt og gammelt det samme; thi disse [dvs. den ene række] er, når de skifter om, hine, og atter hine, når de skifter om, disse.

 

89. Kun de vågne har én fælles verden.

 

90. Alt det eksisterende træder i bytte for ild. Og ild for alt - ganske som varer for guld og guld for varer.

 

91. I den samme flod er det ikke muligt at stige ned to gange... men den [rimeligvis: floden] spreder og samler atter sine vande, og den nærmer sig og går bort igen.

 

92. Men Sibyllen, som med inspireret mund udsender forkyndelser, der er uden smil og uden smykker og uden sminke, trænger med sin røst igennem tusinde år, takket være guden.

 

93. Herren, hvem oraklet i Delphi tilhører, han hverken siger eller skjuler noget, men han taler i antydninger.

 

94. Solen vil ikke overskride sine mål, ellers skal Erinyerne, "retfærdighedens hjælpersker", vide at opspore den.

 

95. Sin uvidenhed er det bedst at skjule: Men det er vanskeligt under slappelse og ved bægeret.

 

96. Lig egner sig mere end gødning til at kastes på møddingen.

 

97. Hunde gør ad dem, de ikke kender.

 

98. Sjælene bruger i Hades lugtesansen.

 

99. Hvis solen ikke var, ville der, for så vidt det beroede på de andre himmellegemer, være nat.

 

100. ... årstiderne, som bringer alting med sig.

 

101. Jeg har søgt mig selv.

 

101 a. Øjnene er nøjagtigere vidner end ørerne.

 

102. For guden er alt smukt og godt og retfærdigt, men menneskene derimod opfatter noget som uretfærdigt og andet som retfærdigt.

 

103. I cirkelperiferien falder begyndelse og ende sammen.

 

104. Hvilken indsigt eller forstand har de? Folkesangere forlader de sig på, og til lærer tager de kun mængden, uvidende om, at de fleste er slette og kun få gode.

 

105. Heraklit siger, at Homer var astrolog.

 

106. En dag er lig enhver anden.

 

107. Slette vidner er øjne og øren for mennesker, hvis de har barbarsjæle.

 

108. Af alle, hvis tale jeg har hørt, når ingen så vidt som til at erkende, at det vise er afsondret fra alt.

 

109. At skjule sin uvidenhed er bedre end at proklamere den offentligt.

 

110. Det er ikke godt for folk at få alle deres ønsker opfyldt.

 

111. Sygdom gør sundhed til noget behageligt, ondt godt, sult mæthed, og anstrengelse hvile.

 

112. At tænke er det største fortrin, og visdom består i at tale sandhed og handle i overensstemmelse med naturen, idet man lytter til dens tale.

 

113. At tænke er fælles for alle.

 

114. Talende med indsigt bør man støtte sig til det for alle fælles, ganske som en stat til sin lov, ja, endnu langt stærkere. Thi alle de menneskelige love næres af den ene guddommelige: Den hersker nemlig i så stor udstrækning, som den vil, og kan måle sig med alt og overgår alt.

 

115. I sjælen ligger den tale, der forøger sig selv.

 

116. Alle mennesker har det i deres magt at erkende sig selv og at tænke.

 

117. Når en mand har drukket sig fuld, så føres han vaklende afsted af et uudvokset barn uden at vide af, hvor han træder, fordi hans sjæl er fugtig.

 

118. Tør glans giver den viseste og bedste sjæl.

 

119. Et menneskes tænkemåde er dets skæbne.

 

120. Østens og Vestens endepunkter er bjørnen, og lige overfor bjørnen er den strålende Zeus' grænse [?].

 

121. Efesierne ville gøre vel i at hænge sig, alle de voksne blandt dem, og overlade byen til de uudvoksne - de, som har jaget Hermodoros, deres nyttigste mand, i landflygtighed ud fra den tankegang: At os skal ikke en eneste være den nyttigste, og hvis noget er det, så lad ham være det andetsteds og blandt andre mennesker.

 

122. Heraklit bruger ordet: Nærmelse.

 

123. Naturen ynder at skjule sig.

 

124. Den skønneste verdensorden er som en planløst opdynget skarnbunke.

 

125. Også blandingsdrikken skiller, når man ikke rører i den.

 

125 a. Gid det aldrig må skorte jer på rigdom, efesiere, for at jeres slethed kan træde klart for dagen.

 

126. Det kolde bliver varmt, det varme koldt, det våde tørt, og det udtørrede fugtet.

 

 

Kilde: Victor Kurtz: Herakleitos fra Ephesos, Kbh. 1917.