Velkommen
BESTILLING AF BØGER
FYRSTEN
DRØFTELSER AF LIVIUS (DISCORSI)
Vikingerne ved Ruslands vugge
KAMPEN OM KLODEN - anmeldelser mm.
SÅLEDES FØDTES GLOBAL GEOPOLITIK - og således lever den videre
Verden ifølge klassisk global geopolitik
Land og hav
Nietzsche - en Stirner-plagiator?
KAMPEN OM KLODEN - OPDATERET
DEN ENESTE OG HANS EJENDOM
La Rochefoucauld MAKSIMER
LITTERÆRE PERLER
Krigskunsten
MAGTENS MANUAL
KLIK HER for at se andre artikler på sitet!
DEN BEDSTE GUIDE TIL SKT. PETERSBORG
 Tip en ven  Udskriv siden

Verden ifølge klassisk global geopolitik:
Mackinder og
Spykman



 


Geopolitik og den realistiske skole

 

Geopolitik er en teori og analysemetode, der undersøger, hvilken rolle fysisk-geografiske faktorer spiller for staternes adfærd i det internationale politiske system. Eller sagt på en anden måde: Geopolitik fokuserer - såvel i teori som i praksis - på den rumlige dimension i international politik.


Der kan opereres med tre forskellige analyseniveauer: Det globale niveau, der undersøger hele klodens fysiske-geografiske konfiguration og dens betydning for staternes, især stormagternes  adfærd; det regionale niveau, der undersøger den enkelte regions geografi og dens indflydelse på de regionale staters politik; det nationale niveau, der undersøger den enkelte stats geografi og dens konsekvenser for statens politik.

 

Geopolitik interesserer sig primært for konflikter mellem stater og disses udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Geopolitik er derfor på afgørende punkter sammenfaldende med den realistiske skole inden for politologien. Ifølge denne skole former international politik sig som en magtkamp mellem stater. Forklaringen er, at det internationale politiske system er anarkisk, forstået således, at der ikke findes en effektiv, central autoritet, en verdensregering eller et "verdenssamfund", som kan beskytte staterne mod hinanden.

Staterne har som deres primære mål overlevelse og egen sikkerhed, dvs. bevarelse af deres territoriale integritet og politiske uafhængighed. Da der mangler en effektiv international autoritet, er det overladt til hver enkelt selv at sørge for sin overlevelse og sikkerhed. Den mest effektive måde, en stat kan gøre dét på, er ved uafbrudt at forbedre sin relative magtposition, dvs. øge sin magt på sine rivalers bekostning og prøve at bevare eller ændre den indbyrdes magtbalance i egen favør.

Staternes konstante bestræbelser på at forbedre deres egen relative magtposition er realpolitikkens jernhårde lov for staternes - alle staters - adfærd i det internationale politiske system.

Klassisk global geopolitik bygger på denne forudsætning, der tages for givet, og geopolitik kunne derfor også og mere præcist kaldes realgeopolitik eller geomagtpolitik.

Men magtkampen (rivaliseringen, konkurrencen) finder ikke sted i et vakuum, den foregår i den konkrete, fysisk-geografiske verden. (Cyberspace, som er et virtuelt rum, baserer sig på satellitter, altså fysiske realiteter i det ydre rum, samt på fysisk-tekniske anlæg og installationer bestemte steder på jorden).

Mens den realistiske skole således definerer grundloven for staternes adfærd, definerer den klassiske globale geopolitik scenerne, dvs. de fysisk-geografiske områder på kloden, hvor magtkampen mellem staterne primært foregår og forklarer, hvorfor den foregår netop her.


Eurasien mod Oceanet - Behemoth kontra Leviathan - klodens grundlæggende bipolaritet


Der findes to scener eller fysisk-geografiske realiteter, der hver især kan danne platform for generering af global magt, og som de store stater derfor især stræber efter at dominere, nemlig Eurasien og Oceanet.

Af følgende objektive grunde:

FØRSTE SCENE: Eurasien er klodens centrale superkontinent, med en landmasse over to gange større end Nordamerika, det bebos af 75% af jordens befolkning og rummer 75% af dens råstoffer. Her findes især i det tempererede bælte betingelserne for en stor landbrugsproduktion, og her har vi to af verdens tre mest dynamiske økonomiske områder, Europa og Fjernøsten.

ANDEN SCENE: Oceanet dækker 70% af jordens overflade og giver høj mobilitet for varer, materiel og mennesker såvel i freds- som i krigstid. Dominans på havet betyder kontrol med handelsruter, kommunikationslinjer og havne og mulighed for at blokere disse, adgang til råstoffer og strategiske støttepunkter over hele verden osv. Dominans på Oceanet, der af geopolitikerne opfattes som én enhed, betyder mulighed for global magtprojektering (udstrækning). Oceanet er i århundreder blevet betragtet som kilden til rigdom og magt.

Mens den nordlige halvkugle domineres af store landmasser, dækkes den sydlige halvkugle for hovedparten af hav. Dens mest udstrakte landområder befinder sig i det tropiske bælte, hvor der ikke kan dyrkes korn og ris i større mængder, og derfor kan der her heller ikke brødfødes nogen stor befolkning. Den sydlige halvkugle vil alene af denne grund altid være af underordnet betydning i forhold til den nordlige.

Kampen om kloden er følgelig primært en kamp mellem den eller de stater, der dominerer Eurasien, og den eller de stater, der behersker Oceanet - den er en kamp mellem landmagt og sømagt, der drives af hver deres og modsat rettede dynamik: landmagts ekspansion mod Oceanet for at få del i dets mange fordele, og sømagts blokering for at forhindre dette og modpres for at trænge landmagt tilbage.


Mackinders heartland-tese og Spykmans rimland-tese

Den britiske geograf Halford J. Mackinder (1861-1947) mente, at den store, tørre slette, der strækker sig fra pusztaen i Ungarn til Gobi-ørkenen i Manchuriet, og som han først kaldte pivot area og siden "heartland", var Eurasiens magtcenter. En stat, der kontrollerede heartland, og som herfra ville være i stand til at underlægge sig landene udenom mod vest, syd og øst, ville have verdensherredømmet i sigte. Noget sådant var næsten lykkedes for mongolerne, der i 1200-1300-tallet fra det indre af Asien var ekspanderet til Vestrusland, Polen, Ungarn, Sortehavet, de nuværende stater Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran og Pakistan, samt til Nordvestindien, Tibet, Kina og Korea.

Heartland var derfor det geografiske omdrejningspunkt (pivot) i historien, nu (1904) med Rusland som det mongolske imperiums arvtager.


Kort 1. Mackinder, The Geographical Pivot of History, 1904. På Mackinders berømte kort fra 1904 kaldes heartland pivot area, og det er omkranset af den indre og ydre halvmåne (crecent).

Den hollandsk-amerikanske politolog og geopolitiker Nicholas J. Spykman (1893-1943) var derimod af den opfattelse, at den mest betydningsfulde del af Eurasien var landet mellem de eurasiske randhave og heartland, sidstnævnte indkredset af den ring af bjerge, der strækker sig fra Nordkapp i Norge til Beringstrædet i øst, kun afbrudt af den nordtyske slette. Denne del af Eurasien, som Mackinder havde benævnt den indre halvmåne (kort 1), kaldte Spykman for det eurasiske rimland, dvs. randland, der lå som en enorm buffer- og konfliktzone mellem sømagt og landmagt. Staterne i rimland måtte derfor være i stand til at fungere "amfibisk", dvs. kunne forsvare sig både på land og til søs.

Sammen med Storbritannien og Japan rådede det eurasiske rimland, der er frugtbart på grund af rigelig regn, over langt større menneskelige og materielle ressourcer end heartland, som af klimatiske årsager heller ikke ville være i stand til at oppebære en stor landbrugsproduktion og dermed en stor befolkning. Spykman konkluderede derfor: 


 

Den, der hersker over rimland, hersker over Eurasien.
Den, der hersker over Eurasien, kontrollerer verdens skæbne.

 

På spørgsmålet om, hvor kampen om kloden primært foregår, måtte svaret ifølge Spykmans tese altså blive i det eurasiske rimland og de tilstødende randhave: Det er her sammenstødet mellem de mest elementære og mægtigste geopolitiske kræfter på jorden finder sted, repræsenteret på den ene side af den eller de førende eurasiske landmagter og på den anden side af den eller de førende globale sømagter.

En gennemgang af hovedtrækkene i verdenshistorien fra begyndelsen af 1700-tallet og frem til i dag kan belyse Spykmans tese.


Klassisk global geopolitik i historisk belysning

Historisk set har Storbritannien i længst tid været den førende sømagt og har fungeret som europæisk magtbalancer, når der var udsigt til, at én enkelt magt kunne få overherredømmet på kontinentet. Under 1. og 2. verdenskrig og den Kolde Krig havde henholdsvis Tyskland og Sovjetunionen en sådan mulighed. I alle tre tilfælde allierede USA sig med Storbritannien og overtog til sidst dettes rolle ikke bare som en europæisk, men efter 1941 også som en eurasisk magtbalancer.

Modpolen var Rusland, der i flere århundreder har været den eurasiske landmagt par excellence, dels i kraft af sin territoriale udstrækning, dels i kraft af sin strategiske centralitet som en bro mellem Europa og Asien - Rusland var og er klodens geopolitiske centrum. Fra tsar Peter den Stores tid, dvs. fra begyndelsen af 1700-tallet, har det været en konstant i russisk udenrigspolitik at søge ud til Oceanet, især til de varme vande mod syd. Af samme grund har det været en konstant i britisk udenrigspolitik at blokere for russisk ekspansion, undtagen når Storbritannien har følt sig mere truet af eller ført krig med de to andre potentielle europæiske hegemoner, Frankrig og Tyskland.

Efter 1945 forblev USA i Europa og Fjernøsten med tropper og militærbaser som en modvægt mod Sovjetunionens ekspansion, og der udviklede sig under den Kolde Krig en rivalisering mellem de to supermagter om kontrollen over det eurasiske rimland. Landmagts forsøg på at bryde ind i og gennem rimland-barrieren blev mødt med sømagts inddæmningspolitik.

Eftersom en global rival til USA hverken før eller nu kan komme fra Afrika, Sydamerika eller Australien på den sydlige halvkugle, men kun fra Eurasien, bliver og forbliver kampen om kloden således en rivalisering mellem landmagt og sømagt i Eurasien, og denne kamp må naturnødvendigt udspille sig i det område, hvor landmagt og sømagt støder sammen, dvs. i kontinentets periferi eller rimland med de tilstødende randhave (kort 2).

Kort 2. Eurasiske konfliktzoner, Spykman, The Geography of the Peace.


Relationerne mellem Nordamerika og den eurasiske landmasses to sider udgør derfor grundlaget for verdenspolitikken.



Spykman og Amerikas grand strategy

Ifølge Spykman var den største trussel for USA under 2. verdenskrig, at Tyskland sejrede i Europa og Japan i Asien. Et sådant udfald af krigen ville betyde den definitive tilintetgørelse af magtbalancen i Eurasiens vestlige og østlige yderområder og sætte Tyskland og Japan i stand til at projektere magt til den vestlige halvkugle, hvad der i praksis ville betyde en indkredsning eller strangulering af USA (kort 3).


Kort 3. Eurasiens indkredsning af den vestlige halvkugle, Spykman, The Geography of the Peace.



En allieret sejr skulle efter Spykmans overbevisning udnyttes til, at USA omvendt projekterede magt til det eurasiske rimland og således foretog en indkredsning af Eurasien (kort 4).


Kort 4. USAs indkredsning af Eurasien, Spykman, The Geography of the Peace.



Det gjaldt for USA om at forhindre, at der opstod en dominerende magt eller koalition af magter i nogen del af Eurasien, som ved at underlægge sig det europæiske og/eller asiatiske rimland dels ville få kontrollen over nogle af verdens mest fremskredne økonomier, dels ville kunne true USA med indkredsning.

Under forudsætning af at de eurasiske magter forblev delte og i balance, ville USA kunne opnå den globale førerstilling ved at dominere Oceanet og bruge det eurasiske rimland som sin fremskudte front.

Herredømmet på Oceanet var afgørende, eftersom det ikke længere fungerede en beskyttende barriere for USA. Med den moderne skibsteknologi var det tværtimod en hovedvej, der ville give en eventuel eurasisk hegemon let adgang til den vestlige halvkugle. Og et forsvar på den vestlige halvkugle ville for USA ikke være noget forsvar overhovedet.

USAs inddæmningspolitik over for Sovjetunionen under den Kolde Krig fulgte logikken i Spykmans rimland-tese. Det er i det eurasiske rimland, at USA efter 1945 har taget sine krige og konflikter for at holde dem borte fra hjemlandet. USA har derigennem opnået en maksimal grad af sikkerhed og beskyttelse af sit territorium, sin befolkning og sit produktionsapparat. Det eneste betydelige eksempel på, at det er lykkedes landmagt (Sovjetunionen) - for en stærkt begrænset periode - at projektere magt til den vestlige halvkugle, er Cuba-missilkrisen i 1962. "Vellykkede" militære angreb på USA begrænser sig før 1945 til Pearl Harbor 1941 (periferi) og efter 1945 til New York, 11. september 2001 (kerneland).

Den polsk-amerikanske geopolitiker Zbigniew Brzezinski (1928-) har inddelt det eurasiske rimland i tre centrale, strategiske fronter med hver deres karakteristika: Den vestlige front (= Europa med velkonsoliderede stater i tæt samarbejde), den sydlige front (= Mellemøsten, Central- og Sydasien, et ustabilt shatterbelt med hyppig stormagtsindblanding) og den østlige front (= Østasien med Kina som opstigende magt, et ringe samarbejde mellem staterne og en voksende nationalisme alle steder).

Set fra USA skal fronterne i strategisk forstand ifølge Brzezinski ikke opfattes som tre adskilte fronter - de udgør én front, og hvad der sker ét sted, skal ses i sammenhæng med, hvad der sker de to andre steder. USA har ikke én politik for Europa, en anden for Mellemøsten og en tredje for Asien, USA har en politik for Eurasien med Kina og Rusland som sine eneste virkelige rivaler.


Klassisk global geopolitik i aktuel sammenhæng

Hvordan passer klassisk global geopolitiks begreber på den aktuelle situation (2012)?

For det første må det konstateres, at 90'erne var unikke i den forstand, at den førende eurasiske landmagt (Sovjetunionen) i løbet af ganske kort tid forsvandt, således at sømagt (USA) stod tilbage som klodens eneste supermagt. Noget sådant var aldrig sket før i de ca. 300 år, vi her har set på. Faktisk var Rusland fra 1792 (starten på de franske revolutionskrige) og frem til 1990 den eneste stat, der igennem hele perioden kan klassificeres som en stormagt.

Forskellige begivenheder i løbet af 00'erne har genskabt en mere ligelig balance mellem sømagt og eurasisk landmagt: Rusland er kommet over sin værste krise, og Kina har været inde i en økonomisk vækstperiode uden sidestykke. Begge steder er der således skabt basis for militær oprustning. Omvendt er USA blevet svækket af krigene på de strategisk sekundære slagmarker i Irak og Afghanistan, lav økonomisk vækst, finanskrise og intern politisk dysfunktion. Den relative magtbalance er blevet forskudt i landmagts favør, og den unikke, unipolære verdensorden er blevet afløst eller er ved at blive afløst af en multipolær verdensorden.

Med andre ord tegner der sig efter den - som det altså skulle vise sig - nominelle afslutning på den Kolde Krig og de atypiske 90'ere og delvis 00'ere konturerne af den velkendte landmagt-sømagt-konfrontation: Eurasien kontra Oceanien.

Nok er verden blevet mere multipolær (med en tripolær kerne, bestående af USA, Kina og Rusland), men nu som før kan en rival til sømagt kun komme fra Eurasien.

Ifølge Colin Gray er det underordnet, om denne rival kommer fra rimland (Tyskland, Kina, EU-Europa) eller heartland (Rusland eller Rusland og Tyskland). Da truslen kom fra rimland (1. og 2. verdenskrig), allierede sømagt (USA og Storbritannien) sig med heartland (Rusland), da den kom fra heartland (den Kolde Krig), allierede sømagt sig med rimland-magter (herunder Tyskland). Sømagt allierede sig i alle disse situationer med den næst stærkeste eurasiske landmagt mod den stærkeste.

Forskellene i Mackinders og Spykmans fokusering på forskellige områder af Eurasien er - siger Gray - derfor uden nogen virkelig betydning. I substansen mener de det samme: Den eneste store trussel mod sømagt kan kun komme fra den magt eller kombination af magter, som dominerer den eurasiske landmasse, og det er også her, sømagt skal finde sine allierede for at opretholde magtbalancen på kontinentet og derigennem forhindre fremkomsten af en eurasisk hegemon.

Det primære mål for USA vil således uforandret være at sikre magtbalancen i Eurasien efter del-og-hersk-princippet, samt at være magtfuldt til stede i det eurasiske rimland, dvs. fortsætte sin traditionelle inddæmningsstrategi over for såvel Rusland som Kina. Strategien indebærer ikke blot blokering af de to eurasiske magters ekspansion, men også forsøg på destabilisering, regimeskift og opløsning af deres territoriale integritet, samt sikring af kontrollen med flest mulige af kontinentets råstoffer ("roll-back"-strategi).


En strategisk-militær alliance mellem Rusland og Kina eksisterer i dag kun som en teoretisk mulighed. De to lande vil i stedet hver for sig søge at presse USA tilbage i rimland på alle tre centrale, strategiske fronter og neddrosle deres indbyrdes, latente konflikter mest muligt. Kina vil dertil søge at ekspandere søværts for at sikre sig kontrollen med randhavene omkring sig, hvad der vil føre til konfrontationer med USA, Japan og Indien og disses regionale allierede.


Nuværende og fremtidige brændpunkter i og omkring det eurasiske rimland vil være at finde i Ukraine, på Balkan, i Kaukasus, Mellemøsten, Pakistan, Centralasien (Afghanistan), det Syd- og Østkinesiske Hav, på Taiwan og den koreanske halvø (jf. kort 2).

Uden for det eurasiske rimland har det afrikanske kontinent potentialet til i stigende grad at blive en sekundær kampplads i rivaliseringen mellem sø- og landmagt (især USA og Kina). Europa vil i flere år frem være optaget af egne problemer.

Konklusionen må være, at klassisk global geopolitiks fokusering på den nordlige halvkugles geografiske realiteter og især forholdet mellem dens dominerende landmasser også i dag leverer et analyseapparat, der kan hjælpe os med til at afdække nogle af klodens dybere liggende konfliktmønstre. Og dermed være med til at give os en klarere forestilling om, hvad fremtiden har at byde på.

 

Andre artikler på sitet:
SÅLEDES FØDTES GLOBAL GEOPOLITIK - og således lever den videre
FORSTÅ GLOBAL GEOPOLITIK PÅ 5 MINUTTER
Halford J. Mackinder: HISTORIENS GEOGRAFISKE OMDREJNINGPUNKT


F. W., oktober 2012


Primær litteratur:


Halford J. Mackinder
The Geographical Pivot of History, The Geographical Journal, 23 (1904), s. 421-437.
Democratic Ideas and Reality: A Study in the Politics of Reconstruction, London-New York 1919.
The Round World and the Winning of the Peace, Foreign Affairs, 21 (1943), s. 595-605.

Nicholas J. Spykman
Geography and Foreign Policy I, The American Political Science Review, 32 (Feb 1938), s. 28-50.
Geography and Foreign Policy II, The American Political Science Review, 32 (April 1938), s. 213-36.
Geographic Objectives in Foreign Policy I, The American Political Science Review, 33 (June 1939), s. 391-410, (sammen med Rollins, Abbie A.).
Geographic Objectives in Foreign Policy II, The American Political Science Review, 33 (Aug 1939), s. 591-614, (sammen med Rollins, Abbie A.).
Americas Strategy in World Politics: The United States and the Balance of Power, New York 1942, genoptrykt New Brunswick, New Jersey 2007/2008.
The Geography of the Peace, edited by Helen R. Nicholl, New York 1944.

Supplerende litteratur:

Brzezinski, Zbigniew: Game Plan. A Geostrategic Framework for the Conduct of the U.S.-Soviet Contest, Boston 1986.
Brzezinski, Zbigniew: A Geostrategy for Eurasia, Foreign Affairs, 76:5 (1997), s. 50-64.
Brzezinski, Zbigniew: The Grand Chessboard. American Primacy and Its Geostrategical Imperatives, New York 1997.
Brzezinski, Zbigniew: Strategic Vision. America and the Crisis of Global Power, New York 2012.
Gorschkow, Sergej G.: Seemacht Sowjetunion, Hamburg 1978.
Gray, Colin S.: In Defence of the Heartland, i Brian W. Blouet (red.): Global Geostrategy. Mackinder and the Defence of the West, London-New York 2005, s. 9-25.
Kaplan, Robert D.: The Revenge of Geography. What the Map Tells Us About Coming Conflicts and the Battle Against Fate, New York 2012, s. 60-78, 89-102.
Rode, Bernhard (pseudonym): Das Eurasische Schachbrett. Amerikas neuer Kalter Krieg gegen Russland, Tübingen 2012.
Schmitt, Carl: Land und Meer, Stuttgart 1942, 6. genoptryk 2008. Dansk udg.: Land og hav, Forlaget HELIKON 2014.
Sempa, Francis P.: Geopolitics. From the Cold War to the 21st Century, New Brunswick, New Jersey-London 2009.
Wolder, Fritz: Kampen om kloden. Global geopolitik før og nu, Forlaget HELIKON 2011.


Realisme/struktur(= neo)realisme:
Mearsheimer, John J.: The Tragedy of Power Politics, New York 2001, s. 1-54.

Om Alfred T. Mahan og sømagt:
Mahan, Alfred T.: The Problem of Asia and Its Effects Upon International Politics, Boston 1900, indledning af Francis P. Sempa i 2010-udg., s. 1-49.